Depression trods medicin

[popcorn]

Min sag er efterhånden ved at være så langt ude, og jeg får det bare værre. Nogen der ved om man trods medicin, pag. stress kan få endnu en depression?

[hla72]

Oprindeligt indsendt af fjolle

Min sag er efterhånden ved at være så langt ude, og jeg får det bare værre. Nogen der ved om man trods medicin, pag. stress kan få endnu en depression?

Man kan godt få en depression oveni en depression... også selvom man er på antidepressiv medicin.

Det er en myte at man bliver rask af at være på antidepressiv medicin, det kan stabilisere en så man kan komme videre og arbejde med sine problemer, men udsættes man for yderligere pres og stress, så hjælper selv den bedste medicin ikke.... og især ikke hvis man før har haft en eller flere depressioner og/eller er dårlig til at tackle stress.

Håber du kan bruge det her til noget

[Ninja]

Jeg har også haft voldsomme depressioner påtrods af jeg tog medicinen. I nogen tilfælde hjalp det at højne dosis eller finde et andet mærke.....men jo da, det kan sagtens lade sig gøre.

Ring omgående til din behandlende læge!!!! (Da dette bliver en vigtig brik i din sag på et senere tidspunkt!).

[calamityjane]

Hvis man ikke retter op på ens stress faktor, eller at ens læge overser symptomer på stress, KAN den på længere sigt gå hen og blive til en depression, det er heller ikke sikkert at antidepressive mecin / lykkepiller hjælper, der findes ca. 20 % hvor medicin ikke virker,

men man skal også forsøge at finde ud af hvad det kommer af, (der er nok mange herinde der vil sige kommunens måde at håndtere ens sag på)

jeg vil fortælle om stress og om fysiske reaktioner på stress og følesesmæssige reaktioner på stress.

fysiske reaktioner bl.a.

Muskelspænding
Hurtige, uregelmæssige eller dunkende hjerteslag
sveden

For højt alarmberedskab
Ændret appetit
en syg fornemmelse i maven

søvnproblemer
uro og ængstelse
hovedpine

træthed og svaghed
forværring af ubehag eller smerte der har varet længe
konstant restløshed og nervøsitet
rygsmerter

følesesmæssige reaktioner på stress, bl.a.

Fæle sig under press
føle sig anspændt o g ude af stand til at slappe af
føle sig mentalt drænet

være konstant bange
være mere irretabel og beklage sig mere
være frustreret og agressiv

Være rastløs, have koncentrationsbesvær eller have svært ved at udfører opgaver hurtigt.
have lettere til tåre,
være ude af stand til at tag beslutninger

have lyst til at stikke af og gemme sig
Være bange for at besvime, kolapse, eller dø
være bange for offentligt at dumme sig eller lave fejl,
manglende evne til at nyde livet og være glad.

_________________________________


Nå så det er sagt, vil jeg sige at jeg er ikke læge eller forsker men en ganske almindelig pårørende der ikke anede hvad en depression var da min mor fik sin, og herved blev det sådan at jeg fandt ud af hvad der var godt og skidt for hende,

siden omkring 2004 har jeg endnu mere efter at have fået bredbånd istedet for modem, søgt på internettet og har en masse sider og ting om stress / depression.
MEN een ting ved jeg, det er at min mor har også fået en del medicn uden at det har virket og min mening er at idet man ikke fjerner årsagen er det umuligt for medicinen at virke idet at ens krop bliver påført de samme ting som er grunden til stress/depressionen,

Lider man af depression skal man ikke "få et spark bag i og tag sig sammen" den mulighed kan bruge i tilfælde af stress, men det kommer an på hvilken stress og hvor længe man har haft den!

Håber det kunne hjælpe ellers vil jeg gerne forsøge at give dig flere informationer

[Enteneller]

Hej Fjolle,

Det er ikke godt at høre, at du stadig har så meget at slås med. Ved ikke hvordan det går med din sag, men er der noget så kom med det så vi evt. kan hjælpe.

Jeg giver de andre ret i, at man til trods for, at man medicineres, kan få depressioner, nedture, angst anfald og deslige. Jeg medicineres i høj dosis af antidepressiva, det har hjulpet mig til lidt mere balance og ro, men jeg kan stadig "komme ud i torvene". Det det handler om for mig er, at jeg arbejder med at respektere mine egne grænser og sig nej til de ting jeg ikke orker eller kan. Medicinen kan ikke klare det hele selv, men jeg er sikker på at den ligger en stød pude i bunden af min psyke, så jeg kommer op igen når jeg skvatter.

Jeg tror ofte, at jeg kan mere end jeg reelt magter. Fx. oplever jeg gang på gang, at det bliver for meget for mig hvis jeg på en dag skal op at handle og derefter lige ind i en butik og kigge på noget. Der er jeg som oftest nødt til at nøjes med den ene ting og så tage den anden en anden dag, men det er noget jeg stadig skal lære. Endvidere kan jeg have en aftale med min datter om, at skulle på rideskolen en lørdag middag, dog kan jeg mærke, at jeg lige skal have en time på sofaen forinden da tidspunktet oprinder og der må jeg lige melde ud, at det er det jeg skal, det er hårdt men sådan er det.

Førhen da gjorde jeg bare alt i alt og det fik konsekvenser for min krop og psyke fordi jeg gang på gang pressede mig selv for meget. Som min psykolog siger så kommer jeg derud fordi jeg overhøre alle signaler og depression er jo i den grad kroppens og psykens reaktion på at der er fyldt for meget på "systemet".

Med tiden er jeg desværre også blevet mere stress overfølsom. Når jeg fx. lige har tømt opvaskemaskinen om morgenen, jamen så er det ind at sidde og slappe af med en kop kaffe, ellers bliver det for meget. Specielt om morgenen, kan jeg også have mange følelser uden på tøjet føler jeg og der er godt gang i røre gryden deroppe, så der er med at tage det stille og roligt. Ro giver balance.

Endvidere har det også meget at sige at man stadig ikke har ro på sin sag med økonomi, helbred og alt hvad det indebærer. Jeg ved ikke hvor du er i din sag ?, men på torsdag skal jeg op til min sagsbehandler (ny fra nov. 2009) som jeg endnu ikke har mødt, og der skal vi tage stilling til sagens videre forløb efter de seneste læge docs. er ankommet i hht. læge konsulents opfordring. Jeg er simpelt hen så spændt på hvad hun "vil" og det fylder jo, det har fyldt de sidste 4 mdr. - 2 år og det samme er det måske for dig med din sag ??.

Håber det bedste for dig.

Kh. EE

[popcorn]

Hej Ja jeg er godt klar over at det er en ny depression - alle faresignaler er der, men har end ikke overskud til at gå til læge, melder afbud, når jeg har en tid.

EE . tror vi er meget ens, alle dine historier kan jeg meget tydeligt nukke genkendende til.

Jeg orker ikke at fortælle om min sag - men lige nu mener kommunen at de vil have tættere samarbejde, lære mig bedre at kende, trods en ress. profil på mere end 35 sider.

[Enteneller]

Hej Fjolle,

Jeg føler med dig, jeg havde et helt år hvor jeg ikke var i systemet og før det 3 -4 år hvor jeg bare sled mig igennem hverdagen. Der er flere gange i løbet af en dag hvor jeg får nedtur, men jeg føler at jeg er blevet bedre til at håndtere dem. Jeg kan se at det handler meget at sætte grænser for hvad jeg kan, og om pauser og ro på sofaen og det må både jeg og andre lære at respektere.

Ofte er jeg fuldstændig græsk katolsk over noget som helst i min sag eller om jeg har penge til at overleve overhovedet, det hele gør bare så ondt og alt er svært at overskue.

Jeg håber for dig at du får din sag den vej du vil, så du kan få noget ro. Ja jeg syntes og at din sag ligner meget min, så nu må vi jo se om min sagsbehandler har samme mening som mine papirer, at indstille min til pension. Om det så blot bliver med revurdering om 5 år, er jeg lykkelig, men jeg har ingen anelse om hvad hun siger. Min alder på 41 år er vidst en del i mod mig + det at jeg "først" i 2006 røg ned med nakken.

Prøv så vidt muligt du kan at ligge på sofaen i ro og mag med hænderne på din mave. Søg at koncentrere dig om dig selv, om at slappe af og lytte til roen. Det er super. Jeg startede med afspænding til øvelser på cd, så meditation på en cd jeg fik i forbindelse med et kursus jeg fik ved min psykolog og nu er det bare ro på sofaen. Nogle gange 1 nogle gange 3 timer, det er suverænt og kan varmt anbefales.

Kh. EE
(som de fleste at de 41 år af hendes liv har haft svært ved at slappe af og tage en morfar på sofaen, nu kan jeg det ).

[bmdc]

Hej Fjolle

Det er da meget trist at høre med endnu en depression.

Det sværer er systemet ikke indrettet til at forstå, hvor stor en belastning det er for en person, der venter dag ud og dag ind på en afgørelse. Er man ikke depressiv, kan man bliver det....

Jeg kom til at tænke på en cd jeg har haft lånt af min psykolog.

Den indeholder redskaber til håndtering af angst og nervøsitet.
Det er Bobby Zachariae som har udggivet den.
Han er, professor, Dr.Med og Cand.psyko.

Prøv at lån den på et bibilotek, det er den rene afslapning med behagelig musik.

God bedring

bmdc

[gh72]

Oprindeligt indsendt af fjolle

Hej Ja jeg er godt klar over at det er en ny depression - alle faresignaler er der, men har end ikke overskud til at gå til læge, melder afbud, når jeg har en tid.

EE . tror vi er meget ens, alle dine historier kan jeg meget tydeligt nukke genkendende til.

Jeg orker ikke at fortælle om min sag - men lige nu mener kommunen at de vil have tættere samarbejde, lære mig bedre at kende, trods en ress. profil på mere end 35 sider.

Ja, det er frygtelig deprimerende at være i kløerne på kommunen. Jeg var også ekstremt deprimeret, mens min sag kørte, selvom jeg fik medicin. Men vil også sige; ens problemer bliver jo ikke løst med, at man tager medicin. Mange i min omgangskreds fattede ikke, at jeg kunne være deprimeret, og jeg skulle bare gå til lægen og få noget mere medicin, men jeg fik det først bedre, den dag min sag blev afsluttet, og der kom orden på min fremtid og på min økonomi.

Så svaret er helt sikkert ja, du kan godt være deprimeret, selvom du får medicin. Om det så kan hjælpe at skifte præparat eller dosering, må du hellere tale med lægen om, men hvis det er hele din situation med kommunen der gør dig deprimeret, så er det ikke sikkert at medicinen hjælper, for så er det jo noget, der skal løses. Og her er det jo så desværre, at man ikke selv er herre over det.

Håber, der snart viser sig en løsning.

[Enteneller]

Gh72 du har fuldstændigt ret. Det er klart at det letter noget når ens sag falder nogenlunde på plads. Som min psykiater udtrykte det da jeg spurgte til hvad der sker med sådan nogle som os, så svarede han at få vi ro på vores sag, så går der lige nogle år så er vi "klar" igen. Hmm, lad os se, men ingen tvivl om at det letter psykisk at slippe på de spekulationer.

Andre er naturligvis også familien, mulige eksmænd, børn, osv. Nogle gange har jeg tænkte at jeg bekymre mig for at bekymre mig, men jeg er blevet bedre til at ligge det bag mig og acceptere tingene som de er. Det er kun en selv der kan indrette ens liv og udfra dette må man søge at sætte de grænser man føler man ønsker.

Os med psykiske mén, ser jo ganske normale ud. For en der sidder i køre stol, kan man godt forstå at det er vanskeligt at tømme en opvaskemaskine, man det bør det jo ikke være for en der er psykisk syg. Tiltrods herfor er jeg glad for at jeg kun skal tømme min hver 3 dag, for jeg syntes bare det er hårdt, det samme gælder vaske tøj og støvsugning ikke mindst. For os selv er det jo også svært at forstå at små ting fylder så meget psykisk, men det må man acceptere og en psykolog er guld værd at tale med i dette henseende.

Jeg håber det bedste også for Fjolle, giv ikke op.

EE