250.000 angste bliver stadig overset

[paw thomsen]

Et eller andet sted synes jeg man er normal når man er angst i denne verden. Lad mig blot nævne at jorden kan sprænge i luften i en atomkrig hvornår det skal være, for ikke at tale om terror, hungersnød, global opvarmning og at ens medmennesker opfører som om de er med i robinson med rundsave på albuerne. Set i det lys vil jeg påstå at alle dem der ikke er angste er de unormale. Kun gale mennesker kan fungerer i en gal verden. Hilsen paw

Oprindeligt indsendt af paw thomsen

Et eller andet sted synes jeg man er normal når man er angst i denne verden. Lad mig blot nævne at jorden kan sprænge i luften i en atomkrig hvornår det skal være, for ikke at tale om terror, hungersnød, global opvarmning og at ens medmennesker opfører som om de er med i robinson med rundsave på albuerne. Set i det lys vil jeg påstå at alle dem der ikke er angste er de unormale. Kun gale mennesker kan fungerer i en gal verden. Hilsen paw

Nu er der nok lidt forskel på den type angst du beskriver, og så mennesker med dissideret angst som diagnose.

Den angst du beskriver er ikke "rigtig angst", før den fylder hele hverdagen, og gør at du ikke kan leve normalt som andre mennesker.

Angst i sig selv er jo et beskyttelses-element i alle mennesker... det er en god ting, når faren lurer. Problemet med diagnosticeret angst er, at faren faktisk slet ikke ER der. Det handler om at man ser farer der ikke eksisterer, gør det konstant, og derved er din krop konstant i forsvarsposition. Når kroppen er det, skaber hjernen en masse stoffer (bla.a. adrenalin) som på sigt belaster krop og hjerte... det er altså derfor fysisk skadeligt at være udsat for angst hele tiden.

Dette er noget som man ikke tænker meget over ude i kommunerne. Det er også derfor jeg nu har fået fæstet af en venlig psykiater, at det er helbredsskadeligt at arb. prøve mig... så længe jeg skal gå med alle de tanker om systemet i hovedet, så belaster jeg kroppen fysisk og psykisk.

Dem i Robinson, og så videre, det er nok mere en sund og naturlig angst, der opstår når der sker noget... det er ikke konstant et pres, som det er for de mennesker med angst diagnose.

Forestil dig, at du er bange for at gå til tandlæge... den der snurren og ængstelse der næsten gør, at man bliver rundtosset når man sider oppe i konsultationen og venter.... forestil dig så at side med den hver gang du skal udenfor en dør; til møde med sagsbehandler, ned at handle, ud at køre i tog, til familie komsammen, til jobsamtale, på arbejde...

Indrømmet, ikke alle dage er lige slemme for mig... jeg kan have gode dage, og jeg kan have dårlige dage... som regel alt efter hvordan omverdenen stiller krav til mig i perioder... når jeg får lov til SELV at stikke snuden frem og være social, så går det fint, men så snart nogen springer frem, og KRÆVER at jeg skal ud og igang med at være social, så siger det KLIK! hos mig...

Den eneste måde jeg som havende angst kan komme videre, er når jeg SELV tager mine skridt, for det kræver at jeg er 110% på udfaldet når jeg skal rykke mine grænser... er jeg ikke det, så trækker jeg mig... og derfor er det også logisk at når systemet kommer ind og kræver behandling, at så stilles jeg i situationer hvor jeg ikke har 100% kontrol, og derved er der usikkerhed... det virker ikke...

Så der er altså stor forskel på normal "dagligdags" angst hos raske, og så den angst patienter med diagnosen har.

Bare lige for at klargøre forskellen

[paw thomsen]

Hej Razmo. Jeg forstår godt hvad du mener, og gir dig ret i at den angst man oplever ikke er rationel. Når det er sagt så mener jeg stadig at det er de exstreme forhold i vores samfund der udløser det. jeg har selv haft angst i 13År og er bange for alle, selv min egen mor. Men min angst er udløst af misbrug og hjemløshed, fordi jeg ikke har kunne honorer samfundets krav, så jeg mener stadig at det er de ydre påvirkninger fra samfundet der udløser en depression og angst.Hilsen Paw

Oprindeligt indsendt af paw thomsen

Hej Razmo. Jeg forstår godt hvad du mener, og gir dig ret i at den angst man oplever ikke er rationel. Når det er sagt så mener jeg stadig at det er de exstreme forhold i vores samfund der udløser det. jeg har selv haft angst i 13År og er bange for alle, selv min egen mor. Men min angst er udløst af misbrug og hjemløshed, fordi jeg ikke har kunne honorer samfundets krav, så jeg mener stadig at det er de ydre påvirkninger fra samfundet der udløser en depression og angst.Hilsen Paw

Der er INGEN TVIVL om, at det er ydre påvirkninger der er årsagen til at mennesker får angst... jeg tror ikke på at man bliver født med angst som en "sygdom" eller "dysfunktion"... Jeg tror på, at man kan have anlæg for at få det nemmere end andre, men det vil altid være ydre påvirkninger der trigger angsten... ellers skulle man jo mildest taget være "bange for sig selv"

Og i situationen med krav man ikke kan efterleve, er nok den mest hyppige årsag til bla.a. Social Fobi vil jeg tro... det er i hvert fald også dette der har forsaget MIN angst igennem tiden... aldrig at være "god nok", og til "besvær" for samfundet.

At de yder påvirkninger er en stor delelement i angst er jo meget tydeligt at se i sær her på K10 hvor mange er ikke kommet ind i systemet med fysisk sygdom og er i sidste ende kommet ud på den anden side med netop ting som angst ....

Det er helt grotesk og jeg tror ikke at man som en person der ikke har oplevet angst kan sætte sig ind i hvordan det er eller forstå jer med angst uanset hvor gerne vi vil ...

Jeg for min del er glad for at i deler jeres erfaringer med os her på siden jeg aner intet om angst har ikke selv prøvet det (Razmo tandlægen har jeg prøvet så tak for forklaringen ) jeg er selv en af dem der står for at skulle i arbejds prøvning jeg er ikke angst for det glæder mig nærmest for trænger til noget afklaring både i forhold til kommune men så sandlig også i forhold til mig selv ....

Så når jeg læser om andre der også er på vej i arbejds prøvning eller praktik og er rædselslagen ved tanken , ja så ville min naturlige reaktion være , jamen så se da at få det overstået , det tror jeg er normalt at tænke når man ikke selv har prøvet det at være angst ....

Sidde nogen gange og læser de indlæg herinde hvor det sidste der mangler er en arbprøvning og folk kan ikke komme videre uden den, og de står i stampe ... for en der ikke har prøvet angst er det ikke til at forstå at man udsætter sig for mange år på kontanthjælp kontra at se at få lavet den arbprøvning men efter at have læst om folk her på siden og deres forklaringer så forstår jeg meget en hel del bedre og alle på kommunerne burde tvinges til at sidde og læse de tråde, for det er en øjenåbner ...

Men samtidig er jeg da glad for at netop jer med angst kan bruge internettet , kan ikke lade være med at tænke på hvordan det må have været for 10 år siden da den mulighed ikke var der , hold da op hvor må dem med angst have følt sig alene her kan man trods alt se at andre er i samme båd....

Så tak for jeres forklaringer ....

Oprindeligt indsendt af Hejdien

At de yder påvirkninger er en stor delelement i angst er jo meget tydeligt at se i sær her på K10 hvor mange er ikke kommet ind i systemet med fysisk sygdom og er i sidste ende kommet ud på den anden side med netop ting som angst ....

Det er helt grotesk og jeg tror ikke at man som en person der ikke har oplevet angst kan sætte sig ind i hvordan det er eller forstå jer med angst uanset hvor gerne vi vil ...

Jeg for min del er glad for at i deler jeres erfaringer med os her på siden jeg aner intet om angst har ikke selv prøvet det (Razmo tandlægen har jeg prøvet så tak for forklaringen ) jeg er selv en af dem der står for at skulle i arbejds prøvning jeg er ikke angst for det glæder mig nærmest for trænger til noget afklaring både i forhold til kommune men så sandlig også i forhold til mig selv ....

Så når jeg læser om andre der også er på vej i arbejds prøvning eller praktik og er rædselslagen ved tanken , ja så ville min naturlige reaktion være , jamen så se da at få det overstået , det tror jeg er normalt at tænke når man ikke selv har prøvet det at være angst ....

Sidde nogen gange og læser de indlæg herinde hvor det sidste der mangler er en arbprøvning og folk kan ikke komme videre uden den, og de står i stampe ... for en der ikke har prøvet angst er det ikke til at forstå at man udsætter sig for mange år på kontanthjælp kontra at se at få lavet den arbprøvning men efter at have læst om folk her på siden og deres forklaringer så forstår jeg meget en hel del bedre og alle på kommunerne burde tvinges til at sidde og læse de tråde, for det er en øjenåbner ...

Men samtidig er jeg da glad for at netop jer med angst kan bruge internettet , kan ikke lade være med at tænke på hvordan det må have været for 10 år siden da den mulighed ikke var der , hold da op hvor må dem med angst have følt sig alene her kan man trods alt se at andre er i samme båd....

Så tak for jeres forklaringer ....

Problemet med at beskrive angst kan være ret omfattende... altså sådan at det forstås for dem der ikke har prøvet det.

Det som de fleste mennesker forstår ved RIGTIG angst, er nok mere panik angst, hvor man dissideret får et psykisk meltdown, og bryder sammen, eller løber "skrigende væk".

Social Fobi fungerer ikke på denne måde, og det kommer i forskellige grader, og kan enda komme i specifikke situationer... altså ikke bare generelt at være bange for andre i absolut alle situationer... angsten er som regel afledt af et eller andet, som i mit eget tilfælde f.eks. handler om skammen over ikke at blive accepteret for den jeg er, kort og godt. Grunden til dette kan jo være mange, og et af dem (og et af de store) er selvfølgelig ikke at have noget arbejde (de fleste her inde ved jo nok hvordan man så bliver set på af både samfund, regering og kommune).

Personligt synes jeg at ordet "angst" er lidt for stærkt, når det bruges omkring Social Fobi, for man løber jo ikke skrigende væk, eller bryder sammen, med mindre man har det i så ekstrem grad, at det ender ud i panik angst anfald.

Derfor kan man have Social Fobi og rende rundt i samfundet, krybende langs med fodpanelerne i givne situationer, uden nogen rigtigt lægger mærke til det, og mange forveksler det desvære i stor stil med generthed hvilket det BESTEMT ikke er!... men det påvirker kroppen aligevel, og det ødelægger den angst ramtes sociale udfoldelsesmuligheder, samt muligheden for at få foden indenfor på arbejdsmarkedet i stor stil.

Jeg ville hellere kalde det for "Kronisk Forsvarsreaktion" eller noget i den stil, frem for "angst", for det er jo i bund og grund hvad det er... konstant forsvars reaktion.

Et andet billede af hvordan angst er, kan f.eks. være den følelse i alle sikkert har prøvet på et tidspunkt med at skulle ind på en scene foran en skare af mennesker... alt fokus føles at være rettet mod dig... du har en klump i halsen, og føler at alt vil og kan gå galt, og føler dig lidt kejtet og kikset.

Dette har alle sikkert prøvet på den ene eller anden måde i deres liv, men i har evnen til at tænke rationelt, og geare jer selv op til at "Nej fandmenej! jeg kan godt!"... og så går i ind og gør det i skal... koldsved og alt andet tager i, i medfarten... i kommer ud på den anden side, og den "gode angst mekanisme" (som det i virkeligheden er) forsvinder igen... i har klaret det!

Den følelse har man som angstramt konstant 24/7 i sociale sammenhænge... vi kan også tænke rationelt, og "komme ud på den anden side", hvis vi altså kan holde til konstant altid at "beserke os op" til at gøre det... men denne angst er bare blevet en underbevist djævel der ligger der hele tiden... vores angst aftager ikke bag efter... den giver måske et øjeblik af velvære ved at have besejret angsten for en kort periode, men vi er "back to square one" igen bag efter. Angsten er ikke længere en "begivenhed" der skal bekæmpes, den er blevet en del af dig selv... prøv at gå rundt 24/7 og skulle "bekæmpe dig selv" hele tiden, det er nemt at glemme, det er nemt ikke at have energien til det, og det kan være svært da det strider imod dit billede af dig selv som person.

Det er sikkert logisk nok, at man ikke kan holde til konstant at skulle være angst, og heller ikke konstant at skulle gå og "beserke sig selv op" hele tiden... det holder slet ikke... og nogen er så medtaget, at de aldrig rigtigt når at tænke rationelt inden de er smuttet fra den sociale begivenhed.

For MIT vedkommende melder angsten sig, så snart jeg skal "præstere" noget, og hvor der "forventes" noget af mig... altså når øjnene er rettet imod mig, når jeg skal "evalueres". For mig, er det derfor umuligt med jobsamtaler, det sociale på arb. pladsen osv. hvor der hele tiden er forventninger til at man tænker selv. Samtaler med fremmede jeg ikke er 100% sikker på accepterer mig for mine begrænsninger er lige så besværligt for mig.

Derfor skriver jeg tit, at jeg ikke er bange for mennesker, men for social kontakt. Jeg kan godt gå ned og handle ind, og stå i en kø... jeg har det ikke "100% godt" ved det, men jeg kan, fordi jeg ikke forventer at nogen vender sig om og spørger "nå hvad laver du så?" Jeg kan også tage mine unger med i en støjende BILKA forretning... for jeg forventer ikke nogen spørgsmål her heller... eller gå på restaurant... eller tage i Tivoli osv. grunden er simpel: Jeg forventer ikke nogen vurderinger, holdninger, krav osv... jeg er "et spøgelse" i disse situationer, og gør alt for at være det også. Men det giver nogle sociale begrænsninger, for ALT skal være planlagt, og forudsigeligt... afvigelser, og pludselig social kontakt kan hylde mig helt ud af den alt afhængig af situationen. Jeg skal altså være 110% på hvad der sker fra start til slut.

Men så snart mennesker kommer ind på livet af mig, så starter "maskinen", og jeg gør ALT hvad jeg kan for at ungå det sker... kigger ingen i øjnene, spørger ikke folk om noget, undgår meget sociale mennesker der kan finde på at antaste en osv. osv. (eksempel kan være en ganske simpel julemand ved juletid... har jeg ungerne med bliver jeg panisk ved tanken om at han kunne finde på at gå hen og begynde at tale til ungerne... det ville give total fokus fra alt omkring mig, og tanken er IKKE rar for mig!)

Det er selvsagt også svært for mennesker der kender mig godt, og som jeg stoler på, at se problemet... netop fordi jeg føler mig tryg ved dem, da jeg ikke skyr dem på nogen måde... de glemmer bare hvor lang tid jeg brugte på at åbne op for dem, hvis ikke de er så gamle venner og bekendte, at jeg lærte dem at kende inden min angst for alvor tog fart.

Som sådan tror jeg godt at man kunne vende sig til en arbejdsplads som angst ramt... eller i hvert fald JEG kunne... problemet er, at arb. markedet IKKE er indrettet med den tålmodighed der skal til for at give en person som mig en chance for at finde fodfæste der... det er kæft trit og retning, og efter to måneder skal du fungere 100%, ellers er du ude igen, og det kommer ALDRIG til at virke med mig... jeg skal bruge min. et par år, og måske meget mere før jeg fungerer 100%, og det kræver en kolegastab der er yderst varsom med deres "vurderinger", ellers er jeg skræmt væk igen på notime.

Derfor er jeg også bange for en arb. prøvning... det er jeg af EEN simpel årsag: Den trigger ikke min angst, som et reelt arbejde ville gøre... der er ikke en indtægt forbundet med en arb. prøvning, og arbejdet er "kunstigt" for at vurdere min arb. evne. Jeg bliver bange for at arb. prøvningen kun vil blive vurderet til at "jeg ikke viser angst symptomer" fordi der i bund og grund ikke ER nogen krav om, at man SKAL kunne klare en arb. prøvning.. hele arb- prøvnings billedet er for "kunstigt" for mig. Så her er der tale om en helt anden type angst for mig, nemlig angsten for ikke at blive forstået for den angst jeg har "ude i virkeligheden", og det derefter kommende pres der vil blive foranstaltet af en "successfuld" arbejdsprøvning.

Så jeg har da også selv tænkt, "Hvorfor ikk bare få den arb. prøvning overstået!", men jeg bliver angst af at tænke på hvad udfaldet kan ende med at blive... det kan sammenlignes lidt med, at hvis du var bange for edderkopper, men ikke biller, at du så blev "arb. prøvet" imod din araknofobi ved at skulle omgås biller... det er faktisk sådan jeg opfatter en arb. prøvning... men det er fandme svært at forklare dette til en sagsbehandler, så jeg gider ikke engang prøve.

Ved ikke om det gav lidt mere indblik i HVORDAN det KAN være at have social fobi... på min måde... har ikke megen bedre evne for at forklare det ... og dette jeg har beskrevet handler i øvrigt kun om min social fobi... jeg har slet ikke engang hverken mine depressioner og Asperger Syndromet med inde i noget af det her, og hvilke begrænsninger DE giver mig oven i hatten.

[Stella]

http://www.dr.dk/P1/Feature/Udsendel...0505104403.htm

Om folk med social fobi..og andre angstplager ...du er ikke alene...

Svedeture, rystende hænder og en puls på 200. Bare fordi, der kommer en hveps eller fordi et andet menneske kigger på dig.

Angst er en af de mest almindelige psykiske lidelser i Danmark. Alligevel mødes personer med angst ofte med udtryk som ”ta dig nu sammen!” eller ”der er jo ikke noget at være bange for!”.

[Mella]

ja, gode og modige angsterfaringer og historier, for angsten kan have mange fæle ansigter.
Lige fra overklamme hænder, vejrtræknings og synkebesvær, svimmelhed og ja...
Hvordan den kan være så overset, har jeg svært ved at forstå, men det må vel være, fordi dem der heldigvis ikke lider under den, ikke ved og forstår, hvor invaliderende det er.
- Og man ønsker ikke selv den værstefjende, at 'lære' det.

Det samme gør sig gældende for traumaer.
De er også tabubelagte, men okay, nogle er mere 'rigtige' - som hvis man fx. har været udsat for et bankrøveri eller overfald.
Disse traumatiske oplevelser giver jo de samme følgeskader som de mere tabu/'jeg kan ikke fortælle traumaer' - ingen af dem er mere eller mindre betydningsfulde...

Når man sidder foran en sagsbehandler med både skjult angst og skeletter i skabene, kan man have opbygget ÅRS SKANSER og tillærte regler og erfaringer i, hvordan man NETOP agerer normalt, for det kan være den overlevelsesstrategi man har været NØDT til at lære, for at kunne begå sig bare nogenlunde i denne verden.

Sagsbehandleren ser så måske en 'almindelig og begavet, soignieret person - som skal se at få taget sig sammen og det kan ikke gå for hurtigt!
Dermed kommer præstationsangsten som en tsutsamibølge og så er det, at mennesker enten bryder sammen og/eller knækker i deres 'se på ressourcerne system'.
Gid al angst kunne lette som en klam og fæl tåge og forsvinde fra jordens overflade.

Det gør den så ikke... tvært imod bliver der flere og flere, fordi mange bukker under for samfundets hæsblæsende fart... samfundet i mine øjne er efterhånden som en dynamo der kører så stærkt, at den er både "rødglødende og rygende"... og det eneste jeg hører fra samfundet og regeringen er: "Mere fart på! Vi kan tjene endnu mere!"...

Det blir' bare uden mig...

[Mella]

Okay Razmo, gi'r dig nu ikke helt ret.
For hvis al angst og bekymringer forsvinder - så kan sagsbehandlerne jo gå hen og læg sig