250.000 angste bliver stadig overset

[Stella]

hej Razmo

Tak for en fantastisk beskrivelse af din oplevelse af social fobi...

[Neurosmølf]

Tak for din åbenhed Razmo
Jeg har mange af de samme træk, men jeg fik angst ( social og agoraforbi ) som komplikation oveni i min neurasteni ( som jeg fik af dårligt psykisk arbejdsmiljø gennem flere år ), men da jeg tidligere har været kommet over angsten og traumerne efter en slem,slem barndom og jeg så oplevede personforforfølgelse på mit arbejde fordi jeg er "for" speciel ( ikke Aspergers men for kvik til mit eget bedste ),gik det galt, da jeg har været naiv nok til at tro efter min barndom kunne livet da ikke byde mig noget der var værre.

Da så endte jeg med sagsbehandling som nådesstødet endte jeg i en situation, hvor det at skulle tømme postkassen afhænger af hvordan den dag er. Nogle dage har jeg det sådan at ved sen lukketid kan jeg hurtigt snige mig egennem Bilka ligefrem zig-zagge imellem tværgangene, og nå ud inden jeg får mavekramper af spændingerne i min krop, og andre dage har jeg det sådan at hvis en forbipasserende får øjenkontakt fra fortovet når de går forbi, er jeg nødt til at låse dørene og må vente med tømning af postkassen til min kone kommer hjem .
Jeg "forklæder" mig så ved at være usiogneret når jeg går ud, så dem der før ofte var sociale overfor mig, holder sig på afstand, fordi de fleste ikke forstår hvad der skete med mig, da jeg blev syg, jeg var nemlig meget social efter en god gymnasietid , at slippe hjemmefra og en kompetencegivende erhvervsuddannelse, med mange venner og flere tillidsposter undervejs. De gled så stille og roligt væk, da jeg blev syg ....

Det der er udløsende i det her er enhver belastning hvor nogen kan "forvente" noget af mig, krav i det hele taget den rene gift for mig. Min behandlende psykiater mener jeg med tiden kan overvinde angsten igen og turde gå lidt mere ud men reaktionen på krav skal først falde til ro. Inden nogen kommer med ideer omkring behandling incl. medicin skal siges alt det blev prøvet under kommunens sagsbehandling uden nævneværdig effekt og i forhold til prisen i form af bivirkninger var det ikke værd at prøve efter psykiaterns vurdering, jeg har nemlig en der ikke er fikseret på medicinering. Jeg får støttende terapi nu igennem 1½ år i håbet om at komme mig nok til mit mål, som er at kunne gå en tur igennem byen uden at måtte tage medicin for de smerter spændingerne giver i min krop, i øjeblikket er jeg på gigtmedicin for at kunne holde ud...

Når så angsten forhåbentlig engang er kommet til ro, har jeg så min neurasteni at slås med stadig, men den giver mig så "bare" kolossal træthed og problemer i min udfoldelse mht, til hvor længe jeg kan klare mig uden en lur. I forhold til at komme ud lige nu, er det ingenting

Tak Razmo , Du gav mig mod til at fortælle lidt om min egen angst

mvh Nøvsen

Tilføjelse, Razmo jeg undgår folk fordi første gang jeg måtte håndtere angst prøvede jeg at passe ind, det er så en komplicerende faktor for mig da jeg får angst igen !! at dette åbenbart ikke kunne lykkedes. Første gang brød jeg selv igennem i et accepterende miljø som gymnasiet for mig oplevedes som da jeg som nævnt er rimeligt kvik

[Trold]

Jeg synes det er rigtig rart, når nogen kan give en god beskrivelse af deres problemer, og konsekvenserne deraf, for på den måde er det nemmere for "os andre" at forstå situationen.

Oprindeligt indsendt af Neurosmølf

Tak for din åbenhed Razmo
Jeg har mange af de samme træk, men jeg fik angst ( social og agoraforbi ) som komplikation oveni i min neurasteni ( som jeg fik af dårligt psykisk arbejdsmiljø gennem flere år ), men da jeg tidligere har været kommet over angsten og traumerne efter en slem,slem barndom og jeg så oplevede personforforfølgelse på mit arbejde fordi jeg er "for" speciel ( ikke Aspergers men for kvik til mit eget bedste ),gik det galt, da jeg har været naiv nok til at tro efter min barndom kunne livet da ikke byde mig noget der var værre.

Da så endte jeg med sagsbehandling som nådesstødet endte jeg i en situation, hvor det at skulle tømme postkassen afhænger af hvordan den dag er. Nogle dage har jeg det sådan at ved sen lukketid kan jeg hurtigt snige mig egennem Bilka ligefrem zig-zagge imellem tværgangene, og nå ud inden jeg får mavekramper af spændingerne i min krop, og andre dage har jeg det sådan at hvis en forbipasserende får øjenkontakt fra fortovet når de går forbi, er jeg nødt til at låse dørene og må vente med tømning af postkassen til min kone kommer hjem .
Jeg "forklæder" mig så ved at være usiogneret når jeg går ud, så dem der før ofte var sociale overfor mig, holder sig på afstand, fordi de fleste ikke forstår hvad der skete med mig, da jeg blev syg, jeg var nemlig meget social efter en god gymnasietid , at slippe hjemmefra og en kompetencegivende erhvervsuddannelse, med mange venner og flere tillidsposter undervejs. De gled så stille og roligt væk, da jeg blev syg ....

Det der er udløsende i det her er enhver belastning hvor nogen kan "forvente" noget af mig, krav i det hele taget den rene gift for mig. Min behandlende psykiater mener jeg med tiden kan overvinde angsten igen og turde gå lidt mere ud men reaktionen på krav skal først falde til ro. Inden nogen kommer med ideer omkring behandling incl. medicin skal siges alt det blev prøvet under kommunens sagsbehandling uden nævneværdig effekt og i forhold til prisen i form af bivirkninger var det ikke værd at prøve efter psykiaterns vurdering, jeg har nemlig en der ikke er fikseret på medicinering. Jeg får støttende terapi nu igennem 1½ år i håbet om at komme mig nok til mit mål, som er at kunne gå en tur igennem byen uden at måtte tage medicin for de smerter spændingerne giver i min krop, i øjeblikket er jeg på gigtmedicin for at kunne holde ud...

Når så angsten forhåbentlig engang er kommet til ro, har jeg så min neurasteni at slås med stadig, men den giver mig så "bare" kolossal træthed og problemer i min udfoldelse mht, til hvor længe jeg kan klare mig uden en lur. I forhold til at komme ud lige nu, er det ingenting

Tak Razmo , Du gav mig mod til at fortælle lidt om min egen angst

mvh Nøvsen

En fælles vigtig detalje (kan jeg se efter at have læst om din angst), er at mennesker med angst meget tit har mere brug for RO og FRED for at bearbejde deres angst, specielt når man ikke kan forholde sig til det at få smidt krav og forventninger i hovedet hele tiden. De fleste med Social Fobi tror jeg har denne problematik, og den kommer af det at være udsat for vurdering hele tiden... at man hele tiden tænker over "hvad andre nu tænker om en". Der er mange måder at skubbe denne prøvelse fra sig på tror jeg... i dit tilfælde ved at få dem til at "holde sig på afstand", i mit tilfælde ved at PRØVE at virke normal, og derfor "falde i med mængden".

Derfor er det som du skriver "gift" når systemet så kommer ind og via paragraffer kræver sig retten til at du skal bearbejde din angst. For mit vedkommende kan de lige så godt gi' op på forhånd, for de får mig ALDRIG nogen sinde til at klare dette, når det skal ligge som en forventning bag en afklaring.. det virker ikke på den måde for mig. At bekæmpe angst kræver hårdt 24/7 arbejde psykisk når du er udenfor, det kræver vilje, det kræver tro på dig selv og så megen forståelse fra omgivelserne, at de lader en selv klare det... i dit tempo... på din måde. Det kræver energien er der, og at man ikke hele tiden skal spekulere på alt muligt andet.

Så det er jo logisk, at ro og fred fra systemet er en nødvendighed, for den måde det er indrettet på er sikker som ammen i kirken at falde til jorden (for mig i hvert fald). Den konstante byrde, hele tiden at skulle forholde sig til systemet, og deres indirekte "du er en klods om benet på samfundet", "du gør ikke livet korrekt nok", osv. osv... ja det kommer også fra samfundet og omgangskrdsen nogen gange... så er der simpelthen for megen pres på, til at det er muligt at gøre ret meget ved det.

Det skal være under fred og ro, samt en oplevelse af at det er ok at være en selv... når man til sidst har gået så længe i fred og ro, at det kun er en selv der er tilbage som "fjenden" i din angst, så er det man kan begynde at tage sig selv i nakken, og prøve at kæmpe sig ud af det... fordi den eneste fjende ER OG BLIR en selv.

At være under systemet, er for mig det samme som at give bajere til en person man forventer skal gå på antabus.

Oprindeligt indsendt af Trold

Jeg synes det er rigtig rart, når nogen kan give en god beskrivelse af deres problemer, og konsekvenserne deraf, for på den måde er det nemmere for "os andre" at forstå situationen.

Hvilket også var årsagen til, at jeg smed bogen åben på bordet Trold ... fordi det kræver mere end bare lige at stå foran en person med f.eks. Social Fobi, og se hele billedet.

Du og jeg har mødt hinanden i virkelighedens verden en enkelt gang, og jeg gætter f.eks. på at du på ingen måde kunne se det jeg har skrevet om her, på mig... right? ...

Desvære er det ikke nogen force ikke at gøre det når man sider overfor en sagsbehandler... det har jeg fundet ud af på den hårde måde igennem mange mange år... først når jeg hopper direkte ned i den ubehagelige ting det er at VISE min angst overfor en sagsbehandler sker der noget.... det er jo logisk nok, men som sagt er det mest typpiske ved social fobi, at man UNDGÅR de situationer man ved der skaber angsten, og ikke bare hopper ud i dem... det er jo netop der forskelen er på generthed, og så social fobi.

Jeg skrev også om det her inde, for at evt. enkelte social rådgivere der kigger med kan få et indblik i hvad Social Fobi, og andre angst former kan udmynte sig i, for jeg tror de har godt af at lære hvad det handler om... ikke bare i angst tilfældene, men også mange andre usynlige lidelser, sådan at de kan spotte disse ting i deres job, og ikke mindst får lagt nogle af deres fordomme på hylden.

Det er vigtigt at de ved, at blot fordi en person kan se helt normal ud, udenpå, ikke behøver at være sådan på "indersiden". De skal lære at se bort fra hurtige førstegangs-logiske indtryk, og i stedet se på borgerens samlede livshistorie, for det er DER man som regel kan se effekten tydeligst.

Skal man f.eks. KUN bedømme mig ud fra personlig fremtræden over en times møde, så går man helt forkert i byen... ser man derimod på hvad jeg har bedrevet i mit 38 årige liv, så BURDE man trykke på den røde alarmknappe, og fjerne "doven nasserøv kortet" fra skrivebordet...

og jeg er sikker på det forholder sig sådan for rigtig mange med angst og andre psykiske usynlige lidelser i dette samfund... desvære.

[Hyanna]

Hvor er det rart at I er så modige at komme ud med hvordan jeres angst manifesterer sig, både i det daglige og jeres liv igennem.

Jeg har selv en bror, som led meget under en forfærdelig angst; men som der er kommet lidt mere ro på, efter han fik tilkendt varig pension. MEN angsten kan lyn hurtigt regenereres, når Hjorten kommer med sine ’hiccups’ omkring førtidspensionisterne.

Så har jeg en meget angst bror i ’røret’, som har brug for at blive beroliget og få at vide at ’søster’ nok skal være der, HVIS Hjorten får held med sine hetzkampagner osv. over for FP’erne.

Også han har haft en skod-opvækst, og ’livets tildragelser’ har heller ikke hjulpet på det … OG slet ikke at man ALDRIG tog fat om de problemer min broder sloges med i det sociale system, og bare lod ham leve af bistandshjælp/kontanthjælp indtil en sagsbehandler en dag gravede ham frem af en støvet bunke, for NU skulle han da så sandelig aktiveres/arbejdsprøves m.m.

Det gik selvfølgelig ikke, hvorfor han blev sendt til en psykolog, for at få sat en diagnose, samt et overslag over hvad det ville koste at behandle min brors psykiske problemer.

Han blev diagnosticeret med betegnelsen OCD og at det ville koste i omegnen af 120.000 kr.

Spørg om de ville betale?

Næh, han blev smidt på en midlertidig pension, med beskeden om at han ikke skulle være nervøs for den med det ’midlertidige’, for de ville aldrig genoptage sagen!!!!

Årene går og i mellem tiden finder han sig en pige, og de bliver enige om at flytte sammen, og han kontakter sin kommune, for at oplyse dette, som man jo skal.

Så startede balladen IGEN, og jeg måtte IGEN spurte til KBH. (har gjort det utallige gange i mit liv), for at støtte og hjælpe.

Endelig … endelig var vi til samtale hos en forstående sagsbehandler, og jeg må indrømme at jeg ikke lagde fingrene imellem, for nu havde jeg altså fået nok: DE HAR BARE AT LADE MIN BROR VÆRE I FRED!!!!!

Systemet har ikke bestilt andet end at svigte min bror hele livet samt stillet krav han bare ikke kan honorere, og der har sq altid kun været mig og så de to mænd jeg har boet sammen med (ikke samtidigt, nej ;-) ) til at støtte og hjælpe ham (uden krav!).

I dag bor han i nærheden af mig sammen med sin pige og han går hos en pragtfuld psykolog, som min bror og kæresten selv betaler.

Jeg ved at min bror aldrig bliver helt ’rask’; men det ER blevet bedre med tvangshandlingerne og den evige kontrolleren …. Men den mere generelle angst, slipper han nok aldrig af med, og det gør mig meget ondt, for har jeg ikke prøvet angstens forfærdelige greb? Jo, det har jeg … bare ikke så længe og vedvarende, og jeg har også prøvet at arbejde med mennesker på et psykiatrisk bosted, hvor den forfærdelige angst er en del af hverdagen, og hvor man synes det var en sejr, hvis det bare, et øjeblik, lykkedes én, at få en borger til at glemme angsten.

Derfor er jeg glad for at angsten er kommet mere i fokus, for jeg ved, at det er forbundet med … jah, angst …. at turde vedkende sig sin angst, for slet ikke at tale om at være åben omkring den, idet det kræver et stort mod, ikke mindst fordi at det er en skam-generator uden sidestykke, som jeg har set det hos min bror, og som jeg da også selv har oplevet … bare ikke i samme grad.
Så det er rigtig godt gået af dig Razmo, at du fik lyst til at fortælle om din angst, og at du Nøvsen har fulgt op på det med at fortælle om DIN angst og hvordan den manifesterer sig hos DIG, for selvom psykiatrien og psykologien opererer med nogle generelle træk, når de diagnosticerer, så har jeg aldrig oplevet to ens tilfælde, for det eksisterer jo ikke, da mennesker, selvfølgelig, er forskellige.
Så jeg vil også sige til dig, Paw, at jeg synes du er ret sej, når du efter en sådan opvækst og med misbrug og hjemløshed i bagagen, har rejst dig så meget … det er ,undskyld mit franske, fand’me godt gået!!!

Jeg ville bare ønske at sagsbehandlere var bedre til at spotte problemet hos deres klienter, for der kan gå rigtig mange år, før den der er ramt af angst, tør sige at det er det, der er galt; men med kommunernes spare-iver med Hjorten som ’sparepromotor’, så er jeg godt klar over at det er et forfængeligt håb!

[Trold]

Oprindeligt indsendt af Razmo

Du og jeg har mødt hinanden i virkelighedens verden en enkelt gang, og jeg gætter f.eks. på at du på ingen måde kunne se det jeg har skrevet om her, på mig... right? ...

Det vil jeg nu ikke helt give dig ret i.
Mon ikke det er et års tiden siden at vi sås, og mange af detaljerne husker jeg ikke helt. Men jeg kan huske, at det var mit klare indtryk, at du ikke havde det helt fint med situationen, bla. noget med at undgå øjenkontakt.
Og hvis jeg skal være helt ærlig, så burde en sagsbehandler kunne se disse ting, medmindre at hun fortolker det derhen, at personen måske har noget at skjule
Når jeg f.eks. er ude at handle, ser jeg af og til personer hvorom jeg tænker, at han/hun vist ikke har det helt fint oppe i knolden, og føler med personen.
Jeg har selv oplevet en "snert" af det, i en periode hvor jeg virkelig følte mig udsat for en sand hetz fra kommunen, og jeg savner det dælme ikke.
Flere af de ting du beskriver kan jeg genkende fra min x (børnenes far), som prøvede at dulme det med alkohol.

Oprindeligt indsendt af Trold

Det vil jeg nu ikke helt give dig ret i.
Mon ikke det er et års tiden siden at vi sås, og mange af detaljerne husker jeg ikke helt. Men jeg kan huske, at det var mit klare indtryk, at du ikke havde det helt fint med situationen, bla. noget med at undgå øjenkontakt.
Og hvis jeg skal være helt ærlig, så burde en sagsbehandler kunne se disse ting, medmindre at hun fortolker det derhen, at personen måske har noget at skjule
Når jeg f.eks. er ude at handle, ser jeg af og til personer hvorom jeg tænker, at han/hun vist ikke har det helt fint oppe i knolden, og føler med personen.
Jeg har selv oplevet en "snert" af det, i en periode hvor jeg virkelig følte mig udsat for en sand hetz fra kommunen, og jeg savner det dælme ikke.
Flere af de ting du beskriver kan jeg genkende fra min x (børnenes far), som prøvede at dulme det med alkohol.

Jammen det lyder også som mig det du beskriver, men hvordan mon en sagsbehandler, der kun har ca. 10% af sin tid til at tale med borgeren ser det udefra? ... Jeg sider ikke og er personlig foran sagsbehandleren over en kop the og kage... og hun er nok mere end vandt til, at folk er nervøse når de sider foran hende som autoritet.

Derfor tror jeg ikke at det altid er lige til at se problemet med det blotte øje for en sagsbehandler, der skal nogle meget stærkere midler til, som f.eks. at man enten får et sammenbrud på stedet, eller sider og ryster så det er synligt og i den dur. Men pointen er, at mennesker med social fobi kan side og se fuldstændig normal ud foran sagsbehandleren (givet selvfølgelig, at sagsbehandleren ikke opdager, at nervøsiteten ikke bare stammer fra at side overfor en autoritet som jeg før skrev mange sikkert gør), uden de aner hvad der foregår på den anden side af panden hos borgeren. Og det er efter min overbevisning et problem!

Som Hyanna er inde på, så bliver angste bare begravet i sagsdyngerne, fordi de bliver kattegoriseret som "uden for pædagogisk rækkevidde"... man kommer aldrig helt ud af "nasserøvs" beskyldningerne... jeg har som Hyanna's bror også gået med angst, og jeg har gået med den helt fra formegentligt teenagerårene ifølge min psykiater... den har altså været reel hele den tid jeg har været i det sociale system, og ikke EEN ENESTE sagsbehandler har kunnet spore det på noget tidspunkt... ikke engang da jeg af psykolog blev erklæret "socialt invalid"... da jeg igen fik diagnosen "social fobi", gjorde man heller ikke en dyt... ingen igangsætning af udredning eller noget som helst... men syltede bare sagen, og lod mig til sidst gå i 3 år på passiv kontanthjælp uden jeg hørte et pip fra dem.

Det der har hjulpet mig mest.... ja det er sgu' mig selv! ... det er MIG der har sat udredningerne i gang, det er MIG der har klaget når jeg følte mig uretfærdigt behandlet, det er MIG der har bedt om afklaring, det er MIG der har bedt om speciallægeerklæring.... det er MIG MIG MIG!!!! hele vejen igennem, og jeg synes det er forbløffende, at selv med SÅ MEGEN bevisførelse som jeg har i de 21 år jeg nu har gået i systemet, at det slet ikke er med i overvejsleserne når min sagsbehandler så skal udfærdige en "socialfaglig vurdering" i min resourceprofil!

"Det kan derfor ikke vurderes, om X vil kunne forsørge sig selv, evt. ved fleksjob da han ikke har ønsket at deltage i en arb. prøvning"

Jammen for fanden!... kig dog på hele mit liv, i stedet for at glo på den ene ting, at jeg bad om fleksjob for 2 år siden efter fejlet job praktik! ... Hele mit livsforløb er kaos, fejlede projekter, uddannelser, jobs... læger, psykologer og psykiatere siger alle jeg ikke kan placeres på arb. markedet, jeg fatter ikke at det ikke skal tælle noget som helst!?

Nej... jeg føler sgu' ikke at nogen sagsbehandlere har en hujende fis forstand på at se en sag med et fuldstændigt overblik... det gør jeg godt nok ikke...

hov!... det var da vidst lige en "rambling" af dimentioner... bare rolig Trold, det hele var ikke udfaret af dit indlæg, bare mig der er fyldt op i mit hoved

Hvad angår øjenkontakt... yep... men det skyldes nok mere, at det er et typpisk Asperger Træk. Aspi'er bruger uhyggeligt megen energi på at kigge folk i øjnene fordi de ikke forstår hvordan de skal afkode alle de signaler der kommer fra personen... det er derfor mere behageligt, og energibesparende at kigge "forbi" ... det betyder ikke at jeg ikke kan... for det kan jeg godt, men ubevidst undgår jeg det...

[Stella]

Mere om angst hos børn...det er et meget stort problem...godt vi har denne tråd til at skrive om det og måske finde ud af hvad det er der skaber angsten...og hvad man kan gøre...

Mellem ét og tre børn i hver skoleklasse lider af angst. Først nu skal danske forskere undersøge, hvordan man hjælper dem

Forskningsprojektet på Københavns Universitet hedder CCAP (Copenhagen Child Anxiety Project) og tilbyder psykologisk behandling til børn i alderen 7-12 år med generaliseret angst, abnorm seperationsangst, social angst og specifikke fobier. Hovedformålet med projektet er at undersøge, hvordan angst opstår, hvilke faktorer der fastholder angsten, og hvilke behandlingsformer der virker bedst.

Angst skal ifølge forskningsleder Barbara Hoff behandles, når et barn gentagende holder sig væk fra alderssvarende aktiviteter, er meget stille og helst vil være alene.

Det, der styrer angsten, er ifølge Martin Bergen fire faktorer: Forventet fare ved det, man tror vil ske, ganget med sandsynligheden for, at det sker, minus muligheden for at komme i sikkerhed og minus evnen til selv at håndtere faren.

http://www.kristeligt-dagblad.dk/art...ngst-hos-boern

Oprindeligt indsendt af Stella

Mere om angst hos børn...det er et meget stort problem...godt vi har denne tråd til at skrive om det og måske finde ud af hvad det er der skaber angsten...og hvad man kan gøre...

Mellem ét og tre børn i hver skoleklasse lider af angst. Først nu skal danske forskere undersøge, hvordan man hjælper dem

Forskningsprojektet på Københavns Universitet hedder CCAP (Copenhagen Child Anxiety Project) og tilbyder psykologisk behandling til børn i alderen 7-12 år med generaliseret angst, abnorm seperationsangst, social angst og specifikke fobier. Hovedformålet med projektet er at undersøge, hvordan angst opstår, hvilke faktorer der fastholder angsten, og hvilke behandlingsformer der virker bedst.

Angst skal ifølge forskningsleder Barbara Hoff behandles, når et barn gentagende holder sig væk fra alderssvarende aktiviteter, er meget stille og helst vil være alene.

Det, der styrer angsten, er ifølge Martin Bergen fire faktorer: Forventet fare ved det, man tror vil ske, ganget med sandsynligheden for, at det sker, minus muligheden for at komme i sikkerhed og minus evnen til selv at håndtere faren.

http://www.kristeligt-dagblad.dk/art...ngst-hos-boern

Story of my school-life...

Og det er typpisk dansk... der kommer lige en smule fokus på emnet imens det er aktuelt, og når så folk er vendt tilbage til virkeligheden og gået fra kaffebordet, så er det glemt igen...

Men der burde gøres MEGET mere end der bliver gjort... men staten vil jo ikke bruge pengene det koster at hjælpe børnene... de vil heller ikke betale det, det koster når de så ikke kan gennemføre uddannelserne når de bliver teenagere og må klare sig selv... de vil heller ikke betale det som det koster når de sider i det sociale system, når de er kørt ud på et sidespor.... de vil heller ikke betale hvad det koster når de havner på psykiatrisk afdeling... de vil først betale den dag de har begået kriminalitet enten pga. afmagt, eller misbrug...

Se DET er en rigtig historie, og den er desvære sand med den regering vi har i øjeblikket...