Ikke syg nok eller?

[emnois]

Hej.
Har fulgt lidt med på sidelinien et stykke tid, og har nu selv brug for råd.
Jeg er en kvinde på 37 år, gift med 3 børn og job på 30 timer i en vuggestue. Indtil vinteren 2011- 2012 fungere det hele bare super, men så blev jeg ramt af gentagne småinfektioner og gik til lægen. Efter et længere udredningsforløb på sygehuset fik jeg diagnosen Polycytæmi vera. En kronisk "godartet" kræftsygdom i knoglemarven. Det betyder, at jeg er kronisk træt, har koncentrationsbesvær mv. Jeg får medicin: en indsprøjtning hver uge, der giver mig influenzalignende symptomer i 1-2 dage.

Jeg har siden passet mit job så godt som muligt - havde et fravær på 8 uger i foråret 2013. Jeg havde kontakt med jobcenteret og socialrådgiveren på sygehuset, men de kunne ikke hjælpe mig. Min sygdom er jo ikke dødelig, så hvis jeg ikke kan klare 30 timer, må jeg jo bare arbejde 25 eller 20 timer. Jeg er glad for mit arbejde, men jeg har meget svært ved at forene 30 timer med et familieliv. Når jeg kommer hjem efter 6-7 timer falder jeg om på sofaen, og jeg er der ikke for mine egne børn. Det er uholdbart, men føler jeg står i en gråzone. Jeg har fået §56, men det er sørme svært, at melde sig syg flere dage om ugen. Tit har jeg slæbt mig igennem en arbejdsdag, selvom jeg burde være hjemme. Og hvis jeg skulle arbejde 20-25 timer, skal jeg jo for det første finde en arbejdsplads, der vil ansætte en kronisk syg, plus det vil betyde salg af hus mm. Kan bare ikke forstå, at jeg skal straffes for at være syg!

Er den eneste mulighed for mig, at sygemelde mig igen? Det er jo ikke det, jeg ønsker.
Mvh Emnois.

[Nøgne tær]

Omkring §56, er det vigtigt at huske at kommunne registrerer det omfang den bruges i, og derfor kan bruge den til ledetråd for hvad du magter.

Jeg siger ikke man skal planlægge sygedage, men kravler man på job og hjem igen, vil §56 aftalen "vejledende" bekræfte at du godt kan arbejde mere end du siger, og derfor måske forhindre at du får en reel udredning af din arbejdsevne.

[emnois]

Tak for svar. Ja jeg ved det, men det er et stort dilemma for mig. Ved jeg bør blive hjemme, men får så dårlig samvittighed og "ofrer" mig selv.

[Enteneller]

emnois, du er velkommen til at se lidt på min profil og tråde. Gik ned med flaget i 2007, skulle have "gjort" det langt tidligere. Tilkendt ftp. i 2012, endelig fred..

Du er nødt til at stå af ræset, bede om hjælp eller gøre andet der kan hjælpe på din situation..

Først nu ca. 8 år efter mit første sammenbrud er jeg i stand til at nyde mine børns selskab...

Du er nød til at tage det oppe fra og ned i forhold til hvad du kan rumme. Det tager tid og jeg siger ikke at du skal "ende" på ftp. som jeg, men vær så ærlig mod dig selv og dine nære, som du kan også selvom det hele hiver den anden vej. Tror du ved hvad jeg mener ;-)

[emnois]

Tak for svar, Enteneller, vil kigge på dine tråde

[Enteneller]

emnois, skriv til mig, hvis det er, systemet er i den grad kommet bag på mig ligeså. På sygedagpenge er du f.eks ikke syg, du er i afklaring og det bliver jo kun værre...

Pt. kan jeg jo se at du bare kæmper din r. i laser... Der er så hvad der er. Men hvis du stadig er ansat under §56 og ikke orker det, så må du sygemelde dig øjeblikkelig. Jeg nåede aldrig til §56 da jeg ikke har en kronisk sygdom.

[emnois]

Tak. Det er meget op og ned, hvordan jeg har det. Har heldigvis også gode dage, men de dage, hvor jeg ikke er frisk er det uoverskueligt, hvordan jeg skal klare det hele. Jeg synes ikke, jeg er så syg, at jeg behøver at være sygemeldt. Og med en deltidssygemelding er jeg i fare for, at miste mit job Og fordi det er en usynlig sygdom er det rigtig svært for andre at forstå. Men alt det har du jo sikkert været igennem.

Jeg synes, det er en jungle at finde ud af, hvad man kan. Min egen læge vil rigtig gerne hjælpe, men er slet ikke inde i alle de nye regler, lægen på sygehuset snakker udenom og socialrådgiveren på jobcenteret synes selvfølgelig, det er bedst at arbejde