Kolleger skumler over forkælede fleksjobbere

[gunvor]

Sådan lyder overskriften på Avisen.dk, og brødteksten forsætter således:

Personer med nedsat arbejdsevne skaber gnidninger på arbejdspladser - og krisen slider på tolerancen. Fordomme risikerer at skubbe flere ud af arbejdsmarkedet.

Og videre på side 2:

Krisestemning gnaver i tolerancen

Den kollegiale tolerance over for fleksjobbere falder i takt med, at arbejdspresset vokser og risikoen for fyringer stiger.

"Holdningen til personer med nedsat arbejdsevne er meget konjunkturafhængig. Krisen går du over alle, men rammer hårdere for folk der er ansat på særlige vilkår," siger seniorforsker Helle Holt fra SFI.

Hos DSB betyder sparerunder og fyringsangst, at overbærenheden med fleksjobbere bliver mindre.

"Det er klart, at tolerancen falder. Alle er jo bange for at miste deres job," siger tillidsrepræsentant Lilian Haaning.

Nogle kalder det tolerance, jeg vil kalde det misundelse. Samtidig kan bør man jo gribe i egen barm, og spørge sig selv, om andres dårlige arbejdsvilkår, hjælper i forhold til egen fyring. Man bliver jo ikke mindre arbejdsløs af, at fleksjobere har dårlige kollega og ledelsesforhold.

Som Avisen.dk skrev i sidste uge, går 17.000 danskere ledige, selv om de er godkendt til fleksjob. Det er en markant stigning i arbejdsløsheden blandt fleksjobbere.

Foreningen af Fleks-og Skånejobbere frygter, at manglende tolerance og gnidninger med 'raske' kolleger kan få endnu flere fleksjobbere til at at miste grebet i arbejdsmarkedet.

"Der vil uden tvivl være nogen, der føler sig presset ud af et fleksjob," siger formand Hans Dankert.

Denne frygt er sikkert reel nok, og samtidig er der ingen der taler om hvor stor procent af fleksjobere, der er ledige i forhold til samme procent af fuldtidsarbejdere.

Jeg ser det ikke kun som et konjunkturtegn i krisetider, men som et samfundstegn på, at danskere generelt har udviklet et misundelsesgen el. hakken på minoriteter/marganislerede grupper.

Der figurerer heller ikke tal på, hvor stor arbejdsløshedprocenten var for fleksjobbere i de gode tider. Også her vil man sikkert finde procenttal, som er uden sammenligning med fuldtidsarbejdløshedstal.

Lad os nu være enige om, at arbejdsløshed og hvad dermed følger er lige slemt for alle, og selvfølgelig føler man det altid værst for én selv, men at der er mange andre i samme båd, gør jo ikke ens egen dårlige situation bedre.