Hvordan klarer I det, med social fobi?

[Zania]

Hejsa,

Jeg er ved at blive skør af at tænke på jobprøvning.

Jeg har gået til psykolog siden jeg var 17, det højeste mellemrum uden psykolog er ½ år. Er der andre af jer, der bl.a. har social fobi, paranoid, OCD? Hvordan *katten* klarer I jobprøvninger?

Jeg har svært nok ved at være hjemme, går helst ikke uden for en dør. Min psyke blev værre for 2 år siden, hvor jeg havde stress. Jeg er ret følsom og har brug for ro, struktur. Går pt. på lokal psyk. (distrikts sygeplejerske), men skal nok til udredning hos en psykolog.

Jeg er ski*e bange for jobprøvning, var i praktik for et år siden, hvor jeg til sidst var nede på 18 timer, og stadig sov hele min fritid, fordi det var hårdt bare at komme derned

Det bliver stadig værre, handler næsten ikke mere. Føler mig som et nervevrag. Hvordan klarer I det?

Lone

[Enteneller]

Hej Zania,

Hvorfor skal du i jobprøvning ? Er du i aktivering eller afklaring og i så fald, så i forbindelse med hvad ?.

Man skal ikke kunne klare noget. Man klare det man kan og kan man ikke gå i job prøvning, så kan man ikke det, der må man få sin læge eller psykiater og psykolog ind over. !!

Du siger at du har været i afprøvning for ca. 1 år siden og klarede 22 timer. Er det på en uge ?. Det er jo meget. Hvis du gerne vil i jobprøvning igen, så skulle du måske sætte baren lidt lavere.

Hvad siger dine behandlere (læge, psykolog osv.) ?? Hvis du er i afklaring, bliver der jo også lavet rapporter mm. !!?

EE

[Psychocowboy]

Hej Zania,

Jeg har det på nogenlunde samme måde som dig.

Jeg har været i 3 arbejdsprøvninger, hvor kun den sidste blev gennemført. Her kom jeg op på 5 timer 3 dage ugentligt incl. pauser. På baggrund af dette fik jeg bevilget flexjob med en lang række skånebehov.

Kommunen sendte mig så på jobsøgningskursus hos ekstern, men det gik slet ikke at være sammen med alle de kursister, så nu er jeg i individuelt forløb hos en ekstern.

Jeg er også noget luren på om jeg overhovedet vil kunne magte et flexjob, da jeg er meget træt når jeg har fri og har svært ved også at finde overskud til de almindelige pligter der jo også skal passes. Kommunen har dog ikke vist den store forståelse for min bekymring, så jeg er sådan set tvunget til at lade det komme an på en prøve, selvom det kan risikere at give mig endnu en nedtur og evt. indlæggelse.

Det skal tilføjes at jeg også får medicin, og at jeg uden denne slet ikke ville være istand til at have nogen form for arbejde.

[Ninja]

Jeg har ikke været i nogen arbejdsprøvning i forbindelse med min førtidspensionssag. Det ville slet ikke kunne lade sig gøre pga de samme diagnoser du nævner....
Så min psykiater skrev at en arbejdsprøvning ville være for farligt (kontraindiceret), og psykologen fra REVA (arbejdsprøvningsstedet) skrev nøjagtig det samme - de turde slet ikke tage ansvaret for mig!!

Så sådan kom jeg IKKE i nogen arbejdsprøvning. Og pensionen strøg der efter lige igennem.

[Zania]

Hejsa,

ja, jeg ved godt, jeg ikke skrev ret detaljeret, men er bare ret bange for arb. prøvning, og det fylder meget.

Jeg har mange diagnoser, også paranoid skizofren, ofte deprimeret, har gået til samtaler på borderline klinikken. Det kører bare

Jeg er under udredning, fysisk og psykisk.

Jeg ved ikke rigtig, har altid kløet på, selvom jeg fysisk efter deltidsjob lå på gulvet og skubbede mig ud til wc, og psykisk ikke har haft noget liv, da jeg sover meget ved stress. Jeg er ikke god til at sige fra og passe på mig selv. Men det svier til egen bag, de sidste år har jeg været så langt ude med nerverne, at jeg hopper langt op i luften, hvis nogen siger noget til mig, og har på det sidste taget morfin og de "sovepiller", jeg har fået af min behandler.

Det var 18 timer, jeg var nede på for et år siden, da jeg var i praktik på min skole. Jeg har haft nogle søde ledere, der ville have, jeg skulle gennemføre udd., og praktikstederne har været SUPER, men det hjalp mig ikke. Har haft meget svært i praktikkerne, er ofte kommet tilbage før tid, og været sygemeldt længere tid 2 gange.

Problemet er, det hele tiden bliver værre, hurtigere og hurtigere. Jeg ville ønske, nogen kunne hjælpe mig. Har altid ønsket at være normal

Lone

[Enteneller]

Hej Zania,

Jeg tror, at det første du skal prøve at gøre, det er at acceptere, at du har det som du har det. Det kan godt være at du altid har ønsket at være "normal", men hvad er det ??. Du skal hellere søge mod at have det godt og finde ud af hvornår du har det !.

Det afhænger naturligvis af situationerne, hvornår man har det godt, og hvordan man får det. Fx. har jeg det godt med at ligge på sofaen og slappe af hvis jeg er "færdig". Ellers kan jeg godt lide at passe en hest jeg er passer på, hun giver mig utroligt meget energi. Såfremt jeg kunne have katte, så havde jeg min. 2. Det er med at finde frem til hvordan man trives.

Dernæst, er der så en arbejdsprøvning du skal i gang med i forbindelse med en afklaring. Hvad er det afklaring i forhold til hvad ?. Fleksjob, førtidspension eller revalidering ?.

Du skriver at du sidste år var "nede" på 18 timer, jeg formoder at det er om ugen, jeg tænker, det er dælme meget. !! I forhold til hvad du lige umiddelbart skriver, så tror jeg at du har presset dig for hårdt allerede, måske skal du ikke engang op på halvdelen af de 18 timer, måske skal du slet ikke arbejdsprøves ??

Det kan ikke nytte at du fra alle de "normale" høre at det kan du sagtens klare, du skal bare lige osv. Det holder ikke. Du er nødt til at tænke på at du også skal have et liv ved siden af og det skal altså ikke bare være ren overlevelse, med mofin for at dulme stressen og lign.

Du skriver at det er blevet værre!! Jamen det kan jeg da godt forstå, hvis du bliver ved med at presse dig selv til noget du reelt ikke kan men føler at du SKAL, jamen så hænger tingene jo ikke sammen.

Du er nødt til at kigge indad og tænke over hvad du vil, hvordan du vil have det. Det holder hårdt, men man har sine egne grænser og de er personlige alt efter hvor man er og dem er der ingen der kan lave om på.

Held og lykke.

EE

[Ninja]

Jeg har også altid ville være normal, det tog 21 år på kontanthjælp og over 35 arbejdsprøvninger/aktiveringer og en revalidering, at finde ud af (og accepterer) at det nok aldrig ville ske.....

Ville på en måde ønske, at jeg stoppede jagten på det 'normale' for mange år siden, for nu hvor jeg har fået førtidspensionen, har jeg aldrig følt mig mere normal.....

Så sådan kan det også gå.

[Zania]

Hejsa,

tak for svar, rart at få vendt tingene

Ja, 18 timer var meget, havde jeg bare gået derned på jobbet, og så sygemeldt mig og gået hjem igen, havde jeg haft det ligeså skidt, som efter ex. 4-5 timers job. Så vil folk måske tænke, at så kan jeg ligeså godt arbejde og have det skidt, end ikke arbejde og have det ligeså skidt

Jeg har jo aldrig ro, har svært nok ved bare at være hjemme, alting er svært for mig, og jeg kan snart ikke kende mig selv mere. Tør ikke gå ud med skraldespanden.

Og ja, jeg presser mig selv. Føler, jeg SKAL. Være en super-woman, leve op til alles krav.

Førhen har jeg kunnet tvinge mig, tage mig selv i nakken og gøre det, folk bad mig om. Men er nu kommet så langt ud, at jeg ikke tør. Er bange for alting, og når jeg prøver at presse mig selv, falder jeg fra hinanden. Jeg prøver at sige til mig selv, folk ikke er farlige, men sådan oplever jeg det.

Jeg har haft et stærkt forsvar - facade, og har prøvet at ændre mig, har jeg fået at vide, jeg virkede depri, har jeg forsøgt at virke mere livlig - med det resultat, at jeg overhovedet ikke kan styre mine reaktioner, har fået at vide, jeg har et "irriterende kropssprog", fordi jeg prøver at virke glad, når jeg ikke er. mange psykologer tror ikke på, der er noget galt med mig, før jeg åbner munden, "har du hallucinationer? DET tror jeg ikke, du har, sagde min beh. på lokalpsyk. med et kæmpe smil , indtil han havde snakket med mig nogle gange, og nu mener han, det ikke er sikkert, han kan hjælpe mig, og jeg skal nok udredes et andet sted.

Lone

Forresten - ja, jeg ved det godt. Jeg skal droppe tanken om at ville være normal (kunne gå uden for døren *S*) . Og acceptere mig selv. Men det er svært. Har altid hadet og været ligeglad med mig selv. Det er nok min psyke, der fortæller mig, jeg bliver nødt til at tage mig selv seriøst.

Lone

[brøkpensionist]

Det tog også lang tid for mig at finde ud af, at jeg skal stoppe jagten på det normale og aldrig ville kunne klare et job.

Jeg har faktisk været uarbejdsdygtig med efterfølgende invaliditet siden jeg var 16 år, men jeg fandt først ud af det, da jeg var 44 år, så jeg synes, jeg har gjort en stor indsats ved at have været i arbejde eller aktivering i så lang tid.

Jeg har det bedst med bare at være hjemme og vil helst kun være sammen min datter, for at være mor, det er en opgave, jeg stadig holder meget af.

[Zania]

Det er vist ikke helt unormalt at ville være superwoman så

Jeg føler mig ikke i stand til at klare et job overhovedet, og det skræmmer mig, har lyst til at aflyse, når jeg skal til psykolog/fys, møder. Er glad, når psykologen glemmer at give en ny tid, så har jeg lidt "fred" derfra. Sådan har jeg ikke haft det før.

Lone

Hejsa,

jeg glemte at skrive, det ikke var en arb.prøvning sidste år. Det var på min skole, de har været super flinke, og for at jeg kunne gennemføre udd., fik jeg lov selv at bestemme mit time-antal i praktikken. I teorien altså, for praktik stedet ville ikke gå længere ned end 18 timer, selv om de også ville gøre meget for mig, og fik ikke lov at holde pauser, jeg havde brug for. Jeg gik ind og erstattede en af deres ansatte. Har haft meget svært ved praktikker, har ofte stoppet før tid.

Skulle nok skrive om baggrunden først, men jeg var ved at gå i panik Synes det er uoverskueligt.

Lone