AAAARG!!! min sag kort, men alligevel langt...

[slavteren]

Hej, er ny og kunne virelig godt bruge noget hjælp, men da min historie er temmelig lang (tilbage fra 2002 ca) vurderede jeg at det her var det rigtige sted at starte...

Har nogle problemer med hukommelsen, så jeg vil prøve at starte fra bunden af, men bær over med mig hvis noget af det ikke passer helt sammen osv



tilbage i 2002 arbejdede jeg med reperation og fremstilling af vindmøllevinger, og i løbet af det arbejde fik jeg nogle problemer med min nakke / skuldre. Min daværende læge var ca. lige så kompetent som et stykke a4 i en snestorm og ville bla. ikke skrive mig en lægeerklæring efter jeg havde indhentet en 2. mening hos vagtlægen der henviste mig til fysioterapi som ikke fjernede, men afhjalp en hel del på problemet. efter ca et år med tæt på 50% fravær (havde en rigtig forstående værkfører) røg jeg ud i forbindelse med nedskæringer.


med fysioterapi ca 14.dag kunne min hverdag hænge sammen, og stort set fungere normalt, så så langt så godt. En periode med arbejdsløshed og et enkelt afløserjob fulgte, og i 2004 kom så tiden hvor der skulle aktiveres. jeg fandt heldigvis noget hvor jeg kunne kære lidt lastbil, men glæden varer kort da det mildt sagt var et ****ested at være.. ville tvinge mig til at gå i brugt sikkerheds fodtøj, køre i livsfarlige vogne osv. som en rigtig dejlig afslutning kom jeg galt afsted en måned før min periode var overstået, ved at falde ud af døren og lande så uheldigt at mit knæ blev smadret.

Jeg havde i mellemtiden skiftet læge, men han viste sig så ikke at være meget bedre, bla ventede jeg i omkring 8mdr før han henviste mig til scanning fordi han ikke mente at jeg fejlede noget. efter til sidst at have overbevist mig selv om at jeg var blevet hypokonder viste scanningen så en flækket menesk og et forreste korsbånd der var revet helt af i den ene ende.. efter det fulgte selvfølgelig en opperation der ikke var helt vellykket...

min daværende sagsbehandler var rimeligt forstående, og der blev iværksat arbejdsprøvning, og efter endt arbejdsprøvning blev jeg lovet revalidering hvor planen var handelskole og derefter en voksenlæreplads som reservedelsekspedient (samme job som arbejdsprøvningen). det nåede så langt som at jeg efter aftale med sb blev indmeldt, men men men... ca 14 dage inden studiestart fik jeg et mærkeligt opkald fra en anden sagbehandler, og 3 dage senere stod jeg MEGET pludseligt uden sdp og på kontanthjælp med begrundelsen varighed, og at de pludselig vurderer at jeg IKKE vil være i stand til at udføre arbejde som reservedelsekspedient (chefen for firmaet skriver at han mener at jeg skal tabe mig 20kg før det er realistisk)...

Her er det så at mit liv skifter i før og efter... Endte med en gevaldig depression, kærresten skred "gradvist" så jeg endte allene i et hus der var købt ud fra 2 indtægter hvilket ikke rigtig hjalp på situationen. kom på antidepressiv og blev tvunget i aktivering på vuc til trods for at min indplacering talte imod aktivering.. Havde naturligvis anket afgørelsen om sdp stop, og fik også principielt medhold i mine klagepunkter der bla var ikke overholdte frister for samtaler og opfølgning, men ankenævnet mente ikke at det havde haft nogen praktisk konsekvens, og at jeg i øvrigt kunne forsørge mig selv med kørsel af varevogn såfremt jeg ikke skulle læsse / losse godset selv! fedt, men hvor er det jo så lige

Nu er vi så henne omkring 2007 og antidepressiverne har gjort en hverdag praktisk mulig omend uudholdelig, og jeg indser at jeg absolut ingen vegne kommer ud over nedaf i kh systemet. Samtidig byder muligheden for et rigtig godt aflønnet afløserjob sig, og selvom det medfører et smerte*******, betyder de par mdrs arbejde at jeg genvinder dagpengeretten, får rydet en smule op i kreditorerne og sparket gang i min rally "karierre" så alting godt måske lige med den undtagelse at jeg runder 155kg (normalvægt omkring de 100 inden skaden) hvilket dog temmeligt hurtigt rasler ned igen da jeg får diabetes 2 og er lang tid om at opdage det.

Jeg er slet ikke i tvivl om at de antidepressive piller evt i samarbejde med natligt chaufførarbejde bærer skylden for den diagnose, så det blir droppet i stilhed, da motorsporten og mc-kørsel hjælper mig nogenlunde gennem hverdagen i sæsonerne...


Nå.. 2008, genvundet dagpenge retighedder, anden aktør men midt i året held til at få drømmejobbet: reservedelssælger
Den nogenlunde fornuftige, omend for lave indtægt muliggør også at jeg ensidigt overtager det hus jeg købte sammen med ekskærresten, og udover en sygemelding en 14 dages tid eller deromkring pga en hjernerystelse, og en undersøgelse af knæet pga et vrid der umiddelbart ikke ser ud til at have lavet ekstra skade går der et år uden ekstra sygemeldinger pga knæ / nakke. dog er det nok mere grundet min indstilling end pga manglende smerter / gener, og godt hjulpet på vej af en meget uforstående kollega må jeg indse at jeg efterhånden er blevet så dårlig at jeg ikke kan bestride jobbet fuldt ud


Jeg diskuterer en del med min læge om mine nakke problemer der ikke blot er taget til, men de startede som rene muskel problemer der er blevet værre, og er begyndt at sætte sig i nakke hvirvlerne, fysioterapi er blevet tæt på uvirksom, og terapeuten mærker nogle meget mærkelige hævelser. Han kan ikke forstå at lægen ikke har gjort mere ud af at finde årsagen, og henvist til noget scanning eller ryngten. Min egen læge mener at jeg bare skal bide det i mig, og at jeg ikke fejler noget, til trods for at han skriver recept på smertestillende dolol, muskelafslapende samt henvisninger til terapi Den her gang sætter jeg dog foden i dæren og FORLANGER at han tager mig alvorligt. Mødet ender faktisk med at vi får en fornuftig snak, bla om min vægt og andre ting, og han gir mig en henvisning til reumatolog. Jeg havde også afklaret med mig selv at det var ny læge hvis han afslog allerede inden mødet.

Efter lang ventetid kommer så undersøgelsen der skal vise sig at være den største skuffelse siden kærresten gik udenbys for at få slået græsset

undersøgelsen tager ca 15 min. inkl. ventetid, og hvor de 10 min. går med at forklare mig at sukkersyge er en slem slem ting.. derefter føler han ned af mine arme, drejer hovedet den ene vej og trykker 2 gange, og den anden vej og trykker 2 gange. Konklusionen er at det er meget normalt at man har lidt ondt i ryggen og jeg skal bare droppe de smertestillende fuldstændig, og ellers lære at leve med det. Var meget tæt på at ryde hele Vordingborg på vej hjem den dag...

--------------------------------------------------------------------------



sidst i 2009 Tilbage på dagpenge og ekstra bekymret over fremtiden, kvajer jeg mig under et service af rallybilen og får sat mig stille og roligt på det dårlige knæ... DOOH!!! et hyl i smerte og en tur på gulvet senere må jeg sande at der skete noget inde i knæet, men fornægtelse (stædighed?) og det faktum at det med jævne mellemrum er sket siden opperationen, afventer jeg og ser om det ikke går over... da jeg 1 1/2 måned senere kommer hjem fra danmarksmesterskabet i jylland hvor knæet stadig gjorde så ondt at jeg måtte bruge venstre fod til speeder og bremse mellem special prøverne og 2. køreren måtte køre bilen hjem, indså jeg så at det nok var mere alvorligt end som så, og sygemeldte mig og kontaktede egen læge.

naturligvis mente min læge ikke at der kunne være sket noget, men uden at spilde tid på selv at undesøge knæet den her gang fik jeg uden helt vildt brok en henvisning til undersøgelse den her gang, hvilket efter en meget kort undersøgelse resulterede i en henvisning til scanning.
Hertil skal det nok nævnes at min diabetes behandling havde kørt rigtig dårligt under mit arbejde som sælger, da det absolut ikke kunne kaldes et 8-4 job og var placeret med min. 3 timers transport om dagen, så arbejdet med at få den rigtigt reguleret startede ca samtidig, dog med en hel masse problemer. Bortset fra at skulle op om natten og tisse samt vægttabet i starten mærker jeg INTET til sukkersygen, ikke engang under ekstremt højt blodsukker, så det er lidt svært at få styr på det, dog lykkes det nogenlunde med actavis, dog stadig med udsving i bs.
mine depressionsproblemer begynder at blusse op igen, men jeg holder det lidt for mig selv, dels fordi jeg ikke selv vurderer det som katastrofalt (igen den der stædighed?) og frygten for igen at blive tvunget på antidepressiv af kommunen.

i februar 2010 er jeg allerede på min 2. sb, og får som første kontakt besked om at jeg er så heldig at få tilbud om aktivering... opkald om torsdagen, og opstart på 2. sal om mandagen... vi diskuterer så lidt i tlf om det reelt er et tilbud men jeg vælger at spille med til trods for at papirerne først skal underskrives mandag.

får en bemærkning om dårlig indstilling / indflydelse til kurset, mest fordi vi hver dag til fyraften SKULLE sige min. en positiv ting om forløbet, og min eneste positive tanke hver dag var at det var fyraften lige om lidt men under de personlige samtaler går det lidt bedre, og de skriver i deres vurdering, at de IKKE mener at det er relevant at genoptage mine tidligere "karierrer" herunder reservedelsekspedient.

tiden til min opperation oprinder, og div. undersøgelser / blodprøver bliver taget. Intet usædvanligt i det, indtil en mandlig sygeplejer kommer hen til mig helt hvid i ansigtet og forfjamsket siger: "ja du ser jo ud til at have det fint, så jeg burde vel ikke være så bekymret".. årsagen viser sig at jeg pludselig har et blodsukker på 28!! (normal 6-8) og jeg har ellers været ekstra opmærksom på at overholde diæter osv op til opperationen da jeg ved at det kan få indflydelse på resultaterne.

Opperationen bliver aflyst, da narkoselægen mener at det er alt for højt til at regulere akut ned i forbindelse med indgrebet og jeg bliver sendt hjem med besked om at lægen skal kontakte dem når sukkersygen er under kontrol igen.

Næste morgen kontakter jeg egen læge. Her er bs "nede" på 23, og sygeplejersken (der selv har en mand med diabetes) overtager mere eller mindre min sag. Hun beroliger mig med at diabetes nogle gange forværres sådan, og det ikke er mig der har gjort noget galt. Jeg får udleveret et bs måleapparat så jeg selv kan føre dagbog over forløbet, og meget hurtigt viser det sig at actavis allene ikke kan holde styr på det. Men der er kommet et nyt middel på markedet som skulle være sindsygt effektivt men ret dyrt. For at hjælpe mig udleverer hun en prøve hun har fået fra firmaet, og det viser fra starten af gode resultater, dog blir sygehuset ikke kontaktet af lægen som aftalt...

Kort efter blir jeg indkaldt på kommunen til en samtale, og da min fagforening ikke har mulighed for at medvirke bliver jeg over tlf informeret om at jeg roligt kunne dukke op uden, der var intet vigtigt der skulle gennemgås, men bare et rutine møde men...

Da jeg ankommer til mødet har min sb assistance af en anden sb, og samtalen bliver meget hurtigt drejet over på at de overvejede sdp stop pga selvforskyldt sygdom aka mit forhøjede blodsukker og udsat opperation deraf. Jeg prøver at komme igennem mødet så godt som muligt, og havde fra starten en strategi om at jeg ville prøve at bruge det til at få noget hjælp til den nye medicin som virker, men koster omkring 800,- til den 1. som jeg reelt ikke har.. Efter et svar om at det ikke var deres ansvar og at jeg selv skulle finde ud af hvordan jeg søgte det, fremlagde de dokumentation fra min læge hvor han skriver at han ikke kan se nogen lægelig begrundelse for en sygemelding, og ikke burde ha noget problem med mit knæ med mindre jeg dyrker idræt på topplan, samt at jeg har misset et kontrol besøg, hvilket er en direkte løgn.. Mit temperement koger simpelthen over, og jeg overbeviser dem forholdsvis stille og roligt at det vist er til alle parters fordel at mødet stopper inden min sikring brænder over...

Jeg havde en aftale med min sygeplejerske dagen efter, men kører direkte fra mødet til min egen læge... Efter en større konfrontation vælger jeg at fyre spasseren på gråt papir og aftaler at jeg skal hente en kopi af alle mine journaler dagen efter, dog nægter han mig adgang til aftalen hos sygeplejersken dagen efter. Jeg kører direkte på kommunen og bliver overført til gruppe 2 sygesikring, da de andre læger med tilgang om muligt er endnu mere værdiløse..
Dagen efter kan jeg pludseligt ikke få udleveret mine journaler alligevel, under mange påskud og undskyldninger.

Jeg kontakter også sygehuset dagen efter for at høre hvordan jeg skal forholde mig, men de siger at det er nok at jeg selv har henvendt mig (havde jeg dog bare vidst det fra starten af var der ike gået flere mdr)

Kommunen er hurtige til at sende mig et varsel om opsigelse af sdp, men nu er min forespørgsel på hjælp til medicin blevet til en konstatering af at jeg har afbrudt min behandling pga pengemangel!!! og i det hele taget blev alle informationer nøje udvalgt til at passe i sb udlægning af sagen, selv udtalelser fra lægekonsulenten bliver klippet og klistret efter behag.. Dog har de til mit held glemt at afholde rundbords samtaler med a-kassen, så vores anke bliver hurtigt anerkendt.

Næste møde bliver anlagt i en periode som sb udemærket ved at min kontakt på fagforeningen holder ferie, og de vil ikke flytte det. Et par dage i forvejen får jeg dog besked om at jeg igen har fået en ny sb da jeg er overflytet til en anden gruppe.

Trods temmeligt forhøjet blodtryk viser det sig dog at hun virker yderst fornuftig. Beroliger mig om at hun sagtens kan se at jeg ikke bare lige vender tilbage til arbejdsmarkedet, og at det eneste fornuftige er at tage en ny aftale når først jeg er kommet igennem opperationen og over genoptræningen. Håber jo selv på at den hjælper da knæet på det tidspunkt er helt umuligt og smerteplaget. Dog vil jeg gerne have et møde mere med hende sammen med min fagforening, så det lover hun at arrangere. Til gengæld skal jeg tænke over hvad vi kan finde på af omskoling, da hun mener at revalidering ligger lige for da jeg virkelig gerne vil i gang igen. Det er dog desværre det sidste jeg hører fra hende

Nogle mdr senere er jeg igennem en rimeligt vellykket opperation og en lovende genoptræning, og springer vi hurtigt frem til i dag er det på "højde" med tidspunktet før skade nr. 2 dog med en smule bedre kontrol / færre forvridninger, men ellers samme begrænsninger og smerter.

i slutningen af november starten af december 2010 meddeler kommunen så sdp ophør pga varighed, dog med den lille finurlighed, at endelig afgørelse først vil blive truffet efter ophørsdatoen, hvilket jeg i sig selv mener er dybt umenneskeligt... Jeg får besked fra fagforeningen om at sikre mig økonomisk ved at søge kh, og samtidig råder en bruger herinde fra mig til at søge fp på foreliggende grundlag. Ud over det bliver jeg pludseligt afkrævet at udfylde noget skema under truslen om at sdp vil blive stoppet omgående hvis de ikke har det inden 18. december (mener jeg det var) så jeg vælger at aflevere det personligt pga jeg ikke stoler så meget på post dk.. men men men, lige inden jul modtager jeg så brev om at jeg skal begrunde hvorfor jeg ikke har svaret, og det gør jeg så, måske i en lidt hård tone, men nerverne hænger uden på tøjet nu, økonomien ligger i ruiner, og natlige angstanfald er begyndt at melde sit indtog.. I kan jo så selv regne ud hvor fornøjelig min jul har været.

Jeg modtog jeg så kh mod tilbagebetaling, og dagen efter kom sdp alligevel rullende ind på kontoen. begge udbetalinger røg til betaling af regninger (ved godt at det var forkert) og et par dage senere dukker en undskyldning op, at jeg slet ikke skule ha udfyldt det skema, men at det var kommet ud automatisk ved en fejl pga de rent teknisk havde stoppet mine sdp. Og så havde de for øvrigt modtaget skemaet alligevel De kunne så også oplyse at fp nævnet mødes d. 31. januar.

Januar måned har absolut IKKE været en god måned, og al energi er opbrugt på bare at få lidt mening i hverdagen, bla ved at prøve at få min bil ud at køre igen der har stået stille siden november og hjælpe en kammerat med at blive klar til en nordkap ekspedition i det omfang jeg har kunne. simpelthen fordi jeg er nødt til at have noget andet end de uoverskuelige problemer at tænke på, og det ikke rigtig er årstiden til at køre en mc tur for at klare hovedet... ved udbetalingen den her måned er udbetalingen af kh mod tilbagebetaling pludseligt blevet konverteret til en a conto udbetaling og derfor trukket fra sdp, så jeg har et udbetalt beløb på ca 2300,- vi har ikke engang rundet sidste hverdag i måneden og mit rådighedsbeløb er nede på 15,50... Det hjælper absolut heller ikke på mit mentale helbred.

Igennem hele forløbet er mit absolut største problem, nemlig nakken enten totalt udeladt eller kørt ud på et sidespor. Depressionsproblemerne mener jeg aldrig har stået nævnt i et stykke officielt papir bortset fra min indplacering hvor det jo hurtigt forsvandt igen.. Det kan undskyldes i starten hvor nakken ikke var et problem, og jeg kunne nok selv ha gjort mere for at få de psykiske problemer med senere hen. Sidste erklæring fra læge konsulenten peger faktisk lidt i den retning, men som jeg skrev tidligere blev der klippet og klistret, så det er igen udeladt.

Har fået akterne tilsendt i forbindelse med partshøring om min fp ansøgning, og efter hvad jeg kan se er der ikke rigtig rettet noget efter vores sidste partshøring, og sb løgnhistorier mv står stadig i mine papirer. Kort fortalt ville jeg nok selv give afslag sådan som kommunen har udlagt det,men jeg har ikke haft overskudet til at slås om det mere.

lige i det her øjeblik prøver jeg at beslutte om jeg skal prøve at komme på dagpenge igen (jeg har stadig dagpengeret indtil sdp er endeligt stoppet eller jeg kommer på kh, kan ikke lige huske formuleringen, men det gør jo så at kampen med kommunen er tabt. Omvendt har jeg endnu til gode at se noget positivt komme ud af kh systemet, og spørgsmålet er om jeg ikke skulle prøve at hustle mig igennem hverdagen et års tid, og så sygemelde mig pga nakkeproblemerne når de igen bliver værre... Så kan de da for h...... ikke sno sig uden om dem længere?

Håber at få en samtale på fagforeningen i morgen, så der er lige et par timer mere at tænke i.

samtidig prøver jeg at finde ud af hvad jeg stiler op for at få en korrekt diagnose og forhåbentlig deraf behandling. Jeg har egentlig ikke noget ønske om f.eks. en fp da jeg foretrækker at tjene mine egne penge, og helst som selvstændig + jeg et eller andet naivt sted stadig håber på en kur mod det smerte******* jeg lever i. Kommer temp. f.eks. under ca 22grader om natten, kan jeg dårligt komme ud af sengen morgenen efter. Hele sommeren render jeg i en varm hættetrøje sammen med en halsvarmer til mc da det mindste smule træk kan slå mig ud i flere dage. Sidste vinter havde jeg en hel måned hvor jeg kun kunne stå op, æde skide og sove... Men i år er jeg flyttet ned i stuen ca 20cm fra kakkelovnen, og det ser ud til at virke men ting som oprydning, rengøring, vedligeholdelse af hus og bil og ikke mindst opgradering af min racer er så langsomt at det er stort set ikkeeksisterende i de kuldegrader her.

Inden nogle spørger til det kan jeg lige så godt skrive det med det samme: Nej min nakke har det absolut ikke godt med min motorsport, MEN jeg har endeligt fundet noget jeg er rigtig god til, noget der kan holde mig oppe, og noget jeg kan kæmpe for. Jeg håber at kunne kæmpe mig op i rækkerne til et højere stadie hvor belastningerne faktisk er mindre, men det kræver en rimelig solid økonomi i en sport hvor sponsorater er stort set ikke eksisterende lige gyldigt hvor stort et talent du er. Økonomien blir heller ikke hjulpet af det, men jeg ved af erfaring at alternativet er en 30-40 genstande om dagen, og dernede vil jeg ikke havne igen...


Der er sikkert noget / meget der er glemt eller jeg ikke har tænkt over da min koncentrationsevne ikke er skide god. Dybest set har jeg det ikke skide godt med at bede om hjælp da jeg ved at jeg ikke kan yde den samme bistand den anden vej, men jeg er pretty ****ed på nuværende tidspunkt, så ALT hjælp og meninger påskyndes.

Jeg vil om et par minutter oprette et emne under præsenter dig selv og linke hertil og omvendt. hvis det er helt gal procedure må i meget gerne sige til.
På forhånd tak for hjælpen, og ikke mindst tak for opmærksomheden hvis du har kæmpet dig hertil gennem alt mit sludder


link til min hvem er jeg: http://www.k10.dk/showthread.php?p=147122#post147122