Hvor meget kan i overskue.

[gisne]

Ja, det med at måtte melde fra kender jeg alt for godt. Jeg har kroniske smerter efter en arbejdsskade og det trætter både fysisk og mentalt.
Jeg har fundet ud af at jeg kan deltage i en aktivitet i løbet af ugen og en aktivitet i weekenden, både fordi ellers ligger jeg alt for meget tid i sengen pga. smerterne men også fordi jeg ikke kan overskue mere rent mentalt.
Det har selvfølgelig nogle omkostninger og det er ærgeligt at måtte sige nej tak til noget jeg egentlig gerne vil, men jeg har måtte lære at det er betingelsen for at jeg har et godt liv :-)

[Sille81]

Mit overskud er ikke eksisterne for tiden. Forsøger at passe min arbejdesprøvning på revalidering center Aalborg, 8 timer om ugen. Det går ikke lige efter planen, og er der sjællent de 2 timer jeg skal. Jeg har kronisk dårlig ryg, kronisk bækkenløsning, hypermobil syndrom, gigt og fibromyalgi.

Jeg er vild fustrerte over fremtiden, og frygter hvar det ender. Har mange økonomiske spekulationer også, da jeg ikke ved om kæresten og jeg ikke har råd at blive boede sammen efter den 1/1.

Aner ikke hvordan jeg så skal få min hverdag til at hænge sammen. Jeg har en datter på 4, som også gerne skulle føle hun har en mor. Føler bestem ikke jeg giver hende det jeg gerne vil, og kæresten bliver slemt forsømt.

Rengøring er hans job, sammen med aftensmad, opvask og putning. Får da vaske tøj en gang imellem, og nogle gang handler jeg da også, men så er det også det.

Må dog sige at det er rart at vide man ikke er alene, men det er da også ret trist. Så mange mennseker der har problemer med at får de mindste ting i hverdagen til at hænge sammen.

Kan godt bruge timer på at tage mig sammen til noget så simpelt som et bad. Får næsten altid ond af det, og nogen gange kan det virke uoverskueligt.

Min datter fylder 5 her i august, allerede nu frygter jeg at skulle holde den fødselsdag. Alt det rengøring inden, dækken bord, og så alle de mennesker. Det er skam kun familien, men puha orker det bare ikke. Det er dog en ting jeg bare ikke siger nej til, skal ikke gå udover datteren.

[Enteneller]

Oprindeligt indsendt af Sille81

Mit overskud er ikke eksisterne for tiden. Forsøger at passe min arbejdesprøvning på revalidering center Aalborg, 8 timer om ugen. Det går ikke lige efter planen, og er der sjællent de 2 timer jeg skal. Jeg har kronisk dårlig ryg, kronisk bækkenløsning, hypermobil syndrom, gigt og fibromyalgi.

Jeg er vild fustrerte over fremtiden, og frygter hvar det ender. Har mange økonomiske spekulationer også, da jeg ikke ved om kæresten og jeg ikke har råd at blive boede sammen efter den 1/1.

Aner ikke hvordan jeg så skal få min hverdag til at hænge sammen. Jeg har en datter på 4, som også gerne skulle føle hun har en mor. Føler bestem ikke jeg giver hende det jeg gerne vil, og kæresten bliver slemt forsømt.

Rengøring er hans job, sammen med aftensmad, opvask og putning. Får da vaske tøj en gang imellem, og nogle gang handler jeg da også, men så er det også det.

Må dog sige at det er rart at vide man ikke er alene, men det er da også ret trist. Så mange mennseker der har problemer med at får de mindste ting i hverdagen til at hænge sammen.

Kan godt bruge timer på at tage mig sammen til noget så simpelt som et bad. Får næsten altid ond af det, og nogen gange kan det virke uoverskueligt.

Min datter fylder 5 her i august, allerede nu frygter jeg at skulle holde den fødselsdag. Alt det rengøring inden, dækken bord, og så alle de mennesker. Det er skam kun familien, men puha orker det bare ikke. Det er dog en ting jeg bare ikke siger nej til, skal ikke gå udover datteren.

Kender det alt for godt, men Sille81, du er altså nød til også at sige fra. Din datter fylder 5 år i august, hun ligger jo ikke mærke til hvor meget der bliver holdt, måske er det nok at I, dig og din kæreste/hendes far fejre hende sammen/alene. Børn forstår mere end vi aner.

Ligeledes er det vigtigt at du ikke viser mere en hvad du kan i din indeværende arbejdsprøvning, men det formoder jeg at du er klar over?

Har selv været der og man vil jo så gerne, men det nytter altså ikke

[KatrineB]

Da det jo er lidt det samme dilemma jeg er røget i som sidst. jeg har jo en rigtig sød nabo her på vejen vi er faktisk blevet ret gode venner men nu hun blevet meget skuffet over mig da hun syntes at hun ser for lidt til mig hun vil gerne at vi skal have en fast dag hver uge hvor vi mødes og spiser sammen osv jeg skal kikke ind til en kop kaffe noget tiere siger hun det skal lige siges at hun snakker som et vandfald hvilket trætter mig meget vi har kreativ aften hver 14 dag men det vil hun ik nøjes med hun er blevet sur og tvær da jeg har sagt fra nu,føler at hun fylder rigtig meget for mig nu mere end jeg kan nagte hun er FTP og går der hjemme hver dag og hun har ingen familie osv,jeg føler bare at jeg nu har svigtet hende ved at sige fra.

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af KatrineB

Da det jo er lidt det samme dilemma jeg er røget i som sidst. jeg har jo en rigtig sød nabo her på vejen vi er faktisk blevet ret gode venner men nu hun blevet meget skuffet over mig da hun syntes at hun ser for lidt til mig hun vil gerne at vi skal have en fast dag hver uge hvor vi mødes og spiser sammen osv jeg skal kikke ind til en kop kaffe noget tiere siger hun det skal lige siges at hun snakker som et vandfald hvilket trætter mig meget vi har kreativ aften hver 14 dag men det vil hun ik nøjes med hun er blevet sur og tvær da jeg har sagt fra nu,føler at hun fylder rigtig meget for mig nu mere end jeg kan nagte hun er FTP og går der hjemme hver dag og hun har ingen familie osv,jeg føler bare at jeg nu har svigtet hende ved at sige fra.

Hmmm, man kan vel også sige, at hun svigter dig, ved at være så uforstående overfor din situation.

Man er nødt til, at passe på sig selv, og sige fra overfor de ting, som man ved, at man ikke kan magte. Ellers ender det bare med, at man magter endnu mindre.

[KatrineB]

Ja det jo det Vovse 😊 kan se at jeg har været lidt nærrig med kommaer og punktummer i min tråd men mon ik det går afligevel

[mawebbro]

Nu er det fysisk jeg kæmper med, dvs. jeg mener jo også at der er gået noget i stykker inden i mit hoved.
Jeg har nemlig ændret mig siden ulykken. Meget.

Jeg gør meget i "det har jeg lyst til opgaver" - det jeg mener er, har jeg lyst til at få gjort rent i huset, så er det det jeg gør, vel vidende at det koster de næste dage (ind i mellem bliver jeg overrasket over at smerterne ikke bliver forværret som forventet ) Andre gange ved jeg at jeg skal til et eller andet dagen efter og vælger så mine handlinger ud fra dette.

Jeg har også tit meldt fra, til familiesammenkomster, naboskab, veninder ja selv nødvendige indkøb har jeg skudt. F.eks. pt har jeg bestilt min medicin på apoteket, det er pakket og klar til afhentning, men jeg har jo til et par dage endnu, så jeg trækker den.

Jeg har ofte diskuteret med min mand omkring dette, da han mener jeg er blevet menneske sky - set i forhold til hvordan jeg var før... han mener også jeg har social angst ind i mellem

Jeg er selvfølgelig dybt uenig og vi kan godt blive temmelig uenige når emnet kommer op. Jeg forsøger jo at forklare ham at jeg har så meget rigeligt i det her hjemme og ikke kan overskue mere end det ...

Jeg foretrækker så at have gæster hjemme. Synes det kan være svært at tage ud og så er det "for nemt" at melde afbud.
Hvis der kommer gæster her, er det knap så nemt, at melde ud at det er aflyst - synes jeg.

Vi holdt en fødselsdag og jeg var bare træt, mast og helt flad. Vi sad så og småsludrede i "de bløde" og sniksnakken gik lystigt. Jeg faldt pludselig i søvn. Havde siddet og lyttet til de andres snak og bang, så var jeg væk... blev ikke populær hos min svigerfar, der som den eneste opdagede det og sagde det til min mand, der så nænsomt skubbede til mig. Man kan s*u da ikke sove når man har gæster... øhh jo jeg kan godt Jeg faldt jo omkuld, det var jo ikke fordi jeg lagde mig til at sove..

Mine svigerforældre, mener så også bare at jeg "bare skal tage mig sammen og komme i gang"... det jeg fejler er hysteri... det er kun dem der kan fejle noget for de har jo knoklet hele livet og desuden kan man jo se det fysisk, det de fejler .. Min svigerfar har grundet en arbejdsskade været ftp i 30 år... ja ja moral er godt, mon dobbelt moral så er dobbelt så godt

Men ja, jeg magter heller ikke så meget og hvis vi skal noget flere dage i træk, puha det går som reglen ikke for mig. Bare tankerne gør mig træt og mast

Den næste tid bliver hård... vi skal til konfirmation, vi skal til knægtens sportsstævne, og vi skal selv holde konfirmation ...
og samtidig er jeg startet job - heldigvis kun onsdag og fredag, så jeg har dage at restituere i.
Hvis det var hver dag, ville mit liv bestå i arbejde, sove, arbejde, sove..

Jeg har også mere end een gang brudt sammen i krampe gråd og hulk og hysteri fordi jeg ikke har kunne overskue det der lå foran...

Så du er ikke alene om ikke at kunne overskue så meget af gangen.

[bruger2013]

KatrineB: jeg har en hest, jeg får ikke redet meget og ofte kan jeg tænke at jeg ikke havde den da det jo også er et stort ansvar og kræver at blive passet hver dag. Jeg får dog hygget med den i staldet og går lidt ture, og når den kommer løbende så snart den ser en giver det jo så meget at en vil en, og giver en lidt frihed ude for lejligheden. Hesten står også lige udenfor døren så skal ikke køre efter den. Det ville ikke gå hvis den stod længere væk. Har også en kat men den bor dog hos min mor :-). Dyr har altid betydet mege for mit velbefindende.

[dudde]

Jeg er ikke på førtidspension, men har "bare" været sygemeldt i 4 år indtil videre

Jeg venter pt. på at komme i arbejdsprøvning. Det har jeg selv bedt om efter at jeg har mistet sygedagpengene - man må jo gøre noget for at blive afklaret.

Jeg orker ikke andet end at handle ind (når jeg ellers kan tage mig sammen til at komme afsted), gøre lidt rent og lave mad.

Er meget glad for at læse, at mange andre har det på samme måde, da jeg er bange for, at andre opfatter mig som doven. Jeg er IKKE doven, men har en personlighedsforstyrrelse, periodiske depressioner og social angst. Og så er det s.. svært at overskue ret meget.

Det er også svært at indrømme overfor sig selv, at man ikke orker ret meget og især ikke orker socialt samvær. Det er jo ikke "normalt"

[bruger2013]

Dudde: Jeg kunne have skrevet dit indlæg. Har samme diagnoser og lidt mere til! Jeg kan virkelig også føle det med at være bange for at blive betragtet som doven. Det er også det der gør det svært for mig at sige nej mht. til at komme op i tid i praktikken.

Jeg har altid været meget pligtopfyldende så det er så hårdt at sidde i denne har situation og prøve at sige fra og bede om lidt hjælp. Jeg bruger MEGET energi på at holde masken og ikke vise jeg er "syg".Dette har så altid været der, men efter ca 12 år(er 25 nu) er det hårdt, og synes det bliver hårdere og hårdere hver gang jeg skal "ovenpå" igen efter depression. Det er så forfærdeligt når man må bukke under!!
Var jeg netop doven ville jeg med glæde sparke mig selv i røven og komme afsted!!!