dårligt møde med kommunen - hjælp ønskes

[Gekko]

Mit møde med kommunen gik ikke godt. Både fagforeningen og jeg var meget overraskede over, at der på mødet hverken blev nævnt fleksjob eller et muligt ressourceforløb, trods sagsbehandleren flere gange tidligere – pr. tlf. naturligvis – har ytret at et fleksjob for mit vedkommende ville være mest realistisk mål fremadrettet.

Men nej alle spørgsmål i denne retning gled af på de kommunale repræsentanter, og der blev ikke givet andet svar end ”nu skal vi se hvad en ny arbejdsprøvning vil vise”. Eller faktisk min sagsbehandler mæglede næsten ikke et ord på mødet, så al kommunikation udgik fra jobkonsulenten.

Mine lægepapirer samt lægekonsulentens seneste vurdering siger – stationær tilstand, der er ikke flere behandlingstiltag, som vil kunne for bedre min tilstand eller lindre mine smerter. Det anbefales fra smertecenteret at en arbejdsprøvning opstartes med maks. 2 timer om dagen og en ugentlig fridag om onsdagen.

Hverken sagsbehandleren eller jobkonsulenten synes forud for mødet at have læst de papirer, som skulle danne grundlag for dette møde, da de mener at jeg skal starte ud med 8 timer om ugen og arbejde mig op mod 32 timer i løbet af 6 mdr. Min dagbog, som beskriver mit daglige smerteniveau, og aktiviteter blev der heller ikke taget højde for – den viser en overraskende lille arbejdsaktivitet grundet smerter.

– Min tidligere arbejdsprøvning startede ved 12 timer om ugen og endte op 13 uger senere med 15 timer om ugen – med yderligere smerter til følge grundet overbelastning. Både 12 og 15 timer var alt for meget, da jeg ikke kunne fungere i hjemmet grundet smerter, da praktikken sugede al energi og gav ekstra smerter som følge.

De kommunale repræsentanter mener ikke, at jeg kan starte ud på under 8 timer om ugen i en praktik, da der så ikke kan findes en praktikplads til mig!! – men 8 timer om ugen er det absolutte maksimale af hvad smertecenteret anbefaler og det er for mig en for stor mundfuld at starte op med. Men de vil ikke acceptere mindre.

Min opgave er nu at fremlægge en realistisk plan for optrapningen af timer under et praktikforløb, der skal vare 6 mdr. og hvor målet er at jeg skal nå op på 32 timer om ugen – startende fra 8 timer om ugen – vel at mærke det ikke er inkl. transporttiden som smertecenteret også anbefaler skal indgå som en del af min arbejdstid. Ydermere skal jeg deltage i et kort kursusforløb, som kan medvirke til at forbedre min hverdag – men disse timer bliver heller ikke inkluderet i min samlede arbejdstid – hvilket min sagsbehandler tidligere lovede mig, at disse timer også ville blive betragtet som en del af arbejdstiden i den korte periode kurset blev afholdt.

Ergo - sagbehandleren og jobkonsulenten ignorerer resultaterne af de undersøgelser jeg har været igennem.

– så hvad gør jeg nu???

[Pip]

Du sygemelder dig hvis det bliver for hårdt.. og sørger for at have din læge med på sidelinien.

De går altid ud fra at man over tid skal op på selvforsørgelsesniveau.. men når det viser sig undervejs at man ikke kan klare det, er det at det er en god ide løbende at tale med sin læge om hvordan det går, så man kan få en fornuftig lægeerklæring der støtter at man må gå ned i tid igen.

[Gekko]

Tak for rådet og det vil blive anvendt, skulle det komme dertil :0)

Dog mener jeg, at jeg som borger har en ret til at sige fra - ikke i forhold til arbejdsprøvningen, da jeg gerne finde ud af hvor meget jeg kan klare at arbejde, men en ret til at sige fra, når jeg præsenteres for et urealistisk udgangspunkt. Formålet med en arbejdsprøvning er efter min opfattelse, at finde frem til, hvor meget jeg kan arbejde ved gradvist at optrappe tiden på et given praktikplads.

Det kan ikke være meningen, at udgangspunktet for timeantallet ligger så højt, at det blot er få timer væk fra mit tidligere max antal fra den sidste arbejdsprøvning. Vel at mærke - under den sidste arbejdsprøvning var jeg så udmattet mv., at jeg intet kunne foretage mig, når jeg kom hjem. nåh ja - min sidste arbejdsprøvning var hvad kommunen mente ville være et meget lidt fysisk belastende område -kontorarbejde- , men for mig viste det sig at være et fysisk belastende område pga. meget tastearbejde foran en computer.

Som det er nu, har jeg svært nok ved at klare de basale opgaver i hjemmet. fx En omgang let støvsugning af et mindre område af huset og lidt let oprydning er nok til jeg ikke får aftensmad den pågældende dag, da mine arme og skuldre opbrugte for den dag. For at holde den mest benyttede del af boligen nogenlunde rent skal jeg sprede bl.a. rengøringens opgaverne mv. hen over det meste af ugen samt afsætte energi til indkøb af dagligvarer også. Og dertil kommer så 2 timers praktik plus transport - det giver ingen mening overhovedet.

Jeg ved godt, at lægejournalernes vurderinger ikke gælder i kommuneland, hvor sagsbehandlere og jobkonsulenter alle menes at have den længere uddannelse indenfor lægevidenskaben end specialisterne på området. Men når det er sagt, er mig som kender min krop bedst og ved hvad den kan yde og jeg, som ved hvor grænser går inden smerterne når et utåleligt niveau. Som jeg ser det, skal jeg også have et liv til at fungere ved siden af en praktik, hvor jeg selv kan udføre de mest basale ting i hjemmet, da det ikke er muligt at få hjælp til noget som rengøring og indkøb af dagligvare.

[Ninja]

Som du sikkert har bemærket, så er der ingen logik forbundet med en sag ved kommunen. Tanken om ''at vi er voksne mennesker'' og derfor kan TALE med hinanden og sammen indgå i sund dialog omkring ens tanker om fremtiden, og ens faktiske kunnen, er ikke eksisterende. Man er ikke nogen. I værste fald bliver man ignoreret, i bedste fald bliver man misforstået. Men man undgår aldrig helt, at føle sig en smule krænket ved ikke at blive taget med på råd - for hvem kender en bedre, end een selv. Ifølge kommunen kender de en bedst, de udstikker retningslinjer for hint og did uden egentlig at tage udgangspunkt i borgeren, men i stedet ynder de at tage udgangspunkt i en kasse og en facitliste man helst skal passe ind i........

Tænk, hvor meget tid man kunne spare, hvis man dog bare kunne tale sammen (ordenligt og i respekt for hinanden), omkring ens situation, tanker mm. Og blive taget seriøst.

[Enteneller]

Hej Gekko,

Det er nemlig meget vigtigt som du selv er inde på, at du i det udgangspunkt, som du skal aflevere i forbindelse med afprøvningen, tilkendegiver hvad du kan klare, hvor meget, hvor ofte osv.

Det der med at de siger så og så mange timer også trapper vi op efter 2 uger, det skal du ikke tage så meget højde for pt. Dog skal du f.eks lave et skema der udførligt og naturligvis teoretisk beskriver hvad du kan være med til fra start.

Jeg startede f.eks i min anden og sidste arbejdsprøvning ud med at sige at jeg ville møde 2 x 2 timer på en uge, med en fridag i mellem og dette på specifikke tidspunkter. Tillige angav jeg formodede pauser. Dette var meget grænseoverskridende for mig, for det var jo svært at love noget. Jeg endte ud at holde pauser hver kvarter i starten og gik også før tid. Efter 3 uger var de parat til at stoppe ap., men jeg lukkede den selv i 4 uge. Jeg prøvede såvidt muligt når jeg havde overskud, at skrive dagbog og maile til min vejleder på stedet og de lavede en "formidabel" rapport på mig.

Nu ved jeg ikke om det er en arbejdsplads eller et praktik eller reva sted du skal ud i, men det er vitterligt vigtigt at du får skrevet ned hvad du FORMODER du kan arbejde fra dag til dag. Måske skal du i starten ikke arbejde hver dag? Rådfør dig evt. med smertecenteret herom, de ser ud til at vide meget om dig allerede. Og klart skal transport tages med som en opgave, det må du skrive til sbér og i dit skema ligeså.

Det er virkelig vigtigt, at man i en evt. afprøvning også husker på, at det er for ens egen skyld at denne afholdes og at denne kun skal vise hvad vi nogenlunde kan klare af effektivt arbejde og ikke" blot" hvad vi kan udholde. Alt dette naturligvis med livet levet nogenlunde ved siden af vel og mærke.

Held og lykke med det, hold ved i dit, således at du har hånd i hanke med dig selv og projektet hele vejen.

[Vovse]

Jeg oplevede også, at div. sb'ere ikke ville høre på mig, og hvad jeg havde at sige. De var jo klogere end mig.

Jeg oplevede også, at nogle sb'ere kom med nogle underlige påstande/udtalelser.

Efterhånden som jeg fandt ud af, at de slet ikke var interesseret i mine meninger, og slet ikke var modtagelige for sund fornuft, så lukkede jeg ørerne for deres underlige påstande/udtalelser, og jeg holdt op med, at sige min mening, som de jo reelt ikke var interesseret i alligevel.

Til gengæld gjorde jeg tingene på min måde, ofte hjulpet på vej af gode råd her fra K10.

Mit råd er, at du skriver en udførlig dagbog for hele døgnet.
D.v.s., at hvis du vågner om natten med flere smerter end sædvanligt, så skal det skrives i dagbogen.

Dagbogen afleverer du til sb og jobkonsulent hver uge.
Du afleverer den personligt ved skranken i jobcenteret, og beder om en kvittering på, at de har modtaget den.
Den kan også sendes via mail, men kun hvis du kan gøre det så du har kvittering herfor.

Og inden din praktik starter, så spørger du, skriftligt, din sb eller jobkonsulent (alt efter hvem der står bag praktikken), om hvad du skal gøre hvis du en dag er nødt til, at forlade stedet tidligere p.g.a. smerter.

Og så gør du alt hvad du kan for at møde op hver eneste aftalte dag.

Og når du ikke kan klare mere, så gør du som du har fået besked på, og går hjem.


Da jeg spurgte min konsulent fra anden aktør hvad jeg skulle gøre, hvis jeg en dag blev nødt til, at gå før tid p.g.a. smerter, var svaret, at jeg først skulle sige det til arb.pladsens direktør, og derefter ringe til konsulenten.

Dette resulterede i, at jeg var i telefon-kontakt med konsulenten 4 dage om ugen (jeg havde fri om onsdagen).

[Gekko]

” I værste fald bliver man ignoreret, i bedste fald bliver man misforstået.” er absolut den bedste sætning jeg har læst længe, og så sand den er.

Jeg læste en spændende artikel en gang. Den omhandlede hvordan sagsbehandlerne skulle agerer i samtalen med borgeren for at holde samtalen behagelig for begge parter, men primært for at få den ønskede effekt af samtalen. Artiklen beskrev hvordan socialrådgiveren skal aflæse borgeren og passificere denne under en samtale bl.a. via kropssproget der ikke må være aggressivt, tonefaldet de bruger, emnerne de kommer ind på mv. Faktisk er det mange af de samme elementer man bruger, hvis man er så uheldig at møde en aggressiv løsgående hund på gaden og ønsker at komme videre uden en konfrontation med hunden.

Herud over er der også en anden grund til at vi bliver overhørt som borgere – udover at der skal spares penge – vi bliver ikke set som at være på samme niveau som socialrådgiveren. I hierarkiet ligger vi under denne, ikke pga. vores evt. uddannelser, men af den simple grund at vi ikke kan forsørge os selv af den ene eller anden grund. Og det stod så en anden artikel i samme blad.... vel at mærke er disse artikler videnskabeligt udarbejdet af psykologer.

Det er lidt skræmmende at tænke på at vi som borgere bliver betragtet som lig med enten løsgående hunde eller som liggende på et lavere hierarkisk niveau - lidt firkantet sat op. Men det giver vel en forklaring på hvorfor vi kan ignoreres eller vores ord (kan) blive(r) misforstået.

[Enteneller]

Det værste er så at arbejdsprøvninger koster og kan koste for meget på livskontoen, så det er vores eget niveau vi skal prøve at finde der og ikke mindst respektere. Det er bare en kunst uden lige.

Min sidste i 2012 sagsbehandler var meget bekymret for hvad jeg skulle foretage mig når børnene flyttede hj. fra, de har så ikke boet fast hos mig siden 2009!!!

Tror man kan lave et par bøger med "sjove" og underlige kommentarer/happenings i systemet, men pas på vi bliver nok modregnet herfor.

Dagbøgerne man laver i forbindelse med afprøvning og derunder skal dog naturligvis være lige fra hjertet og dvs. lige hvad du føler og hvordan du har det i forløbet og undervejs, det er vigtigt.

[Randerspigen]

Du skal være glad for, at de overhovedet vil arbejdsprøve dig. Jeg var til et kogende møde i går. Jeg fik bare at vide, at fordi min tilstand er stationær og der ikke er flere behandlinger muligheder. Så betød det, at jeg var rask. Og måtte ud og søge et arbejde.og selv om det så var 15-20 timer jeg kunne klare, hvilket ingen ved om det er. Så måtte jeg klare mig med det. Man kunne ikke få et fleks job, bare fordi man ikke kunne arbejde så mange timer.

Håber det kommer til at gå godt for dig. Lad være med, at lade dem presse dig. Henvis til lægen, hvis de prøver.

[c.l.e.o.]

Hvis du ikke bliver hørt de ikke læser det de skal skal du heller ikke regne med at de vil læse en dagbog.

Jeg har selv brugt at skrive dagbøger,men de er ikke blevet brugt og jeg tror heller ikke de er læst.

så at du bliver på arbejdspladsen og skriver det var for meget ,så er det sådanne at kan du møde dagen efter lige så mange timer igem selv om smerterne bliver ulidelige -bliver det ikke betraket for at være for meget.

Gemmen mine 9 års afprøvning har det ikke handlet om hvad jeg kan præstere de timer jeg har været frem mødt, men ude lukkende om hvor mange timer jeg har har haft et frem møde.

Lyt til din krop,det kun dig der kan mærke hvordan den har det.

Oprindeligt indsendt af Gekko

Mine lægepapirer samt lægekonsulentens seneste vurdering siger – stationær tilstand, der er ikke flere behandlingstiltag, som vil kunne for bedre min tilstand eller lindre mine smerter. Det anbefales fra smertecenteret at en arbejdsprøvning opstartes med maks. 2 timer om dagen og en ugentlig fridag om onsdagen

– så hvad gør jeg nu???

Lægen kan ikke vide hvad du kan-det derfor det skal afprøves

Man skal være pokkers god til at forklare,hvad der skar når man overbelastes,jeg må tage mere medicin og bliver der med mere træt,og kommer så ind i en dårlig rytme med at jeg ligger for meget kroppen bliver derfor ikke bedre tværdig mod.

Jeg vil forslå dig at du møder som de figer du skal og så siger forvel nor du kan mærke at nok er nok. og så må de jo tage den der fra,bagefter.