[phhmw]

Analyse og anbefalinger til nye handlemuligheder for politikere, o entlige myndigheder og NGO'er, der kan styrke retsstillingen for borgere med handicap og sikre en lovlig udmøntning af sociallovgivningen.

https://www.advokatsamfundet.dk/medi...2wxDuNdn7UdmeI

Mere end hver tredje klagesag på socialområdet bliver omgjort af Ankestyrelsen.

På børnehandicap- området er det mere end halvdelen af sagerne, og problemet er stigende.

Samtidig viser stikprøver, at der blandt de sager, som borgerne ikke har klaget over, findes lige så mange fejl.

Spørgsmålet er, om der bliver gjort tilstrækkeligt for at undgå, at de sociale myndigheder svigter i form af forkerte afgørelser og tilsidesættelse af grundlæggende retssikkerhedsgarantier?

Et af hovedproblemerne er paradoksalt nok, at to-instans princippet i forvaltningen betyder, at den borger, der står med en ulovlig afgørelse, kommer til at vente endnu længere på sin afgørelse, alt imens der sker en forværring af tilstanden og behovet for hjælp dermed ændrer sig. Det skyldes, at Ankestyrelsen hjemviser mange af sagerne på grund af mangelfuld behandling, og det betyder, at borgerens behov må vente, mens sagen sendes frem og tilbage mellem myndighederne.

Et andet relevant spørgsmål er, om vi har et retssikkerhedsmæssigt niveau, som sikrer, at borgeren får op- rejsning i form af godtgørelse eller erstatning, når de sociale myndigheder svigter?

Et centralt problem er, at forvaltningens afgørelse som alt overvejende udgangspunkt træder i kraft, når den er tru et – om den er ulovlig eller ej. Det betyder, at borgeren mister sin hjælp eller ydelse, indtil den endelige afgørelse er tru et af Ankestyrelsen. I praksis betyder det, at kommunen alt andet lige har en besparelse i perioden, hvor hjælpen ikke ydes. Denne problematik er ikke ny. Ad- vokatsamfundet har i 2015 sat fokus på problematikken om manglende opsættende virkning, men denne analyse indeholder et forslag, som blandt andet skal give mulighed for, at borgeren får op- rejsning efter uretmæssigt at være frataget en ydelse. Forslaget er at oprette en Retssikkerhedsfond, hvor forvaltningen lægger de beløb, som er sparet på grundlag af ulovlige afgørelser.

Det skal være muligt for borgere at søge midler som erstatning for tab eller støtte, ligesom det skal være muligt at anvende midler til forskning for at løfte retssikkerheden på det sociale område.

Fra politisk side har der været en anerkendelse af, at der var behov for at beskytte borgeren mod forkerte afgørelser med vidtrækkende konsekvenser. I stedet for opsættende virkning, indførtes i 2018 en varslingsperiode på 14 uger. En kombination af lange sagsbehandlingstider og en høj omgørelsesprocent gør imidlertid, at denne løsning ikke yder tilstrækkelig beskyttelse af borgeren.

At der er et bredt retssikkerhedsmæssigt problem i forvaltningen, viser tallene i rapporten med al tydelighed. Problemet kan være mindre eller større alt efter, hvilken kommune der er tale om, eller hvilke grupper der søger om hjælp og støtte. I rapporten rettes et særligt fokus på en lille gruppe mennesker, hvor omgørelsesprocenten er særligt stor – over 70 procent. Spørgsmålet er, om vi som samfund kan acceptere så stor en fejlmargin? Derfor er denne gruppe blevet en del af redegørelsen.

Ønsket med denne analyse og forslag til fremadrettede løsninger er at skabe en debat om borge- rens reelle retssikkerhed i mødet med den o entlige forvaltning. Har retssikkerheden det niveau, som vi ønsker i en moderne velfærdsstat? Det er kort sagt det store spørgsmål, som skal italesættes.

Sanne Møller, Embedsværket, juni 2020.

phhmw

Danmarkskortet.
https://sm.dk/danmarkskort

Hilsen Peter