Hvilket ben skal jeg stå på?

[lola44]

Endnu en skavank, var ved lægen i torsdags og snakkede med ham om min mistanke for at jeg har stres og det fik jeg bekræftet.

For nylig var der er tråd her på siden, som hed noget a la: stres er folks eget problem, der var en liste over symtomer ovs og det var hårdtslående læsning for mig, 75-80% passede på en prik, efter at have været ved lægen og læst lidt omkring det, kan jeg nu begynde at mærke "symtomerne" i min krop, jeg har hele tiden troet det var "bivirninger/følgesygdomme" fra min "hovedsygdom".

Det er lidt skræmmede at tænke på, at min krop har udsendt disse faresignaler, men jeg har ikke set dem, har bare troet, at det var ikke noget særligt, jeg føler mig egentlig lidt dum, at jeg ikke har tænkt på, at man godt kan have flere sygdomme på en gang.
Jeg har vel tænkt, at den ene sygdom var slem nok i sig selv, at alt andet, bare var småskavanker ved siden af.

Jeg snakkede som sagt med min læge omkring det, han fortalte mig, at det kunne jeg nok godt regne med at jeg havde, som han udtalte: at det var ikke unormalt for kroniske smerte patienter i min situiation (kampen med kommunen, smerterne ovs).

Jeg kunne mærke på min læge, at han havde vist en dårlig dag, han var ikke i samme hopla som han plejer, jeg følte også for første gang i 6 år, at han ikke rigtig lyttede på samme måde som han plejer, så jeg er lidt i tvivl om, hvilket ben jeg skal stå på, da jeg ikke rigtig føler, at have fået et konkret svar og der blev ikke snakket noget om, hvad der kan gøres ved det.

Jeg har selvfølgelig tænkt mig at få en ny tid, for at få det snakket igennem, man når ikke meget på 10 min.

Mit dillemma står i, at jeg endelig er skal starte i arbejdsprøvning, skal til forsamtale den 9/6, så hvad skal jeg sige til dem, har jeg stres eller kun muligvis stres.

Skal jeg vente til jeg har snakket med min læge igen, eller skal det nævnes?,
er der forresten nogen der ved om stres er fysisk eller psykisk betonet?

[Mr x]

Oprindeligt indsendt af lola44

Mit dillemma står i, at jeg endelig er skal starte i arbejdsprøvning, skal til forsamtale den 9/6, så hvad skal jeg sige til dem, har jeg stres eller kun muligvis stres.

Skal jeg vente til jeg har snakket med min læge igen, eller skal det nævnes?,
er der forresten nogen der ved om stres er fysisk eller psykisk betonet?

Hej
Her nogle svar på dine spørgsmål efter min mening.

Oprindeligt indsendt af lola44

" skal starte i arbejdsprøvning, skal til forsamtale den 9/6, så hvad skal jeg sige til dem, har jeg stres eller kun muligvis stres.
?

Jeg mener du skal sige du har en lav stress tærskel.

Oprindeligt indsendt af lola44

Skal jeg vente til jeg har snakket med min læge igen, eller skal det nævnes?

Om din hovedsygdom giver følgebivirkninger, kan din læge næppe nå at gi et konkret svar, få sat en undersøgelse i gang, med svar inden din forsamtale om en uge.

Så slap af og kontakt lægen få at få sat undersøgelse i gang, så har du måske et svar om 2 mdr.

Desuden vil jeg advare dig om ikke at sige for meget om dårligdomme til forsamtale, for ikke at gøre modparten ængstelige mod dig.

Til min første samtale, havde jeg spurt jobkonsulent hvordan jeg skulle agere på samtale. Svaret var at deres erfaring var man skulle være helt åben som en bog, det var det bedste resultat. Det gjorde jeg så og fortalte bl.a. om mine psykiske problemer.

Jeg kom heldigvis i arbejdsprøvning og som tiden gik, kunne jeg mærke de var blevet ængstelige mod mig.

Så mit råd er at fortæl kort svar på deres spørgsmål.

Oprindeligt indsendt af lola44

er der forresten nogen der ved om stres er fysisk eller psykisk betonet?

Jeg er overbevidst om det kan være begge dele. Psykisk betonet strees, kan du få på mange måder. For prøver du bevidst at undgå stress påvirkning ved at være totalt ligeglad med omverden stiller krav til dig, skaber du måske selv stress ved ikke at opfylde dine egne normer/ønsker.

Fysisk betonet stress er svær at difinere/konstatere. I mit tilfælde blev jeg hjerneopereret for 20 år siden, og pludselig fik jeg voldsomme jag (smerte) springende rundt i kroppen jævnligt i 1 år. Ifølge nervelæge var det stress mén som følge af operationen, og blot vente på det gik i sig selv igen.

Du har sikkert også hørt om fantom smerter, hvor folk stresser over det gør ondt i foden, trods benet er amputeret

[simba]

Hej Lola.

Jeg synes, du skal få en ny tid hos din læge og så siger du til sekretæren, når du bestiller tiden, at du gerne vil have noget ekstra tid, så du kan få talt ordentligt med lægen.

Hvis du kan få en tid, inden du skal til samtale er det fint,men kan du ikke det, synes jeg bare du skal tage til den samtale.

Der blive jo nok talt om, hvilke skånehensyn der skal tages og der mener jeg godt, at du kan sige, at du har en lav stresstærskel.

Det nytter ikke noget, at tilbageholde noget, for det kan jo bare resultere i en dårlig arbejdsprøvning.

Stress starter vel med, at være psykisk, men folk opdager det ikke før, der kommer fysiske symtomer!?

[lola44]

Desuden vil jeg advare dig om ikke at sige for meget om dårligdomme til forsamtale, for ikke at gøre modparten ængstelige mod dig.

Til min første samtale, havde jeg spurt jobkonsulent hvordan jeg skulle agere på samtale. Svaret var at deres erfaring var man skulle være helt åben som en bog, det var det bedste resultat. Det gjorde jeg så og fortalte bl.a. om mine psykiske problemer.

Nu er det ikke en virksomheds praktik jeg skal, men på Reva, jeg skal afklares i forhold til funktions og arbejdsevne.

Jeg havde slet ikke tænkt på at man kunne sige: har en lav stresstærskel og så vil jeg se om jeg kan få en ny tid.

[simba]

Jeg ønsker dig held og lykke og god bedring.
Håber du skriver hvordan det er gået.

[Mr x]

Oprindeligt indsendt af lola44

Nu er det ikke en virksomheds praktik jeg skal, men på Reva, jeg skal afklares i forhold til funktions og arbejdsevne.

Jeg havde slet ikke tænkt på at man kunne sige: har en lav stresstærskel og så vil jeg se om jeg kan få en ny tid.

Nå det er Reva du skal afprøves på/samtale ved. Så kan du roligt tale åbent om dårligdomme, så de kan lære dig ordenligt at kende. Det vil også lette dit hjerte, for så er det ikke så grænseoverskridende i arbejdsprøvning, at lige gøre opmærksom på "du ved nok".

Reva er sat i verden for at afprøve folk, ikke at lave konkurrenceforvridende arbejde. Så Reva kan aldrig blive angste, om du magter opgaven.

Jeg har heldigvis ikke været til den slags afprøvning. Jeg forestiller mig man bør tænke højt, når man er i arbejdsprøvning, ellers ville jeg være bange for personalet giver en forkert udtalelse til sagsbehandler. Det må jo være svært at se ens træ (een´s arbejdsevne), når skoven er fuld af træer (andre hos Reva).

[Enteneller]

Kære Lola,

Jeg mærker i aller højeste grad min stress og stress relaterede angst i fysiske symptomer. Ved mindre overbelastninger, blot et kvarter foran computer skærmen om morgenen, så er min overkrop i total smerte. Dette viser sig i spændinger som om man har ståltråde bundet om hele overkroppen og de bliver ved med at blive strammet ind. Det bedste jeg kan gøre er at ligge mig på sofaen og få slappet af.

Jeg medicines og går fast til psykiater, har gået en del år til psykolog, men føler egentlig en nogenlunde livskvalitet nu. For dit vedkommende skal du tænke på at du også nu, hvor du lige har fået at vide at du måske har stress, reagere ekstra voldsomt og bliver med rette bange for hvad det nu er for noget. Det bedste du kan gøre er at tage den med ro og tage en dag ad gangen. Du har sikkert endnu "stærkere" diagnoser som kronisk smerte patient, så det skal du nok klare.

Din læge ved måske ikke så meget hvad han skal gøre, måske fordi han ikke ved så meget om psykiske emner som stress, tage et møde med ham og få talt ud med ham også i forhold til den kommende arbejdsprøvning.

Jeg husker at jeg var helt nede og vildt forvirret da jeg som min første diagnose fik "generaliseret angst", det var vildt skræmmende, for jeg følte da ikke jeg var bange, "bare anspændt". Diagnoser kan være hårde, specielt når man ikke kender dem, men det kommer man jo til, da man skal lære at leve med dem.

Held og lykke med dig læge og kommende afprøvning, det skal nok gå.

Kh. EE

[lola44]

Mr x: Ja jeg kender godt konceptet for Reva, det er anden gang jeg skal afsted, men i en anden afdeling, de har delt det op, en for sygedagpengemodtagere og en for kontanthjælpsmodtagere.

Det er tre år siden jeg var sidst, de var såmænd flinke nok, men de havde ikke rum til at opfylde mine skåne behov, så jeg havde svært ved at holde ud at være der.

Tak for rådet om at tænke højt, det vil jeg bruge, det gjorde jeg ikke sidst og kan godt se på udfaldet, at det burde jeg.

Sidst kom jeg op på 9 timer om ugen og det var jo ikke nok, siden da er jeg blevet meget dårligere, så synes det er lidt komisk, at jeg skal afsted igen, men har selv foreslået det denne gang, nærmest for at bevise, at jeg ikke er blevet rask af, eller bliver mere rask af, at blive syltet på kontanthjælp.

Det var vist lige et surt opstød, men det kommer i bund og grund af, at jeg skulle have været i denne arbejdsprøvning tilbage i 2008, men jeg er blevet "glemt" og nu er jeg kommet til et punkt i mit liv, hvor jeg vil videre, vi bliver jo ikke yngre.

Enteneller: tak for din beskrivelse, det hjælper lidt.
Det er nu ikke fordi jeg er sådan særlig nærvøs eller bange fordi jeg har fået dianogsen, det er da lidt træls, men er jo ikke nogen dødsdom, jeg er bare mere bekymret for hvis eneste behandlings mulighed er enten psykolog eller psykriater, da der simpelt hen ikke er råd til det og så er jeg bange for, at jeg en dag ikke kan overskue det mere.

Jeg er ganske enkelt bange for, at få en psykisk sygdom, både sygdommen i sig selv, men er frygtelig bange for, at kommunen vil bruge det imod min pensions sag.

For tre år siden, tog de mine sdp, fordi der lå en udtalelse fra en psykriater, der mente jeg var både maniodepresiv og jeg ved ikke hvad, det resulterede så i, at en sociallæge skrev en konklution til min sagsbehandler, hvor der stod, at han mente ikke jeg var så syg som smerteklinikken havde sagt, imellem linierne, læste både min læge og jeg, at han mente det hele var dovenskab og opspind.

For et år siden fik jeg en ny psykriater vurdering, min egen læge, nabolægen og en afløser (og mig selv), syntes nemlig det var ret underligt, at den psykriater, kunne stille 3-4 psykiske dianogser på en samtale, der varede 45min, den nye psykriater, kiggede også mærkeligt på den udtalelse, for da vi havde snakket sammen i tre timer, kunne hun ikke finde nogen tegn på psykiske lidelser overhovedet, hun udtalte endda, at hun undrede sig over, hvordan jeg kunne være så normal, med alt det jeg har været igennem.

Jeg må indrømme at jeg har været noget stolt af, ikke at have nogen psykiske sygdomme, så det er da lidt af et knæk, men mest fordi, jeg er bange for, hvad det gør ved min sag.

Du har sikkert endnu "stærkere" diagnoser som kronisk smerte patient, så det skal du nok klare.

Ja der støder jeg ind i et problem, for min sygdom er ikke helt alm, den står nemlig ikke på listen over kroniske smertesygdomme.

Jeg har fået dianogsen: kronisk spændingshovedpine med migræne ligende anfald (resten af under dianogserne tager lang tid at remse op), diagnosen er egentlig "hjemmestrikket" mellem egen læge, nerolog og smerteklinikken, den står ikke på nogen liste kommunen eller sociallægen kan slå op på, det tog tre år, at overbevise kommunen om, at det ikke er opspind og nu har jeg fået ny sagsbehandler, så nu er jeg næsten startet forfra med overbevisningen (hun har ikke fattet et klap endnu).

Diagnoser kan være hårde, specielt når man ikke kender dem, men det kommer man jo til, da man skal lære at leve med dem.

Ja det kender jeg godt, det var fandens hårdt, dengang jeg fik min diagnose for 5 år siden, især når man får beskeden: du bliver aldrig rask, lær at leve med det og få det bedste ud af det.

Det er lettere sagt end gjort, jeg fik besked på at acceptere min sygdom og det gjorde jeg, det var en lettelse for mig, det største problem, er at mine omgivelser ikke vil/kan, de forstår det ganske simpelt ikke (og slet ikke kommunen), selv ikke min kæreste og det gør ondt på mig, han acceptere uden på "skallen" at jeg er syg og der er mange ting der skal tages hensyn til, men inden i kan han ikke.

Har dog min min mor, min papfar og en veninde (som selv er syg og ftp), som acceptere det fuldt ud.

Det var noget af et side spring, tilbage til stress dianogsen, efter jeg fik den, er der mange ting der ligepludselig falder på plads, det sidste år til 1 1/2, har jeg haft meget svært ved at "tage mig sammen" eller haft meget lidt overskud til al ting og det er kun blevet værre, jeg er begyndt at glemme ting (det ligger normalt ikke til mig), har været ekstra træt, har undgået at indviterer gæster, da jeg ikke har kunne overskue at skulle ryde op, gøre rent, lave med ovs og mange andre ting.

Efter at have fået dianogsen, forstår jeg det lige pludselig, hvorfor jeg har haft det sådan, det er nærmest en lettelse for mig, for nu kan jeg forklare folk, hvorfor jeg har været sådan.

Det blev da godt nok lidt langt, men det kan jo smutte det skidt

[popiae]

Du skal selvfølgelig få den arbejdsprøvning.
De er havnet det bedste sted i det de har flere muligheder for afprøvning, og beskriver nøje dine muligheder, eller mangler i forhold til arbejdsmarkedet.

Det er ikke diagnosen, der er vigtig for afklaring, men din arbejdsevne.

Så vær ærlig om, hvad du kan, og hvordan du har det, så I sammen kan spore jer ind på rette sammensætning.

VH Popiae