ingen tør sige, at kejseren står splitternøgen på scenen

[gunvor]

Politikens Anita Bay Bundgaard tager ordene ud af min mund, hvor artiklens overskrift og brødtekst har flg. ordlyd:

DF's grænsebomme er Danmarks commedia dell'arte

Genopførelsen af grænsebommene er en politisk teaterforestilling.

Så kan man jo spørge om dette er interessant i forhold til 2020-planen forliget. Ja, det er efter min bedste overbevsining interessant at alt for få danskere og journalister vil sige/råbe: Kejseren har ingen klæder på. I hele de ca. 15 dages forløb af disse forhandlinger, hvor fokus har været på processen, og efterflg. får politikerne lov til at stille op i primetime med storsmilende ansigter og miner til at de lige har reddet DK med dette forlig. Yderligere begrundelse se mine tidl. tråde omkr. 2020 plan og politikernes manglende evne til at gribe i egen barm hvad pensionsalderen angår, forsvarministeriets udgifter ect.

Der fokusere alt for lidt på resultaterne ud over den eft. hånden længe anvendte mikorfonhodleri fra journalisterne på Chr.borg, hvor netop denne artikel i Politiken fra Bundgaard har sin store relevans:

Det hele følger en dramaturgi, hvor alle spiller roller og tænker taktisk og kræver samfundsændringer for at kunne sole sig i mediernes fokus endnu en stund. I den dramaturgi fik DF således 48 timer til at fortælle kongeriget om den storslåede sejr, man havde opnået ved at indføre grænsekontrollen.

Det skete, ved at finansminister Hjort Frederiksen (V) spillede sin rolle og fingerede en krise i forhandlingerne, der gav støttepartiet fulde to døgn til at fremføre deres monolog. Da den var afleveret – klip – tilbage til teksten, som om intet var hændt.

Medierne løber med hele vejen, og befolkningen ser undrende til eller klapper begejstret af DF’s fremragende timing og store talent.

Men når politik bliver til teater, må samfundet agere kulisse, og politiske prioriteringer, argumenter og kendsgerninger bliver sært uvirkelige. Snart tvivler alle på, at der er hold i det fremførte, og tænker, at man sikkert lige så godt kunne gøre det modsatte. Måske den økonomiske krise og hele det gravalvorlige detektivarbejde med at finde de manglende milliarder i statskassen også bare er komedie og skæg og ballade.

Med jævne mellemrum beklager bekymrede iagttagere og desillusionerede politikere, at folk og medier ikke tager den politiske substans alvorligt, men interesserer sig mere for, hvordan de kendte folkevalgte bor, og om de har betalt den sofa, de sidder i. Intet under.

De historier begynder lige præcis der, hvor alle ideer om politik som de rationelle afgørelsers og nødvendige prioriteringers domæne bliver opgivet til fordel for en bolsjestribet grænsebom.

Der er der hverken brug for eller rimelighed i at bruge skatteydernes penge på, det kan vedtages og indføres med teateralvor og teatertorden, hvis blot alle spiller med, og ingen tør sige, at kejseren står splitternøgen på scenen. I Italien har de i nu snart mange år spillet netop den forestilling med støtte fra et flertal af tv-seere maskeret som vælgere.

Resten af verden ryster på hovedet af denne politiske commedia dell’arte, ..


Populismen er et universelt fænomen, og det samme gælder politik som teater.

Link: http://politiken.dk/debat/signatur/E...edia-dellarte/

Mine understregninger og markeringer!