[FrkM]

Tja, jeg var / er dybt ulykkelig. Intet mindre end det. Min "sociale deroute" fra souschef til førtidspensionist tog under 1 år. Hvis nogen ifm. pensionstilkendelsen sagde "tillykke" blev jeg vred og ked af det. Følte bestemt ikke at der var noget at ønske tillykke for.

Jeg har kun læst afgørelsen 1 gang. Min samlede ress.profil har jeg aldrig læst. Jeg udfyldte selv samtlige punkter og det eneste min socialrådgiver gjorde var "klippe" udtalelser fra læge, psykiater og virksomhedspraktik ind i profilen. Ud fra dette lavede hun vurderingerne. Hun fortalte mig overordnet om indholdet hvorefter jeg grædende underskrev ress.profilen. So fare har jeg stadig ikke læst den. Magter det ganske enkelt ikke.

Det er snart 2 år siden jeg fik tilkendt min pension men jeg kan på ingen måde glædes ved det. Jeg er meget taknemmelig for at leve i et samfund som kan / vil forsørge mig når jeg nu ikke selv kan. Min pension er givet uden kontrol og det gør også ondt. Det er ligesom en tydelig tilkendegivelse af, at ingen forventer at jeg vil kunne oparbejde en omsættelig arbejdsevne. Min frustration over det var så stor at jeg rent faktisk kontaktede formanden for pensionsteamet, fordi jeg mente, at han havde glemt at give den med kontrol. Gennem telefonen kunne jeg ligefrem høre hvor forundret han blev over min opringning - og han sagde da også at han aldrig havde fået skæld fordi han havde tilkendt pension uden kontrol. Da det gik op for mig at min pensionstilkendelse var en formandsbeslutning brast min verden helt i grus. (Til de som ikke ved det så kan formanden for pensionsteamet træffe afgørelse i sager der er helt oplagte - det vil sige, at teamet ikke behøver bruge tid den - det er "bare" formanden der læser og vurderer sagen. Så min sag har altså peget så entydeligt på pension at formanden ikke engang fandt grundlag for en drøftelse af min sag i pensionsteamet.) Så der sad jeg tilbage. Tilkendt pension, uden kontrol og det var en formandsbeslutning. Som jeg sad der følte jeg mig fuldstændig kasseret, ude af stand til at leve mit liv og uden håb om at jeg nogensinde ville få det bedre. Det var rædselsfuldt. Nu hvor jeg skriver dette indlæg rammes jeg af præcis den samme følelse.

Jeg kan i lighed med dig rammes at dårlig samvittighed. Min dårlige samvittighed er ift. at jeg ikke føler nogen glæde eller lettelse ved pensionstilkendelsen. Føler jeg burde have det sådan når jeg ved hvor mange der føler at de skal kæmpe for at få deres pension. Det gør, at jeg ofte føler mig utaknemmelig men det er jeg altså slet ikke. Min arbejdsidentitet er bare så fremtrædende - og kombineret med en vis portion selvfornægtelse ift. mit funktionsniveau og min arbejdsevne så har jeg stadig ikke forliget mig med min pension.

Jeg læser stadig jobannoncer og håber at jeg på sigt vil få det sådan at jeg rent faktisk vil kunne være i stand til at søge arbejde. Mit absolut allerhøjeste ønske er at blive 100 % selvforsørgende. Alt det jeg gør, gør jeg, for at forbedre mine muligheder for at genindtræde på arbejdsmarkedet. Hvis det nogensinde sker, så må man gerne sige tillykke til mig! For det vil være en lykke.

Nu håber jeg ikke at nogen føler sig trådt over tæerne. Det er på ingen måde min hensigt. Jeg er lidt bekymret for om mit indlæg kommer til at lyde som om at jeg ser ned på dem der føler anderledes end jeg gør. Vil gerne lige understrege at det gør jeg så ingenlunde. Jeg ved hvor mange der kæmper gennem mange år og jeg kan godt forstå at andre kan føle glæde og lettelse ved en pensionstilkendelse - det er bare ikke sådan jeg selv føler det.

Håber og ønsker for dig, at du finder ro og glæde ved din pensionstilkendelse. Held og lykke med din nye tilværelse.