[julle]

Der er flere meninger og uenigheder. Jeg har modtaget dette svar angående diktafon, hvilket ikke giver ret til at bruge diktafon. Jeg har med tilladelse fra dukh, indsat svarret her:

Hej julle

Jeg sender dig hermed en senere besvarelse fra justitsministeriet.

Heraf fremgår det klart, at du ikke har ret til at bruge diktafon, men at der kan være situationer, hvor det f. eks. ud fra en borgers personlige forhold vil være bedst stemmende med god forvaltningsskik at lade borgeren bruge diktafon.

Du kan derfor prøve at komme i dialog med din sagsbehandler og dokumentere, at du har et hukommelsesproblem, og at det derfor for dig vil bære god forvaltningsskik at benytte diktafon. Men som jeg kan forstå på dig, vil du have svært ved at dokumenter dit hukommelsesproblem.

I stedet for diktafon, kan du også bede sagsbehandleren om at få et referat af mødet.

Du kan anke afgørelsen om afslag på brug af diktafon, når den sag, du gerne ville bruge diktafon i, er afsluttet, eller du kan indbringe sagen for ombudsmanden.

Jeg skal gøre dig opmærksom på, at det ikke fordrer et godt samarbejde at optage noget i det skjulte.

Her følger den seneste besvarelse fra justitsministeriet:

Besvarelse af spørgsmål nr. S 2834 fra medlem af Folketinget Line Barfod (EL)

Spørgsmål:

"Vil ministeren kommentere artiklen "Kommunen har ret til at nægte optagelser" i HK Kommunalbladet den 24. februar 2006, hvoraf det fremgår, at Folketingets Ombudsmand har udsendt en redegørelse om, at en kommune har ret til at nægte borgerne at foretage båndoptagelser under samtaler, og samtidig oplyse, om hun vil tage initiativ til et udvalgsarbejde eller lignende for at få tydeliggjort retstilstanden?"

Svar:

1. I begrundelsen for spørgsmålet anføres, at Justitsministeriet i en besvarelse af 11. august 2003 af spørgsmål nr. S 4066 fra samme spørger - der bl.a. drejede sig om, hvorvidt f.eks. en socialforvaltning kunne forbyde en borger at optage en samtale på bånd - gav udtryk for, "at der ikke var nogen regler, der forbød borgerne at foretage båndoptagelser under samtaler f.eks. i socialforvaltningen", men at Folketingets Ombudsmand nu har givet udtryk for en anden opfattelse.

I den forbindelse kan Justitsministeriet oplyse, at ministeriet i den nævnte besvarelse gav udtryk for, at der ikke, udover en særlig regel i straffelovens § 263, stk. 1, nr. 3, er fastsat almindelige regler om borgeres adgang til at optage samtaler med forvaltningsmyndigheder på bånd, ligesom spørgsmålet om borgeres adgang til at optage sådanne samtaler ikke er behandlet hverken i retspraksis, ombudsmandspraksis eller i litteraturen.

På denne baggrund fandt Justitsministeriet ikke at kunne bidrage med yderligere i forhold til det stillede spørgsmål.

2. Folketingets Ombudsmand har efterfølgende i den udtalelse (j. nr. 2004-2801-009), der er nævnt i det foreliggende spørgsmål - og som er omtalt i artiklen "Kommunen har ret til at nægte optagelser" i HK Kommunalbladet fra den 24. februar 2006 - haft lejlighed til at tage stilling til spørgsmålet.

Udtalelsen fra ombudsmanden vedrørte en borgers klage over, at en række forvaltningsmyndigheder havde meddelt den pågældende afslag på at kunne optage møder med myndighederne på diktafon/båndoptager.

I udtalelsen anfører ombudsmanden indledningsvis, at der ikke i den forvaltningsretlige eller socialretlige lovgivning er fastsat almindelige regler om borgeres adgang til at foretage lyd- og billedoptagelser af møder med forvaltningsmyndighederne.

I forlængelse heraf anføres, at der efter ombudsmandens opfattelse ikke er noget til hinder for, at en forvaltningsmyndighed - medmindre andet fremgår af de regler, der gælder for den pågældende myndighed - accepterer, at borgerne optager møder mellem borgeren og myndigheden.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt en borger har ret til at optage møder også i tilfælde, hvor forvaltningen modsætter sig borgerens ønske, udtaler ombudsmanden, at der på den ene side er et hensyn at tage til borgerens mulighed for at sikre sig dokumentation for og huske indholdet af et møde med en forvaltningsmyndighed.

På den anden side står det hensyn, at navnlig digitale lydoptagelser kan manipuleres, uden at den enkelte myndighed vil have mulighed for at imødegå dette, medmindre myndigheden selv ligger inde med optagelser fra mødet.

På denne baggrund giver ombudsmanden udtryk for, at princippet om, at offentlige myndigheder selv sætter rammer for de møder, som myndigheden holder, indebærer, at borgerne ikke har krav på at optage deres møder med forvaltningen. Begrænsninger i borgernes muligheder for at optage møder skal dog fastsættes på et sagligt grundlag. En myndighed kan f.eks. ikke give én borger tilladelse til at optage møder og give afslag til en anden uden en saglig begrundelse.

Herudover giver ombudsmanden udtryk for, at der kan være situationer, hvor det under hensyn til f.eks. en borgers personlige forhold vil være bedst stemmende med god forvaltningsskik at lade borgeren foretage lydoptagelser i forbindelse med møder med myndigheden. Der kan f.eks. være tale om forskellige former for "kommunikationshæmning". Efter ombudsmandens opfattelse skal en forvaltningsmyndighed således ved afslag på at lade en borger foretage lydoptagelse af samtaler med myndigheden foretage en konkret vurdering i forhold til borgerens personlige forhold.

I udtalelsen peger ombudsmanden på, at hensynet til borgerens mulighed for at sikre sig dokumentation for og huske indholdet af et møde med en forvaltningsmyndighed i øvrigt er tilgodeset med bestemmelsen i offentlighedslovens § 6, stk. 1, om forvaltningsmyndighedernes notatpligt, ligesom det følger af princippet om god forvaltningsskik, at myndighederne bør sikre sig bevis for at undgå tvivl om, hvad der er sagt og foregået i sagen.

Endvidere fremhæver ombudsmanden, at det nævnte hensyn til borgeren også er tilgodeset i forvaltningslovens regler om aktindsigt (§§ 9-18), partshøring (§ 19), begrundelse (§ 24) samt adgang til repræsentation (§ 8), herunder ret til at medbringe en bisidder til møder.

3. Som det fremgår af pkt. 2 ovenfor, giver ombudsmanden i den omhandlede udtalelse udtryk for, at princippet om, at offentlige myndigheder selv sætter rammer for de møder, som myndigheden holder, indebærer, at borgerne ikke har krav på at optage deres møder med forvaltningen.

Det følger imidlertid af udtalelsen, at der kan være situationer, hvor det under hensyn til f.eks. en borgers personlige forhold vil være bedst stemmende med god forvaltningsskik at lade borgeren foretage lydoptagelser.

Efter Justitsministeriets opfattelse er den retstilstand, der følger af ombudsmandens udtalelse, udtryk for en hensigtsmæssig afvejning af de modstående hensyn. På den baggrund finder Justitsministeriet ikke, at der er behov for yderligere initiativer på området

Så umiddelbart er det ikke så enkelt alligevel som jeg forstår det.
Jeg havde håbet på bare et JA eller NEJ til at bruge og optage med diktafon under en samtale indkaldt af kommunen. Tak for jeres øvrige svar,og jeg tror ikke diktafondebatten slutter her. Jeg ved ikke hvad jeg skal rette mig efter, men har brug for at optage samtaler lovligt, da jeg ved jeg flere gange endnu skal til møde hos sagsbehandleren.

Venlig holsen og tak for jeres gode arbejde
julle