[phhmw]

https://ast.dk/afgorelser/principafg...b-83c09989e5d8

Ankestyrelsens principafgørelse 70-17
Principafgørelsen fastslår 1

Kommunen skal efter serviceloven dække nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne (handicap).

Kommunen skal også dække de nødvendige merudgifter, som forældre, der forsørger et barn med et handicap, har.

Borgeren skal selv afholde udgifter, som andre borgere uden et handicap på samme alder og i samme livssituation har. Udgifter herudover kan efter en konkret vurdering dækkes efter reglerne om merudgifter.

Når kommunen skal vurdere, om borgeren har merudgifter til drift af bil, skal kommunen først tage stilling til, om borgeren uden sit handicap ville have haft bil. Kommunen skal også overveje, om det er en nødvendig følge af borgerens handicap at anvende bil.

Den samme vurdering skal ske, når der er flere biler i husstanden.

Kommunen skal også vurdere, om borgerens bil er særlig stor og driftsmæssig dyr, eller om den er en personbil af almindelig størrelse.

Kommunen skal dernæst skelne mellem borgerens forskellige typer af kørsel.

Først efter disse vurderinger kan kommunen beregne en borgers eventuelle nødvendige merudgifter til drift af bil.

Ville borgeren have haft bil eller ej

Et handicap betyder ikke nødvendigvis merudgifter til drift af bil. Det er derfor afgørende for vurderingen af merudgifter til drift af bil, om borgeren ud fra et objektivt sammenligningsgrundlag ville have haft bil, hvis funktionsevnen ikke var nedsat.

Vurderingen heraf skal ske ved at sammenligne borgeren med andre borgere uden handicap på samme alder og i samme livssituation. Det betyder, at kommunen ud over alder kan lægge vægt på fx beskæftigelse, uddannelse, bopælsforhold, civilstatus, husstandsstørrelse, aktivitetsniveau og behovet for mobilitet.

Der er tale om et objektivt sammenligningsgrundlag, hvor det kan være nødvendigt at indhente oplysninger i form af fx statistikker, der kan klarlægge, om en borger uden handicap på samme alder og i samme livssituation ville have haft bil.

Det betyder også, at borgerens subjektive forhold er uden betydning. Det har altså ingen betydning, om borgeren ville have foretrukket en bestemt transportform, hvis ikke borgeren havde haft et handicap. På samme måde er det uden betydning, om borgeren – hvis borgeren først senere i livet har fået et handicap – havde bil eller ej, før sit handicap.

Om borgeren uden sit handicap ville have haft bil, er en vurdering, der kan ændre sig over tid, afhængig af borgerens alder og livssituation.

Kommunen skal foretage den samme vurdering, når der er tale om en husstand med flere biler. Det skal her tilsvarende vurderes, om husstanden ville have haft flere biler ud fra et objektivt sammenligningsgrundlag.

I sag nr. 1 vurderede Ankestyrelsen, at det var sandsynliggjort, at borgeren ikke ville have haft bil, hvis ikke borgeren havde haft et handicap. Borgeren var 21 år, gik på højskole, og havde bopæl hos sine forældre 6 km fra centrum i en større by. Borgerens udgifter til drift af bil kunne derfor dækkes. Ankestyrelsen ændrede derfor kommunens afgørelse.

Særlig stor og driftsmæssig dyr bil

Beregningen af merudgifter til bil afhænger også af, om borgerens bil er særlig stor og driftsmæssig dyr i forhold til personbiler af almindelig størrelse. Der kan fx være tale om højere vedligeholdelsesudgifter og brændstofudgifter, og højere udgifter til udligningsafgift og forsikringspræmie. Disse ekstraudgifter vil kunne dækkes som merudgifter.

At borgerens bil skal sammenlignes med personbiler af almindelig størrelse betyder, at en særlig stor og driftsmæssig dyr bil normalt vil være en egentlig kassebil. Ved personbiler af almindelig størrelse forstås en bred vifte af de normalt forekommende typer biler, som kan variere fra mikrobiler til større familiebiler. I den forbindelse har borgerens livssituation afgørende betydning, herunder særligt hvor mange medlemmer, der er i husstanden.

Formålet med kørslen

Når kommunen har fastlagt, om borgeren ville have haft bil eller ej, og/eller om borgerens bil er særlig stor og driftsmæssig dyr, skal kommunen se på, hvilken type kørsel, der er tale om. Der kan være tale om handicapbetinget kørsel, ordinær kørsel eller privatkørsel.

Handicapbetinget kørsel skyldes udelukkende borgerens handicap. Det er kørsel, som borgere uden et handicap ikke har, fx kørsel til kontroller som følge af borgerens handicap.

Ordinær kørsel er ikke en følge af borgerens handicap. Det er kørsel, som andre borgere uden et handicap også har, fx kørsel til og fra fritidsaktiviteter, familiebesøg, og arbejde.

Privatkørsel er kørsel, som ikke involverer borgeren, men kun andre husstandsmedlemmer. Det kan fx være en ægtefælles kørsel til og fra egne fritidsaktiviteter eller en families kørsel uden barnet, som har et handicap, fx kørsel til og fra arbejde. Privatkørsel vil aldrig være en nødvendig merudgift som følge af borgerens handicap og kan derfor ikke dækkes.

Sondring mellem faste og variable udgifter til bil

Når driftsudgifter til bil skal beregnes, er det i nogle tilfælde nødvendigt at skelne mellem, om der er tale om faste eller variable udgifter.

Faste udgifter til bil er udgifter, som man har uanset kørselsomfang, fx forsikring og grøn ejerafgift. Faste udgifter til bil kan kun dækkes, hvis en borger uden sit handicap ikke ville have haft bil eller ikke ville have haft en ekstra bil. Og hvis borgerens bil er særlig stor og driftsmæssig dyr som følge af handicappet. I andre tilfælde vil der være tale om udgifter, som borgeren ville have uanset sit handicap.

Variable udgifter til bil er udgifter, hvor størrelsen på udgiften afhænger af kørselsomfanget, fx brændstof, reparation, dæk m.v. I hvilket omfang en borger kan få dækket variable udgifter til bil, afhænger af den enkelte situation som beskrevet nedenfor.

Beregning af driftsudgifter, hvis borgeren ville have haft bil

Personbil af almindelig størrelse

Hvis en borger på samme alder og i samme livssituation - men uden et handicap - ville have haft bil, kan borgeren, som har et handicap, kun få dækket den nødvendige handicapbetingede kørsel, når borgeren kører i en almindelig personbil.

Det samme gælder, hvis borgeren har en ekstra almindelig personbil, men også ville have haft to biler, hvis borgeren ikke havde haft et handicap.

Den handicapbetingede kørsel kan i disse tilfælde dækkes med udgangspunkt i statens lave kørselstakst. Det afgørende er dog, om de faktiske kørselsudgifter bliver dækket, da dette afhænger af bilens brændstofforbrug og brændstoftype.

Særlig stor og driftsmæssig dyr bil

Hvis borgerens bil er særlig stor og driftsmæssig dyr, kan borgeren dog udover den handicapbetingede kørsel, også få dækket forskellen i drift mellem kassebilen og en personbil af normal størrelse ved den ordinære kørsel. Det gælder også, selvom kassebilen dækker hele familiens kørselsbehov.

Beregningen af forskellen i drift skal ske på baggrund af den bevilgede bil, selvom borgeren har valgt at købe en dyrere bil.

Den handicapbetingede kørsel skal her dækkes ud fra de faktiske udgifter, og den ordinære kørsel – ud fra den faktiske forskel i både de faste og de variable udgifter mellem en almindelig personbil og kassebilen. En almindelig personbil er ikke nødvendigvis den bil, som borgeren evt. har haft før, men er en bil, som andre på samme alder og i samme livssituation almindeligvis har.

Kommunen kan ved beregningen af de ekstra brændstofudgifter sammenligne kassebilen med Skatterådets fastsatte brændstofforbrug for en privatbil.

Beregningen af forskellen i udgifter til fx forsikring skal ske ud fra det objektive sammenligningsgrundlag. Det betyder, at forsikringsprisen for borgerens kassebil skal sammenlignes med, hvad andre borgere på samme alder og i samme livssituation uden et handicap betaler i forsikring. Skatterådets takst for fx forsikring vil derfor ikke altid være sammenlignelig, hvis taksten ikke afspejler borgerens alder.

Beregning af driftsudgifter, hvis borgeren ikke ville have haft bil

Hvis det kan sandsynliggøres, at en borger på samme alder og i samme livssituation men uden et handicap ikke ville have haft bil, skal borgeren som udgangspunkt have dækket alle nødvendige faste og variable driftsudgifter til både handicapbetinget og ordinær kørsel. Det gælder uanset, om der er tale om en almindelig personbil eller en kassebil. Der skal dog ske fradrag i den ordinære kørsel for udgifter til offentlig transport.

Hvis borgeren har en nødvendig ekstra bil, og det er sandsynliggjort, at husstanden ikke ville have haft to biler, skal alle faste udgifter til den ekstra bil dækkes. De variable udgifter til den ekstra bil skal derimod normalt kun dækkes i forhold til den handicapbetingede kørsel, og ikke den ordinære kørsel. Det skyldes, at borgeren ved den ordinære kørsel almindeligvis ville have kørt i husstandens første bil, hvis der ikke havde været behov for en ekstra bil. Der kan dog være tale om dækning af de variable udgifter ved ordinær kørsel til en ekstra bil, hvis den er særlig stor og driftsmæssig dyr.

Beregningen af udgifterne til både handicapbetinget og ordinær kørsel skal ske ud fra borgerens faktiske variable og faste udgifter til drift af bil.

Ved beregningen af udgiften til brændstof kan kommunen tage udgangspunkt i bilens officielle brændstofforbrug, selvom det afviger fra det faktiske. Kommunen skal dog forholde sig til, om der er konkrete objektive forhold, der gør, at der skal tages udgangspunkt i det faktiske brændstofforbrug. Det kan fx være nødvendige ekstra varmeanlæg som en særlig indretning i bilen.

Værditab på bilen skal ikke indregnes i den løbende merudgiftsydelse. Det skyldes, at et eventuelt værditab først kan konstateres ved udskiftning af bilen.

Borgeren skal sandsynliggøre sit kørselsbehov. Omfanget af den ordinære kørsel fastsættes skønsmæssigt ud fra det behov, som andre på samme alder og i samme livssituation men uden et handicap har. Det betyder, at borgeren ikke har ret til at få dækket ethvert ordinært kørselsbehov, men at kommunen skønsmæssigt kan fastsætte et sædvanligt omfang. Kommunen kan i den forbindelse fx tage hensyn til, at gensidige familiebesøg er sædvanlige.

I sag nr. 2 vurderede Ankestyrelsen, at kommunen kunne beregne driftsudgifterne ved den ordinære kørsel ud fra de faktiske udgifter og ikke ud fra statens laveste takst hos en borger, der ikke ville have haft bil. Driftsudgifter udover brændstofudgifter, ville borgeren få dækket, når de konkret opstod. Der kunne ske en overkompensation, hvis borgeren både fik dækket forholdsmæssige variable udgifter via statens laveste takst, og de variable udgifter, der konkret ville opstå. Ankestyrelsen stadfæstede derfor kommunens afgørelse.

Fradrag i beregningen

Handicapbetinget kørsel

Ved handicapbetinget kørsel kan der ikke fradrages for sparet offentlig transport, da borgeren uden sit handicap ikke ville have haft transportudgiften.

Udgiften kan heller ikke reduceres ud fra et skøn om, at kørslen kan kombineres med andre ærinder som fx indkøb. Kommunen kan dog ved beregningen tage hensyn til, om det er muligt at kombinere flere typer kontroller ved ét besøg. Kommunen skal dog undersøge dette og kan ikke gå ud fra, at det er muligt.

Transportudgiften kan også reduceres, hvis der findes et egnet kontrolsted tættere på borgerens bolig.

Hvis det ikke er en nødvendig følge af borgerens handicap at anvende bil til fx kontroller, skal kommunen kun dække udgiften til den billigste offentlige transportform.

Ordinær kørsel

I opgørelsen af nødvendige merudgifter til bil ved ordinær kørsel skal kommunen fratrække sparede transportudgifter. Det betyder, at de udgifter, som andre uden et handicap har til offentlig transport til ordinær kørsel, skal fratrækkes den samlede opgørelse.

Ved voksne borgeres feriekørsel og lignende med andre voksne kan kommunen i beregningen tage hensyn til, at det er sædvanligt at bidrage til transportudgifter ved samkørsel.

Se note 1 sidst i afgørelsen.

Privat kørsel skal altid fradrages.

Særlige problemstillinger i sager om driftsudgifter til bil

Samlet opgørelse af driftsudgifter

Ved beregning af merudgifter til drift af bil, når borgeren ikke ville have haft bil eller har en kassebil, kan kommunen lave en samlet opgørelse af udgifterne til bil, og på den måde inddrage både afgiftsbesparelser og ekstra afgifter.

Borgeren kan fx være fritaget for grøn ejerafgift, men pålagt en udligningsafgift. I de tilfælde kan kommunen indregne afgiftsbesparelsen i den samlede opgørelse. Det afgørende er, at borger kompenseres for merudgifter til drift af bil generelt, og ikke i forhold til hver enkelt driftsudgift. Kommunen kan dog ikke modregne i andre typer merudgifter. Der skal være tale om sammenlignelige udgifter.

Kommunen skal i de tilfælde lave en tydelig beregning af merudgifterne til drift af bil, så det står klart for borgeren, hvordan det samlede regnestykke er gjort op.

Det samme gælder, når kommunen vælger at anvende statens kørselstakst ved beregningen, og så giver afslag på konkrete vedligeholdelsesudgifter, der i et vist omfang er indeholdt i statens kørselstakst. Kommunen må da opgøre, hvilken del af udgiften, der allerede er dækket via statens kørselstakst, og hvilken der ikke er.

Nødvendighedsvurdering af driftsudgifter

Når en borger søger om dækning af konkrete driftsudgifter til bil, skal kommunen - ligesom ved andre typer merudgifter - vurdere, om driftsudgiften er nødvendig.

Det betyder, at lovpligtige og/eller nødvendige foranstaltninger i forbindelse med den sikkerhedsmæssige drift af bilen kan dækkes som nødvendige merudgifter hos de borgere, der ikke ville have haft bil, eller de, der har en kassebil, og hvor udgiften er højere end ved en almindelig personbil.

Der kan fx være tale om serviceeftersyn, der er påkrævet, for at bevare fabriksgarantien, eller nødvendige reparationer, der opstår som følge af et evt. serviceeftersyn, og som er påkrævet for, at bilen kan anvendes forsvarligt. Der kan også være tale om en udgift til vinterdæk, fx i de tilfælde, hvor borgerens kassebil ikke kan anvendes forsvarligt uden brug af vinterdæk.

En udgift til kørekortfornyelse som følge af borgerens handicap kan også dækkes som en merudgift, hvis det er nødvendigt for borgeren at bruge bil i hverdagen. I de tilfælde medregnes udgiften i den månedlige ydelse i det år, hvor udgiften falder.

Det betyder dog samtidigt, at ikke-lovpligtige og valgfrie foranstaltninger, der ikke er nødvendige for den sikre drift af bilen, ikke kan dækkes som nødvendige merudgifter. Det kan fx være udgifter til at få foretaget et serviceeftersyn, og abonnement til vejhjælp.

Højere udgifter til fx reparation af en hjælpemiddelbil, der skyldes, at borgerens bil er gammel, kan ikke dækkes som en nødvendig merudgift, hvis borgeren efter gældende regler havde ret til, men valgte ikke at søge om udskiftning af hjælpemiddelbilen. Det er dog kun den del af udgiften, der skyldes bilens høje alder, der ikke kan dækkes som en merudgift.

I sag nr. 3 havde borgeren ikke ret til at få dækket selve udgiften til et rutinemæssigt årligt serviceeftersyn. Ankestyrelsen vurderede, at der i det konkrete tilfælde ikke var tale om en nødvendig driftsudgift, der var påkrævet for, at bilen kunne anvendes forsvarligt. Ankestyrelsen stadfæstede derfor kommunens afgørelse.

Skader

Udgifter som følge af skader på bilen kan ikke dækkes som nødvendige merudgifter, hvis skaden opstår som følge af førerens uagtsomhed. Det skyldes, at skaden i de tilfælde ikke er en følge af borgerens handicap, men en følge af førerens kørsel.

Hvis skaden derimod er hændelig, vil udgifterne kunne dækkes hos de borgere, der ikke ville have haft bil, eller de, der har en kassebil, der bevirker en højere udgift i forbindelse med skaden. Der kan fx være tale om et stenslag på bilens forrude.

I sag nr. 4 havde borgeren ikke ret til at få dækket udgiften til selvrisiko, der var opstået som følge af en skade på bilen. Der var tale om en skade, som borgerens hjælper ved sin uagtsomme kørsel havde påført bilen. Ankestyrelsen stadfæstede derfor kommunens afgørelse.

Hilsen Peter