min datter "hader" mig.

[Tanja]

Det med at du ikke vil give dig, opfatter jeg ikke som psykisk sygdom,
du nævner jo også, at din datter er på samme måde som dig, så jeg
går ikke udfra, at det er et problem som lige er opstået, men derimod
en del af jeres personlighed.

Jeg synes ikke din datter er for ung til at flytte, jeg synes bare det er
trist, at I ikke kan finde hinanden inden.

Nu er din datter jo ikke så meget hos dig, hvilket du skriver, så mon ikke
det går indtil I finder et sted hun kan bo.

Nu skriver du så at det er typer som mig som kan drive en ud i selvmord,
jeg kan ikke forstå du tænker sådan, hvis du gør det, forlader du din datter,
man kan være ked af folks fordomme, men jeg har ikke ønsket at dømme
dig, men jeg ville være en løgner hvis jeg skrev, at jeg kunne se kærlig-
heden til din datter i det du tidligere har skrevet, men du ved jo hvad
du føler, og mener din datter får det bedst når hun får sit eget.

På et tidspunkt følte jeg at en af børnene hadede mig, og slet ikke respekterede mig, jeg talte med ham om det, han virkede chokeret over
mine følelser, og jeg fik de smukkeste ord tilbage.

En dag sagde jeg til mine børn, at jeg var ked af, at jeg ikke har kunnet
gøre en masse sammen med dem som jeg gerne ville men ikke kunne på
grund af sygdom.

De kiggede måbende på mig, og samstemende sagde de, at de slet ikke tænkte på at jeg var syg, da jeg jo altid havde været sådan.

Jeg tror ikke din datter hader dig, men jeg tror hun savner at du rækker
hånden ud, og ønsker at I kunne have det godt sammen, og jeg er sikker på
at hun også har sine problemer, og at hun også har en masse som hun gerne
vil dele med dig.

Håber det bedste for jer.

[sparkongefre]

hej tanja.
jo netop det at jeg ikke kan /vil gi mig er en del af min ændrede psyke som er startet med at ændre sig for over 25 år siden, jeg har bare aldrig været hos psyk. som har forklaret mig sammenhængen. det er først blevet gjort klart for mig her for et års tid siden. og nej det kan ikke behandles, vi forsøger at finde det bedst egnede medicin.

Ps. nu har vi julehygget i dag. for vi kan godt hygge og pjatte indimellem. så der er ikke totalkrig.

og det var ikke dig personligt, jeg mente

[Tanja]

Du skriver at din datter har samme problem, men det kan jo være arveligt.

Jeg har så let ved at underlægge mig andre, jeg hader uvenskaber, og rækker
gerne hånden ud, også selvom jeg ikke burde være den første til det.

Jeg har så fået at vide at jeg har træk fra personlighedsforstyrrelser, men
på den gode måde.

Jeg skal dog passe på, da jeg sætter mig selv sidst, og kan fravige selv banale
behov, jeg er også næsten perfektionist og meget ansvarsbevidst, sidstnævnte er rigtigt, men førstnævnte er ikke korrekt, men jeg ville gerne
være det.

Jeg synes godt jeg kan ændre på tingene, hvis jeg bliver bevidst om
noget, som ikke er så smart, for i længden er det jo bedre for en selv.

Godt der ikke er totalkrig, det ender måske med, at din datter ikke ønsker
at flytte, hvem ved?

[Onkel Henrik]

Lille pep-kommentar:
Synes altså det er drøn-positivt, som i, indtil videre, har fået belyst tråden fra forskellige vinkler. Det er altså god kommunikation i mine øjne.
Mener også det er i orden, at give/få lidt udfordrende modspil, for det kan jo nogen gange være det der rykker i det lange løb.
Den gode tone og respekten er helt intakt, som jeg ser det.
hep hep