Langtidsbrug af antidepressiva

[Jutta1502]

En af de andre grunde til at jeg sagde nej tak til antidepressiv medicin i denne omgang , skyldes også at min krop efter at jeg var stoppet sidste gang med antidepressiv, var totalt tømt for samtlige vitaminer i kroppen!.

Det var så slemt at jeg blev opfordret af egen læge til at spise A , B og D vitaminer + kalk i 6 mdr. hvor der hver 3. mdr. var kontrol vha. en blodprøve. samtidig blev jeg bedt om at spise EKSTRA meget kød og drikke rødvin. Og sparer på kartoflerne og grøntsager.... som sagt så gjort, selvom det var lidt dyrt.

[Ninja]

Oprindeligt indsendt af Risa

Lidt en anden vinkel, håber det er ok:

Med den enorme viden, der findes herinde, vil jeg gerne lige høre, om der er nogen, der har viden omkring det med hippocampus, der skrumper ved depression (eller omvendt). Så nemlig en forelæsning på Danskernes Akademi omkring det fornyligt, og det lød ikke så rart.

Forelæseren fortalte, at man havde observeret, at hippocampus bliver mindre ved bl.a. depression med kognitive skader til følge. Og man formodede, at det kunne have betydning senere i livet i form at udvikling af fx demens. Og man havde fundet ud af, at elektrochok og ssri kunne forhindre, at hippocampus tog skade.

Ssri virker ikke på mig (giver kun bivirkninger), og elektrochok er jeg ikke dårlig nok til at få. Men da jeg har fået kognitive problemer, specielt i form af elendig hukommelse, tænker jeg nu lidt, om der ikke er andre muligheder for effektivt at modvirke yderligere skade og måske reparere noget af den skade, der ER sket. Har I nogen viden eller erfaring om dét? Har I fx læst noget videnskabeligt, der kunne være godt at vide?

Pyha, så gik ungerne i seng.

Det er meget almindeligt at man mister hukommelse når man har haft en depression, men det er faktisk først de senere år, man er blevet opmærksom på det sådan for alvor.

Mht elektrochok, så mener man nu, at det kan være med til at genskabe de skader der ér sket, men elektrochok kan også være med til at bremse, så der slet ikke sker skader, såfremt der skrides ind rettidigt.

Jeg er selv kandidat til ECT (electroconvulsive treatment) som man kalder elektrochok i dag. Og ECT er det første der står på listen, hvis jeg skulle blive indlagt.
Det anslås at kun 60% har gavn af medicin, hvor ECT har virkning på mellem 80 og 90% af dem der får behandlingen, hvilket må siges at være ret flot.
Men det er ikke helt nemt at blive godkendt til behandlingen, som i øvrigt foregår under bedøvelse, da det kræver man er så syg at terapi ikke vil have nogen effekt, og der heller ikke er tid til at vente på en medicinsk effekt, da man måske er ekstremt forpint og meget tæt på selvmordets rand.
Dog ved jeg at nogle folk, som ikke tåler antidepressiva og/eller har hjerteproblemer, i stedet får ECT.

Det fordelagtige er også, at det kun tager få behandlinger med ETC, så er man fuldkommen frisk og rask igen, hvor der kan gå måneder og år på medicinen.

Men der er også mennesker som mener deres liv er blevet smadret efter ECT!
Så nogen ren lykke hele vejen igennem, kan man IKKE påstå det er - der lyder meldinger om alvorlige bagsider af medaljen. (Dette er så noget jeg har læst mig til - jeg kender ikke historierne personligt).

Men man ved jo rent faktisk ikke hvorfor en depression opstår, faktisk ved man ikke synderligt meget om hjernen når det kommer til stykket.

Hippocampus er den der lille søhest vi har i hjernen (faktisk har vi to hippocampi) én i hver side af den mediale tindingelap, og det er korrekt at størrelsen forandres ved længerevarende depressioner og at der kan opstå egentlig hjerneskade. Man ser da også enorme forandringer af hippocampus hos Alzheimer patienter, så der er ikke langt fra at tænke, at en bivirkning ved længerevarende depressioner kan ende med Alzheimers sygdom.

Men hvis man siger Hippocampus, så kommer man nok heller ikke uden om hypothalamus, thalamus og Amygdala, sidstnævnte min egen største fjende. Faktisk har jeg spurgt min daværende psykiater, om jeg ikke kunne få fjernet Amygdala - det spørgsmål havde han aldrig fået før

[Risa]

Tak for dit indspark, Helene

Men jeg tænkte nu ikke så meget på at høre om ECT. Jeg har en bekendt, der har fået 8 behandlinger, så jeg ved, hvad det er.

Jeg tænkte mere på, at hvis man nu ikke får ECT og ikke har gavn af piller, men kun får bivirkninger, kan man så gøre noget for at forhindre "senskader" som (måske) demens? Jeg har arbejdet med demente, og har bl.a. fået et knytnæveslag i baghovedet af en dement, der ikke kunne kommunikere anderledes. Så jeg tænker jo, om og hvordan kan jeg forhindre, at det kommer så vidt, hvis der er en sammenhæng mellem den sygdom og en skadet hippocampus...?

Motion blev nævnt i den forelæsning, jeg nævnte, og også forskellige andre ting (som jeg har glemt igen). Motion dyrker jeg allerede. Og derudover laver jeg "hjernegymnastik" i form af sudoku, kryds og tværs, puzzle-spil og senest også memoryspil. Jeg kan overskue og huske 6-7 billedpar og bliver nemt slået af en 4-årig...

[Ninja]

Nope Risa, der er desværre intet man kan stille op mht senskader og de konsekvenser det kan medføre. Der er kun elektrochok som eneste mulighed for at rette på på de skader der ER sket, da det gør at de skadede områder ret ofte begynder at reparerer sig selv....

Jeg har selv frygtelige problemer med hukommelsen og kan faktisk gå helt i panik når jeg tænker nærmere over det, for det er MEGET grelt. Jeg har lige fået blærebetændelse og tager i den forbindelse penicillin - jeg tager to piller - og VÆK er pakken med piller. Jeg undersøgte skabe, borde, gulvet, under sofaen - alle steder, mulige, som umulige. Væk var de.
Først sent på aftenen og jeg ikke kan finde mine nøgler, finder jeg pillepakken i tasken.
Nøglerne havde jeg lagt i inde på dynen.

Her forleden talte jeg i telefon med veninden, og da det ringede på døren, så sagde jeg at hun lige skulle hænge i røret -. og det gjorde hun en evighed, indtil hun ringede mig op på mobilen og sagde, at jeg havde glemt hende i røret.....

Min psykiater har sagt, at der ikke er noget at stille op. Min psykolog mener, at man kan redde noget af hukommelsen ved at spise fiskeolie (IQ piller), vitaminer i al almindelighed, og sørge for at få fede fisk og D-vitamin. Hun mener ikke at det kan gøre skaderne ugjort, men mener at der er en chance for at problemerne bliver mindsket og kan holdes nede på et minimum.

- jeg har endnu ikke prøvet 'kuren' så jeg ved ikke om det hjælper.

[Pedro]

Oprindeligt indsendt af helenekr

Nope Risa, der er desværre intet man kan stille op mht senskader og de konsekvenser det kan medføre. Der er kun elektrochok som eneste mulighed for at rette på på de skader der ER sket, da det gør at de skadede områder ret ofte begynder at reparerer sig selv....

Jeg har selv frygtelige problemer med hukommelsen og kan faktisk gå helt i panik når jeg tænker nærmere over det, for det er MEGET grelt. Jeg har lige fået blærebetændelse og tager i den forbindelse penicillin - jeg tager to piller - og VÆK er pakken med piller. Jeg undersøgte skabe, borde, gulvet, under sofaen - alle steder, mulige, som umulige. Væk var de.
Først sent på aftenen og jeg ikke kan finde mine nøgler, finder jeg pillepakken i tasken.
Nøglerne havde jeg lagt i inde på dynen.

Her forleden talte jeg i telefon med veninden, og da det ringede på døren, så sagde jeg at hun lige skulle hænge i røret -. og det gjorde hun en evighed, indtil hun ringede mig op på mobilen og sagde, at jeg havde glemt hende i røret.....

Min psykiater har sagt, at der ikke er noget at stille op. Min psykolog mener, at man kan redde noget af hukommelsen ved at spise fiskeolie (IQ piller), vitaminer i al almindelighed, og sørge for at få fede fisk og D-vitamin. Hun mener ikke at det kan gøre skaderne ugjort, men mener at der er en chance for at problemerne bliver mindsket og kan holdes nede på et minimum.

- jeg har endnu ikke prøvet 'kuren' så jeg ved ikke om det hjælper.

KÆRE HELENE!
Det er især én ting, der er så forbandet godt ved K10, det er at man aldrig føler sig HELT alene! Min hukommelse har, og ér på en meget svær deroute, og det har stået på siden sekstenårsalderen.
Ved du hvad Helene, min mor døde af Alzheimers, som hun sloges med i 15 år, inden hun som 76 årig fik fred!
Jeg har måttet passe min syge mor ganske alene, oven i købet som enlig mor, i 1.5 år inden, det gik op for lægen, at hun rent faktisk var MEGET dement og talte i øst og vest!

Jeg har i løbet af disse år, været igennem Ct- og Mr scanninger på grund af den helt store angst og rædsel, for at måtte lide af selv samme sygdom, dog uden synligt resultat!

I dag, hvor jeg efterhånden har rundet de 54, er jeg blevet mere rolig og knap så angst for sygdommen! Hvis det viser sig, at jeg vitterlig er på vej mod svær demens, har jeg aftalt med mine børn, at de vil gøre alt hvad der overhovedet står i Deres magt, for at få mig ind på et plejehjem, inden sygdommmen invaliderer mig i en sådan grad, at jeg ikke længere kan finde hjem.

Tro mig, jeg har oplevet, hvor hårdt det var efter adskillige timers søgen, at finde sin lille forfrosne og bange mor, med munden fuld af jord, liggende i en kompostdynge i en fremmed mands have!

Klart, at angsten for at ende sine dage, på denne ensomme og totalt forladte
måde, sidder dybt implementeret i mit hovede endnu!

Knuz og kærlig hilsen til alle her på sitet! Demente eller ej, vi fortjener det bedste! Vi er álle mennesker! Pedro

[Risa]

Åh, altså Helene! Sikke noget hø, men som du da kan skrive det!

Ja, ser ud til, at der så ikke er andet at gøre, end "bare" at tage bedst muligt vare på sig selv.

Forresten er det ret underligt med det d-vitamin. Dét har jeg også problemer med, og jeg kender andre med psykiske problemer, der også har det... Hm...

[Enteneller]

Skal man sørge for at måle D-vitamin fra tid til anden ? Jeg var også nede herpå for et år eller 2 siden.

Iøvrigt mht. anti-depressiva bør man tage det morgen eller aften? Jeg har det med at glemme at tage det af og til og så får jeg bivirkninger i form af nattesved og massive mareridt. Jeg tager Effexor.

Andre der har samme erfaringer ? Og hvordan husker jeg med min ADHD lign. hjerne på at tage den medicin hver dag ? Jeg er så "nærrig", at jeg ikke giver 80 kr. for en æske på apoteket m. 7 af ugens dage. Har så ikke set om det er det det koster, men dahm jeg er dårlig til at tage medicin hver dag.

[Risa]

Jeg fik tjekket mit d-vitaminniveau et par gange. Først for at sikre, at det blev normalt og siden for at sikre, at den daglige dosis jeg tager nu, holdt det stabilt oppe.

Jeg ved ikke lige, om der er et tidspunkt, der er bedre til at tage pillerne på end andre, så jeg tog bare mine om morgenen.

Mht. at huske piller og andet, er kalenderen i mobilen varmt at anbefale som "ekstern harddisk"

[Ninja]

Også problemer med D-vitaminet her - jeg har endda oprettet en tråd om mit D-vitamin problem for...måske, et år siden. Den gang lå det på 11

Så min læge sagde jeg skulle tage de stærke D3 vitaminer, og ca 4 mdr efter lå det så på 53, og så skulle jeg gå ned på 1 pille dagligt, i stedet for de 2....

Men nu er den gal igen. Jeg kan mærke når mit D-vitamin er lavt, for så får jeg kramper i forskellige muskler. Om natten er det ret ofte i lægmusklerne eller fx tæerne, om dagen får jeg krampe i rygmusklen, hvilket får mig til at strække ryggen ud, hvilket så giver krampe i mavemusklerne....og så må jeg smide mig på sengen og forsøge at rette musklen ud igen - et værre cirkus, og det gør simpelthen bare så ondt
Bare det at bukke mig ned kan udløse en krampe

Det er jo som regel i vinterperioden man får udviklet et kraftigt underskud, så et tjek i Oktober/november og et tjek i Marts/April skulle dække årligt. Desværre hoppede jeg Oktober/November tjekket over, for der havde jeg det fint nok

Selv skal jeg have det taget det engang i næste uge, så jeg ikke skal ligge i fosterstilling juleaften.

[Ninja]

Oprindeligt indsendt af Pedro

KÆRE HELENE!
Det er især én ting, der er så forbandet godt ved K10, det er at man aldrig føler sig HELT alene! Min hukommelse har, og ér på en meget svær deroute, og det har stået på siden sekstenårsalderen.
Ved du hvad Helene, min mor døde af Alzheimers, som hun sloges med i 15 år, inden hun som 76 årig fik fred!
Jeg har måttet passe min syge mor ganske alene, oven i købet som enlig mor, i 1.5 år inden, det gik op for lægen, at hun rent faktisk var MEGET dement og talte i øst og vest!

Jeg har i løbet af disse år, været igennem Ct- og Mr scanninger på grund af den helt store angst og rædsel, for at måtte lide af selv samme sygdom, dog uden synligt resultat!

I dag, hvor jeg efterhånden har rundet de 54, er jeg blevet mere rolig og knap så angst for sygdommen! Hvis det viser sig, at jeg vitterlig er på vej mod svær demens, har jeg aftalt med mine børn, at de vil gøre alt hvad der overhovedet står i Deres magt, for at få mig ind på et plejehjem, inden sygdommmen invaliderer mig i en sådan grad, at jeg ikke længere kan finde hjem.

Tro mig, jeg har oplevet, hvor hårdt det var efter adskillige timers søgen, at finde sin lille forfrosne og bange mor, med munden fuld af jord, liggende i en kompostdynge i en fremmed mands have!

Klart, at angsten for at ende sine dage, på denne ensomme og totalt forladte
måde, sidder dybt implementeret i mit hovede endnu!

Knuz og kærlig hilsen til alle her på sitet! Demente eller ej, vi fortjener det bedste! Vi er álle mennesker! Pedro

Rørende indlæg Pedro, og jeg forstår dig fuldt ud.

Jeg bor jo lige ved siden af et plejehjem, og der kommer engang i mellem en ældre beboer gående (jeg kender hende efterhånden) - så er hun stukket af, ofte kun iført badekåbe eller andet tyndt tøj, og spørger om vej til Vanløse.
Og så følger jeg hende tilbage på plejehjemmet, og får talt med personalet.

Jeg forstår bare ikke, at de ikke kan give hende et armbånd på - eller andet identifikation, så man ved hvor hun hører til. Der er jo også andre der finder hende engang i mellem, og så ender det med at politiet bliver tilkaldt. Jeg har også spurgt på plejehjemmet om de ikke har mulighed for at give hende en form for GPS-armbånd eller noget andet smart på, så hun en dag ikke forvilder sig over på Fællen og måske dør af kulde, for hun har før været forsvundet en hel dag. Men det siger de de ikke må. Og de må heller ikke låse dørene så beboerne ikke bare vandre ud

Jeg synes bare det er så synd for hende, for hun er så dement at hun faktisk ikke ved hvad hun gør, og jeg kan blive helt forfærdet ved tanken om, at hun en dag fare vild. Og jeg kan sgu ikke rigtig aflæse personalet, om de bekymrer sig, eller ikke gør. For det sker så ofte, at jeg har mine tvivl.