Hjælp ved psykisk sygdom

[vallud]

Jeg er ny på forummet, og kunne godt tænke mig at høre, om der er andre der har stået i samme sittuation som mig, og hvad I har gjort for at få hjælp.

Jeg starter lige med en kort beskrivelse af min sittuation. Jeg har problemer med min psyke, depression og angst. Jeg har aldrig fået en direkte diagnose, men fik en depression som 15 årig, og kom i behandling med de såkaldte lykkepiller, og har stort set været det siden.

Jeg har aldrig haft et rigtigt job, men har været studerende altid. Jeg er nu 34 år, og har endelig afsluttet en proffesionsbachelor uddannelse.

Jeg har måttet opgive min drømmeuddannelse, da jeg pga et stort arbejdspress fik en stress relateret depression, med volsomme angst anfald. Jeg fik tildelt revalidering så jeg kunne tage en proffesionsbachelor.

Efter endt uddannelse fik jeg hurtigt et job, som jeg troede var drømmejobbet, men efter kun 2 dage gik jeg fuldstændig ned psykisk, så jeg ikke kunne beholde jobbet. Jeg overbeviste mig selv om, at det var nogle ydre påvirkninger der gjorde, at jeg ikke kunne klare netop dette job, og har derefter søgt job i snart et år, uden resultat. Jeg fik så på eget initiativ et løntilskudsjob, som jeg startede på i december, hvor jeg ligeledes gik ned med volsom angst efter kun 2 dage.
Nu er jeg så på sygedagpenge, og afventer en samtale med både min Akasse og kommunen.
Jeg har efter lang ventetid været hos en psykiater, hvor jeg nu går fast. Jeg var hos hende første gang kort tid inden jeg fik løntilskudsjobbet.

Et at mine største problemer sygdomsmæssigt er, at jeg har svært ved at acceptere at jeg nok er syg. Min psykiater har sagt fra første gang jeg var hos hende, at jeg er syg, og at jeg skal acceptere det. Jeg vil bare rigtig gerne ud på arbejdsmarkedet og have et almindeligt job, men jeg må indse, at jeg har brug for hjælp til at opnå det. Jeg ved bare ikke hvor, og hvilken hjælp jeg kan få.

Jeg håber der er nogen af Jer der har været inde i systemet, der kan give mig nogle gode råd til hvordan jeg kommer videre.

[Enteneller]

Hejsa,

Jeg er EE diagnostiseret med generaliseret angst, men kørt indtil for ca 4 år siden en fantom karriere i reklamegave branchen, det var super fedt, men jeg har også et godt liv idag på vej mod førtidspension.

EE

Ps. Jeg er træt og ved ikke lige hvad jeg skal svare, du kræver meget af dig selv, af os og din krop... Kig op

[annagw]

Velkomme til k10

Ja, det er virkelig svært at acceptere. Men det bedste du kan gøre er at acceptere det respektere dine begrænsninger.

Jeg kender det. Og sikke med nedture jeg kunne have undgået hvis jeg for flere år siden accepterede at jeg formodentlig aldrig kommer til at fungere med fuldtidsarbejde eller uddannelse...

Orker ikke at skrive en masse nu. Men har laaaaaaaaaaaaaaaaaaaange tråde der beskriver mit forløb ("Flexjob eller...??? Input søges" og "Årh, for fa'en"

[Enteneller]

Lad være med at kigge tilbage venner, det er jo snart forår, se bare på den sol vi havde idag, vidunderlig - også selvom man ligger på sofaen - find roen, den er der.

[gunvor]

Hej Vallud.

Først tillykke m. at du har afsluttet en prof.bachelor selvom du også ahr haft problemer.

Ud fra hvad dine meget hurtige reaktioner eft. kort tid på arbejdsplads pt., bør du nok give dig selv ro omkr. dine jobmuligheder lige nu. De er et signal om netop dette. Dette mener jeg er første skridt: at du pt. giver dig selv et helle til at det er ok. at være der hvor du er nu rent psykisk. Du bør være i nuet, og ikke kigge frem el. tilbage pga. af din stresssymptomer.

Derpå vil du opleve mindre pres og dette vil give dig plads til den proces du skal gå ind i derpå. Det kan godt være du må acceptere nogle begrænsinger derpå, men lad i første omgang spekulationer ligge. Når du har det lidt bedre, el. du har nogle rimelige gode dage i denne proces, så kig lidt på og mærk efter hvad der vækker genklang i dig.

Men du gik ned i dec. under løntilskud, hvilket klart indikere, at du enten har det for dårligt pt. el. at du i fremtidne vil have behov for skånehensyn el. andet.

Lige nu skal du accepter, hvor du er rent psyk. pt, og forsøge at gøre noget, der gør dig godt. Find alle/el få de ting du kan nyde, og lad dem fylde pladsen, og vær i nuet.

[ABC]

Oprindeligt indsendt af vallud

Et at mine største problemer sygdomsmæssigt er, at jeg har svært ved at acceptere at jeg nok er syg. Min psykiater har sagt fra første gang jeg var hos hende, at jeg er syg, og at jeg skal acceptere det. Jeg vil bare rigtig gerne ud på arbejdsmarkedet og have et almindeligt job, men jeg må indse, at jeg har brug for hjælp til at opnå det. Jeg ved bare ikke hvor, og hvilken hjælp jeg kan få.

Jeg håber der er nogen af Jer der har været inde i systemet, der kan give mig nogle gode råd til hvordan jeg kommer videre.

Hej Vallud

Du vil gerne ud på det ordinære arbejdsmarkede. Men hvis du søger ordinært job, vil jeg IKKE nævne i en jobansøgning, at du blev kasseret efter 2 dage løntilskudsjob. Jeg ville holde denne dårlige referance skjult hvis muligt, for en potentiel arbejdsgiver vil næppe gi dig en chance, hvis der er andre jobansøgere at vælge imellem.
Surt at man er nød til at sminke sit CV, ved et udlade korte jobs.

Jeg selv har en del korte jobs, og for ikke at fremstå arbejdsløs i flere år, har jeg simpelthen skrevet jeg var vikaransat, trods jeg rent faktisk blev fyret efter 4½ mdr.

Det kan meget vel være ydre påvirkninger, du ikke har indflydelse på, at en arbejdsgiver planlægger noget for dig, men så glemte arbejdsgiveren lige at fortælle at firmaet ikke var godkendt til løntilskudsjob.

For at komme ind på job markedet, kan du evt. prøve gennem vikarjobs at få noget mindre krævende job end proffesionsbachelor, blot i ventetiden for det er nedbrydende at gå der hjemme.

Skriv endelig frivilligt arbejde på dit CV., såsom lektiehjælp til børn.


Allerførst bør du dog tage en snak med jobcenter og psykiater om hvad der er realistisk for dig i fremtiden.

Måske har du behov for en psykologisk undersøgelse, der kan sige lidt om dine fremtidsmuligheder.

Mvh
ABC

[vallud]

Tak for jeres svar.

Jeg ved at jeg ikke er i stand til at påtage mig et almindeligt job som jeg har det nu.
Jeg har søgt på nettet, og på kommunens hjemmeside, efter hvilke muligheder jeg har for at få hjælp, jeg kan bare ikke rigtigt finde noget konkret.

Jeg har fundet det der hedder projekt springbræt, og har også læst lidt om det herinde. Det lyder som noget der kunne hjælpe mig, men er der nogen af Jer der ved, om det kun for folk der bor i Københavns kommune? Jeg bor selv i Greve, og har ikke kunne finde noget tilsvarende. Jeg skal snart til samtale med kommunen, og kan selvfølgelig bare spørge dem der, men jeg er i indkaldelsen blevet bedt om selv at have nogle forslag til hvad jeg øneker af hjælp. Det er bare meget svært at overskue mulighederne og tilbudene, når man dårligt har overskud til at stå op og tage tøj på.

Til Jer der har deltaget i noget lignende, er det noget man først kan komme til efter arbejdsprøvning, og er det noget jeres kommune har foreslået at I kom på?

Jeg ved, at jeg burde slappe af, og prøve at få det bedre, men det er tankerne om hvordan jeg kommer videre, der kværner rundt i mit hovede konstant.

Jeg håber der er nogle af jer der kan give mig lidt gode råd.

[annagw]

Jeg TROR, at kommunerne hver især har deres egne aktører. Men det må andre vide.

Jeg har selv været tilknyttet Springbræt hvor jeg havde samtale med en kontaktperson ca. en gang om ugen og var tilknyttet et fitnesscenter.
Først havde jeg personlig træner to gange om ugen for at komme afsted. Derefter havde jeg bare kort til fitnesscenter og skulle komme mindst 2 gange om ugen.

Du skal ikke i arbejdsprøvning før en sådan aktør.
Disse aktører kan også stå for arbejdsprøvning når/hvis man er klar.

[vallud]

Jeg er lige kommet hjem fra min psykiater, og hun har sat endnu mere gang i mine spekulationer.

Jeg spurgte ind til, om hun kunne give mig en diagnose på hvad jeg fejler, og hvad jeg skal gøre for at blive rask. Hun mener, at jeg ikke egentlig fejler noget man kan bahandles for, men at mine problemer skyldes, at jeg er som jeg er. Og hvis hun skulle give mig en diagnose ville hun sige, at jeg havde en dependent personlighedsforstyrrelse. Samtidig sagde hun, at det ikke lød af så meget på papiret set i forhold til det handikap jeg har.

Jeg havde jo håbet på, at hun kunne hjælpe mig noget mere, enten ved anden medicin, eller samtale. Hun sagde at hun ikke kunne se, at jeg ville kunne få et almindeligt job, på almindelige vilkår, men at jeg skulle have hjælp gennem kommunen, og hun mente at jeg var oplagt til flex ordningen.

Jeg kan jo læse herinde, at det ikke bare er ligetil at blive viciteret til flexjob, og heller ikke at finde et bagefter. Jeg nævnte at jeg jo kun kan være på sygedagpenge i et år, og derfor spekulerer meget over hvordan økonomien derefter skal kunne hænge sammen, hvis jeg ikke kommer i arbejde.
Jeg har en hest, som er det store lyspunkt i min hverdag, og jeg bor i et hus sammen med min kæreste, så når året på sygedagpenge er gået, kan jeg vel ikke få kontanthjælp før vi sælger huset og hesten, og har brugt de penge vi får fra salget.

Min psykiater sagder, at jeg bare skal tage det roligt, og lade være med at spekulere på det. Nu skal jeg snart til samtale med kommunen, og så finder de en løsning på det hele, de har nok nogle forløb jeg kan følge, og så går det hele nok i orden.

Jeg tror ikke på at kommunen lige har et tilbud til mig, og at det hele lige går i orden af sig selv. Så jeg kan bare ikke lægge det fra mig, og lade være med at spekulere.

Derudover har jeg svært ved at acceptere, at jeg er nået dertil, hvor jeg må erkende, at jeg ikke kan fungere på det almindelige arbejdsmarked. En ting er, når man har en sygdom, og derfor ikke kan arbejde på lige fod med alle andre, men når det er selve ens personlighed der gør, at man ikke kan fungere, så synes jeg bare det er den rene falliterklæring.
Jeg er gået fra at have ret store ambitioner mht til job. Jeg troede jeg skulle være dyrlæge, og har læst et par år på studiet. Det faglige kunne jeg sagtens klare, men psykisk kunne jeg ikke, jeg stillede alt for høje krav til mig selv, og gik ned med stress, og er aldrig kommet rigtig ovenpå.

Jeg ved ikke hvordan jeg kommer videre, nu kan jeg vel bare vente på at komme til at tale med kommunen, og så tage det derfra.

[bvh]

hej vallud. jeg vil anbefale at du får en henvisning fra din læge, til en kognitiv psykolog. det har jeg været igennem og det har hjulpet mig, til bedre at forholde mig til når stressen tager overhånd.