Jeg er sjovt nok ikke pinlig ved at sige at jeg er førtidspensionist, men jeg synes altså det er pinligt at sige jeg er psykisk syg
Der er så megen tabu mht psykisk sygdom - specielt psykoser og det faktum, at man kan gå fra ''normal'' til rablende vanvittig inden for et relativt kort tidsrum - det ene tidspunkt har jeg begge ben plantet solidt på jorden, det næste øjeblik kan jeg hænge i lysmasten fordi jeg tror jeg kan flyve
Jeg er jo mest i kontakt med forældre, fordi jeg selv har børn, og jeg har simpelthen ikke lyst og mod på at fortælle om hverken mine maniske perioder, mine voldsomme depressioner eller mine ekstreme psykoser, der ligger på grænsen til skizofreni, med forfølgelses vanvid, hallucinationer mm.
Jeg vil helst have, at folk bare ser MIG - sådan som jeg er oftest - og ikke det syge jeg, som alligevel er lukket inde når det er værst.
Jeg kan umuligt forklare folk min verden, da jeg ikke engang selv forstår min verden. Så jeg siger bare jeg er førtidspensionist, ikke andet, så må de selv vælge på den hylde de vil....men i virkeligheden er jeg ret dygtig til at undgå spørgsmålet eller slippe uden om, så jeg ikke behøver at svare
