Hjælp søges... men hvor?

[lola44]

Hej igen i søde mennesker her på k10.
Jeg må indrømme at jeg ikke har haft det overskud jeg burde til at være her på siden i et års tid ca, forklaringen er lang, jeg vil forsøge at korte det ned men lidt historie er nødvendig.

For lidt over et år siden i dec. 2011 gik jeg fra kæresten gennem næsten 12 år, det gik langt om længe op for mig at jeg var i et psykisk dårligt forhold og der ikke var nogen fremtid i det.

Jeg får tilbudet om at flytte hjem til min mor da min økonomi efter mange år på KH og min eks kærestes evne til at bruge rub og stub hang i laser.
Flytningen indebærer et kommune skift og ny sagsbehandler, som sender mig til endnu en psykriater vurdering, endnu en erklæring på nul arbejdsevne og igen en vurdering på at der ingen behandlingsmuligheder er, det får sociallægen til at anbefale ftp.

Jeg finder kærligheden på ny og sommeren går med sagsbehandling, en ny ftp ansøgning bliver godkendt og jeg bliver tilkendt ftp efter 8 års sagsbehandling d. 1/12, så langt så godt.

Men så braser korthuset sammen, min mors samlever (tidligere kaldt papfar) eksploderer (verbalt) en eftermiddag under en familiefrokost, det meste at angrebet lander på mig, kort fortalt har han åbenbart et problem med at jeg bor i huset og vil have mig til at flytte og beder min mor om at vælge ham frem for sine børn.

Det bliver dråben der får bægeret til at flyde over for min mor og hun gør det forbi med ham kort før jul, de aftaler dog at han venter til første uge i januar med at finde en lejelighed, men sådan går det ikke, som i nok har gættet.

Næ nej, min mors samlever har talegaverne i orden og overtaler hende nu til parterapi for at få løst deres "krise" i deres forhold, for ham er det kun et bump på vejen der skal løses og vil ikke indse at forholdet er forbi som min mor vil.
Han får overtalt min mor til at vi skal "lade som ingeting" hele jul og nytår over, han sætter en falsk positiv stemning op og vil hele tiden lede os tilbage til: kan i huske den gang vi havde det så godt så godt stemning, han har aldrig været så aktiv i husholdningen, halser efter min mor som en hund og lader hende ikke være alene i 2 min, når vi ikke er der snakker han hende "ned" så hun er i en forfærdelig forfatning psykisk.

Vi indser hurtigt hvad formålet med han opførsel er, han forsøger at manipulere min mor til at de fortsat skal være et par, hvilket vi har den modsatte mening om.

Stemningen i huset er meget ubehagelig, så ubehagelig at min kæreste siger at han ikke vil være der mere end højst nødvendigt og at vi bør opholde os hos ham noget mere, jeg er i første omgang stædig med den holdning at han(mors samlever) skal ikke presse mig ud af mit eget hjem.

Vi har svært ved at få vores mor i tale om emnet, hun virker træt og vil kun tale om vejret, vi har altid snakket åbent og meget om sådan nogle ting i familien, så det er helt galt, vi slar i bordet og beder hende om at høre på os, men intet sker.

Den ubehagelige stemning i huset og de manglende svar på om han bliver i huset eller om jeg bliver smidt på gaden bliver for meget for mig og jeg knækker, min kæreste samler mig op og forlanger at jeg ikke skal opholde mig mere i huset, men hos ham indtil at vi kan finde en bolig vi kan betale.

Jeg kontakter nu kommunen og min nye sagsbehandler for at bede om hjælp og ja rigtig gættet, det er her det går galt.

Lidt fakta: sammen med min eks havde vi en gammel bil, efter brudet beholder han lejelighed, bil og det meste indbo.
Jeg har diagnose på socialforbi over for offenligt transport
Tre dage efter flytningen fra min eks, skal jeg på kommunen for at melde flytning og ansøgning om KH, da jeg nu ikke har bil længere må jeg tage bussen, jeg går i panik på turen hjem, min mor indser at min forbi er i så stor grad at jeg ikke kan undvære en bil i min hverdag, vi regner på det og den mest fornuftige løsning på langt sigt er en de små klasse A mini biler.
Min mor lægger ubetalingen og køber en til mig, som jeg så selvfølgelig selv skal holde udgifterne på.

Jeg har lidt svage tænder og efter mange år på KH ser det lidt skidt ud, jeg lægger derfor et beløb af til det mest nødvendige vedligehold af dem.

Jeg har grundet de høje udgifter ikke kunne spare op til indskud til lejelighed og indbo før i år.

Mit netværk (familie, venner ovs) er lige nu ikke ret godt, jo jeg har min kæreste, men da vi ikke har kendt hinanden så længe vil jeg ikke forlange at han skal hjælpe mig i alt, både psykisk og økonomisk, min familie, ja det siger sig selv lige nu... og venner har jeg ikke ret meget af og slet ikke til dette.

Så jeg kontakter min nye sagsbehandler.

Jeg spørger hvad muligheden er for økonomisk støtte til de månedlige omkostninger til bilen, her tænker jeg på trivselsbil, til evt indskud og det mest nødvendige indbo og hvad jeg gør hvis jeg en dag står og er smidt ud og skal bruge en akut bolig.
Og svaret er frit oversat, ingen hjælp overhovedet.

Jeg fik at vide at jeg kunne skrive mig op en boligforening og så måtte jeg vente som alle andre, indskuds og indbo hjælp skulle jeg ikke regne med.
Trivsels bil var kun til folk med et handikap, selvom at hun efter min forklaring godt kunne se at jeg havde et problem med min socialforbi, men så kunne jeg bare gå i behandling....

Jeg forsøgte at forklare hende at hvis jeg skulle flytte i en lejelighed for mig selv med de udgifter til bil og tænder vil jeg max kunne betale ca 2000 kr i husleje og det ville ikke være meget bedre at flytte sammen med kæresten, det ville faktisk blive værre økonomisk.

Jeg brød sammen under vores samtale, jeg føler slet ikke at min sagsbehandler og jeg taler samme sprog og huskede min sidste sagsbehandlers ord, at jeg havde ret til en mentor/støtteperson, så dagen efter efter endnu en tårevædet samtale med sekretæren som lover at en anden person vil ringe til mig efter weekenden, men ak samme sagsbehandler ringer til mig igen og afviser at jeg kan få tildelt en støtteperson uden først at have været inde hos samtaler hos hende, jeg bryder igen sammen og forsøger at forklare at jeg ikke psykisk er i stand til at møde op på kommunen pt og slet ikke uden en betroet bisidder som jeg ikke har.

Jeg får stadig afslag, kontakter mit lægehus, kommer til en praktikant som siger at de ikke kan hjælpe.

Jeg ved at det er meget langt men det er også et tungt emne for mig, er der nogen dert kan komme med et råd til hvordan jeg takler den sag med kommunen, jeg er ikke i stand til at snakke med dem, men har brug for hjælp, helst via en støtteperson og lidt hurtigt, de eneste forslag er at spørge lægehuset om de har en socialrådgiver tilknyttet eller at kontakte psykriatisk skadestue (det sidste virker ikke som en løsning men jeg er lidt desperat)

[Ninja]

Det er helt korrekt, at de ikke kan hjælpe med bil pga psykiske lidelser - det er en ordning for svært handicappede med fysiske problemstillinger, hvilket et eller andet sted, så også er fair nok....og selv de, skal kæmpe lange og til tider opslidende kampe, for at enten få hjælp til bil, eller for at få hjælp til indretning af bil. Så slå den ud af hovedet.

Jeg har været syg hele mit liv, og har haft ekstreme problemer med fx offentlige transportmidler - jeg ved det lyder hårdt, men man kan komme rigtig langt med rette behandling, hvor jeg selv synes fobiskolen har været en stor hjælp.
Når man er bange for noget, så gælder det om at få afprøvet det - gerne sammen med andre, eller med en psykolog, så det kan jeg klart anbefale dig. Det kan godt være det ikke lykkes under de første forløb, men det skal nok komme på et tidspunkt.
For mig tog det et par år at gå alene ind i en bus, men andre klarede det meget meget hurtigere.
Efter mere end 20 år på cykel og/eller på gå-ben, kan jeg nu tage bus og metro - tog er et NO GO, endnu. Jeg kan også køre i bil nu, det kunne jeg heller ikke før, så der har du en lille fordel.

Din mor og din stedfar er et par, og det eneste et par ikke har brug for, er børn og svigersønner der blander sig i deres forhold - det er ekstremt opslidende at have voksne børn boende hos sig, og personligt var jeg lige ved at kvæle min egen søn og hans kæreste, da de pga vandskade i deres lejlighed, blev nødt til at bo her 1 måneds tid. Hold da KÆFT, hvor var de dog belastende!!!
Så skulle de bade når jeg ville i bad, så lugtede der af l o r t på toilettet, så lå deres vasketøj i bunker, så skulle de spise udenfor madtiderne, så kunne jeg høre de snakkede, så kunne jeg høre de kom og gik, så kunne jeg høre fjernynet...og så skulle de blande sig. I ALT. Mit liv var fuldstændig under lup, og prikken over i'et var, da de besluttede de ville indstille mig til et program, hvor man kan få en ny stil og en make-over....for de syntes faktisk jeg var rigtig pæn, men manglede liiige et skub til at finde min stil

Havde jeg været i parforhold, så var det da endt med et brud!! Ellers var jeg rendt af huset....eller smadret manden, nogen skulle i hvert fald nok blive straffet for mine frustrationer. I jeres familie ser det så bare ud til, at det er stedfar der, der er frustreret - og jeg forstår ham til fulde!!

Det kan da godt være de ikke passer sammen, og det er da også meget muligt de går fra hinanden en dag, men for filan....jeg håber de først får lidt tid sammen alene, når i er forduftet, til lige at genoverveje tingene og få deres dagligliv ind i normalen igen - også uden nogen der tager parti.
Hvis din mor kun vil tale om vejret, så lad det være et vink med en vognstang om, at hun ikke kan overskue at rulle sit liv ud lige pt - lad hende være lidt, og lad din stedfar rende lidt rundt som en hund efter hende

Mellem os to (men sig det ikke til nogen), det er bare ikke fedt for et forhold at have voksne børn boende, det kvæler enhver form for normalitet, og det lyder da også som om, at de er ved at blive lettere sindssyge nu. Men begynder din stedfar at hoppe rundt som en frø istedet som en hund, så få ham indlagt et sted, for så er hans kæde hoppet HELT af!

Håber i snart finder en bolig og at du kan få noget støtte et sted.

[jh]

Oprindeligt indsendt af helenekr

Det er helt korrekt, at de ikke kan hjælpe med bil pga psykiske lidelser - det er en ordning for svært handicappede med fysiske problemstillinger, hvilket et eller andet sted, så også er fair nok....og selv de, skal kæmpe lange og til tider opslidende kampe, for at enten få hjælp til bil, eller for at få hjælp til indretning af bil. Så slå den ud af hovedet.

Man kan godt få hjælp til bil pga. psykiske lidelser:
https://www.borger.dk/Sider/Transpor...-handicap.aspx

Hvem kan søge støtte til bil

Hvis du har varigt nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne, kan du søge kommunen om støtte til en bil.

Om der så bliver beviliget hjælp i praksis, er en helt anden snak, men loven giver mulighed for det.

[Ninja]

Jeps, kender godt lovgivningen på området, og det er præcis som du er inde på, at det de skriver er én ting, og det de handler udfra er en ganske anden....

Før det første giver de kun støtte hvis man er psykisk syg og i job, endvidere skal alle behandlingsmulighederne være udtømte (det er næsten som at søge førtidspension, tilstanden skal være dokumenteret varig, og alle behandlings muligheder skal være udtømte. SÅ kan man komme i betragtning, og det rimer slet ikke på trådstarteren - socialfobi er IKKE en af de diagnoser man kan få hjælp til bil på, med mindre igen, at man har et ekstremt vigtigt argument mht sit arbejde og sin fastholdelse til arbejdsmarked. Det er MEGET svært, næsten umuligt at komme gennem nåleøjet.
- jeg har jo selv stået der i sin tid med ansøgningen i hånden nærmest.

Og hvis man tænker logisk - hvis en fysisk handicappet kan ligge i årevis og kæmpe med kommunen om de nu kan gå 50 m, 100 m eller 200 m for at kunne få hjælp til bilen, så prøv lige og spørg dem, om man kan få hjælp til en bil fordi man ikke kan køre i bus med andre mennesker
Jeg SVÆRGER, de siger, at så må man daffe ud og få noget behandling....de gider ikke engang trække skuffen ud og sige,, så prøv lige med et ansøgningsskema''.....den går aldrig igennem!!
Så mit råd er, glem alt om det.

Tag det evt op igen, når man HAR været i de behandlinger der er, og har prøvet den medicin de har og alle har skrevet, at det bliver aldrig bedre, og man står med jobbet på hånden, så kan man indhente et ansøgningsskema og have en brøkdel af en chance....men ikke før.

PS Glemte at tilføje, når man så er førtidspensionist lige som trådtarteren og jeg, så har de meget den holdning (uden at sige det direkte), jamen så har du jo al den tid i verden du skal bruge til at gå til og fra dvs steder, og får du førtidspension, så burde der også være råd til en bil, og har du ikke råd til bilen, så gå. De går meget op i, om det er en forbrugsgode eller et direkte hjælpemiddel - og om man kan leve et udmærket liv foruden.
Og der vil de helt klart lægge vægt på, at der er tusinder af andre med samme diagnose, eller de diagnoser der er værre, der ikke har bil, og som lever udmærkede liv. De er ben hårde. Muligvis, fordi der er mange tusinder af psyksisk syge på førtidspension, som alle gerne vil have hjælp til at holde bil....?