kære mella
tusind tak for din besked. Føler ikke jeg har den store støtte bag mig. Min kæreste presser på at jeg skal få sagen afgjort hvilket jeg ikke er herre over, og så presser han ved at sige vi ikke kan blive boende, og må gøre noget drastisk hvilket gør mig utryg og angst.
min familie ved ikke hvad de skal gøre, de ringer for mig op på kommunen men de ved ikke hvordan de skal håndterer når jeg fx græder i tlf. så føler egentlig jeg er meget alene med mine følelser.
skal til psykiateren den 13 håber på lidt støtte der, for er lidt langt ude pt pga. pres, stress og angst. Ja og med den nye reform der truer er vi vidst en del der har det sådan.
føler mig bare uendelig desperat, som om jeg ikke kan holde mine følelser ud, begynder at hade folk jeg ikke kender, tænke på dumme ting som at skade mig selv.
føler også en stor jalousi, selvom det er skamfuldt er jeg så jalou på alle de piger derude der fungerer normalt i et job og har et liv... og kan når jeg går på gaden tænke onde ting som(gid hun blev syg i stedet)
ikke tanker jeg er stolt af er bare efter så mange år i smerte blevet så bitter og ked af det..
kender nogen af jer den følelse af man ikke kan holde ud af at være i sin egen krop, ikke at kunne holde sine tanker ud? er det angst eller noget andet?