[hla72]

Jeg ved ikke helt hvordan jeg har det med omkring det at være indlagt, især fordi jeg ved hvor svært det ER at blive indlagt, fordi der simpelthen ikke er plads. Men jeg har det også sådan... åh kunne man da bare få en time out og lidt fred!

Jeg er begyndt at få perioder (har haft det siden i sommers), hvor folk omkring mig spørger om jeg ikke skal prøve om jeg kan blive indlagt, bare for et par dage, men jeg ved med mig selv, at jeg vil tage det som et kæmpe nederlag, hvis de afviser mig på psykiatrisk skadestue.
Jeg har talt med både min psykolog og min læge om det og min egen læge - som også kender mig som sin egen bukselomme - har sagt, at hvis jeg først bliver indlagt på P, så bliver jeg da for alvor syg. Det vil jeg slet ikke kunne rumme, han er sikker på det vil skræmme livet af mig.

Så jeg er sådan lidt... jamen, hvor skal jeg så gå hen når jeg ikke er "syg nok" til psyk, men for syg til at være udenfor?

Jeg tror også det er derfor jeg misbruger mad og trøstespiser for at dulme (har jeg gjort siden jeg var 9-10 år), for jeg føler jeg er hverken fugl eller fisk i systemet.

Andre der kender den følelse?