Hvad gør jeg nu?

[Emergency]

Hej folkens.

Så fik jeg samlet mig mod til at skrive herinde.
Det skal først siges at jeg ikke er førtidspensionist, og jeg har heller ikke en sag kørende for at blive det.
Grunden til jeg skriver, er at jeg har brug for nogle råd, og efter at have læst en masse indlæg herinde er jeg blevet overbevist om at der er nogle kloge og forstående hoveder imellem brugerne.
Undskyld hvis indlægget overhovedet ikke passer ind, men jeg har svært ved at snakke med kommunemennesker, grund følger:

Lad mig starte med at, meget kort, at forklare baggrunden:

Jeg er 18 år gammel og kontanthjælpsmodtager. Jeg har ingen diagnose på papir, men har i alle mine teenage år lidt af svær angst og svære depressioner. Jeg droppede ud af folkeskolen i 7. klasse af disse grunde. Jeg var 13.
siden da har jeg startet en masse projekter i form af uddannelse og arbejde, men er aldrig kommet igennem mere end en dag, før klappen er slået ned og jeg er droppet ud af projektet igen.
Det lykkedes mig som 17 årig at tage min 9. klasse på en ungdomsskole. Jeg dukkede aldrig op i klassen, og vadede op til eksaminerne uden forberedelse.

Har i de sidste par måneder været i noget aktivering der indebar at dukke op et sted hvor der var foredrag, man lærte at skrive CV, og havde samtaler + udarbejdede ressourceprofil. På de to måneder jeg har været tilmeldt har jeg haft mod til at gå derhen 2 gange der hver varede max en time. Det ligger 5 minutters gågang væk.

Min angst er stærkt invaliderende. Jeg har, så vidt jeg husker, altid været sådan her. Selv som lille pige var jeg angst (eller måske mere ekstremt genert) og kunne ikke finde ud af at begå mig bare mine bedsteforældre var der. I 4. klasse pjækkede jeg samtlige onsdage fordi jeg var angst over at jeg var faldet bagud i håndarbejde (?). Så som sagt, har jeg vidst altid været sådan her.
Mine forældre blev skilt da jeg var 10, vi flyttede til storbyen, og tragedie efter tragedie ramte familien i form af psykiske sygdomme, splid og manglende omsorg.
Derfor brød min angst i fuldt udbrud da jeg var en 13 år, og sådan har det været lige siden.

Var desuden anbragt som 17 årig.

Jeg er bange for at gå ude på gaden, jeg er bange for at snakke med andre mennesker, jeg har INGEN tillid til andre mennesker. Udover at have socialfobi, er jeg også bange for at verden pludselig går under, er bange for kemikalier i luften og syntetiske stoffer i min mad – og ja, medicin. Desuden kan jeg ikke køre med bus, og der er en bunke andre ting. You get the picture :P
Al den angst har udover at være psykisk invaliderende, en række fysiske symptomer, i form af konstant rysten, vejrtrækningsproblemer og hvad jeg kalder ”freeze-symptomet” - hvor min angst fryser mig helt fast fysisk.
Oveni angsten har jeg tilbagevendende svære depressioner.

Jeg er har lige haft første samtale hos en psykolog som gerne skulle udrede mig, men som var meget puzzled over mig efter vores første samtale.

Okay, så langt så godt! Er du stadig med? ;-)

Grunden til at jeg sidder og nedfælder alt det her, er fordi jeg godt kunne tænke mig at høre fra nogle som har været igennem en masse aktiverings/revalideringsforløb, også selvom baggrunden ikke er psykisk.

Jeg har på trods af en IQ der ligger blandt Danmarks 8% bedste, UTROLIG svært ved at forstå hvad kommune-mennesker prøver på at forklare mig. Jeg fatter heller ikke en disse fra de breve jeg modtager. Jeg tror det er fordi jeg har for meget andet i hovedet.

Så det jeg vil spørge er – hvor vil i vurdere at jeg ligger? Hvad skal jeg gøre nu? Hvad er værd at forsøge sig med, når man ikke engang kan gå udenfor sin dør?

Førtidspension er selvfølgelig ikke en mulighed, så meget er jeg ikke blevet trukket rundt i manegen endnu.

Hvad siger i?

Venlig Hilsen
Elise

[Neurosmølf]

Hej Emergency/Elise og velkommen til
Som andre vil sige, nu er Du begyndt, så kan det kun blive bedre herfra. Prøv at holde fast i denne tråd, så man kan følge dine indlæg nogenlunde sammenhængende, det vil gøre det lettere at prøve at hjælpe Dig.

Mit råd til dig ville være , kontakt foreningen Sind i dit område, og få evt. anbefalet en psykiater der er god til og har erfaring med unge mennesker, gå så til din praktiserende læge og få en henvisning for at blive udredt.
Det er ikke for at hjælpe på kommune eller aktiveringer, men for at hjælpe "Dig alene"!!

Når Du så er kommet igang der vil der forhåbentlig komme meget mere fokus i dit hovede omkring hvad der kan gøres for at håndtere din angst, istedet for at den styrer dig.
Du har ret i førtidspension ikke er en nem mulighed , et så ungt menneske får næppe tilkendt uden omfattende handicap på flere områder, men håb da på at Du ikke kommer til at behøve det nogensinde. Du har oplevet meget skidt, men med den rette hjælp skal det nok gå fremad for Dig.

Du behøver håb og hjælp til at få en ide om hvordan Du håndterer din angst, og de traumer Du har oplevet igennem Dit liv, en psykolog er dyr da man normalt selv skal betale men den rette psykiater er gratis efter en lægehenvisning, så hjælpen behøver ikke ødelægge din økonomi.
Din begavelse kan hjælpe med at løse problemerne hvis Du har forståelse for problematikken, men kan også drille hvis Du efterrationaliserer for meget over tingene(det her ved jeg af egen erfaring). Prøv først og fremmest at fokusere på en ting af gangen og ros Dig selv for det Du får gjort.

Håber det her kan være til nytte, der er sikkert mange flere der gerne kommer med gode råd også

mvh Nøvsen

[frklarsen]

Velkommen til :-)
Sikke da en masse ting du tumler med
Jeg tænkte lige om du har noget familie der hjælper dig med at hitte ud af de breve ? Hvordan med din læge ? er han/hun velvidende om din angst ?
Det lyder på mig som om du har brug for noget hjælp også medicinsk, for samtaler alene kan ikke kurere angsten. Jeg lider også af angst bare på en anden måde end du beskriver, og igår var jeg til psykiatriker som forklarede at når man lider af angst er kroppen hele tiden i alarm beredskab hvilket ikke er sundt i længere tid så derfor er man i en periode nød til at få medicin sideløbende med samtaler.
Dit første skridt bør nok være op til lægen, fortæl hvordan du har det så han/hun kan sende dig videre. (ens læge kan godt få en akut tid hos en psyk til en) , og jeg ville også lægge kortene på bordet overfor kommunen. Og hvis du mærker at sagsbehandleren slet ikk har forståelse for hvad du siger, kan du altid søge om at få en ny, hvis kemien ikke er der
Ønsker dig held og lykke på vejen og en masse

Hej Emergency/Elise og velkommen til

Jeg kan kun give smølfen ret i det der skrives, og hvis du ikke kan hitte ud af de breve og hvad de mener så skal du ringe til din sagsbehandler og bede om at få det forklaret på godt dansk, breve fra kommunen skal være let forstålige og læselige ...

Oki nogen gange skriver de i termer som kan få de bedste til at stå af

Hvis du er i aktivering så ved jeg at de mange af de steder har personer der kan hjælpe dig med at forstå de breve du får fra kommunen og hvis det heller ikke er en mulighed og du ikke har nogen i dit netværk der kan oversætte dem for dig så kan du sende dem til mig så skal jeg se om jeg kan oversætte det du har fået indtil nu ...

Hvis ikke det er dybt personligt har du også mulighed for at sætte det ind her på K10 og så er der mange der kan oversættet til letforståligt dansk for dig

Tror at det vigtigste lige pt er at få styr på helbred (læs de andres forslag) og så simpelthen tage den derfra måske det er noget revalidering eller kurser du skal have , men som du selv skriver så er du ganske uafklaret med det meste og før det er på plads kan kommunen faktisk ikke komme videre ...

[Ninja]

Det er fuldstændigt som at læse noget jeg selv kunne have skrevet da jeg var i din alder. Det passer helt ned til mindste detalje.
Nu er jeg så bare blevet 40 år, har været 21 år på kontanthjælp som psykisk syg, har forsøgt med over 35 arbejdsprøvninger/revalidering/aktiveringer UDEN noget gav bonus, da jeg aldrig kunne være på stedet mere end ganske få timer (nogen gange minutter) andre gange kunne jeg kun komme til hoveddøren og måtte gå hjem igen...

Det du har brug for, er en rigtig god psykiater, er du fra København kan jeg anbefale dig en god en, og så har du brug for en psykolog og evt noget let projekt på fobiskolen. Kommunen plejer at kunne bevilge psykologhjælpen, og de betaler også gerne de 40.000 kr det koster at komme på fobiskole.

Selv turde jeg ikke sige jeg havde psykiske problemer da jeg var de der 18 år, så jeg sagde altid at jeg havde ondt i ryggen, for så spurgte de ikke om noget og forstod med det samme problematikken. Det var først da de sendte mig til fysioterapi, at jeg begyndte at åbne op for problemerne....jeg havde jo ingen mulighed for at møde op i fysioterapien pga psyken, og måtte gå til bekendelse.

[Zania]

Undskyld udtrykket, men det er helt rart at læse om andre, der har det ligesom en selv. Jeg tør heller ikke gå uden for døren, bl.a.

Jeg forvirrer også psykologerne, havde for nylig en interview (forskning) med en prof. i psykiatri, det tog 5 timer, skulle have taget 3, han havde lidt svært ved at få klare svar fra mig, ved selvf. ikke om det er anderledes hos dig. Husk at være ærlig - min psykolog sagde at hvis man ikke stoler på folk, er det normalt ikke at ville fortælle - ja noget som helst. Og at det gik lidt op og ned med vores samtaler (fordi jeg ikke vil have, folk tror jeg er skør *S*, så jeg trækker i land). Jeg blev så glad, da han sagde det, for jeg har en god facade, og mange psykologer møder mig med et stort smil og tror ikke, der er noget i vejen med mig. Men den viden hjalp mig til at turde sige hvad der sker for mig.

Men det kan ski også være svært at "holde øje med" hvad der sker indeni en, og endnu sværere at fortælle videre. Jeg er snart trænet, har været ved psykologer, siden 17, næsten konstant i 12 år.

Jeg tror dog ikke, jeg kunne få pension, selvom det hurtigt forværres pt. Og ikke engang har et bare rimelig normalt liv hjemme. "Satser" på flexjob. Men er slet ikke kommet så langt endnu, går på lokal psyk, men han mener også, jeg skal udredes af en anden.

Lone

[Viper]

Hej Emergency og Zania

Alt det som jeg ser på denne tråd, både fra smølfen, Hejdien, Frk. Larsen og HeleneKr er vigtige svar til dig E. Og det er også gode råd at følge. Jeg giver gerne en hånd med til oversættelse af evt. breve du tør sætte ind her til oversættelse, selv om det ikke bliver mig der oversætter dem alle da jeg er under uddannelse.

Men der er noget der slår både Hyanna (min kæreste som også er her på K10) og mig. Zania skriver også til dig og fortæller at hun har lignende problemer at slås med. Det viser jo bare at du ikke er alene med din angst og at der er andre du kan dele dine erfaringer med og måske selv få nogle gode ideer.

Hyanna og jeg kender også lidt til problematikken med angst da min svoger (Hyannas bror) også lider af svær angst, omend ikke lige på samme område.

Vi spekulerer derfor på om det måske var en brugbar tanke at starte jeres egen sociale gruppe her på K10 for folk der lider af angst, for tro mig; I er ikke de eneste der har det problem.

Der kan I skrive sammen om alt det der rører sig i mennesker der har samme lidelser som jer, og mest vigtigt måske, virkelig få følelsen som vi andre godt ved; at I ikke er så skøre eller mærkelige som I er blevet forledt til at tro. At I ikke er alene.

Der er masser af muligheder her på K10. Brug dem og få det bare lidt bedre med jer selv. I er gode nok som I er. Lad aldrig nogen fortælle jer noget andet.

Hyanna og Viper