Kræft og smerter.

[Karo]

Et menneske skal have lov at dø i fred, uden at være forstyrret.

[Lunasdatter]

EE .. det er ikke en rar situation at være i.... du ved, at du skal passe på dig selv.. og du vil gerne være hos hende...

Du skriver at hun ikke vil kontaktes... men du kunne evt skrive et brev til hende... det kunne være at du kunne komme på besøg ½-1 time..
Og hvis hun siger nej, så bliver du nødt til at respektere det..

Men da det har spredt sig ret så meget, så er det ofte sådan at den syge gerne vil se både familie og venner.. få sagt farvel osv osv

Og ang smerter .. i den sidste fase .. altså der hvor man er terminal - terminal er man når der skønnes at være 6 mdr til død... der har de fleste smerter... som tager til i styrke...
Knus Lone

[Pip]

Oprindeligt indsendt af Enteneller

Hun vil ikke kontaktes, har kun sin mand, min eks passer deres hund. Jeg har bare lyst til at blande mig og være der, men skal jeg holde mig væk ??? Hun kender mig og ved hvad jeg er igennem, "kun" det psykiske I ved, men sådan ser hun ikke på det. Jeg har bare lyst til at give indsigt og ro. Jeg kunne nøjes med en sms. Vi sendte en buket blomster for nogle mdr. siden min eks og jeg og der var hun helt oppe at køre.

Hvis jeg var dig, ville jeg sende en buket blomster igen, skrive at hun bare skal vide at hun er i dine tanker, og at du vil stille op, hvis hun får brug for det.... og så skrive under med navn og telefonnummer.

På den måde kan hun kontakte dig, hvis hun har overskud til det... men det har hun måske ikke lige nu.

Men derfor vil det sikkert glæde hende, at du sender en hilsen... det varmer altid at man ved vennerne står lige i kulissen, og blot er en opringning væk.

[Enteneller]

Oprindeligt indsendt af Pip

Hvis jeg var dig, ville jeg sende en buket blomster igen, skrive at hun bare skal vide at hun er i dine tanker, og at du vil stille op, hvis hun får brug for det.... og så skrive under med navn og telefonnummer.

På den måde kan hun kontakte dig, hvis hun har overskud til det... men det har hun måske ikke lige nu.

Men derfor vil det sikkert glæde hende, at du sender en hilsen... det varmer altid at man ved vennerne står lige i kulissen, og blot er en opringning væk.

God idé Pip, siger jeg efter en flaske rødvin eller, men det er så mit liv sammen med løbe træning, styrke træning og deslige.

Min mor døde af kræft i en alder af 57 år, og sådan er det, men man skal bare ikke være bange, sådan er det. Kan man trøstes, snakkes med, vejledes eller lign. så er det jo fint.

Tror sgu ikke at der nogen tror på mig, det var jo "kun" psykisk dengang jeg gik ned med flaget.

[Karo]

Oprindeligt indsendt af Enteneller

Karo, hvor længe har hun vidst hvad hun fejlede ? Er hun på Hospice ?

Hvis det er din gode veninde så tænk dig godt om, hvad hun har sagt til dig sidst i har talt sammen, så finder du svaret på hvor længe hun viste at hun skal dø.
Måske har hun allerede sagt farvel til dig uden at du viste det.
Jeg ved ikke om hun er på hospice, men det kan du finde ud af…..

[Enteneller]

Hun er en god bekendt genbo veninde der også er der for min eks mand. Og alt andet lige er der jo ikke nogle der fortjener at lide eller dø.

Jeg vil bare gerne være der for hende og ved at min eks har tudet, for hun har hjulpet ham med meget, men alt andet lige så skal folk hjælpes som ved at de er bevidst syge. Men vil de det ikke bør vi vel også respektere ligeså ?

[Karo]

Den største respekt du kan give hende er netop at respektere hendes ønske.
Tænk over det.....

[Andepigen]

Oprindeligt indsendt af Karo

Den største respekt du kan give hende er netop at respektere hendes ønske.
Tænk over det.....

Det er jeg enig i - men et brev eller et kort ville nu være fint, synes jeg. Hvis man altså har lyst til det.

På tirsdag skal jeg til begravelse. En kvinde fra mit fys-hold er død af kræft. Det er gået så stærkt og jeg er stadig dybt rystet over det - for 3 måneder siden anede ingen (ej heller hende selv), at hun fejlede noget.

For ca. 1½ måned siden oprettede jeg på min pc et Word-dokument, hvor jeg begyndte på et brev til hende. Ikke et farvel-brev som sådan men jeg havde bare lyst til at sige til hende, at jeg tænkte sådan på hende - hvor meget jeg savner hende til træning (og især vores snakke i omklædningsrummet) - hvor glad jeg er for hende. Jeg er gået lidt til og fra det brev, skrevet lidt, slettet noget og tilføjet noget andet - det skulle bare være helt rigtigt. Men jeg nåede aldrig at få det færdiggjort og sendt til hende og det er jeg knust over i dag.

Jeg har været kræft-ignorant. Har ikke vidst, at meldingen "metastaser" betyder udspring af kræft andetsteds i kroppen - altså at kræften er der og er igang med at sprede sig. Men det ved jeg nu. Jeg har fået et crash-kursus i kræft, et kursus jeg ærlig talt hellere ville have været foruden, men det valg får man jo ikke.

Så jeg kan kun sige: er der noget, du gerne vil sige og tænker, at hun vil blive glad for at få at vide - så skriv og send det nu! Vent ikke. Lige pludselig er det måske for sent og dét er altså en bitter pille at sluge, kan jeg hilse og sige.

/Andepigen

[Enteneller]

Andepigen, jeg kan jo aldrig vide om hun syntes at det er belastende, om hun overlever eller ej.

[Andepigen]

For mig at se kommer det altså fuldstændig an på HVAD, man skriver, og HVORDAN man skriver det.