phhmw
Det er det fordi, ansvaret har ganske vanskeligt at finde sin ejermand.
Som et vådt stykke sæbe.
Faktum er, at danske socialrådgivere I disse sager ikke ønsker, at tage det personlige ansvar over for lovgivningen med en autorisation.
Dansk Socialrådgiverforening ønsker stadig ikke deres medlemmer skal være autoriserede, med begrundelsen at de ikke ønsker de samme kosekvenser, som autoriserede sundhedspersoner.
https://ekstrabladet.dk/opinionen/pu...rLvf9lxTFNEORQ
Kristeligt Dagblad har den seneste tid kørt en artikelserie om tvangsfjernelser, der blandt andet har dokumenteret, at 50 procent af de formandsbeslutninger, der træffes om anbringelser, omgøres, når de kommer for anden instans, Ankestyrelsen.
Det er et rasende højt tal.
Man skal tænke på, at en tvangsfjernelse er at sidestille med en frihedsberøvelse i forhold til det indgreb, det er i vores liv som borgere – staten har den ultimative magt til enten at sætte os bag tremmer eller at fratage os vores børn.
Når man ser på, hvem det er, der træffer så indgribende beslutninger, så vil man vide, at en børnesag begynder i kommunen.
Her sidder der socialrådgivere, der har ansvaret for de enkelte sager. Over dem sidder en faglig leder, der har det overordnede ansvar. Det er i dette 'rum', en anbringelse med eller uden tvang bliver konstrueret eller planlagt. For at der kan træffes afgørelse i en sag, skal den ifølge loven være belyst. Hvis en sag ikke er tilstrækkelig belyst, kan der i sagens natur ikke træffes en retfærdig afgørelse.
Når jeg medvirker til samtaler i kommuner, børne- og ungeudvalg, hvor sager og afgørelser om tvangsfjernelser bliver taget, så oplever jeg én bestemt ting: Og så sent som i går oplevede jeg det i en af landets største kommuner. Der blev truffet afgørelse om at tvangsfjerne en dreng,
uden at sagen var belyst. Der blev truffet afgørelse på skøn og børnesamtale. Tilbage sad en fuldstændig målløs mor, hvis fremtid nu er usikker.
Mange tror fejlagtigt, at tvangsfjernelser om børn kun tilhører den nedre klasse i samfundet. Men den tro bliver vækket brat, når en familie rammes selv og oplever, at det virkeligheden ikke er dem, der ejer deres børn, men i sidste ende staten.
Vi har som forældre kun myndigheden, og den kan også inddrages.
Når staten har så ultimativ en magt via loven, er det ekstremt vigtigt, at dem, der er sat til at bevogte området, er deres ansvar bevidst, og at loven overholdes.
Men her har vi så det helt store problem, for loven overholdes ikke. Og dem, der er sat til at vogte, at den bliver det, sidder enten i disse udvalgsmøder, hvor beslutninger om tvangsfjernelser foregår, og sover eller ser på mobiltelefon.
Det er selvfølgelig ikke alle, der gør det, men det er desværre ikke et usædvanligt scenarie, som jeg har været vidne til mindst 20 gange. Det er, som om det er en automatisk hændelse, som de er blevet så vant til at effektuere, at de slet ikke tænker: Tænk, hvis det var mit eget barn.
Og når man så også ved, hvad der er på spil ude i de professionelle plejefamilier og på de forskellige institutioner - i gamle dage kaldet børnehjem, ja, så må man ryste på hovedet. Over at systemet skulle fremstå at tilbyde et bedre alternativ til deres biologiske familie.
Ugentligt kan man da også følge med i pressen, hvor der oplyses om sager, hvor anbragte børn har været udsat for enten vold eller seksuelle overgreb af plejeforældre. Dette er blot toppen af de sager, der ser dagens lys i pressen.
Det er det rene wild west at begive sig ud i system børneland, hvor alle snubler over hinanden for at holde gang i en industri, hvor de hver især lever af anbragte børn. Det gælder alt lige fra manden, der leverer toiletpapir, til institutioner, til dommeren, der træffer afgørelsen.
Og midt i alt dette virvar af retsløshed ryger mange enlige mødre i fælden, hvor de efterlades alene uden deres børn og med knækket værdighed, der gør, at de går helt ned med flaget.
Og hurra, for nu har system Danmark skabt endnu en klient, som godhedsindustrien kan tjene penge på.
Trusler om fjernelse af dine børn vs Arbejdsmarkedområdet.
https://www.k10.dk/showthread.php?t=35307
phhmw
Tiden må være inde til, at socialrådgivere i tunge børnesager, som beskrevet, bliver autoriserede, med personligt ansvar over for lovgivningen.
Som andre vigtige funktioner, hvor samfundet kræver en autorisation.
Sundhedspersoner.
AUT.-EL-installatører
AUT.-Kloakmester
etc
Hilsen Peter
