Når modgang/udfordringer er i sigte.

[Indiansummer]

Bekymringer røver morgen dagen for sin styrke. Citat: Fra verdens bedste bog for mig, Mod til forandring. Al-Anon.

Men jeg forstår dig virkelig godt. Men at male fanden på væggen, før noget overhoved er sket, det viser sig som reglen altid at ikke blive så slemt som man forestiller sig.

Men angst for det ukendte, og specielt os som har været så meget igennem som ingen andre end os ved, vi går i stykker af de mindste ting som ikke ligner den trygge hverdag som den plejer at være.

Det skal nok gå. Jeg selv klare det bare og bryder sammen bagefter. Jeg har lige været i sommerhus med min søn og svigerdatter og 3 børnebørn. Det var en smut tur, det var rigtig hyggeligt og skønt, og alligevel var jeg drænet i flere dage efter.

Det er den pris jeg må betale for den sygdom/lidelse, men den pris betaler jeg gerne når jeg kan være sammen med dem. De er det bedste jeg ved her på jorden.

Har du nogen andre du kan trækker på hvis det går rigtig galt ( fanden på væggen)? Men de er jo så store nu, så jeg tror godt de kan forstå hvis du siger hvordan du har det. Bare der er masser af kærlighed, så kan børn klare alt har jeg lært. Indiansummer

[frup]

Jeg kender alt til at bekymre mig, når mine rytmer skal brydes. Jeg bor sammen med min mand og børn, men pga min sygdom er set altid min mand, der har det overordnede ansvar for at få hverdagen til at fungere - madlavning, børneputning etc.

En gang imellem (sjældent) skal han pga sit arbejde overnatte andet sted. Dette har jeg altid hadet og frygtet. Jeg har været bekymret og stresset et godt stykke før hver gang - spekuleret over hvad jeg skulle gøre, hvis jeg blev rigtig dårlig og ikke kunne tage mig ordentligt af børnene osv... For et par år siden lavede jeg en aftale med min mand om altid at have en udvej - i vores tilfælde blev vi enige om, at udvejen er, at hvis alt kollapser, så ringer jeg efter ham og så kommer han hjem, ligegyldig hvor i landet han er.
Det er endnu aldrig sket, men blot det at vide, at der er en udvej for mig, gør mig væsentlig roligere. Faktisk skal jeg være alene med børnene et par dage i næste uge og igen 3 dage ugen efter. Det kommer sikkert til at gå lige så fint som det plejer, og hvis ikke, ja så har jeg mig livline...

Mit bedste råd til dig er derfor at se om du kan lave en aftale med en ven eller et familiemedlem om at træde til, hvis det bliver for meget for dig...

[Enteneller]

Tak for jeres gode råd og bidrag med erfaringer, det luner.

Jeg ved heldigvis med mig selv at jeg er blevet stærkere til det med at have ungerne og som du også skriver Vovse, går de jo i skole om dagen, hvor jeg så kan hvile. Det skal nok gå og jeg håber bare at jeg også får nydt tiden for dette vil man jo også gerne.

Jeg tror netop det at det handler om ens elskede børn så burde man jo kun glæde sig over at have dem for sig selv i noget tid. Det tog og tager stadig mere eller mindre hårdt på mig, at erkende at jeg sættes over i en slags udkørt tilstand når jeg har dem overnattende. Det mest frigørende for mig var engang hvor en veninde sagde til mig at " de har jo ikke nøde at overnatte" og sådan har det kørt så fint mellem deres far og jeg da vi bor tæt på hinanden. En - 2 nætter er dog fint nok.

Jeg vil tage det som det kommer og være opmærksom på at tage den med ro, så det hele kan køre så gnidningsfrit som muligt.

[jasch]

Selvfølgelig kan du have dine børn i 14 dage søde, tag dem med på råd omkring aftensmad og bed dem hjælpe til.

Hovedsagen er i alle 3 er trygge og har det godt og som sagt skal de jo passe deres skole, hvor du kan tulle lidt rundt alene hjemme som vanligt.

De er jo store og skal jo ikke underholdes hvert minut eller holdes øje med

[Enteneller]

Yes I know søde, men ved også bare at jeg kommer ud på "overlevelses-stadiet" undervejs, er dog så glad for at have store børn, der netop kan klare sig selv.

Tillige har jeg selv accepteret, at jeg kan ligge på sofaen og slappe af også selvom de er her, det er stort for "sådan en som mig". Børnene de tager det stille og roligt, de er vant til at deres far ligger sig når han har lyst ;-)

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Enteneller

Børnene de tager det stille og roligt, de er vant til at deres far ligger sig når han har lyst ;-)

Og det er helt normalt.

Jeg kom i tanker om en lidt sjov episode.

For mange år siden skulle jeg passe min brors børn, de må have været ca. 1 og 3 år.
Aftenen før havde jeg været til byfest, og var lidt "træt i håret".

Jeg havde jo mest lyst til, at ligge på sofaen, men hver gang jeg lagde mig forlod den yngste stuen, så jeg måtte lette r*ven og se hvad han lavede.

På et tidspunkt fik jeg så den lyse idé, at lægge mig på gulvet med en stor pude.
Og så blev knægten sørme lige omkring mig.

Konklusionen må være, at det vigtigste for ungerne (de små) er, at man er tæt på dem og, at man er bare nogenlunde nærværende.


Med mine egne 2 har jeg erfaret (da de var lidt yngre end nu, hvor de er 13 og 17), at hvis jeg satte mig med et ugeblad eller for at se noget på TV, så gjorde de et eller andet for at tiltrække min opmærksomhed. Møgirriterende når man troede, at man lige kunne slappe lidt af.

Men hvis jeg satte mig med et strikketøj ell.l., så passede de bare det de var igang med.

D.v.s., at hvis jeg "lavede noget", så respekterede de det, men hvis jeg bare "fes den af", så blev de irriterende.

[Enteneller]

Jamen, det er jo kun det der med at man tager "sorgerne" på forskud som Indiansummer også skriver. Mine unger er super gode til at klare sig selv og i disse smart phone dage skal man jo endda råbe lidt højt for at få deres opmærksomhed.

Det er blot mig selv der "pepper" det hele lidt op. Jeg ved dog nogenlunde hvordan det skal gå, hvordan jeg får handlet ind og sørge for ikke at komplicere madlavningen for meget. Fryseren er ved at være fyldt op så vi er klar med kød og lign. Tillige kan min søn godt lide at lave spændende mad så måske skulle jeg give ham frie hænder indimellem.

Min datter har vores hest som også skal passes og hvor jeg også finde utrolig megen glæde med at være sammen med af og til. Det er utroligt hvad sådan et stort dyr kan gøre ved eens psykiske tilstand ved bare at være. Ydermere har vi hunden som elsker at hvile sig sammen med mig, når bare hun er blevet motioneret det hun nu skal.

Der bliver "fuldt hus" og jeg må tage udfordringerne som de evt. kommer. Skønt at have så store børn der sagtens kan klare sig selv, det er bare lige det deres mor så også skal fatte.