Høje Tåstrup Kommune vandt bedragerisag

[undertegnede]

Oprindeligt indsendt af superhoax

Da nævnene ikke er uvildige er de til stadighed mere pressede af kommunerne. Det er sådan set hverken mere eller mindre end udvikling over tid krydret med evt økonomi demografi m.m.

Det siger sig selv, at lysten til at gå imod en kommune bliver mindre når man dels ikke er uvildig dels kan risikerer at få en over snotten af ankestyrelsen.

Til en start har nævnene sikkert holdt fanen højt, men som tiden er gået, så er det nok blevet mere og mere fristende at være på den sikre side.

Dvs give kommunen ret der hvor der er tvivl og kun omstøde kommunens afgørelse der hvor den er åbenbart urimelig.

Dette er problematisk fordi 2. (og for de fleste sidste sidste) instans over tid aggerer mindre og mindre uafhængigt.

Vrøvl.

Nævnene er fuldstændig organisatorisk og økonomisk uafhængige af kommunerne.

[Huldra]

måske burde de være uafhængige osv.. på papiret, men som en af de ramte borgere føles det ikke sådan..

min egen sag blev hjemvist til ny behandling, den nye behandling bestod i at indhente en status fra lægen... og så var den ged barberet.. og til kommunens fordel var det jo at jeg ikke havde orket at gå til lægen, og ej heller syntes der var grund til at belaste lægen med mine symptomer idet lægen jo ikke kunne helbrede det.. desværre har jeg lært det hjemmefra at man ikke sådan bare forstyrrer lægen..

[popiae]

Det er almindelig kendt, at statsforvaltningerne, dels har jævnlige møder med kommunerne, dels giver kommunerne medhold langt hen ad vejen.

Som Superhoax skriver;
Dvs give kommunen ret der hvor der er tvivl og kun omstøde kommunens afgørelse der hvor den er åbenbart urimelig.

Det er ganske rigtig og helt efter bogen.
Det er simpelhen de instrukser de får inde fra ministerne.
Det er også kendt blandt Advokater, og hos kammeradvokaten.
Men som sagt; det er helt efter bogen.

Den politiske holdning er klar; sygedagpengene skal fratages hurtigst mulig, førtidspensioner skal begrænses, ligeså fleksjob, hjælp til handicappede skal også begrænses.

Det er meget naivt, hvis nogen vil påstå anderledes.
Prøv at tage en snak med en Embedsmand eller advokat.

VH Popiae

[undertegnede]

Det er simpelthen noget vrøvl!

Nævnet er bundet af loven (og hvad deraf følger), og af Ankestyrelsens praksis.

Det er sandt at nævnet holder møder med kommunerne, men det er da ikke for at indrette sin praksis efter kommunernes behov, men derimod for at "opdrage" kommunerne på de områder hvor nævnene bemærker at der er store problemer i kommunerne med at overholde reglerne.


Jeg kan ikke gennemskue om du forveksler problemstillingen med spørgsmålet om hvorvidt nævnet prøver kommunens skøn?

Her er det nemlig ganske rigtigt, at i sager hvor kommunen skal foretage et skøn, MÅ nævnet ikke ændre kommunens afgørelse bare fordi nævnet synes at kommunen BURDE have kommet til et andet resultat. Nævnet må kun ændre kommunens skøn hvis det er åbenbart forkert. Det vil sige, at nævnet påser som udgangspunkt kun om skønnet er udøvet INDENFOR de lovgivne rammer - ikke om resultatet bliver A eller B.

Men dette har intet med afhængighed/uafhængighed at gøre. Dette er en forvaltningsretlig grundsætning, som skal sikre, at det er den forvaltningsmyndighed der er tættest på borgeren der foretager skønnet - fordi de har de bedste forudsætninger for at udøve skønnet - og at ankeinstanser herefter som udgangspunkt kun påser at skønnet er udøvet inden for lovens grænser.

[popiae]

Hele lovområdet er baseret på skøn, når der træffes afgørelser.

Feks kommunerne skriver" at funktionsniveauet ikke skønnes nedsat med et omfang der berettiger til merudgiften"(eks).
Dette postulat kan de bruge, netop fordi statsforvaltningen IKKE kan anfægte dette skøn!

Og hvor er så borgerens rettigheder i dette?
Hvis ikke feks oplysninger er korrekte, eller dele undladt?

Ergo forstår jeg ikke hvordan du kan modsige dig selv på denne måde.

VH Popiae

[undertegnede]

http://www.socialjura.dk/index.php?id=11057

Klageinstansernes efterprøvelse af afgørelser

219. Efter § 69 i retssikkerhedsloven kan klageinstanserne efterprøve retlige spørgsmål. Det svarer til domstolenes efterprøvelse, således at klageinstanserne efterprøver afgørelser efter den sociale lovgivning lige så grundigt som domstolene. Det gælder også skønsmæssige afgørelser. De almindelige forvaltningsretlige principper er beskrevet nedenfor i kapitel 44-48.

220. Ved en efterprøvelse af retlige spørgsmål tager klageinstanserne udgangspunkt i gældende ret. Gældende ret udgør de love og regler, retsgrundsætninger, administrativ praksis, domstolspraksis og ombudsmandspraksis, der gælder for myndighederne, når de træffer afgørelser. Det vil sige, at klageinstanserne undersøger om en afgørelse lider af retlige mangler ud fra en bedømmelse af gældende ret. De sociale klageinstanser kan således ikke tilsidesætte en afgørelse alene ud fra en overvejelse om, at afgørelsen har fået et urimeligt resultat, selv om afgørelsen i øvrigt er i overensstemmelse med lovgivningen.

§ 69 begrænser ikke muligheden for at klage over en afgørelse. Der kan klages over alle afgørelser.

221. En efterprøvelse af retlige spørgsmål betyder, at de sociale klageinstanser blandt andet skal tage stilling til følgende:

Almene juridiske spørgsmål

Klageinstanserne skal tage stilling til almene juridiske spørgsmål. Det kan fx være spørgsmål om lovens ikrafttræden og forældelse m.v.

Fortolkning

Hvis loven kan give anledning til tvivl om forståelsen af et ord eller begreb, skal klageinstanserne efterprøve om ordet eller begrebet er blevet fortolket korrekt. Det kan fx være, om en ændring af adgangsforholdene til et hus kan betragtes som »indretning« af boligen, eller hvornår der er tale om »uforsvarlig økonomi«.

Overensstemmelse med forvaltningsretlige principper

Klageinstanserne skal efterprøve om de almindelige forvaltningsretlige principper om lovlig forvaltning er blevet fulgt, fx at kommunen ikke har forfulgt et ulovligt formål (magtfordrejning), har tilsidesat lighedsgrundsætningen eller har sat »skøn under regel« m.v.

Sagsbehandlingen

Klageinstanserne skal kontrollere, om de forvaltningsretlige love og grundsætninger samt retssikkerhedslovens bestemmelser er fulgt, fx om der er blevet foretaget partshøring og om afgørelsen er tilstrækkeligt begrundet.

De faktiske omstændigheder

Klageinstanserne skal efterprøve, om sagen er tilstrækkeligt oplyst, og om de faktiske omstændigheder, som en afgørelse bygger på, er korrekte.

Klageinstanser har mulighed for at forholde sig selvstændigt til de faktiske omstændigheder i sagen, herunder rent sagkyndige vurderinger, der indgår i bedømmelsen af de faktiske omstændigheder. Efterprøvelsen på disse områder kan derfor være mere intensiv end domstolenes efterprøvelse.

Efterprøvelse af skønsmæssige afgørelser

Skønsmæssige afgørelser

222. Skøn anvendes, når bestemmelsen i loven ikke angiver en bestemt retsfølge af retsfaktum, der også kan være beskrevet i brede vendinger.

To eksempler

Eksempel 1: Det følger af aktivlovens § 81, at kommunen kan yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter (retsfølge) til en person, som har været ude for ændringer i sine forhold (retsfaktum). Hjælpen er betinget af, at pågældendes egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes og familiens muligheder for i fremtiden at kunne klare sig selv. Denne bestemmelse beskriver en række betingelser, for at en borger har ret til hjælp. Da betingelserne ikke er objektivt angivet, betyder det, at loven har overladt myndigheden et spillerum, inden for hvilket afgørelsen skal træffes.

Eksempel 2: Det følger af servicelovens § 83, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde personlig hjælp og pleje (retsfølge) til personer, som på grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver (retsfaktum). Bestemmelsen angiver betingelserne for hjælp meget åbent og giver derfor myndigheden mulighed for at afgøre, hvilke personer der har ret til hjælp, og hvordan hjælpen skal udformes og tilrettelægges.

Hvorfor regler, som bygger på skøn

223. Det er karakteristisk for regler, der indeholder et eller flere skønsmæssige elementer, at de er udformet på den måde, fordi bestemmelsen skal kunne samle op på situationer, som lovgiver ikke på forhånd har kunnet eller ønsket at beskrive udtømmende. Det er hensigten, at når myndigheden står med de konkrete sager, skal der - efter et konkret skøn - være mulighed for at hjælpe den enkelte og familien.

Retlig efterprøvelse af skønsmæssige afgørelser

224. De bestemmelser, der giver myndigheden mulighed for at foretage et skøn, betyder ikke, at myndigheden kan foretage et »frit skøn«, når den træffer afgørelse. Myndighedens skøn er et skøn, der er undergivet en række retlige begrænsninger, og man kan derfor tale om, at myndigheden skal foretage »et retligt bundet« skøn. Ved et retligt bundet skøn forstås, at loven angiver en vis ramme for forvaltningens administration af bestemmelsen. Når der i loven er angivet en vis ramme for bestemmelsens anvendelse, er der også dermed angivet en vis binding i administrationen af bestemmelsen med hensyn til, hvilke momenter der skal inddrages i vurderingen. Hvor langt denne binding rækker, afgøres ved en fortolkning af de enkelte lovbestemmelser. Skønsmæssige bestemmelser er derfor overvejende retligt normerede, og afgørelsen vil derfor være undergivet en intensiv retlig efterprøvelse, som bliver mere intens, jo mere indgribende en afgørelse er i forhold til borgeren.

Efterprøvelse af skønsmæssige afgørelser

225. Hvis en bestemmelse indeholder muligheden for at foretage et skøn, skal klageinstanserne – ud over de elementer, der er nævnt under punkt 221, også efterprøve


om der er blevet foretaget et individuelt skøn, hvor det er forudsat i loven, at der skal foretages et skøn (myndigheden har ikke »sat skøn under regel«),
om de kriterier, der er blevet anvendt, er lovlige,
om der er taget uvedkommende hensyn (Se punkt 442),
hvilke kriterier, der skal indgå i den konkrete vurdering,
om alle relevante kriterier er inddraget,
om prioriteringen mellem de valgte kriterier er i overensstemmelse med almindelige retsprincipper, fx lighedsgrundsætningen,
om afvejningen er i overensstemmelse med prioriteringsregler, der eventuelt måtte være forudsat i den sociale lovgivning.

Som eksempler på sager, hvor Ankestyrelsen tager stilling til, om det sociale nævn har grundlag for at ændre kommunens skøn, kan nævnes SM I-1-04 og SM D-21-05.

SM I-1-04: Det sociale nævn havde ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse om afslag på hjælp til høfebermedicin på ca. 50 kr. til en kvinde, som modtog integrationsydelse svarende til starthjælp.

Ankestyrelsen lagde vægt på størrelsen af det månedlige rådighedsbeløb på 6.377 kr. sammenholdt med den meget begrænsede medicinudgift og på, at nævnet som begrundelse for sin afgørelse alene havde henvist til, at en familie på to voksne og 5 børn ikke havde midler til selv at afholde udgiften til høfebermedicin, når det fornødne til underhold var afholdt.

SM D-21-05: Det Sociale Nævn havde ikke haft grundlag for at ændre kommunens afgørelse om, at det ikke ansås for overvejende sandsynligt, at revalidering ville blive iværksat, idet afgørelsen ikke var behæftet med en retlig fejl.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen havde foretaget en konkret vurdering af, at lønmodtagers helbredstilstand var så uafklaret, at det ikke var muligt at tage stilling til, om der var behov for en revalideringsmæssig indsats.

Ved vurderingen af, at kommunens afgørelse ikke var behæftet med en retlig fejl, lagde Ankestyrelsen vægt på, at lønmodtager var sygemeldt på grund af forhøjet blodtryk, som hun angiveligt havde haft siden 1990, at hun siden 2000 havde været i vedvarende medicinsk behandling og fortsat var under behandling på tidspunktet for stop af dagpenge, at det ikke havde været muligt at påvise en årsag til det forhøjede blodtryk, og at det trods forskellige behandlingstiltag ikke havde været muligt at nedbringe blodtrykket til et acceptabelt niveau.


***

Det vil kort sagt sige at nævnet kun prøver rammerne for kommunens skøn - at det formelle er i orden. Derudover overlades skønnet som hovedregel til kommunen. Der hvor nævnet dog alligevel går ind og ændrer er sager hvor kommunens skøn er åbenbart ulovligt - på trods af at selve rammerne for skønnet er i orden.

[popiae]

Du blander Nævn og Ankestyrelse sammen.

Ankestyrelsen er en mere uafhængig indstans, sammenlignet med Statsforvaltningens Nævn.

Det er de færreste sager der bliver behandlet i Ankestyrelsen.

Og ift Nævn, er lov en ting og praksis noget andet.

Du kan enten fastholde at der er noget vrøvl, jeg påstår eller undersøge det ordentlig.

VH POpiae

[undertegnede]

Jeg blander intet sammen. Både nævnene og Ankestyrelsen har kun kompetence til at efterprøve retlige spørgsmål.

Retssikkerhedslovens § 69:

§ 69. Det sociale nævn, beskæftigelsesankenævnet og Ankestyrelsen kan efterprøve retlige spørgsmål.


Der er simpelthen ikke hold i at nævnet på nogen måde er influeret af kommunerne i sin sagsbehandling. Der er INGEN forhold der medfører at nævnet skulle have en grund til at følge sig pressede af kommunerne til noget som helst. Kommunerne har simpelthen INGEN pressionsmidler, og samtidig har nævnene INGEN økonomisk eller anden form for interesse bundet i sine afgørelser ud over at de er korrekte rent juridisk.

[popiae]

Statsforvaltningerne ligger under ministerierne, derfor presses de derfra og fra kommunerne som har selvforvaltning, og det rækker desvæære ud over lovens skrift.

Kan ikke forstå at du ikke ved hvordan det foregår?

VH POpiae

[undertegnede]

Jeg ved hvordan det foregår i virkeligheden fordi jeg har været ansat i Miljøklagenævnet, Det Sociale Nævn, Beskæftigelsesankenævnet og Tilsynet.

Forinden har jeg været ansat som sagsbehandler og i en ledende stilling i kommunalt regi.