Tarvelig behandling af handicappede

[Benny Gerhard]

Holger Kallehauge og Evald Krog:

Kære Thorning-Schmidt. Der er sket et skred i vort velfærdssamfund.

Af Holger Kallehauge og Evald Krog, Tidl. landsdommer, formand for PTU Formand for Muskelsvindfonden

10. juni 2012, 22:30

Nogle af de grundlæggende værdier har mistet deres vægt. Selv om vi ikke har haft fuldt ud de samme ydelser til alle har dette dog været et mål, som i vidt omfang har været styrende for fordelingspolitikken. Det er det, som i slagordsform er udtrykt i princippet ’yde efter evne og nyde efter behov’. Vi betaler skat efter indtægt, men modtager ydelser efter behov.

Når krisen kradser er det særlig vigtigt, at alle bidrager til at redde landets økonomi, kan man hævde. Derfor må søgelyset også rettes mod overførselsindkomsterne, og det er det sandelig også blevet med regeringens forslag til skattereform. Stigningstakten i alle overførselsindkomster er reduceret uden at skele til væsentlige forskelle mellem modtagernes status, ydelsernes art og deres begrundelse.

Det er ikke bare en grov forenkling, men også at misbruge en lighedsbetragtning. Nogle værdier, der ellers har været bred enighed om både politisk og folkeligt, er herved blevet ofret.

Dagpenge og kontanthjælp er efter deres art og formål midlertidige forsørgelsesydelser givet til mennesker, som er i besiddelse af fuld arbejdsevne, og som det i almindelighed giver god mening at stille krav til om, at de skal vende tilbage til arbejdsmarkedet, så snart beskæftigelsessituationen gør det muligt. Omvendt gælder det, at sociale førtidspensionister på grund af funktionsnedsættelse savner arbejdsevne, hvorfor de har fået tildelt en varig forsørgelsesydelse. Tidligere kaldte man det invalidepension. Det savner mening at stile imod at få disse mennesker ud på arbejdsmarkedet. De har aldrig haft eller har ikke længere den kompetence, som arbejdsmarkedet efterspørger. At søge at motivere dem til at arbejde er absurd, fordi man i så fald efterspørger en ikke-eksisterende arbejdskraft.

Det skal ikke afvises, at enkelte førtidspensionister har eller generhverver en mindre arbejdsevne, og den udnytter de utvivlsomt gerne i det omfang, der er plads til dem på arbejdsmarkedet. Men det skal ikke belaste den førtidspensionist, der helt åbenbart mangler arbejdsevne.

At reducere stigningstakten for handicappedes ydelse har intet med arbejdsmarkedspolitik at gøre. Der er tale om en social forsørgelse, og ingen kan vel misunde førtidspensionister deres ydmyge levestandard. Regeringen svigter en gruppe, som er ude af stand til at forbedre deres livsvilkår. Hvorfor skal den svært muskelsvindsramte, den mentalt retarderede eller den polioskadede, der helt åbenbart ingen arbejdsevne har, have reduceret ydelse? Det kan næppe gøres mere tarveligt, og det er ikke et velfærdssamfund værdigt - selv om der er krise.

At nogen skal spare behøver ikke at betyde, at alle skal spare lige meget. Ligestilling består som bekendt i at gøre forskel med god grund, og det har regeringen glemt i den forbindelse.

At ligestille varige og midlertidige ydelser er forkert. Det er at sætte kikkerten for det blinde øje. Så fattige er vi vel ikke blevet, at regeringen er nødt til at stjæle den fattiges eneste lam for at få kassen til at stemme i 2020.

http://www.b.dk/kommentarer/tarvelig...t-1042353:true

[popiae]

Lige i øjet!

VH Popiae