[vasen]

Som formænd(kvinder) for socialrådgiverforeningen har Karen Ellemann også en facade som den flinke pige, når hun skal tale ofrenes sag.
Hun har gang på gang sagt en masse uden at sige noget med indhold.
Hun stikker fingeren i luften, vejrer hvad vej vinden( se økonomi) er, og taler derefter.
Det eneste positive er, at hun nu er sat på en udpost, hvor hun ikke kan gøre så meget skade.

Det er jo , når alt kommer til alt befolkningen, der stemmer på de politikere vi har.

Måske skal mange flere ned i skidtet før de fatter, at alle kan komme i situationer, hvor der er brug for handling.
Jeg ved fra en lærer i Københavns kommune, at underretningsbreve ofte syltes.

Men, men har tit tænkt, at vi i vores danske "Dna" har en berøringsangst, for at blande os.
Det er også meget, meget svært da man jo også ved, at myndighederne ikke altid handler i barnets tarv.
F.eks, når skiller søskende ad, der sættes i familiepleje eller på børnehjem.

Jeg har selv været vidne til et barn, på 8 år der samlede flasker for at købe mad.

Jeg tog hende ofte hjem, vaskede hende og gav hende mad.
Det måtte jeg ikke, men forud havde jeg gentagne gange kontaktet kommunen som bare sagde de holdt øje.
Bad om en samtale med fuldmægtigen som Gudhjælpemig sagde til mig, at barnet jo var vant til de forhold. Jeg sagde at risikoen for, at barnet ville finde sin mor død var overhængende. Moderen var skind og ben.
Både mor og fraværende far var meget langt ude i heroin misbrug og moderen lod pigen være alene om natten, da hun skulle på Halmtorvet for at skaffe penge.

I desperation kontaktede jeg poltiet, men de skrev bare til de sociale myndigheder. de måtte ikke handle på egen hånd.

På et tidspunkt stod der en meget truende mand udenfor min dør og sagde jeg øjeblikkelig skulle stoppe med, at kontakte myndighederne.

Indrømmer, jeg blev bange, da jeg selv var alene med en datter på 5.

Nogle måneder senere ved en sommerafslutning på skolen, bestemte en og kun en lærer, at nægte at udlevere pigen til moderen, og kontaktede politiet.
De kom, men barnet var løbet sin vej, og de kunne ikke finde hende og kørte igen.

Da skolen var lige overfor kunne jeg tydeligt følge begivenhedernes gang, og jeg hørte en anden lærer bebrejde den lærer, der havde kontaktet politiet, og dermed hørte jeg hans navn.
Jeg ringede staks til den lærer, der tog handling og bad ham om at holde fast i sin indstilling til barnets situation.
Først ca. 4 mdr. senere blev barnet fjernet. Moderen døde et par måneder senere.

Ca. 5 år herefter kørte tv. 2 et tema om emnet, og jeg kontaktede dem. De var meget interesserede og jeg gik efter flere opringninger med til at blive interviewet, men ak, sikke en gang manipulation.

Da udsendelsen efter nogle måneder blev sendt, var der klippet så meget i min oplevelse, at stort set kun truslen var interessant for TV. 2
Siden har jeg stort set ikke set tv. 2.

Jeg glemmer det aldrig, og desværre ser det ikke ud til, at det har bedret sig.

Dengang forsøgte jeg, at få andre til også at kontakte myndighederne, da alle i opgangen var klar over pigens miserable liv, men ingen ville blande sig.
Så igen, vi skal blande os, for måske havde kommunens ansvarlige taget efterretningen mere alvorligt, hvis vi var flere.
Det er en svær problematik , for vi hører jo også om sager hvor myndighederne gør ondt værre.

I mit lange arbejdsliv i psykiatrien var det ofte, at også de der var blevet fjernet hjemmefra fra misrøgt gik fra asken til ilden, hvor misrøgten fortsatte, nu bare fra de plejefamilier de kom til. En enkelt gang fik jeg viden en forstander på et børnhjem, som misbrugte børnene sexuelt.

Jeg håber dog, at de fleste har klaret sig nogenlunde, men ar på sjælen slipper de ikke for.

P.s Om Socialrådgiverne ikke ønsker autorisation kan bunde i, at de er bange for arbejdsløshed ved jeg ikke.
Det er jo noget de stemmer om!