Citat:
Oprindeligt indsendt af Contanie
Lang, lang tid du har været i systemet, medicineret og først nu diagnose på.
Jeg har selv været i din situation og pres, stress og uvidenhed fra forskellige sagsbehandlere, gjorde det livsfarligt.
Jeg endte på intensiv og når du beskriver din situation og din sagsbehandler, synes jeg, det er meget bekymrende.
Jeg tænker, hvad det mon er for et sted, hvor du er i behandling, for 6 måneder er ikke et langt forløb, når det handler om borderline...
De bedste (få) steder strækker et forløb sig over flere år.
Fordi du bliver afsluttet indenfor sådan en kort tidshorisont, er det jo langt fra sikkert at du er færdigbehandlet og det er enormt vigtigt, hvad psykiateren skriver i speciallægeerklæringen eller statusattest.
Er der en socialrådgiver tilknyttet, som måske kan rådgive dig?
SIND har frivillige og gratis bisiddere, som gerne deltager i møder med kommunen.
Hvis du magter, at kontakte dem, så synes jeg det er en rigtig god ide og hjælp og gå endelig ALDRIG alene til møder hos kommunen.
Her er et link til Borderline foreningen.
Du kan måske læse lidt og der er både folk med diagnosen og professionelle, som kan rådgive og hjælpe dig.
http://www.borderlinenetvaerket.dk/o...on-eller-mail/
Det er ubærligt, at stå alene i din situation og jeg håber, at du er i stand til, at bede om hjælp og støtte.
Mange  |
Grunden til at de afslutter mig, er vidst fordi de egentlig ikke behandler borderline. Men jeg aner ikke hvor jeg så skal hen efterfølgende, for jeg er jo selvfølgelig ikke færdigbehandlet efter kun 6 mdr.
Jeg har også overvejet at kontakte sind, men jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige til dem.. synes det er svært..
Jeg har altid min mor med til møder på kommunen, men hun kan selvfølgelig ikke stille så meget op over for dem, men det er rart nok at have hende som støtte.
Citat:
Oprindeligt indsendt af Akvamarin
Du skriver:
"Grundet voldsomt psykisk nedbrud og selvmordstanker, har jeg med hjælp fra en overordnet i kommunen blevet fritaget kontakt med jobcenter i et helt år - de må altså ikke kontakte mig, og jeg skal have fred til min behandling. "
Så i det år har du fred for jobcenteret og skal gøre alt hvad du kan for at få det bedre. Hvordan du gør det må psykiateren hjælpe dig med, ligesom han/hun vel har nogle ideer til hvad du skal gøre når du bliver afsluttet hos ham/hende.
Jeg tænker at det vil være godt for dig at lave lidt frivilligt arbejde ved siden af din behandling. Så du vænner dig til at være sammen med andre mennesker i en arbejdssammenhæng. At gøre det mens du går hos psykiateren vil give dig mulighed for at tale med psykiateren om de ting der opstår pga samværet med andre mennesker.
Du kan tale med din mentor om hvad der findes af frivilligt arbejde i omegnen af din bopæl og mentor kan hjælpe dig kontakte de steder.
Sind har også forskellige aktiviteter og samværs arrangementer hvor det er muligt at møde andre med din lidelse. Det kan måske hjælpe dig til at finde en vej. http://sindungdom.dk/ |
Jeg har prøvet at spørge psykiatrien til råds, men de kan ikke hjælpe, det eneste de siger er at nu skal jeg fokusere på min behandling og ikke tænke så meget på jobcenter.
Frivilligt arbejde er helt udelukket, det er jeg slet slet ikke i stand til. Jeg er så langt nede som jeg overhovedet kan være, bare det at møde op til behandlingen på psykiatrien er en kæmpe udfordring for mig.
Citat:
Oprindeligt indsendt af Gana
Hey igen 
Du skriver at du ikke magter at være sammen med mentor lige nu - og generelt har problemer med at være sammen med andre.
Jeg tror du skal fokusere en lille smule på det her, og selvfølgelig må målet være at du kan holde ud at være sammen med andre i kortere eller længere tid, men jeg tror også det er vigtigt at du lige giver dig selv "lov til" at have det sådan nu.
Accepter at det er sådan det er lige nu og i et uvist stykke tid og så prøv at tænke i fremtid med det som udgangspunkt.
Når jeg læser hvad du skriver, læser jeg et meget velformuleret, korrekt og godt indlæg. Du er god til at formulere dig på skrift.
Det kunne du vælge at bruge aktivt, feks ved at skrive med din mentor, så I får en god dialog på den måde? det samme med din SB - skriv til hende/ham - du er god til at skrive...
Rigtig mange uddannelser kan tages via nettet i dag - som e-læring. Det kunne være en god vej for dig måske?
Nogle steder skal man møde op til en forsamtale, eller have en tlf kontakt inden man starter, men jeg tænker at du fint vil kunne skrive og forklare at det "magter" du ikke lige i øjeblikket og på den måde komme igang med noget godt? Du kan evt få din mentor til at "tegne og fortælle" for et kursussted?
Og når man uddanner sig via e-læring, så behøver man jo ikke nødvendigvis starte ude med 15 fag og fuldt drøn? man kan godt vælge at starte ud med et enkelt eller to fag - og så kan det være en god ide at starte på et niveau under det man egentlig godt kan. så får man tid og overskud til at finde en "rytme" / et system der passer til den måde at uddanne sig på.
Mon det kunne være en ide for dig?
Egentlig sidder jeg og tænker nu finder jeg lige en masse link og lægger ind til dig, men faktisk er mit hoved ved at være kaput for nu og desuden tænker jeg også at det kan du fint selv finde, og jeg er så bange for at du føler at jeg "taler ned" til dig her. Du lyder nemlig til at være ret "kvik i bolden" og jeg vil ikke fornærme dig eller noget...
Hav en god dag - og lad os høre hvordan det går? og hvad du gør? Gana  |
Først og fremmest, tak for rosen.
Det er desværre også noget der kan bruges mod en, fordi er man velformulerende og ikke helt dum, ja så ser kommunen det som at man intet fejler og sagtens kan gå i uddannelse eller job.
Mentor er svært for mig. Jeg har haft skrevet med min mentor siden 2014 (har haft 3 forskellige) men de ønsker at jeg skal til at mødes med mentor, og det er så pisse svært. Det er svært for mig at skulle sidde med et andet menneske, og finde på uddannelsesønsker, når det simpelthen ikke eksistere i mit hovedet. Jeg tænker dagligt på selvmord, og græder det meste af dagen - så hvordan skal jeg sidde med et over optimistisk menneske og finde frem til mine interesser og uddannelsesønsker.
Jeg skrev i sidste måned et langt brev til min sagsbehandler hvor jeg forklarede hvordan jeg egentlig har det, og hvor svært det hele er for mig. Hun skrev tilbage, at vi snakker om det på næste møde. Det valgte hun så at lade være med, i stedet var det min mentor der førte ordet og fortalte om hvad der skal ske for fremtiden. Jeg røg fuldstændig ned efterfølgende, for jeg bliver ikke taget seriøst.
Mht. uddannelse, så er jeg ikke i nærheden af det som jeg har det. Mit liv er et kæmpe rod, jeg kan ikke overskue at være vågen særlig mange timer af gangen, jeg sover utrolig meget for ikke at ende op med at tage mit liv. Jeg doper mig selv med beroligende medicin for bare at kunne være til.
Men det er der ingen der forstår.
Jeg er i DAT-behandling lige nu, og jeg har lektier for hver uge og selv det er nærmest uoverskueligt for mig.
Jeg er så langt ude, og har faktisk været det hele mit liv - det startede allerede i børnehaven. Jeg har brug for ro i mit liv, ikke et konstant pres, og jeg tror aldrig at jeg kommer til at kunne tage en uddannelse, eller på nogen måde blive selvforsørgende. Det kan godt være at mange mener at jeg bør se mere optimistisk på fremtiden og tro mere på mig selv, men jeg ved hvad jeg har været udsat for i mit liv, og hvor lidt jeg er i stand til at klare.
Men det er bare hårdt at der konstant er forventninger om at jeg skal starte på en uddannelse, når jeg ikke engang kan fungere hjemme.
Og nej, du taler absolut ikke ned til mig. Det er jo ikke dårlige forslag du kommer med, jeg er desværre bare ikke der hvor jeg kan føre dem ud i livet.