Familiens tøven!!!

[Enteneller]

Hej,

Jeg vil lige høre om, der er andre, der som jeg har oplevet et ens nære familie i den grad tøver med at hjælpe en??. Jeg har oplevet det før og nu igen igen og jeg bliver bare så skuffet. Jeg ved godt, at jeg er spontan og impulsiv, men var det mine egen børn der spurgte om sammen hjælp som jeg pt. har gjort til min far så sagde jeg ja uden at tøve det mindste.

Åhh, det er sku hårdt når man føler at man ikke "ligger lige til højre benet".

Hvad er det, er det fordi de bare vil hytte deres eget eller lige se tiden an, jeg fatter det simpelt hen ikke. Er det bare mig ??

EE

[Enteneller]

Jeg ved godt at det er røvsygt at svare på, men er det ikke oplagt !! I ville da for alt i verden hjælpe jeres børn, så hvorfor vil vores forældre ikke, jeg fatter det ikke om så jeg var rig eller fattig. !!!

[frklarsen]

Oprindeligt indsendt af Enteneller

Jeg ved godt at det er røvsygt at svare på, men er det ikke oplagt !! I ville da for alt i verden hjælpe jeres børn, så hvorfor vil vores forældre ikke, jeg fatter det ikke om så jeg var rig eller fattig. !!!

Tja nu ved jeg jo ikke hvad det handler om, men ens familie vælger man ikke selv, det kan man heldigvis med venner

[Tanja]

Nu ved jeg ikke, hvor meget de har hjulpet dig i forvejen, så det
er meget svært at svare på.

Hvis de har hjulpet dig meget, så kan de også have brug for at sige fra.

[c.l.e.o.]

ja , jeg ville da gerne komme med min mening, men må da vide hvad du har bedt om hjælp til og måske hvorfor sker det ofte osv. ...jo jeg kan gå langt for at hjælpe mine ejne børn, men der er også en græne for hvor langt man skal gå . på et tidspumt skal ens børn jo også selv klare ærterne selv, ellers er der nogle børn der bliver børn for længe og det er ikke en hjælp at gøre sine børn afhengi.

[Maybe]

Verden er desværre ikke som man gerne vil have den til at se ud. Ligesåvel som du (og jeg) elsker vores børn betingelsesløst og vil hjælpe dem bedst muligt, ligeså lidt kan du tvinge det samme ud af dine forældre.

Det gør rigtig ondt at erkende, at ens familie ikke er som man håber.

Jeg har selv gjort mig samme overvejelser, og har endog tænkt tanken, om vores forældregeneration er mere egoistiske, mere egenrådige. Har dog også set mange fra mine forældres generation være der for deres børn, og have et ligeværdigt forhold, så den holder nok ikke.

Kan du genkende hvad jeg skriver, så er du nødt til at gøre op med dig selv hvad du forventer af dine forældre og hvad kan de give dig, - og så tage den derfra.

Det slider dig selv op at tigge og be om noget, som de ikke kan give dig

herfra

[jomfruen]

Er svært at svare på udfra det lille smule du skriver.....

Er det økonomisk hjælp eller andre former for hjælp?

Nu skal man jo huske at selv om man er forældre har man jo også ret til et liv når børnene er blevet voksne.

Jeg vil bestemt også hjælpe mine børn i den udstrækning jeg kan, men man skal som forældre også tænke på hvis der er flere børn at det skal foregå nogenlunde ligelig

Er det økonomisk må og skal børnene lære at klare sig selv...det er ikke en hjælp at de bliver ved med at "låne" hjemmefra, der er faktisk rigtig mange der ikke kan klare sig selv idag da tingene er kommet alt for let til dem. Det er helt sikkert at gøre dem en bjørnetjeneste.

Maybe

vores forældregeneration er mere egoistiske, mere egenrådige.

nu er min opfattelse at det er lige omvendt netop pga. den yngre generation er kommet alt for let til mange ting.

Husk lige: vi skal ikke leve for vores børn men sammen med vores børn

[Cillenolle]

Jeg lavede engang et indlæg som dit. Jeg havde dog uddybet det noget mere, men pointen var den samme. Jeg var ked af og skuffet over familien ikke var der for mig.

Flere som satte en pote i tråden sagde, at det var nok ikke det jeg ville høre, men nogle gange måtte man se indad. Og der fandt jeg ud af, at jeg dels selv havde skabt en forventning omkring mig selv, som gjorde at de ikke kunne se at det hele ramlede for mig og dels havde jeg ikke gjort det tydeligt nok hvad, jeg havde brug for og ønskede.

Familien kan vi jo ikke vælge selv og det gør det så svært. Jeg håber du får snakket med dem om, hvordan du går og føler, for det kan være de ikke ser det. Knuzz

[sørensen]

jeg kender det desværre godt, det med at familien ikke altid er en støtte når man har brug for det.
Jeg har været laaangt nede, men søgte selv den hjælp jeg kunne få og kæmpede med at få hverdagen til at fungere så godt som det nu var muligt. Min mand var fantastisk til at ordne alt det praktiske, sørge for børnene når jeg ikke orkede det og samtidig støtte mig. Jeg fortalte vores børn hvordan jeg havde det og at det aldrig var deres skyld hvis jeg var irriteret eller var ked af det. Det har de forstået og vi snakker med dem om det tit, så de ikke går med en masse dumme tanker. Selvfølgelig i et sprog de forstår i hver deres alder.
Men mor valgte at "støtte" mig ved at lægge mig på is, men begyndte derimod at skrive og ringe til min mand for at hente de oplysninger hun ønskede. (sådan er det endnu et halvt år efter)
Min søster valget at "støtte" mig ved bagtalelse til alle vi kender. Og ved at sige mine børn mistrives, at de burde fjernes og jeg burde tvangsindlægges.
Fantastisk støtte når man i forvejen er i kulkælderen.

[Enteneller]

Tak for jeres støtte og indlæg, det var også et spontant et jeg lagde, jeg følte mig magtesløs og "efterladt" igen igen og så måtte jeg lige smide indlægget på K10. Det drejede sig blot om at jeg ville bede min far om at overtage noget opsparing jeg har lavet til mine børn så kommunen ikke på et tidspunkt negler det.

Endvidere har jeg også lidt penge som jeg mente at han lige såvel kunne opbevare for mig. Jeg har ikke været på offentlig støtte siden 2007, så jeg ville hade at skulle leve min og ikke mindst mine børns opsparinger op. Jeg kunne jo ikke forklare det, der det er lidt tabu, men nu har jeg brugt en hel del af mine egne penge til at leve for de sidste 2 år så hvis ikke min ftp. sag går som ventet så gider jeg simpelt hen ikke tære på min egen opsparing mere. Så der var det min veninde der sagde at jeg kunne høre min far om ikke han ville overtage ikke mindst mine børns opsparinger som jeg har lavet til dem og det tænkte jeg at det kunne der vel ikke være nogle ben i. Dog skulle han lige checke med den ene og den anden, men jeg må for guds skyld ikke bede min eksmand, som har vores børn boende, om hjælp.

Jeg syntes ikke der er nogle ben i det, min far har masser af penge i forvejen, men jeg er før blevet skuffet da jeg selv var nede i dybet økonomisk og helbredsmæssigt, så det burde måske ikke komme bagpå mig. Ligenu ved jeg ikke om han vil hjælpe, eller hvad jeg gør i det henseende, jeg blev bare rigtigt skuffet, for jeg syntes at det er en lille bitte hjælp i forhold til hvad der ellers kan være af problemer med os syge.

Jeg skulle bare have luft og der er det dejligt at vi har K10. Ved godt at man ikke kan lave om på sine forældre, men føler det nogle gange som om man ikke kommer fra samme familie og det er bare ikke rart.

Kh. EE