[Enteneller]

Hejsa,

Nå men jeg er altså lige i stødet til at få opklaret nogle tilstedeværende "problemer" og sådan er det når jeg får et glas rødvin eller to. I morgen tidlig vi jeg sikkert sidde og sige "****", men når problemet er der så må det belyses og ud af verden inde det bliver for stort, er det ikke rigtigt??

Problemet:

Min kære eksmand, faren til mine 2 guldklumper og en rigtigt god far af slagsen fortalte mig i dag at han have lavet om på ungernes og hans ferie 2009. !!

Mine børn bor begge hos ham efter eget ønske og sammen har de endelig planlagt at de skulle på 1 års badeferie sydpå til næste år. Mine børn elsker dette, sidste år havde jeg dem afsted sammen med en veninde og hendes søn, 14 dage afsted og de elskede dette. Min eksmand ville rigtigt gerne have mig med på deres ferie osv. men dette ville jeg ikke overleve, jeg kunne ligeså godt tage en overdosis af et eller andet inden, for min krop at fuldstændigt skruet op når han er der, og jeg tåler ham ikke ret længe ad gangen, det er meget svært men sådan er det.

Min eksmand har så fundet ud af at i stedet for en badeferie med ungerne, så vil han tage med sin kammerat i båd sydpå og fiske. Kammeratens kone, som jeg har gået et år i skole med på HH, vil så tage med deres 2 ungerne og mine / vores 2 derned efter flg. i fly!!. Kammeratens kone er sød nok, men lige sukkersød og naiv nok til mig, du kan sparke hende bagi 6 gange i træk og hun vil vende sig om og sige "tak".

Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde, min eksmand er en super god far, og jeg ved at han vil gøre alt for at have nogle dage sammen med sine unger dernede, men når de er ude at fiske så er det min. 10 -12 timer ad gangen. Han har ikke råd til både at tage en bade ferie og fiske ferie med dem, og jeg kan ikke passe dem alene. Jeg har sagt til ham at han må vente på min godkendelse, jeg skal lige have nogle ting på plads inden jeg siger god for arrangementet. Mine børn vil bare sige ja, for det gør de overfor deres far, han er dådyret i vores familie og det var så synd for ham at vi blev skilt. Det er mig der er den stærke syntes det, selvom de blev bange da jeg først på året blev indlagt på psyken.


Jeg syntes sku ikke at det er fair at ungerne kommer med på en fiske ferie, kammeratens kone er da sød og de skal nok hygge sig, men de vil jo savne deres far, det gør de også til hverdag, selvom de bor hos ham. De føler næsten af de ser ham mere.

Er det der er bekymret på forhånd og skal jeg bare lade det gå igennem eller hvad ?.

Kh. EE