Kommunerne har strammet kursen

[popiae]

Som nævnt af andre herinde er der ofte ANDRE problemer end ledighed, for gruppen på kontanthjælp.

At folk sanktioners mere er, efter min mening et kæmpe problem, fordi gruppen der rammes, ofte eller altid har andre problemer end ledighed.

Se/læs bare hvor mange herinde der trues, med fratagelse(inddirekte) hvis de ikke tager imod div praktikker, med krav om bestemte timer oa.

Problemet er, som jeg har nævnt MANGE gange, at KRAVET for at modtage kontanthjælp er, at man SKAL kunne vende tilbage til ordinært arbejde.

Dette er jo netop ikke tilfældet for langt de fleste.

Men kommunerne skriver og bruger ORD som, usamarbejdsvilje, er fastløst i sit sygdombilled, taler KUN om førtidspension eller fleks!

Der skal, efter min mening være en direkte SÆRSKILDT del af denne lov, som kun vedrøre de syge/tilskadekomne, hvor målet ikke nødvendigvis er det ordinærer arbejdsmarked, men alene afklaring.

Kun på den måde, slipper syge/tilskadekomne at skulle leve op til krav de ikke har en kinemands chance for at overholde, og dermed at blive sanktioneret, uretmæssigt.

VH POpiae

[sun-lady]

Det kunne være meget interessant med en undersøgelse af de kriminelle. Hvor mange af dem var på KH før de blev kriminelle. Hvor mange af dem har oplevet sanktioner. Hvor mange af dem startede deres kriminelle løbebane, fordi de ikke kunne få det til at løbe rundt på lovlig vis. Hvor mange af dem er egentlig syge, som flere har været inde på, og derfor ikke KAN fastholde et normalt job.

Hvis de kommer flere og flere sanktioner, hvor mange vil så blive skubbet ud i det kriminelle miljø? For der er ingen der skal bilde mig ind, at folk der ellers er raske, ser det som en god ting at skulle overleve på KH. Det er muligt nogle siger de ikke gider arbejde, når nu de kan få KH. Men mon ikke det mange gange bare er for at dække over, hvor træls det egentlig er?

Især unge mennesker skal være seje, på den ene eller anden måde, og kan man ikke være sej i et godt job, så kan man virke sej ved at nasse på systemet. Jeg er temmelig sikker på, at gik man disse mennesker på klingen, ville man opdage at de meget hellere ville tjene deres egne penge, hvis bare de kunne.

Uddannelsessystemet er mere og mere gearet til boglige uddannelser. Der findes snart ikke mesterlærlinge mere. Det er efterhånden sådan, at hvis man ikke kan følge med i en boglig uddannelse, så har man meget få muligheder. Før i tiden var der masser af muligheder for at få sig en god uddannelse - også selvom man ikke var en ørn til bøger. Det kan man simpelthen ikke i dag. Alene der vil mange gå helt i hårdknude, og føle sig mindre værd, og det er der ingen sanktioner der hjælper på.

[ekseleven]

Oprindeligt indsendt af c.l.e.o.

Hmm komunens pligt-jo jeg byder mig selv at blive kastet rundt i arbejdsprøvning og job søgnings cikuser,smerterne slipper jeg aldrig af med,de beskrives bare og og så tager vi en omgang til.

Jeg ledig og har været det fra 20 timer til 1o timer om ugen nu =8år lidig flexer
Jeg 54 år og kan regne ud at det bare vil forsætte,smerterne tager til ved afprøvning og det hele bliver et hak være hver gang der har været en afprøvning.

Har skam det hele på papir men de mener jo at når jeg kan holde til at være frem mødt så er jeg stadig arbejdsdygtig.
Det er da bare til at blive depri over.

Her får været fredet mellem arbejdsprøvningerne,sådanne føltes det i hverfald,men nu hvor jeg er minder en lønnen værd så skal man pluslig trækkes rundt i alverdents jobsønings kauseller og praktiker,jeg fatter det bare ikke .Jeg er jo ikke til mere .

Hej c.l.e.o.

Uha det lyder som om du har fået tilstrækkeligt mange ture i karrusellen.
Håber at den nye regering laver nye regler til gavn for dig.


Ekseleven

[LUM]

Sun
Gider ikke og tage sig sammen, er faktisk 2 vendinger især ADHD´ere (GUA mild autisme ol) ramte mennesker bruger enormt TIT.

Grunden er at der for det første ikke rigtigt findes andre ord for det, for det andet siger dem uden diagnose det endnu oftere end os med (fordi vi har lært andre og måske mere rammende begreber) det simpelthen fordi de ikke ved bedre.

Gider ikke, er for os i 9 ud af 10 tilfælde reelt ikke, ikke at gide, men ikke at kunne magte, ikke at kunne rumme det i hovedet.
Tage sig sammen kommer sig både over den evt manglende viden, men også over det at vi kan se andre kan og ikke rigtigt forstår (eller vil acceptere) hvorfor vi ikke selv kan, det MÅ være fordi vi "bare" skal tage os sammen.

Og jeg tør godt gætte på at dep ramte, har det meget lig dette, de gider ikke stå ud af sengen, ikke fordi de ikke gider, det gider de helt sikkert godt (fuldstændig lige som vi ADHD´ere hellere end gerne gider 5-millioner flere ting end vi kan magte *gg*) men de kan ikke overkomme det.

Der er jo eb VERDEN til forskel på måden at formulere det på, men at sige at man ikke kan overkomme det er langt svære end at sige at man ikke gider, både fordi man føler en ugidsomhed men også fordi det kræver en hel del selverkendelse ikke at kunne overkomme, en selverkendelse mange måske slet ikke har og mange enlig ikke har lyst til at have.

Efter jeg har fået diagnosen (som voksen) har jeg øvet mig en del i at kende forskel på ikke at gide og på ikke at kunne rumme/magte, men det er faktisk temmelig svært, så jeg siger stadig at jeg ikke gider oftere end jeg bør gøre (fordi jeg godt gider men ikke kan) lige som at tage mig sammen, det bruger jeg faktisk mange gange oftere efter diagnosen, for mig hænger det sammen med at jeg har lært at det handler om at prioritere min tid, jeg kan godt prioritere at få syet fx tøsens dynebetræk, det vil så bare ramme et andet sted, så der bruger jeg... jeg skal have taget mig sammen til at få syet, hvilket jo faktisk er helt helt forkert, fordi jeg netop er nød til at finde noget andet og pille ud, så der er rum til at få syet dynen, men samtidig er det ikke helt forkert for det handler jo om at jeg skal have taget mig sammen til at få fundet ud af hvad der skal pilles ud, men sådan forstås det bare ikke når jeg siger at jeg skal have taget mig sammen til at sy, "jeg" er den "eneste" der ved hvad jeg mener med den vending (det passer ikke helt, gemalen har fanget den)
At tage sig sammen handler også om at skulle noget man ikke plejer, som man måske ikke føler man har overblik over, lidt i stilen med at lade en 5-årig holde fødselsdag for 20 venner og så bede ungen om SELV at rydde op igen, ungen vil ikke vide hvor h*n skal starte og hvor h*n skal slutte, der fungere jeg altså ikke meget bedre end en på en 8-9 år, jeg ved så godt at det gælder om at ligge en slagplan, jeg starter med alt Lego´et, men alt det andet rod vil stadig spøge på en langt mere voldsom måde end det gør for normale (det er ikke for sjov skyld en ADHD hjerne sammenlignes med at befinde sig på KBH banegård i myldretiden 24/7 365, hvor man ikke kan finde det tog man skal med, og desperat styrter fra parrogn til parrogn) jeg kan ikke bare lukke det ude til Lego´et er fjernet, men stå lige og forklar det hver gang, så ER det nemmere at... jeg skal altså også have taget mig sammen til.

Men ved man ikke at man er fx ADHD´er kan har man ikke fået forståelsen og redskaberne til at forklare hvad der foregår i hovedet, og bruger derfor også temmelig uheldige formuleringer og overspringshandlinger (eller dvs diagnosen forhindre ikke overspringshandlingerne, den er KUN med til at man bedre kan forklare dem, fordi man selv bedre forstår dem)

*gg* velkommen til et lille blik ind i en ADHD hjerne

[sun-lady]

Tak for kigget LUM
Det er helt rigtigt, at det kan være overordentlig svært at formulerer sig så andre helt kan forstå hvad der menes. ISÆR når det drejer sig om hvordan man har det indeni.

Da jeg havde en svær depression, gad jeg heller ikke, og kunne ikke tage mig sammen til noget som helst. Og du har helt ret. Det drejer sig slet ikke om at gide, eller tage sig sammen. Det drejer sig om at prioritere og bruge sit yderst sparsomme, eller ikke eksisterende overskud, til det aller mest nødvendige.

Da det var værst, kunne jeg ikke engang overkomme at betale min husleje. Posthuset lå lige over på den anden side af gaden, og hver dag fortalte jeg mig selv, at NU skulle jeg også have betalt den husleje! Men når jeg havde fulgt min datter i børnehave, var der ikke mere at gi' af. Jeg skulle jo først ned i banken og hente pengene, og det magtede jeg simpelthen ikke. Da jeg så modtog en opsigelse, fik det mig rystet så meget ud af min osteklokke, at jeg omsider kunne få bedt om hjælp. For det magtede jeg heller ikke, på det tidspunkt.

Hvis ikke jeg havde haft min datter, så jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg havde fået råbt om hjælp. Så var jeg med stor sandsynlighed endt på gaden, og i sidste instans måske endt i misbrug og kriminalitet. Alt sammen fordi jeg egentlig var syg, men ikke magtede at gøre noget ved det.

Så man skal være meget varsom med at sætte etiketter på folk, hvor der står 'doven' eller 'samfundsnasser', for vi aner ikke en dyt om hvordan de folk reelt har det, og hvilke dæmoner de har at kæmpe med.

[LUM]

Sådan har jeg det også, de der unger gør en STÆRK, man finder kræfter man aldrig ville have fundet uden ungerne.

Hos mig ses det meget tydeligt på rodet og rengøringen, det er noget af det jeg har det temmelig svært med, ikke fordi jeg ikke gerne vil have et nogen lunde ordentligt hjem, det er bare svært for mig at overskue, og så er det nemmere at finde på "dårlige" undskyldninger for ikke at få det gjort (overspringshandlinger)

Før ungerne var her jævnt dårligt over det hele, nu er der rum der ligner LØGN til fordel for at der i de mest synlige rum er som man nu kan forvente i et (2 fuldtidsjob) hjem med 3 unger i alderen 3-8 år, men jeg er lidt tvunget til at vælge, for jeg magter bare ikke at holde det som jeg aller helst gerne vil, og da slet ikke med 3 unger, de roder og sviner selv sagt også, men samtidig var det ikke for dem, ville det heller ikke være så højt på prioriteringslisten som det er.

Men jeg tænkte nok at det er i samme stil med dep ramte, at de godt gider, men simpelthen bare ikke kan overkomme/skue det, og så "bare" får formuleret sig forkert ved at sige at man ikke gider, fordi det er mange gange nemmere både at sige og forholde sig til. Dog tror jeg at dep ramte oplever en langt større følelse af ugidelighed end fx jeg gør, for mig er det spredt mere jævnt, mens dep ramte har det hele på en gang som en kæmpe stor sort MUR.

Nå men tilbage til emne; disse mennesker bliver ramt af det nuværende system, og ikke mindst af omverdenen af holdningen om at de BARE er dovne, bla fordi vi stadig lever alt for meget i fysisk og synligt, ellers er det ikke ægte, verden, både inden for sygehusverdenen, men endnu mere ude i bland de dødelige, så systemet er ikke rigtigt giret til usynlige ting uanset om det er fysisk eller psykisk.
Men et inden eller systen, vil ramme endnu mere, både fordi det endnu mere vil fremhæve tanken om at det SKAL kunne ses, for ellers er det ikke ægte, det er ikke ægte hvis jeg siger at jeg ikke gider, for i en inden eller verden vil den formulering blive misforstået endnu mere forkert end det bliver nu, selv om at jeg så har ADHD diagnosen til at bakke mig op i at det reelt ikke er det jeg mener, ud over at den gruppe som mistænkes for måske at have "noget" pr automatik vil ryge til kan siden, frem for som nu, hvor nogle (trods alt) samles op af måske kan, og trods alt kan forlanges at det bliver undersøgt.

Der har jeg faktisk lige hørt om en ADHD´er (viste det sig at være) som blev samlet op, fordi vi har den der måske mulighed, det var MEGET imod hendes vilje, hun fejlede absolut INTET, og hun var RASENDE over at blive stillet over for et krav om udredning og behandling, og er stadig stik tosset på systemet ikke så meget over at det blev forlangt at der blev fundet ud af hvad der forhindrede hende i at passe et alm job, men over kravet om behandling (hvilket jeg nu godt forstår) men på den anden side, havde hun selv fået lov at bestemme var det jo aldrig blevet opdaget at der er en grund til at hun ikke magter et alm 37 timers job, så ville hun leve som evigheds KHJ´er, frem for som nu, være godt på vej mod fleks.
Dog tager hun ikke medicinen fast, men for hende gør det nu heller ingen forskel i forhold til arbejdsevnen (hvilket nu sjovt nok slet ikke overrasker mig, i det det afhænger meget af hvor ens områder er, om det hjælper eller ej, og jeg er selv en af de hvor det ikke har nogen effekt på arbejdsevnen, det fjerner ikke mine bariere det gør dem heller ikke mindre, jeg gør stadig de ting som er "dumme" om så jeg æder nok så meget medicin) hun har jo taget det fast (det skulle/skal hun jo) så det er bevist at det ikke giver nogen ændring hos hende, men alligevel forlanges det at (hun og jeg og mange andre) SKAL! og det er jo så DER det går galt, for rigtig rigtig mange i vores nuværende system.

Fint nok man kan tvnges til en udredning, men den der med at tvinge folk til medicinering og behandling folk absolut ikke føler nogen forbedring ved... fair nok det forlanges at man gør forsøget, også med forskellige typer af medicinering og evt behandling, men forlange at man skal når man ikke selv føler og andre ikke oplever, nogen forbedring, der står jeg altså af, bla fordi jeg ved fra mig selv at hvis jeg oplevede det virkelig virkede og rykkede så jeg kunne arbejde, så ville jeg s q også benytte mig af det, så ville jeg da have det mange gange bedre, og hvem ønsker ikke at have det godt?? Der til ses det på de som har glæde af det, ofte forsøger de at holde op, fordi de har fået det så godt at de tror de kan undvære, men så snart det går op for dem at de ikke kan undvære, at de får det dårligt springer de tilbage til medicinen/behandlingen uanset om det påvirker arbejdsevnen eller ej, det er slet ikke DET det handler om for "os" det handler om at have det godt og være vel fungerende (så vel man nu kan) og for de fleste af os indebærer det også at kunne arbejde aller helst fuld tid, for det gør os mere normale, og hvem søger ikke normaliteten?? Det gør langt langt de fleste lige meget om der er tale om fysisk/psykisk eller synlig/usynlig "ting" folk døjer med.

Nej lad os endelig bibeholde en mellem ting, hellere som det er end inden eller system, om end jeg så bestemt drømmer om at vi som samfund (og system) bliver bedre giret til de usynlige ting.

[annech]

Oprindeligt indsendt af c.l.e.o.

Men hvor når er man sy ? hvornår er man handicapet?

Nå ja 50% erbejdsevne så har men et handikap = flex

Jeg ved bare at hvis almendelige arbejder havde det som mange flexer har det så ville de sygemelde sig og ikke komme før de er raske.
Men når man er blevet flexer kan man ikke syge melde sig så længe man kan kravle af sted,jeg er der hvor jeg ikke kan finde ud af om jeg syg eller bare har en elendig dag-og når det er ok at man bare sidder eller ligger på jobbet ja så er man vel heller ikke syg,der kan jo komme nogle dage der bliver lidt bedre måske.

Og nu har jeg helt tabt tråden mad hvad det enligt var jeg ville skrive her

i har sgu ret de fleste af jer alle.

og så er der også dem der desværre er i grå sonen" hvor de ikke ved om de er købt eller solgt. MEN så" er der desværre også de røvhuller der og har kunne snakke sig til en pension. og det skal mange af dem der er oprigtigt" syge betale for med den ene job prøvning efter den anden.
sur røv...
mvh. Anne-christine.

[Ninja]

Oprindeligt indsendt af annech

i har sgu ret de fleste af jer alle.

og så er der også dem der desværre er i grå sonen" hvor de ikke ved om de er købt eller solgt. MEN så" er der desværre også de røvhuller der og har kunne snakke sig til en pension. og det skal mange af dem der er oprigtigt" syge betale for med den ene job prøvning efter den anden.
sur røv...
mvh. Anne-christine.

Røvhuller der har kunne snakke sig til en pension???

Jeg er alvorligt bange for, at snak ikke kan gøre tricket, da snak jo hverken beskriver arbejdsevnen, helbredstilstanden og/eller dokumenterer den medicinske behandling.

- og røvhuller der snakker med hvem? Sagsbehandlerne høre ikke andre end sig selv og lægekonsulenterne!