Lidt om mig

[Jutta1502]

Jeg må hellere fortælle lidt om mig selv, så folk ikke skal tror at jeg er helt vildt ludfattig....

Jeg hedder som mit nick siger Jutta, jeg er 33 år, snart 34. Jeg er alenemor til 2 drenge, som snart er 11 og 8 år gamle.

Jeg har medfødt CP ( Cerepral parese) , idaglig tale kaldet spastiker. Jeg har den allermildeste form af det.

Se linket her: http://da.wikipedia.org/wiki/Cerebral_parese . ( evt. kopier det op i adresselinien .)


Handicappet består også i, udover at man er ramt i forskellige legemsdele, at man bliver ekstrem træt, når man presser sig selv, samt at kroppen ældnes hurtigere end, alle andre mennesker, hvor "alm." mennesker ældnes med 1% om året, ældnes en spastiker med 3% om året. Det betyder for mig at selvom jeg kun er 33 år, så er min krop egentlig 43 år.


Jeg er vokset op i en helt alm. kernefamilie, hvor jeg tildels blev pakket ind i vat pga. mit handicap.
Det betød for mig, at hver gang der var nogen der moppede mig , hvilket skete tit, idet folk havde svært ved at forstå, hvor jeg lige pludselig kunne begynde grine, når der faktisk ikke var noget at grine af. Samt begynde at græde, når der egentligt ikke var noget at græde over. Så fjernede mine forældre næsten altid "forhindringen"

Jeg har gået i en alm folkeskole, samt gennemført 2 uddannelser: en som salgsassistent og en som SUSE( Sundhedservicesekretær).

Jeg har lært hjemmefra at faldt jeg af "hesten" var det bare at stige op igen. Den stædighed, har jeg brug for og brugt meget, især i mit voksne liv. Fordi jeg havde en helt alm barndom, og altid fik fortalt at jeg IKKE fejlede noget, og derfor troede jeg ikke på " de kloge" , når de fortalte at det og det kunne jeg ikke, og de så derefter MÅBENDE måtte erkende at det kunne jeg. Fordi det havde jeg lært hjemmefra, omend at det har taget mig DOBBELT så lang tid, som alle andre.
Men det med at jeg var som "alle andre" har haft sin pris for mit helbred.

Under uddannelsen til salgsassistent, blev jeg moppet af en leder, der bestemt ikke mente at jeg hørte til her, fordi jeg var så længe om ting, jeg blev så at sige frosset ude af det sociale fællesskab, jeg måtte altid spise min frokost alene, og bad jeg om hjælp til en ting, var der ikke nogen der hjalp mig selvom alle hørte jeg kaldte på hjælp. Jeg ville selvfølig ikke finde mig i den behandling( læs jeg er stædig), så jeg klagede over lederen til HK, desværre var der ikke fokus på mopning dengang, som der er idag.

Jeg kunne heller ikke få lov at holde fri, til lægebesøg og jordemoderbesøg imens jeg var gravid med min ældste søn, end ikke alm sygdom kunne jeg få lov at holde, uden at der belv ringet efter mig, jeg valgte dog i de fleste tilfælde at holde fri alligevel. Jeg fik konstant at vide at jeg ikke hørte til her og jeg kunne lige så godt opgive og droppe ud af uddannelsen,det tog meget hårdt på mig psykisk, så meget at jeg tilsidst udviklede PTSD.
Jeg blev tilsidst fritstillet med hjælp fra HK, dog med den betingelse at bestod jeg min fagprøve, så kunne jeg kalde mig Salgsassistent uden profil.

Jeg bestod selvfølig, selvom jeg måtte "slås" med censor om min karakter, idet han mente at det jeg havde fortalt ham var direkte løgn, det viste sig at min læreplads bevidst havde fyldt mig med løgn, for at jeg ikke skulle bestå min fagprøve. De VAR MEGET SURE, da jeg ringede for at fortælle dem at jeg havde bestået og at kom dagen efter for at hente mit "svendebrev". der var INGEN, der sagde tillykke, og heller ikke nogen gave, som det ellers var kotyme, når man var bestået.

De næste 4 år kom jeg til at passe mig selv, jeg fik INGEN psykologhjælp fra HK, og det var hårdt økonomisk at være på dimitentsats, men vi overlevede. Da jeg har gået i 3 år bliver jeg gravid igen, det får min daværende kommune til at ringe med alarmklokkerne, fordi jeg stiller på kommunen og beder om en aflastningsfamilie, idet min egen familie , ikke ville erkende at jeg rent faktisk ER handicappet. Der bliver lavet en rapport hvor der står at det ville være bedst for mine børn at de blev fjernet, fordi jeg ikke kunne magte det.

Jeg har heldigvis være så stædig at det er lykkes mig at spare en del penge sammen til en anden lejlighed i en anden by, et helt andet sted i danmark.
Jeg flytter og det første kommunen gør da de ser mig, er at spørge hvad min gamle kommune har haft gang i.

Kommunen sørger for at jeg får en aflastningsfamilie, og det tog en kæmpe byrde fra mine skulder, samtidig med falder jeg for dagpengeretten og skal ind i det kommunale system

Min daværende sagsbehandler kikker mine eksamenspapir igennem og siger "Jutta, kunne du ikke tænke dig at få en revalidering", jeg tænker blot jo tak, og påbegynder uddannelsen som SUSE, se forkortelse længere oppe. det ville tage et 1 års tid for mit vedkomne, jeg skriver under på at jeg så bagefter kunne påbegynde et ordinært job.

Jeg må dog ved uddannelsens afslutning indse at jeg ALDRIG kommer til at komme i et ordinært job, jeg kontakter min kommune og siger , hjælp.

De næste 4 år , ryger jeg ind og ud af div. arbejdsprøvninger, får 3 depressioner, og bliver indlagt akut på sygehuset , pga et akut galdestensanfald, som er udløst af stress. Jeg må kæmpe med alvorlig sygdom , havde i foråret og efteråret 2009 , forstadier til kræft i underlivet, heldigvis blev det opdaget i tide, så jeg belv opereret inden det alt for alvorligt.
Jeg må samtidig med kæmpe om forældremyndigheden og bopæl over min yngste på den gang 5-6 år, jeg taber den sag i byretten,pga. en børnesagkyndig rapport , hvor der står ordret at jeg vil slå mine børn ihjel , hvis de bliver boende hos mig. Det til trods for at begge børn har boet hos mig siden de blev født og der intet har været med dem.

Jeg anker byrettens dom til Landsretten og vinder bopælen tilbage over min yngste søn, jeg skriver danmarkshistorie med det, idet det aldrig er sket før i dansk retshistorie, at en handicappet kvinde kan få den tabte bopæl tilbage i landsretten. Min sag bliver i dag brugt som eksempel i byretter, rundt om i landet, når moren er handicappet og står til at "tabe sagen" pga. sit handicap. Så bliver sagen oftes afgjort til morens fordel.

Jeg har selvfølig påklaget psykologen der lavede den rapport til psykolognævnet, og jeg står til at vinde den.

Jeg får langt om længe tilkendt Førtidpension d. 1 november 2010, en lang og sej kamp er slut og jeg nyder at jeg kan bruge min tid som jeg har lyst til.


Jeg håber at folk ikke falder i søvn over mit lange indlæg om mig selv. Men de korte træk om mig er :

Stædig,
Viljefast.
Tro på sig selv,
Gør det så godt man kan.
humoristisk og livsglad trods min megen modgang.
betegner mig selv som en Supermor for mine 2 drenge.

[alanabith]

Velkommen til Jutta

jeg er sikker på du bliver glad for at være her på k10,det er jeg ihvertfald for man føler sig ik længere alene for her er andre folk som en selv jeg har fundet meget trøst herinde når det hele blev lidt for meget..

og ja vi er alle aldre herinde , jeg er 30år,31år til marts og ja min navn er os som mit nick næsten, nemlig Alana,et navn jeg tog for en del år tilbage da jeg ik kunne lide mit gamle fornavn

[Jutta1502]

alana, jeg har været her i en del år, jeg syntes blot det var på tide at fortælle lidt mere om mig selv.

Men takker da for velkomsten.

[alanabith]

, ja man kan altid tage fejl,men skidt pyt

[Jutta1502]

alanabith, det kan ske ,

[Ninja]

Men godt du er landet nu på begge fødder, om man så må sige!

[Jutta1502]

helenekr. Jeg KAN ikke give op, jeg gør alt hvad jeg kan for at mine børn skal opleve en normal hverdag , og jeg skjuler tit at jeg har smerter og "tager mig sammen" for deres skyld.
De har jo ikke bedt om at komme til verden. Det er mig der har fået dem, og de fortjener det bedste begge 2. og jeg har virkelig kæmpet for dem begge 2.

Jeg har en medfødt stædighed og overlevelsesvijle i mig, som kommer frem når det er nødvendigt.

[Ninja]

Og det er præcis den slags stædighed og livssyn dine børn kommer til at nyde godt af på sigt!

Jeg står også på hovedet for mine unger og gør alt i min magt for de skal have det godt. Desværre har jeg så nogle drilske diagnoser der gør, at jeg kan blive meget syg og absolut fraværende. Men deres held er, at de så har en god og dejlig Far der kan tage over, og en sød Mormor der også hjælper med alt det hun nu kan bidrage med (hun er 85 år!).
Men jeg har haft en meget lang og god periode, super stabil, og takker simpelthen de højere magter hver eneste dag for at jeg i perioden er rask, for det er ikke nogen selvfølge og jeg aner aldrig hvornår jeg bliver syg.

Der er også 1000 ting jeg ikke kan i hverdagen fx gå i biografen, Tivoli, zoo osv, så dér må deres Far eller storebror også træde ind, så de får nogle oplevelser. Men de er ikke mærket af det, og jeg får altid vendt mit fravær til noget positivt - så bager jeg i mens, eller laver favorit aftensmaden, eller køber noget lækkert til senere osv, så de føler at det er pga min interesse i dem, at jeg hellere vil blive hjemme.....

[PCML]

Sikke da en historie..flot kæmpet.. det er godt gået..

[Jutta1502]

Helene kr. Lige netop, og det ved begge drenge, de ved at jeg vil gøre alt for dem, uanset hvad det er .

PCML: ja jeg har forbløffet mange over min livshistorie, og så har jeg da ikke engang taget det hele med her i min beskrivelse. Jeg har kun lige taget det allervigtigste med.