Jeg sidder også på den anden side af bordet, og har erfaringer som Pyt. Vi starter på neutral grund, hvor der hverken er mistro eller tillid. Vi skal lige ”føle hinanden lidt på tænderne”, om jeg så må sige. Grunden til mistro bliver dog hurtigt lagt af sagsbehandleren, fordi denne ofte ikke følger loven, refererer i strid med sandheden, mangelfuld sagsbehandling osv. Jeg har oplevet dette for tit, og jeg bånder samtalerne, indtil sagsbehandleren viser sig min tillid værdig.
Jeg har heller intet at skjule, og har derfor intet imod at samtalen båndes. Derved kan mange misforståelser faktisk undgås, for hvad var det lige, der rent faktisk blev sagt af den og den. Jeg kan ikke forstå, at man ser en optagelse som så stor en trussel, når det rent faktisk er med til at nedbringe misforståelser, hjælper hukommelsen når notatpligten skal overholdes, hjælper klienten med hukommelsesbesvær osv.
En bisidder er efter min erfaring med til at ”hæve standarden” på mødet, hvis jeg må være så fri. Det er sådan (for mig i hvert fald), at hvis jeg tager alene til møde, og jeg efterfølgende påpeger fejl og mangler eller påpeger, at jeg føler mig presset ud i noget, jeg ikke kan klare, bliver det påstand mod påstand, sagsbehandleren og jeg imellem (gæt hvem der får ret). Hvis der derimod er en bisidder til stede, får tonen en helt anden lyd.
Kan det have noget at gøre med, at der så er to, der har hørt det samme og derfor står stærkere i.f.t. en evt. klage over sagsbehandleren…?
Naturligvis er det god "emma gad" at fortælle, hvorfor man ønsker samtalen båndet, men jeg godtager ikke, at den eneste acceptable begrundelse er, at det er ”sygdomsbetinget”. Det er en god grund, men næppe den eneste gyldige. Det er jo netop pga mistillid, at det er en god ide at bånde samtalen, så ingen er i tvivl om, hvad der blev sagt til mødet, det gælder både sagsbehandler, klient, og hvem der ellers måtte være tilstede ved mødet.
Jeg forstår ikke rigtig din melding socialformidler. Jeg forstår det sådan, at du accepterer, at samtalen bliver båndet, hvis det er grundet sygdom, men ikke hvis det er grundet mistillid?
Jeg forstår det sådan, at du ikke vil acceptere at bånde samtalen, hvis det er en borger, du ikke har talt med før. Hvor mange samtaler skal man så have med dig, før du vil acceptere det?
Hvis borgeren ikke har tillid til sagsbehandleren, vil du foreslå en bisidder – fair nok. Men hvis borgeren fastholder, at samtalen skal båndes, med eller uden bisidder, afviser du så at tale med vedkommende?
Vær sød at forklare mig, hvad du mener. Jeg forstår det simpelthen ikke…
Knus
Trylle