K10 - Flexjob & Førtidspension - Se enkelt indlæg

Trylledyr · 27-03-2007, 00:15

Socialformidler, tak for din tilbagemelding. Du er faktisk noget hurtigere på aftrækkeren end min egen sagsbehandler (hendes svartid er 4 mdr.) Måske man skulle overveje en byttehandel

Jeg tror dig, når du siger, at man bliver socialrådgiver fordi man har et dybfølt ønske om at hjælpe og gøre en forskel. Det er vi helt enige om. Problemet er bare, at nyudklækkede socialrådgivere får lynhurtigt knækket deres idealisme ude i kommunerne, fordi der fra toppen lyder ordre på dette og hint, på trods af, at det i direkte strid med loven.

Jeg har selv arbejdet i kommunen, og kender systemet indefra. Det er ikke usædvanligt at et ønske om hjælp fra en borger bliver afvist. Ikke fordi det ikke er berettiget, men for at spare penge. Der har været enkelte nyudklækkede, der har pippet op om, at det vist ikke er helt efter bogen, og de har fået beskeden, at ”sådan gør vi her i kommunen!” Læs: ret ind til højre eller find et andet sted at arbejde! Hvilken nyudklækket har råd til at blive fyret? Kæmpe studiegæld, måske nystiftet familie med de tre v’er? Ingen! Ergo klapper de i – de tør ikke andet, hvis de vil beholde deres forsørgelsesgrundlag.

Andre nyudklækkede har mistet gejsten så hurtigt, at de er bukket under for arbejdspresset og går ned med stress. Jeg føler med disse socialrådgivere, som kommer ind med de bedste intentioner i verden, og går derfra ligeså knækkede, som de klienter der bliver trawlet igennem systemet. For mig at se er nogle socialrådgivere ligeså meget gidsler, som vi andre er.

Referater handler for mig ikke om, hvad sagsbehandleren mener, der skal med og hvad ikke. Det handler om at referere korrekt og i overensstemmelse med sandheden. Eksempelvis vil jeg ikke have, at der i min sag står, at en given psykolog ”vurderer mig uden for terapeutisk rækkevidde”, hvis det er lodret løgn. (det er jeg for øvrigt ikke - jeg skal bare have ro og køre terapien selv

).

Du har fat i noget af det rigtige – kemi mellem mennesker. Vi kan og skal ikke kunne li’ alle. Al samarbejde beror på god kommunikation, men hvis kemien ikke er der, er der heller ikke kommunikation, og derfor intet samarbejde. Så vil man måske ønske at afbryde mødet, eller få en anden sagsbehandler. Dette burde ikke være det helt store problem… bortset fra, at det her i kommunen er meget ilde set. Der kommer til at stå i ens sag, at ”klienten er usamarbejdsvillig”.... Ikke et ord om kemi, intet om sagsbehandler, kun om klienten. Det mener jeg er en urimelighed, der ikke burde forekomme.

At ”få lov” til at bånde samtalen efter én samtale? Hmm, den ville måske blive accepteret, hvis man er ny klient i systemet. Problemet ligger nok i, at vi ”gamle rotter”, der er blevet herset rundt i manegen i årevis, har oplevet for tit, at tillid er en luksus, vi ikke kan tillade os. Vi starter på en frisk med en ny sagsbehandler. Vi får ord, vi tror dem. Vi laver aftaler, vi tror på, at de overholdes. Vi får at vide, at sådan bliver det, og vi tror det. Lige indtil at ordene ikke bliver fulgt op af handling, til aftalerne bliver brudt, at sådan blev det alligevel ikke. Når man har prøvet det tilstrækkeligt mange gange, bliver man per automatik mistroisk.

Naturligvis har sagsbehandlere også dårlige oplevelser med klienter. Det er bestemt ikke alle klienter, der er lige rare at have med at gøre. Deri er vi også enige. Men pudsigt nok er de klienter, jeg har oplevet som ubehøvlede, voldelige, højtråbende og på godt jysk trælse, også de klienter, som er hamrende frustrerede over, at de ikke kan få den hjælp, de mener, de er berettiget til. Når de ikke kan få et svar på det, de spørger om, og når de for 117. gang render panden imod muren og ikke mere ved, hvad de skal stille op. Acceptabelt? Absolut ikke! Forståeligt? Helt sikkert! Og så har jeg ikke medtaget de ”professionelle brokrøve”, som bare brokker sig for at gøre det – de er rigtig trælse!

Den med §11’eren, socialt bedrageri og ”døren svinger begge veje” vil jeg slet ikke kommentere, for så ryger jeg helt op i det røde felt, og det er ikke godt for hverken mig eller resten af brugerne på k10.

Vil lige sige, at det jeg mener med, at en bisidder ”hæver standarden” er, at tonen bliver en helt anden. Mere respekt, lydhørhed, og mindre dominans fra sagsbehandler side. Jeg ville hellere tage møde alene, men når jeg gang på gang oplever ikke at blive hørt, blive taget alvorligt og respekteret for min person, vælger jeg en bisidder for at hindre, at mine rettigheder bliver krænket.

Tag i dag, hvor min partsrepræsentant (bisidderen er blevet forfremmet

) og jeg havde møde med min sagsbehandler (blev selvfølgelig båndet). Hun havde jo læst den psykiatriske speciallægeerklæring, som beskriver hvordan jeg må slås hver eneste dag for at holde sammen på mig selv, og for første gang følte jeg, at hun respekterede min indsats. Jeg tror det er gået op for hende, at min tilstand er en hel del værre, end hun havde regnet med, og det kunne mærkes. At det, jeg har fortalt kommunen i over 12 år, og som ikke er blevet troet, er sandt.

Der var nogle klagepunkter, som hun blev konfronteret med. Bl.a. at hun ikke kommunikerer, at hun taler med alle andre end mig, at hun har brudt sin tavshedspligt og fortalt min søn noget, som han ikke burde have fået at vide osv. osv. Hvorfor jeg skulle gennem borgmester, byråd og chefen for arbejdmarkedsafd for at få det lovgrundlag, der hørte med til hendes afgørelse.

Partsrepræsentanten konfronterede hende med dette og mere til, og på sin stille og rolige (men absolut indiskutable) facon fik han hende drejet rundt, så hun til sidst var én stor undskyldning. "Det skal ikke ske mere", "det beklager jeg" og videre der ud af. Det er ikke pænt gjort, men jeg skal ærligt indrømme, at jeg frydede mig lidt over den skideballe hun fik. Hun blev klar over, at den var velfortjent – at hun havde jokket godt og grundigt i spinaten.

Hun sagde, at hun fremover ville gøre det bedre. Det vil jeg så glæde mig til at se. Til sidste møde var det den typiske sagsbehandler, der fik mig til at trække kløer. Nedladende overfladisk og ligeglad var de signaler, jog modtog. Denne gang fik piben en helt anden og respektfuld lyd.
Så alt i alt blev det til et godt møde alligevel - jeg kunne ikke have gennemført uden min partsrepræsentant, og jeg skylder ham stor tak. Og det bedste var, at jeg ikke gik i sort, som jeg plejer. Jeg hørte næsten det hele - yes!

Pyt – jeg gi’r dig 100% ret. Der skal 50 overholdte aftaler til for at ophæve 1 brudt. Sørgeligt men sandt. Man kan vel sige, at hvis man kunne trække en streg i sandet og starte derfra, ville det være så rart for alle parter. Men hvis man kunne det, ville der ikke være nogen med ondt i livet pga traumer fra barndommen. Sådan fungerer verden ikke, og man slæber de dårlige erfaringer med i rygsækken. Nogle gange kan man læsse nogle sten af, andre gange ikke.

Knus til alle og pas godt på jer selv

Trylle
Jeg står endnu!

27-03-2007, 00:15	#22
Trylledyr Banned Tilmeldingsdato: 01-01 2007 Indlæg: 152 Styrke: 0	RE: diktafon Socialformidler, tak for din tilbagemelding. Du er faktisk noget hurtigere på aftrækkeren end min egen sagsbehandler (hendes svartid er 4 mdr.) Måske man skulle overveje en byttehandel Jeg tror dig, når du siger, at man bliver socialrådgiver fordi man har et dybfølt ønske om at hjælpe og gøre en forskel. Det er vi helt enige om. Problemet er bare, at nyudklækkede socialrådgivere får lynhurtigt knækket deres idealisme ude i kommunerne, fordi der fra toppen lyder ordre på dette og hint, på trods af, at det i direkte strid med loven. Jeg har selv arbejdet i kommunen, og kender systemet indefra. Det er ikke usædvanligt at et ønske om hjælp fra en borger bliver afvist. Ikke fordi det ikke er berettiget, men for at spare penge. Der har været enkelte nyudklækkede, der har pippet op om, at det vist ikke er helt efter bogen, og de har fået beskeden, at ”sådan gør vi her i kommunen!” Læs: ret ind til højre eller find et andet sted at arbejde! Hvilken nyudklækket har råd til at blive fyret? Kæmpe studiegæld, måske nystiftet familie med de tre v’er? Ingen! Ergo klapper de i – de tør ikke andet, hvis de vil beholde deres forsørgelsesgrundlag. Andre nyudklækkede har mistet gejsten så hurtigt, at de er bukket under for arbejdspresset og går ned med stress. Jeg føler med disse socialrådgivere, som kommer ind med de bedste intentioner i verden, og går derfra ligeså knækkede, som de klienter der bliver trawlet igennem systemet. For mig at se er nogle socialrådgivere ligeså meget gidsler, som vi andre er. Referater handler for mig ikke om, hvad sagsbehandleren mener, der skal med og hvad ikke. Det handler om at referere korrekt og i overensstemmelse med sandheden. Eksempelvis vil jeg ikke have, at der i min sag står, at en given psykolog ”vurderer mig uden for terapeutisk rækkevidde”, hvis det er lodret løgn. (det er jeg for øvrigt ikke - jeg skal bare have ro og køre terapien selv ). Du har fat i noget af det rigtige – kemi mellem mennesker. Vi kan og skal ikke kunne li’ alle. Al samarbejde beror på god kommunikation, men hvis kemien ikke er der, er der heller ikke kommunikation, og derfor intet samarbejde. Så vil man måske ønske at afbryde mødet, eller få en anden sagsbehandler. Dette burde ikke være det helt store problem… bortset fra, at det her i kommunen er meget ilde set. Der kommer til at stå i ens sag, at ”klienten er usamarbejdsvillig”.... Ikke et ord om kemi, intet om sagsbehandler, kun om klienten. Det mener jeg er en urimelighed, der ikke burde forekomme. At ”få lov” til at bånde samtalen efter én samtale? Hmm, den ville måske blive accepteret, hvis man er ny klient i systemet. Problemet ligger nok i, at vi ”gamle rotter”, der er blevet herset rundt i manegen i årevis, har oplevet for tit, at tillid er en luksus, vi ikke kan tillade os. Vi starter på en frisk med en ny sagsbehandler. Vi får ord, vi tror dem. Vi laver aftaler, vi tror på, at de overholdes. Vi får at vide, at sådan bliver det, og vi tror det. Lige indtil at ordene ikke bliver fulgt op af handling, til aftalerne bliver brudt, at sådan blev det alligevel ikke. Når man har prøvet det tilstrækkeligt mange gange, bliver man per automatik mistroisk. Naturligvis har sagsbehandlere også dårlige oplevelser med klienter. Det er bestemt ikke alle klienter, der er lige rare at have med at gøre. Deri er vi også enige. Men pudsigt nok er de klienter, jeg har oplevet som ubehøvlede, voldelige, højtråbende og på godt jysk trælse, også de klienter, som er hamrende frustrerede over, at de ikke kan få den hjælp, de mener, de er berettiget til. Når de ikke kan få et svar på det, de spørger om, og når de for 117. gang render panden imod muren og ikke mere ved, hvad de skal stille op. Acceptabelt? Absolut ikke! Forståeligt? Helt sikkert! Og så har jeg ikke medtaget de ”professionelle brokrøve”, som bare brokker sig for at gøre det – de er rigtig trælse! Den med §11’eren, socialt bedrageri og ”døren svinger begge veje” vil jeg slet ikke kommentere, for så ryger jeg helt op i det røde felt, og det er ikke godt for hverken mig eller resten af brugerne på k10. Vil lige sige, at det jeg mener med, at en bisidder ”hæver standarden” er, at tonen bliver en helt anden. Mere respekt, lydhørhed, og mindre dominans fra sagsbehandler side. Jeg ville hellere tage møde alene, men når jeg gang på gang oplever ikke at blive hørt, blive taget alvorligt og respekteret for min person, vælger jeg en bisidder for at hindre, at mine rettigheder bliver krænket. Tag i dag, hvor min partsrepræsentant (bisidderen er blevet forfremmet ) og jeg havde møde med min sagsbehandler (blev selvfølgelig båndet). Hun havde jo læst den psykiatriske speciallægeerklæring, som beskriver hvordan jeg må slås hver eneste dag for at holde sammen på mig selv, og for første gang følte jeg, at hun respekterede min indsats. Jeg tror det er gået op for hende, at min tilstand er en hel del værre, end hun havde regnet med, og det kunne mærkes. At det, jeg har fortalt kommunen i over 12 år, og som ikke er blevet troet, er sandt. Der var nogle klagepunkter, som hun blev konfronteret med. Bl.a. at hun ikke kommunikerer, at hun taler med alle andre end mig, at hun har brudt sin tavshedspligt og fortalt min søn noget, som han ikke burde have fået at vide osv. osv. Hvorfor jeg skulle gennem borgmester, byråd og chefen for arbejdmarkedsafd for at få det lovgrundlag, der hørte med til hendes afgørelse. Partsrepræsentanten konfronterede hende med dette og mere til, og på sin stille og rolige (men absolut indiskutable) facon fik han hende drejet rundt, så hun til sidst var én stor undskyldning. "Det skal ikke ske mere", "det beklager jeg" og videre der ud af. Det er ikke pænt gjort, men jeg skal ærligt indrømme, at jeg frydede mig lidt over den skideballe hun fik. Hun blev klar over, at den var velfortjent – at hun havde jokket godt og grundigt i spinaten. Hun sagde, at hun fremover ville gøre det bedre. Det vil jeg så glæde mig til at se. Til sidste møde var det den typiske sagsbehandler, der fik mig til at trække kløer. Nedladende overfladisk og ligeglad var de signaler, jog modtog. Denne gang fik piben en helt anden og respektfuld lyd. Så alt i alt blev det til et godt møde alligevel - jeg kunne ikke have gennemført uden min partsrepræsentant, og jeg skylder ham stor tak. Og det bedste var, at jeg ikke gik i sort, som jeg plejer. Jeg hørte næsten det hele - yes! Pyt – jeg gi’r dig 100% ret. Der skal 50 overholdte aftaler til for at ophæve 1 brudt. Sørgeligt men sandt. Man kan vel sige, at hvis man kunne trække en streg i sandet og starte derfra, ville det være så rart for alle parter. Men hvis man kunne det, ville der ikke være nogen med ondt i livet pga traumer fra barndommen. Sådan fungerer verden ikke, og man slæber de dårlige erfaringer med i rygsækken. Nogle gange kan man læsse nogle sten af, andre gange ikke. Knus til alle og pas godt på jer selv Trylle Jeg står endnu!