[Socialformidleren]

Jeg ville ønske, at de mennesker som jeg har hjulpet gennem tiden, ville skrive et lille indlæg herinde, blot for at kunne fortælle at jeg er en hjælper og ikke en angriber!! Her tænker jeg på dem jeg har hjulpet udover mit daglige arbejde!!!

Hejdien når jeg fx skriver om, at læger rent faktisk fastholder nogle i en sygerolle, så er det desværre rigtigt - nu har jeg siddet i systemet i 13 år og har derved også fået en vis erfaring, både med borgere, men også med læger - mange læger.

Jeg har fx har min egen læge i 20 år - han kender mig på godt og ondt, han kender til mine dæmoner, mine problemer o.s.v.
Hvis jeg gik op til ham i morgen og snakkede lidt om arbejdspres, overarbejder mellem 10-20 timer om ugen, og at filmen var ved at knække for mig - ville han til hver en tid skrive en lægeerklæring på ligeså mange måneder som jeg har brug for.

Undersøgelser viser, at mennesker der er væk fra arbejdsmarkedet i 13 uger og derover risikerer at blive fastholdt i en måske ikke helt reel sygerolle - en sygerolle jeg sagtens kunne havne i, hvis jeg havde opbakning fra min læge.

Fx blev jeg på et tidspunkt forladt af en kæreste, jeg tuede og tuede og tuede - da jeg havde gjort det konstant i 3 måneder + jeg havde tabt 20 kg på 3 måneder (vejede 40 kg), blev mine arbejdskollegaer bekymret og bad mig gå til lægen, hvilket jeg gjorde - hans ”behandling” var antidepressiv medicin - blot ud fra en enkelt samtale, hvor jeg ikke bestilte andet end at tude. Da jeg gik til lægen, var jeg da lige nøjagtig klar over hvilke knapper jeg skulle trykke på, for at få det som jeg ville have det - MEN, det jeg mest af alt ønskede var, at min gode læge gennem 20 år sagde til mig - tag dig sammen min pige, hold fri 14 dage hvis det er det du har brug for - tag ud at rejs eller noget andet. Det jeg absolut ikke havde brug for var, at han blot stak mig en recept på antidepressiv medicin - uden samtaler uden noget som helst andet end nogle fantastiske belastende bivirkninger - som kunne have gjort mig rigtig syg, hvis jeg ville være det!!!!

Min efterfølgende tanke, da jeg kom ovenpå var - hva´ faen bilder han sig egentlig ind, at placere mig i en sygerolle, som jeg overhovedet ikke kunne bruge til noget - det var 100% hans subjektive observation af mig og ikke en objektiv observation.

Nu har jeg siddet 13 år i systemet, hvor jeg både har siddet med kontanthjælp, i pensionsteam og med sygedagpenge. Erfaringen siger - desværre - at der er rigtig rigtig mange der bliver placeret og fastholdt i en sygerolle - det ligger faktisk et sted mellem 25 - 50% og mange gange er læger med til at fastholde dem.
Der er dog efterhånden indledt et samarbejde mellem læger, faglige organisationer og kommuner om dette emne, hvor lægerne er mere og mere opmærksomme på, at det gør mere skade end gavn for det berørte menneske.

Hejdien skrev:

hmm hvad er det lige der er gang i der ? du vil vel ikke påstå kære socilaformidler at du har bedre mulighed for at afgøre en persons helbred end de specialister og læger der har undersøgt patienten ?

Her vil jeg sige, der er stor stor forskel på sygdomme, hvor man objektivt kan stille en diagnose, som fx kræft og mange mange andre sygdomme - der var engang hvor lægerne mente, at mennesker med depression blot skulle have fred og ro, og at de absolut aldrig kunne komme ud på arbejdsmarkedet - nu har de selv samme læger fundet ud af, at det er det værste man kan gøre ved en depressionsramt - det bedste er, at de kommer ud blandt andre mennesker, deltager i sociale aktiviteter, deltager i et arbejdsliv, så de ikke bliver mere syge eller udvikler angst og socialfobi.

80´erne var bestemt ikke et mere menneskeligt system - hvad bildte de sig ind de socialrådgivere der sad dengang og klientgjorde mennesker? Som har vist sig at være tilfældet.
Der sidder mennesker - og mange af dem - der står fuldstændig uforstående overfor at man ikke hjalp dem tilbage på arbejdsmarkedet, at man blot lod dem være dem selv, hvor mange havnede i isolation, udstødelse og marginalisering - deriblandt min egen mor!!!
Det er på et eller andet plan klart, at de følte sig respekteret af deres sagsbehandlere, for de snakkede dem blot efter munden, i stedet for at motivere dem og i stedet for at få dem til at fokusere på muligheder. Jeg føler mig også respekteret hvis jeg får min vilje (det er groft sagt). Men står jeg 10 år efter, og finder ud af, at der ikke længere er brug for mig på arbejdsmarkedet fordi mine kvalifikationer er blevet forældet, så vil jeg tænke tilbage på den sagsbehandler der respekterede mine behov på daværende tidspunkt, og blive meget meget sur, over at der ikke blev stillet nogle krav til mig.

Ja, jeg er enig med Foghs politik, jeg mener at dem der har behov, skal også have hjælp, dem der er svage skal styrkes, dem der er dovne (de findes jo altså også) skal bare i gang.
Og, man bliver nødt til at skelne mellem dem der ER syge, og dem der gerne vil være syge.
Regeringen har egentlig ikke stillet kasser op hvis du ligger mærke til det, da det i dag er baseret på skøn om du er berettiget til reva, fleks eller føp - dem der stiller kasser op, er dem der vurderer og dermed ikke regeringen.

Og, hvis man kigger på kommunerne i dag, burde man som menneske kunne forstå, hvorfor folk får sådan en dårlig behandling som de gør - det handler om manglende ressourcer og kan kun gentage det og gentage det. Lovgivningen er udmærket - der er stor stor fokus på borgerens retssikkerhed.

Vi vil så gerne, vi vil gerne være faglige og prøver det så godt som vi kan under de arbejdsbetingelser vi har.
Vi stritter i mod i stor stil, det er jo så desværre ikke noget der kommer frem i lyset til offentligheden.
Ordet oppe fra er, jamen så må i slække lidt på jeres faglighed - hvilket vi selvfølgelig nægter, og kæmper videre, men vi kan kun kæmpe videre indefra og ikke udefra.
Efterhånden har vi fået de faglige organisationer med på banen som støtter os der arbejder i kommunerne - og det er da et skridt på vejen!!