Citat:
PiaB skrev:
Men hvis forskningen finder ud af, at det kan have noget med det psykiske at gøre, hvorfor er det så, at folk stejler så meget som de gør. Så snart vi taler om psykiske sygdomme har mange tendens til, ikke at vil anerkende det - måske fordi man har en vis frygt for det.
|
Hold da op! Så blev jeg vågen...
Jeg har en god dag i dag B) og har været i stand til at læse det meste af tråden her... WOW! Der er gang i den :-)
Pia, jeg vil gerne svare dig på, hvorfor JEG stejler, og hvorfor jeg ikke vil anerkende, at jeg har en psykisk sygdom.
Jeg er whiplashramt (min historie følger, når jeg har overskud til det), er svær at diagnosticere og er igen og igen blevet mødt med mistro og mistanke om bagvedliggende psykiske årsager til mine symptomer.
Under min nyligt overståede arbejdsprøvning havde jeg et tilbagevendende mareridt, hvor jeg meget lille, afklædt og grædende befinder mig i et mørkt og koldt rum og forsøger at få kontakt til nogle meget større mennesker, som hånligt vender mig ryggen og går…
Når jeg her blotlægger noget så privat og intimt som en drøm, er det for at illustrere, hvad mistroen har gjort ved mig: Det er traumatiserende! I bogstavelig forstand!
Det er traumatiserende, når man i en krisesituation, kastet ud i invaliderende sygdom ikke bliver hørt, set og anerkendt men i stedet bliver underkendt.
Det er krænkende og ødelæggende, når andre, der har magt over din tilværelse, mener at være klogere på dig end dig og oven i købet tilrettelægger behandlings- og afklaringsforløb, undersøgelser og andet ud fra denne bedrevidenhed.
Når autoritetspersoner gang på gang fortæller dig, at du ikke kan stole på din egen kropfornemmelse, at det du har erfaret og mærker ikke er gyldigt, at det du oplever og føler er forkert - ja så er der alvorlig fare for, at du mister tilliden til dig selv og begynder at opleve dig selv som forkert…
Når nogen vil gøre mig til noget andet end det, jeg er, er jeg truet på min eksistens! Og når nogen truer mig, forsvarer jeg mig eller løber væk, hvis jeg kan det…
Det er derfor, at JEG ikke vil anerkende, at jeg har en psykisk lidelse.
Hvis jeg skal anerkende, at jeg hedder Ursula, når jeg nu hedder Pia, ja så går jeg ikke alene fra forstanden - jeg går fra mig selv, jeg mister mig selv - derfor vælger jeg i stedet at forsvare mig… og løbet væk er jeg såmænd også - f.eks. fra den praktiserende læge, der ikke fortsat ville sygemelde mig pga. ”ondt i nakken” og i stedet skrev i min journal, at jeg led af panikangst.
Tilbage til drømmen…
Nu har jeg lykkeligvis gennem mange års arbejde med kriseramte, kurser, temadage og arbejde med min egen personlige udvikling en række værktøjer at tage i brug.
Drømmen fortalte mig, at jeg var i fuld gang med at forlade mig selv, og så ved jeg af erfaring, at der kun er ét at gøre: Stop op Pia! Bliv ved dig selv!
Og sådan er det indtil videre lykkedes mig at bevare mig - hel.
Jeg håber ikke, Pia, at du oplever det her som et personligt angreb - for sådan er det ikke ment. Det er et forsøg på at tydeliggøre, hvorfor JEG stejler, når nogen dømmer mig ”psykisk”.
God solskinsdag til jer alle!
KH Pia