Stresskader efter mange års fastlåsning på kontanthjælp?

[mukke]

Jeg er afklaret i arbejdsprøvninger og begrænsningerne er beskrevet.
For 4 år siden var jeg til en efter sigende "neuropsykologisk" undersøgelse. I den gamle 5-delte skala var jeg en match 4, - i den nye 3-delte, er jeg opgraderet til 2.

Nej, jeg ønsker ikke pension, - men handlemuligheder, - og det er det, kommunen ikke vil give.
Det giver stress, - og det har været 11 års vedvarende stress/pres.

Skulle jeg spørge lægen, om jeg kan blive undersøgt for "kronisk belastningssyndrom"?

Depression fik jeg piller for i foråret. Fluoxetin virker fint og gelinde på mig.
Lige nu er jeg ikke deprimeret, - bare ked og noget udmattet.
Lige så snart, der er en smule håb i luften, kvikker jeg op, -. men jeg bliver også nemt slået ned igen.

Psykiateren og lægen har selv nævnt depressiv reaktion på det, jeg går igennem hos kommunen.
Hvordan får man kommunen til at ønske papir fra psykiateren og lægen?

Mindfulness: Da jeg for nogle år siden havde penge, forsøgte jeg mindfulness. Jeg bliver SÅ rastløs og aggressiv af det, sikkert fordi jeg kommer i kontakt med min vrede, som jeg ikke ved, hvor jeg skal gøre af.
Jeg kan bedst lide proppe energi i at planlægge og handle.

[wind]

Ja det er svært at rumme alle de følelser....

også dem der gemmer sig bag vreden....

Mon ikke et besøg hos Lægen kan hjælpe ?

Måske har din kommune et tilbud ....måske noget aktivt Mindfullness ?

For at hjælpe dig igang med at blive arbejdsklar skal Jobcenter betale diverse

kurser...tilpasset dine skånebehov.

[mukke]

Nej, det skal de ikke.
Jeg er hos reva-teamet i Nyropsgade, og de vil ikke give mig andre muligheder end en håbløs virksomhedspraktik, - ingen uddannelse, ingen kurser, kun endnu-endnu-endnu en periode hos anden aktør, indtil det lykkes at finde et firma, der vil have mig i et år, - ingen tidsgrænse.
Beskæftigelse-ankenævnet er ikke bedre.

Få lov til at bruge mine evner og mit krudt, - nej, da, - hvorherrebevares! Ikke engang strengt erhvervsrettet.
De forsøger endog at undgå at læse mine indsendte forslag, selvom der i min tilkendelse står, at man skal tage hensyn til mine egne ønsker.
Hold op, hvor kunne kommunen spare mange penge, hvis de hjalp folk istedet for at spænde ben for dem.

[Enteneller]

Oprindeligt indsendt af Tassi

Jeg kan også kun anbefale en neuropsykologisk undersøgelse
Og så tror jeg du skal gå væk fra ordet "stressskade", men i stedet skele til "kronisk belastningssyndrom", eller "belastningsudløst depressiv reaktion".

Jeg har selv stress, men oplevede gn flere år at blive mødt med tomme øjne af lægestanden når jeg brugte ordet. Indtil en speciallæge satte det korrekte ord på, og dermed også gav mig en diagnose

Skal du have en diagnose? Det er jo spørgsmålet hvor stort problemet er for dig, og i hvilken grad det forhindrer dig i at fungere. Vurderer du at det har begrænset din funktionsevne væsentligt skal du da så absolut udredes så du kan få den korrekte diagnose. Min erfaring siger mig i alle fald at du ingen vegne kommer med at bruge ordet stress. Det er et diffust begreb som dækker over både stort og småt, og derfor svært at forholde sig til

Og så kan jeg forøvrigt anbefale kraniosakralterapi da det tvinger kroppen til at slappe af. Hvis man har alvorlig stress har man en konstant overproduktion af kortisol, der forhindrer at man kan slappe af. Jeg har feks ikke været i stand til meditation pga dette

Men nu er det jo ikke sikkert dit problem er "stress". Kan du have udviklet et traume? Så skal det jo angribes på en anden måde
Under alle omstændigheder har du brug for hjælp til at finde ud af hvad dine konkrete problemer er, og først derefter kan man begynde at angribe dem konstruktivt - deraf anbefalingen med at starte med en neuropsykologisk undersøgelse

Det kunne lyde rigtigt meget som kronisk belastnings reaktion hos Mukke, men hvorfor er det at psykiaterne ikke tager dette til sig? Jeg har oplevet det samme og har fundet mine egne veje til afslapning, min psykolog sagde og skrev bl.a i 2009 Neusrasteni F.48.0 og evt. kognitive forstyrrelser af lettere grad F06.7, men det er aldrig blevet "hørt" af min psykiater heller.!?

[mukke]

Ja, ihvertfald har jeg og andre bemærket, at jeg ved længere forklaringer pludselig falder af. Jeg føler en stress, - vistnok frygt for ikke at have styr på hver enkelt møtrik i det, der bliver sagt, eller det, jeg læser. Der sker en slags pres i kasketten, - og "cut, Elly"!- jeg bliver blank i blikket og er stået af. Andre reagerer på det med et suk og må fortælle forfra.
Jo, det kan mærkes.
Det er som om, jeg skal svømme hurtigere og hurtigere for at "redde" mig, - for ikke at ende i kaos.
Nu har jeg altid været meget stressbar, men det er blevet temmelig iøjenfaldende. I sådanne perioder kan jeg godt lade være med at læse længere tekster. Det stadige pres går mig på nerverne.
Nu prøver jeg at sige det en gang til hos psykiateren, og så går jeg ellers til lægen.

[mukke]

Nu prøvede jeg at sige det til psykiateren. Han ville ikke svare, men da jeg gik på ham, svarede han undvigende, at jeg jo er "følsom" og de her 11 år selvfølgelig havde gjort det værre.

Da jeg nævnte "belastnings reaktion" stillede han skarpt og spurgte om jeg mente PTSD, hvorefter jeg forskrækket sagde nej, for det er dybere, men at en terapeut iøvrigt engang sagde, at jeg havde det.
"Belastningsreaktion", sagde jeg igen og henviste til det, I havde skrevet, samt min genkendelse af den beskrivelse, jeg havde læst på nettet.
Han begyndte at forklare grundlæggende psykologiske ting for mig. (Han regner vist ikke, at jeg har meget imellem ørerne).

(Dengang, jeg fortalte ham om mit ubearbejdede hospitalschok, og reaktionerne derefter, slog han det hen under "følsomhed", da jeg spurgte efter samtale.)

Derefter undrede jeg: "Gad vidst, om jeg havde fået et traume af de mange år i den kommunale kværn". PTSD?, spurgte han og påpegede, at det kun kommer efter at der er sket noget abrupt, - en katastrofe, hvortil jeg indvendte, at det også kan indtræde ved lang tids belastning.
Han har vist den holdning, at klienter slet ikke formår at bedømme slige sager.
Jeg blev flov og sagde ingenting. Han smilede lidt spøgende.

Desværre tror jeg ikke, at han kan tager mig helt alvorligt, selvom han sagde, at kommunen bare skulle bede ham om papirer.
Jeg er altid ked af det, når jeg tager hjem derfra. Føler mig frustreret og barnliggjort. Det nytter antagelig ikke at sige noget.

Det er nu 2 år siden, kommunen sidst bad om journal fra ham. Det må jeg vel selv minde dem om det, - hvis de overhovedet vil, nu, jeg laver så meget ballade (kræver samarbejde fra deres side).

Jeg føler, at jeg slår i en dyne.
ALLE går fuldstændig i koma af rædsel ved tanken om, om man evt. skulle ville have en diagnose, selvom man bare søger en mulighed for at få et mindfulness kursus eller et par samtaler.
Hvad ville I gøre?