Stres

[Smidt]

Stres. Ja hvorfor lige det, fordi jeg lige pt. oplever at jeg er så stresset at min eksem er i vild udbrud, min tinitus er så voldsom, mere end den har været før, jeg får så voldsomme anfald at jeg ikke kan gøre andet end at ligge ned.

Jeg ved jo godt at når jeg er stresset bliver både eksem, hovedpine, tinitus og astmaen meget værre og psykisk er den heller ikke for god, og så bliver jeg bare så træt hele tiden, det er er fordi jeg jo bruger alt min krudt på bare at hører.

Alt dette bunder i det at være låst fast i systemet, med nye sagsbehandler hele tiden, som er helt overbevist om at jeg da godt vil kunne klare at komme ud på arbejdsmarkedet på 37 timer…

Jeg har så fået et ok samarbejde med den private aktør.

Men jeg må indrømme at jeg også er stresset over at ikke vide hvordan fremtiden vil blive, måske fordi jeg altid inden jeg blev syg har haft styr på hvad jeg ville og kunne, lige nu føler jeg bare at jeg ikke har styr på en S**D og min mand er helt nede og bide i gulvbrædderne psykisk, men han har jo så heler ikke fået noget psykolog hjælp til at takle at han var ved at miste mig.

Jeg føler at jeg hele tiden skal have en maske på der ser vildt glad ud.

Hvorfor kommer jeg med alt dette, jo jeg kunne godt tænke mig at hører fra andre om de har haft det lidt på samme måde?

[Enteneller]

Hej Smidt,

Ja vi skal se smilende ud og stress kan ikke ses, men "blot" mærkes af os der har det. Det kan gøre rigtigt rigtigt ondt og det bliver kun værre når vi ligger en facade på og bliver ved med overskrider de grænser stressen sætter.

Jeg troede selv af stress var noget med at man sagde at man havde travlt og ikke kunne overskue ting, men det er jo lige netop det vi kan indtil vi får stressen at mærke via fysiske symptomer. Jeg er lige blevet diagnostiseret som en "type A" stresser som det hedder i den svenske psykologi. Jeg lider at belastnings stress og kan ikke ret mange ting adgangen før min krop siger fra. I årevis indtil 2006 led jeg af kroniske blærebetændelser og til tider nyrebækkenbetændelser. Jeg kørte simpelt hen min krop ned, der var ikke det jeg ikke kunne eller ikke bare lige kunne nå. Gradvist fik jeg kroniske smerter og spændinger i hele overkroppen, jeg blev træt og blev tilsidst indlagt med forhøjet infektionstal i bloddet. Derefter hoppede jeg ud af arbejdsmarkedet og sled mig igennem en skilsmisse og søger nu ftp. Jeg nåede enddog at køre mig endnu længere ned efter 2 arbejdsprøvninger.

Jeg har ikke længere blærebetændelser 7, 9, 13, men stadig smerter. Jeg prøver at overholde mine grænser for hvad jeg kan, men det er ikke meget. På dette tidpunkt i denne mail, er der en del skruetvinger i min krop der spænder og siger, stop grænser er nået. !! Jeg prøver nu at leve det simple liv og få overskud til at være sammen med min børn, som bor hos deres far. Jeg nyder livet, men kæmper dagligt med at bremse mig selv i mine 17 bolde i luften og facaden der af og til skal opretholdes.

Din mand må jo også få noget hjælp, så han ikke "belaster" dig yderligere. Hvis han er på arbejdsmarkedet har han måske en helbredssikring der kan bevilge ham noget psykolog behandling, det kan altså hjælpe en del.

Det der hjælper bedst på mine smerter (udover 40 mg. cipralex pr. dag) så er der at ligge og slappe af og gå ind i mig selv. Simpelt hen give min krop den opmærksomhed den har skreget efter i alle de år. Endelige får den fred og skal ikke halse afsted som den har skullet førhen. Det er virkelig en balance man kæmper med, jeg er ekspert i at stresse, men jeg prøver at systematisere og prøve at sige nej til de ting jeg ikke magter eller har lyst til. Endvidere prøver jeg at give mig selv accept af at tingene er som de er. Jeg kan for eks. ikke lade være med at vaske tøj for min eksmand og unger. De har et hav af vasketøj hver uge, af og til er det hårdt, men det er min måde at hjælpe til på. Jeg arbejder dog med ikke at "overarbejde" for jeg kan være svær at stoppe, så der er det godt at jeg har min psykolog så vi får sat nogle regler op og nogle accepter ikke mindst.

Lige meget hvor lidt os stressere har at tage os til så skal vi nok hitte noget at stresse over. Det tager årevis at lære nye vaner, men vi lære jo så længe vi lever og så er det jo i og for sig godt nok at vores krop kan råde vagt i gevær når vi ikke selv ser de røde lys blinke.

Ved ikke om du arbejder eller hvad din sag er, pas på at du ikke gaber overfor meget også selv om det for selv din mand syntes at være ingenting. Bed om hjælp, det er noget jeg selv skal træne, for det har jeg aldig været god til. Måske er det det samme for dig ??

Kh. EE

[Trold]

Oprindeligt indsendt af Smidt

Hvorfor kommer jeg med alt dette, jo jeg kunne godt tænke mig at hører fra andre om de har haft det lidt på samme måde?

Jeg har ikke oplevet disse ting, men jeg vil anbefale dig (hvis du ikke allerede har gjort det) at have en tæt kontakt til din læge, sådan at han/hun har set dig i de situationer, så du har noget at henvise til, i din sag med/mod kommunen.

[Connie]

Jeg er en af dem, der har det som dig.

Har kæmpet min kamp i lang tid nu, og har været uden indkomst i over et år. Lige nu spidser tingene til, fordi vi ikke har flere penge og heller ikke flere lånemuligheder.
Samtidig øges kravende fra kommunen i forbindelse med en afklaring, som jeg jo selv ønsker.

Jeg er kørt helt derud, hvor jeg bare bliver dårligere og dårligere for hver dag der går. Efterhånden kan jeg ikke kende forskel på stress-symptomer og på symptomer fra min kroniske sygdom og fysiske skader, som ligger til grund for hele miseren.
Jeg er en tude-marie, klarer intet pres. Får hjertebanken, rystende hænder, sure opstød, tomhedsfornemmelse og kvalme.
Min tarmsygdom værker, mine knogler gør ondt...

Det er virkelig ødelæggende det her.

Heldigvis har jeg en god læge, der hjælper mig alt hvad han kan. Men jeg kan bare ikke flygte fra mit eget liv, selvom en pause fra al den belastning er det eneste, jeg har brug for.

[frklarsen]

kender det alt for godt, mit eksem på hænderne er konstant i udbrud, er konstant på pencillin for det, men det hjælper ikke en s...
Er træt af at være træt, træt af at skulle skrive klager og holde mig ajour med kommunen hele tiden (kunne have en sekretær udd nu ), og bare træt af at være til
Så du er bestemt ikke alene

[hla72]

Hvor er det dejligt - misforstå mig ikke - at læse, at jeg ikke er den eneste der har det sådan. Jeg føler mig sgu så alene fordi jeg ikke kan få mine omgivelser til at forstå hvordan jeg har det, for jeg ser jo ud til at have det i hvert fald bare nogenlunde, for jeg fungerer jo.
Ja, jeg fungerer, men det er fordi jeg SKAL... ingen kommer jo og gør tingene for mig. Jeg bor alene, så jeg skal selv handle ind, vaske tøj, sørge for kattene osv. Det er nogle dage en enorm kamp bare at komme ud af sengen... og nogle dage sidder jeg altså bare i sofaen i nattøj hele dagen. Men ingen kan jo se på en hvor meget energi det suger ud af en at gøre selv de små ting.

Jeg er enormt stresset og føler mig ret presset af systemet. Jeg aner ikke hvad der skal ske og hvad indflydelse det får på min fremtid, uanset hvad der bliver besluttet, så får det indflydelse på min økonomi, min bolig, mit helbred osv. Og jeg er regulært skide bange og kan slet slet ikke overskue det i mit lille hoved. Ja, jeg har fået forlænget mine sygedagpenge med 26 uger, men alle skrækscenarierne jeg har læst om herinde gør, at jeg er utrolig angst og bekymret for min egen situation.

Jeg lider af tilbagevendende depressioner og angst (ud over min psykolog har diagnosticeret mig med Posttraumatisk belastningsreaktion og jeg har noget panikangst og socialfobi) og jeg har nu haft det skidt siden slutningen af juli måned og er absolut ikke velfungerende, det er bare blevet værre og værre. Jeg sover dårligt, både fordi jeg har mareridt og urolig drømme og fordi min skulder gør ondt. Der skal ingenting til at køre mig træt, bare det at tage ud og handle kan tappe mig totalt for energi. Der er ting jeg helt undlader fordi det tricker min angst og i perioder isolerer jeg mig faktisk mere end godt er.

Jeg har det skidt om morgenen og langt op ad formiddagen. Først omkring middag/over middag har det jeg ok, så jeg kan få lavet noget. Om eftermiddagen har jeg det faktisk fint nok, men efter spisetid... uha... så får jeg det SÅ skidt igen... med tudeture, angst, mærkelig tanker osv. Det er kommet så vidt, at skal jeg lave aftaler med folk, så skal det tidligst være kl. 11, men igen... jeg åbner ikke munden og har jeg en tidligere aftale, ja, så tvinger jeg mig selv.

Min angst er blevet værre og værre de sidste måneder, jeg svinger mellem angst og depressive tanker. Jeg er ofte meget rastløs, urolig og kan ikke holde ud at være i min egen krop. Andre tidspunkter er jeg utrolig ked af det og græder for et godt ord. Jeg føler mig stort set hele tiden som jordens største fiasko og ja, der er dage hvor jeg faktisk ikke ønsker at vågne op igen.

Det værste er, at det er kun min mor og min psykolog der ved hvor skidt jeg har det. Jeg tør ikke engang sige det til min egen læge. Men jeg er godt klar over, at jeg er nødt til at åbne munden før jeg skal ud i arbejdsprøvninger osv. For jeg er panisk angst allerede nu og kan slet slet ikke overskue at skal leve op til alle de forventninger systemet har til mig. Men jeg føler bare ikke der bliver troet på mig, for jeg er jo SÅ velformuleret og velforberedt, kan tale min sag osv. Og det alene får mig til at føle, at andre mener jeg er fuld af løgn!

Bare tanken om at ende som fleksjobber uden fleksjob og skal igennem det h****** med jobsøgninger, kurser osv. Uha.....Jeg er ved at dø invendigt bare ved tanken og min angst løber af med mig og jeg reagerer fuldstændig ude i hampen. Jeg trøstespiser voldsomt og har taget 6 kg på på 3 måneder... det er jo ikke ret fedt når man havde tabt sig 20 kg og stadig vejer 40-50 kg for meget.

Jeg HAR også gode dage ind i mellem, men der er langt i mellem dem. Jeg lever for mine gode dage og den solskin i maven de giver mig. Og selv mine gode dage kan køre mig fuldstændig energimæssigt i sænk. Desværre kommer der hurtigt uvejr igen, for alle de mærkelige katastrofetanker kommer jo hurtigt igen.

Så jo, jeg kan sagtens sætte mig ind i hvad I mener... det er et h****** at være i. Det er så bare svært for folk der IKKE er i det at forstå, at man kan være møghamrende stresset... man går jo bare derhjemme...

Masser af til jer alle... og undskyld det blev lidt lang

Til jer med stress har i aldrig været på et kursus hvor i lære at takle jeres stress ...??

Jeg har selv fået nogle utrolige gode værktøjer igennem et sådan kursus og min teraput igennem et år som kom hjemme hos mig og lærte mig at takle min stress og ikke mindst forstå den ...

Jeg kan stadig godt få det som i beskriver som reglen hvis der er noget med kommune, arbejds prøvning osv og i sær fordi jeg aldrig har lært mig selv at erkende min stress og det den kan medføre uden for hjemmet...

Jeg har rigtig mærket den her mens jeg har været i arbejds prøvning men inden da var det sådan at selv en hverdag kunne medføre de symptomer som i beskriver , i dag skal der mange flere ydre ting til før det kommer og det er takke være de værktøjer jeg har fået til at bekæmpe dem ...


Jeg kan sagtens forstå jer og har også været der hvor i er , men samtidig undre jeg mig over at ikke flere får de værktøjer kurser og terapi som der skal til for at lære at takle det ....

[hla72]

Oprindeligt indsendt af Hejdien

Til jer med stress har i aldrig været på et kursus hvor i lære at takle jeres stress ...??

Jeg har selv fået nogle utrolige gode værktøjer igennem et sådan kursus og min teraput igennem et år som kom hjemme hos mig og lærte mig at takle min stress og ikke mindst forstå den ...

Jeg kan stadig godt få det som i beskriver som reglen hvis der er noget med kommune, arbejds prøvning osv og i sær fordi jeg aldrig har lært mig selv at erkende min stress og det den kan medføre uden for hjemmet...

Jeg har rigtig mærket den her mens jeg har været i arbejds prøvning men inden da var det sådan at selv en hverdag kunne medføre de symptomer som i beskriver , i dag skal der mange flere ydre ting til før det kommer og det er takke være de værktøjer jeg har fået til at bekæmpe dem ...


Jeg kan sagtens forstå jer og har også været der hvor i er , men samtidig undre jeg mig over at ikke flere får de værktøjer kurser og terapi som der skal til for at lære at takle det ....

Nej, har aldrig været på kursus i stresshåndtering. Min psykolog mener min stress kommer af min angst og min belastningsreaktion... og i det hele taget af min psyke og personlighed (har en skrøbelig psyke). Jeg er kontrolfreak og får fx stress når jeg ikke har kontrol over tingene.

Til gengæld er jeg blevet anbefalet og kraftigt tilrådet at bruge meditation og afspænding, både for min angst, som stressreduktion og til at give mig den ro jeg så desperat har brug for.
Problemet er bare, at jeg har ikke ro nok i knolden til at kunne koncentrere mig nok om at meditere og/eller afspænde, men i de korte perioder hvor det er lykkes for mig (har brugt Mindfuldness rigtig meget i en periode) har det også givet en hvis effekt og jeg har kunnet stresse ned.
Desværre er det så kortvarigt at jeg er afslappet, for problemerne er der jo stadig, men det giver ligesom et frikvarter fra det hele.

Har så aftalt med min psykolog her d. 4., at jeg FORSØGER helhjertet at få gang i afspændingen og meditationen her den næste måneds tid inden jeg skal op til ham igen... må så sande, at jeg er ikke kommet i gang endnu

[Smidt]

Hej alle.

Dejligt med så mange svare tilbage, men ikke så dejligt at så mange har det så dårligt.

Jeg vil lige prøve at svare jer tilbage, det bliver ikke langt, for jeg har været helt nede i dag på grund at tinitus anfald og hovedpine, så jeg har sovet 4 timer i eftermiddag.


Til EE

Ja den der med at smile og smile uha den kender jeg bare for godt, jeg har jo igennem hele dette forløb været SÅ stærk og sej…..og jo det er jeg også, for gennem hele forløbet har jeg jo haft en masse jeg skulle kæmpe for at få på plads og kunne igen, men lige pt. bliver jeg bare så stresse af ingenting…

Og nej jeg arbejder ikke er sygemeldt har lige fået forlænget med 26 uger, jeg står der hvor jeg skal til at arbejdsprøves.

Omkring mi mand…ja så er han ikke til at hugge eller stikke i omkring det med at gå til en psyk. Håber jo på at jeg kan få ham til en for han har i den grad brug for hjælp, og nej han kan ikke få noget igennem jobbet men jeg ved at vores læge godt vil give ham en henvisning på 12 gange hvor han kun skal betale 300 selv.


Til Trold

Jo jeg skal da få talt med min læge, jeg skal ud til ham på fredag skal have vacc. 2 stk. så der vil jeg lige fortælle hvordan jeg har det, jeg tænker at han har jo heller ikke fult mig sådan rigtig igennem hele dette sygforløb, ville nok være godt at have ham på sidelinjen, nu jeg skal til at arbejdsprøves.



Til Connie

Du beskriver bare det helt som jeg har det, hele den kamp man kæmper både mod sygdom og systemet, dårlig økonomi.

Jeg er også en rigtig tude-marie, og jeg ved jo godt at både min eksem og astma bliver forværret af stres, og det bliver alle følger skaderne efter den meningitis altså også.

Så det er bestemt ikke en godt ting at blive så stresset.


Til frklarsen

Ja som vi to har skrevet om i din tråd så er eksem jo helt klart et tegn på at man er stresset, jeg er nu glad for ikke at være alene, og synes det er rat at vi kan skrive om det her, for mange gange når man for sat ord på hjælper det, det gør det nogle gange for mig, og samtid får nogle råd fra andre som står i det samme gør også at man/jeg ser lidt mere klart på det hele.



Til hla72

Jeg misforstå dig bestemt ikke, for jeg synes også at det er dejligt at få andres oplevelser for det viser jo bare at vi ikke er alene, jeg synes også at mine omgivelser har svært ved at forstå at jeg er stresset lige pt. ”for jeg burde da bare være glad for at jeg overlevet og har fået kunstig hørelse” og jo det er jeg bestemt også meget glad for, det der stresser mig er at ikke blive forstået af de mange sagsbehandler jeg efterhånden har haft.



Til Hejdien

Jeg kan godt følge dig i det du skriver om hvorfor vi andre ikke har fået et kursus i at takle stressen…

For mit vedkommen, så har stres ikke været et kæmpe stort problem, for mig jeg har oplevet stres i forbindelse eks. mine eksamer da jeg var under uddannelse til pædagog, og så har jeg oplevet det i forbindelse med personale mangel.

Denne form for stres jeg oplever lige pt. er noget helt andet, synes endelig det er lidt svært at forklare, den er meget værre end den stres jeg har oplevet tidligere, så jo jeg vil følge trolds råd og få talt med min læge, og det er nok også en god ide inden jeg skal i den arbejdsprøvning.


til jer alle

[hobby4me]

Lægen jeg havde hvor jeg boede før, var rent ud sagt lige glad med at jeg meldte ud at jeg havde det dårligt.
Efter 4 mdr. på min nye adresse skiftede vi læge grundet dårlig kemi/forståelse. Belv anbefalet min nuværende læge som en der er god til folk med psykiske problemer.

Da jeg over for ham nævnte, at jeg havde det meget dårligt med at blive kørt rundt i systemet efter kommunens ønske, fik jeg tilbagemeldingen at han havde ingen knap han lige kunne trykke på for ændre tingene
Han var bagefter i sine konsultationer og havde glemt at føre en ind i tidsplanen, så måske havde han en dårlig dag.
Det værste er at jeg den dag havde samlet mig mod til i over en uge for at
lægge alt på bordet - det blev der så spændt ben for da jeg gik i baglås !

Set i bakspejlet og med anden aktørs spørgsmål hvordan tingene var der hvor jeg boede før, tror anden aktør og nu også mig selv at jeg har været og stadig er - i en stress fase.
Det er helt tydeligt at nu hvor anden aktør (nr. 2 i forlængelse af den første aktør forsøger at finde en arbejdsprøvning), at jeg nu igen sover dårligt - ikke kan tage mig sammen grundet manglende koncentration (selv med de mest dagligdags ting) - har hyppige infektioner - tinitus er forværret og konstant - oftere migræne/ondt i ryggen - døjer nu med smerter i armene og det ene ben - har tudeture hver dag - min dag starter først ved aftenstide og slutter få timer senere.

For at kommunen kan vedblive at bestemme over mit helbred og liv, får jeg cipralex som kun hjælper delvis, men gør at jeg endnu ikke er kørt helt i sænk. Så længe omverdenen ikke indser virkeligheden kan jeg ikke være berettiget til kursus.

Jeg overvejer om jeg orker at blive ved.