Hjælp: Har brug for råd og vejledning

[mullamulla3]

Undskyld jeg ikke lige har svaret jer før nu, har nærmest lagt i “koma” de sidste to dage pga. angst..

Gana:
Jeg har min mor som er der utrolig meget for mig, heldigvis - havde jeg ikke hende så var jeg her nok heller ikke.
Men hun kan jo som sådan ikke hjælpe mig, det er der i bund og grund nok ingen der kan. Det er bare det evige pres fra kommunen som langsomt æder mig op. De er jo fuldstændig ligeglad med at man har det så dårligt, og tager absolut ingen hensyn. Jeg ville bare ønske der var noget man kunne gøre..

Contanie:
Altså, jeg kan godt få min mor til at ringe til sind for mig, det har hun tilbudt, jeg ved bare ikke om de kan hjælpe med den slags ting - altså mht. kommunen.

Ja, jeg går i distriktpsykiatrien da det er det eneste sted der er her i byen. Før det, gik jeg hos en psykiater som absolut ikke anede hvad han skulle stille op med mig, og jeg kom ingen vegne. En dag valgte han at tage en pakke “Valdoxan” op af skuffen, og sagde at dem synes han jeg skulle prøve - dvs. ingen recept, han smider dem bare over bordet til mig. Jeg syntes det var lidt underligt, men jeg følte at jeg blev nød til at gøre det, specielt pga. kommunen, fordi at hvis jeg sagde nej og røg ud af behandlingen, var jeg bange for om de så ville blive sure på mig.
Da jeg kom hjem gik jeg ind og læste om valdoxan og fandt hurtigt ud af, at det var nogen halvgiftige piller, og at det var nogle man skulle have taget blodprøver for INDEN opstart, samt efter 3,6,12 og 24 uger da de kan give nedsat leverfunktion. Der mistede jeg fuldstændig tilliden til ham. At han kan give mig nogle piller uden på recept er en ting (som i mine øjne også virker lidt lusket) men at han giver mig nogen man SKAL have taget blodprøver for uden at informere mig om det, var dybt bekymrende. Jeg valgte derfor at stoppe behandlingen omgående, jeg kom jo alligevel heller ingen vegne hos ham.
Så var mit største problem dog, at jeg ikke længere var i behandling, så jeg tog op til min daværende læge for at høre om jeg kunne få en henvisning til psykiatrien, og dertil sagde hun “Det kan du da godt, men du kommer jo nok ingen vegne alligevel” - Nå, men jeg fik en henvisning, og efter et par måneder skulle jeg ind til forsamtale. Jeg kom ind til en østlænding som knap nok kunne tale dansk, og jeg gik derfra uden at vide hvad der skulle ske, specielt fordi jeg ikke rigtig forstod hvad han sagde. Efter et stykke tid, bliver jeg kaldt ind til endnu en samtale hos en anden psykiater (også østlænding, vil jeg tro) og da jeg læste hans navn, fik jeg et sug i maven for ham havde jeg været inde hos dengang jeg gik i børne og ungdomspsykiatrien, og jeg kunne bestemt ikke lide han. Dengang satte han mig i behandling hos en psykolog, som jeg selv stoppede efter laaang tid da jeg heller ikke der kom nogen vegne, og det kørte mig faktisk længere ned. Jeg sagde til min mor, at jeg havde lyst til at aflyse mit møde hos ham, da jeg på forhånd vidste hvor galt det ville ende, men hun fik mig overtalt til at tage afsted.
Jeg sidder i venteværelset og han kommer og kalder mig ind. Han fortæller at det er på 4. sal og jeg siger at jeg gerne vil tage elevatoren og min mor vil gerne tage trapperne, da hun har klaustrofobi og ikke kan tage en elevator, og han tager også trappen. Det jeg stiger ud af elevatoren på 4. er han næsten kommet op, og min mor er lidt længere tid om det. Han spørger mig om hvorfor jeg tager elevatoren, og jeg siger at det er fordi jeg har astma og bliver forpustet af ingenting, dertil kigger han underligt på mig men siger dog ikke mere. Vi går alle sammen ind på hans kontor og begynder samtalen. Han spørger hvorfor jeg er her, og jeg fortæller så kort om mine problemer. Så kan jeg godt mærke at han virker tøvende med at skulle hjælpe mig, da han nemlig nævner dengang jeg afsluttede behandlingen i børne og ungdomspsykiatrien og dertil fortæller jeg ham kort at jeg rent faktisk ingen hjælp fik og at jeg faktisk kun fik det værre af det dengang. Han bliver vred og der begynder en masse mudderkastning mellem ham, mig og min mor. Han siger, at han synes at jeg er mærkelig at jeg tager elevatoren når han og min mor tog trappen, og at det er en meget asocial opførsel, dertil fortæller jeg ham at pga min astma er det svært for mig at gå helt op på 4. sal, og at jeg så ville være forpustet de første 15 minutter af samtalen, så siger han at hvis man har en velbehandlet astma skulle det ikke være et problem, og at det nok nærmere var min overvægt der var skyld i det. Jeg blev så ked af det og jeg følte at jeg fik stukket en kniv i hjertet - min mor blev vred på ham, og jeg måtte bede hende om at forlade rummet. Derefter blev han ved med at køre i at jeg havde taget elevatoren og at jeg er fed, jeg måtte tigge og be ham om at stoppe og snakke om det jeg egentlig kom for og efter lang tids mobning af mig gik han med til det. Allermest havde jeg lyst til at råbe og skrige af ham, rejse mig og smække døren i og aldrig sætte mine ben der igen, men pga. kommunen var jeg tvunget til at gennemfører det. Nu går jeg så i behandling hos en sygeplejerske og ser ham derfor ikke længere, heldigvis da!
Efter lang tid kom jeg endelig til en udredning og fik stillet diagnosen borderline, og det er jo så det jeg går i behandling for nu. Psykiateren har så skrevet i min journal at jeg har 6 måneder hos dem. That’s it!
Jeg har så i mellemtiden snakket med min læge om det, og fortalt hende om situationen med psykiatrien og det var her hun sagde, at hvis jeg ikke var tilfreds med psykiatrien i Esbjerg, så kunne jeg prøve i distriktspsykiatrien i Kolding. Jeg tvivler dog på at det er bedre og så skal jeg også til at rejse frem og tilbage hele tiden, og det tror jeg ikke jeg kan magte, plus jeg heller ikke har råd til det, da kommunen ikke vil betale transport for mig (har spurgt min sb, samt min tidligere sb)

Jeg kender godt til Fønix, men jeg har ikke turde tage kontakt til dem, men det skulle jeg måske snart overveje at gøre, der kan jo ikke ske noget ved at prøve det.

Jeg føler mig bare på herrens mark i alt det her kaos. Jeg tænker hver dag på et ende mit liv da jeg ikke kan magte det. Ikke nok med at man skal have ens sygdom at slås med, som giver ufattelig mange udfordringer i dagligdagen, så skal man også konstant presses af kommunen som absolut ingen forståelse eller empati har.
Hvis jeg skal være bundærlig, så ville mit højeste ønske lige nu være en førtidspension da jeg ikke ser mig selv ude i noget som helst, nogensinde. Jeg hader dog overhovedet at skulle nævne ordet ftp da jeg føler, at alle ville tænke “argh, mon ikke det bare er fordi du er doven og ikke gider ud i noget”, men nej, jeg er så langt ude og har så mange forskellige ting at slås med, at jeg ikke kan se hvordan jeg nogensinde skulle kunne blive selvforsørgende. Udover min borderline har jeg også angst og ryger on/off ned i depressioner, så jeg er jævnt utilregnelig og ved aldrig hvornår jeg har det nogenlunde og hvornår jeg er dybt nede i en depression.
Jeg ved godt, at jeg aldrig ville kunne få en ftp men det er bare det eneste jeg kunne forstille mig, da jeg så ville kunne få en lille smule ro til at leve. Det ville fjerne angsten og presset fra kommunen, dog ikke give mig et lykkeligt liv da jeg stadig har mine diagnoser at slås med, men det ville give ro.
Men som sagt har jeg det dårligt med at nævne det, fordi jeg jo kun er 24 og mange mener at jeg sagtens kan få det så godt at jeg kan komme i uddannelse/arbejde, men jeg har immervæk været i psykiatrien i 11 år, og haft dybe psykiske problemer siden barnsben, så hvornår skal det ende?
Jeg er vokset op med to psykisk ustabile forældre, en ustabil barndom og et endnu mere ustabilt teenageliv som har efterladt dybe ar på sjælen og jeg kæmper dagligt med fortiden. Det er altså så slemt, at hverken medicin eller behandling kan ryste mig ud af det her, det sidder for dybt i mig. Og at de forskellige diagnoser spænder ben for hinanden gør det heller ikke bedre.

Jeg er ked af at mit indlæg blev så langt.. håber ikke det er for uoverskueligt :-/

Desuden er jeg også vildt ked af, at min psykiater har givet mig følgende to diagnoser:
DE660 Fedme som følge af for stort kalorieindtag
DF172 Afhængighedssyndrom ved brug af tobak
^ synes de er vildt unødvendige i psykiatrien, plus at efter jeg har fået min borderline diagnose, så har han fjernet min angst diagnose fra mine papirer, og den har jeg sgu da endnu!

[Contanie]

Tak mullamulla for at du svarer, selvom du har det så svært lige nu, for jeg tænker meget på dig.

Jeg skal noget hyggeligt om ikke så længe (: Så ikke lige så lang en smøre fra mig denne gang.

Allerførst så havde jeg regnet ud, at din tillid er væk for længst og no wonder.
For jeg læste jo tilbage i dine indlæg og så handler det jo også om, hvad du har været udsat for som barn og som har været medvirkende til diagnosen og dine reaktionsmønstre.
Skriver det, fordi jeg selv lever med det.

Du render oven i købet ind i skodspsykiatere, fordi der er mangel på de gode.
Derfor jeg spurgte, om du havde skrevet dig op til ham, som en medborger i din by anbefalede.
Du har sikkert ret i, at ’Valdoxanpsykiateren’ ikke vidste, hvad han skulle stille op og derfor gav dig recepten, men at du ikke blev fulgt op med blodprøver er uansvarligt!
Der er desværre mange brodne behandler kar i psykiatrien.
Jeg kunne fortælle dig om nogle af mine oplevelser… men i sær et forløb, som endte hos patientklagenævnet vil jeg ikke skrive om offentlig.
Er begyndt at trække mig væk fra scenen, men du må gerne skrive til mig privat og jeg vil prøve, at støtte dig så meget, som jeg overhovedet kan.

Altid noget, at du er sluppet for ’elevatorpsykiateren’.
Men jeg tænker, om han evt. er kommunens forlængede arm?
Han fjerner angst diagnosen (aldrig hørt om det før) og tilføjer 2 andre.
Så nu har du borderline og er dobbelt diagnoseret.
Måske jeg skulle få en tid hos ham så?
Siden han sådan med et trylleslag kan fjerne svær angst, ved at sløjfe den fra journalen :-D
Du skal ikke være så ked at de 2 nye, han har tilføjet.
Alle er afhængige af et eller andet, men sikkert ikke alt der er sat tal og bogstaver på og hvis man har lyst, kan man henvende sig til sin region og bede om begrænset adgang til sin sundheds journal.
Det har jeg gjort.

Jeg tænker, at du desværre har mødt de her brodne mænd og været i et behandlingssystem, som ikke har kunnet hjælpe dig.
Jeg ved godt, at man ikke får emotionel ustabildiagnosenfør man er blevet voksen, men du er jo langt over 18 år.
Jeg har næsten lige læst, at der er mange, som falder mellem to stole, for førhen var det amterne, som fandt og betalte for et godt behandlingsforløb, men nu er det kommunerne og for at spare, finder de ’tilbud’ indenfor deres egne grænser.
Det er derfor, jeg skriver, at du skal finde nye gode døre og fordi jeg bor i den anden del af landet, kender jeg desværre ikke noget til din region.

Som jeg ser det lige nu, er du ved at gå til, fordi sagsbehandleren nu forlanger personlig kontakt med mentoren.
En person hvis opgave det sikkert er, at ’skubbe til dig’ og måske forlange nogle ting af dig, som du ikke er i stand til, for du har jo aldrig fået en ordentlig behandling hverken i psykiatrisk eller i kommune regi.
Derfor kan du vælge mellem - som du sikkert oplever det lige nu – pest eller kolera.
Pest = sagsbehandler, mentor, uvidenhed og angst for fremtiden.
Kolera= at kontakte nogen som hjælper og rådgiver dig videre.
Sætter det sort/hvidt op med vilje, fordi det er sådan, jeg tror, at du ser det, fordi din tillid til alt er blæst væk?
Det kan sagtens være, at ’koleraen’ er den/ de nye døre.
Det er desværre ikke nok, at du bare tænker på, at kontakte Fønix eller SIND, hvis du vil have hjælp.
Du bliver nødt til at gøre det, hvis du skal have ordentlig hjælp og støtte.
Jeg tror, at du har ekstra beroligende?
Jeg synes, at du måske kan finde et tidspunkt på døgnet, hvor du ved, at der har du det bare nogenlunde, tage en eller to af de beroligende og så kontakte Fønix anonymt.

Det blev alligevel langt… og nej. Du skal aldrig nævne førtidspension!
Jeg håber, du vender tilbage