[hopper]

Hej

Det er snart et stykke tid siden jeg sidst har skrevet noget herinde, det skyldes at jeg har være ude i arbejdssprøvning, og derfor ikke har haft overskud til det.

Jeg vil lige fortælle kort om min situation.

Jeg har været ude for en arbejdsskade for næsten 7 år siden.

I den tid der er gået har jeg været på reviledering (Uddannelse)
Efter lidt over et år stoppede jeg udd. da min ryg simpelhen ikke kunne klare mere.

Jeg har styrketrænnet i 3 år, for at se om det kunne gøre skaden bedre, men uden resultat.

Jeg har gået til diverse Fysioterapeuter, men stadig uden positivt resultat.

Jeg har prøvet at finde et arbejde på eget intiativ for at se om jeg har kunnet arbejde smerterne væk, i den tid tog jeg kraftig smertestillende medicin for at holde det ud, jeg gav det en change, men blev til sidst nød til at give op.

Nu var der gået 6 år hvor smerter er taget til.

Så ringede jeg (Eget intiativ) til kommunen/jobcenter, og snakkede med forskellige mennesker, fordi nu vil jeg gerne have en afklaring på min fremtid da smerter var taget kraftig til de sidste par år.

Jeg får så et møde med en sagsbehandler på sorø jobcenter, jeg viser hende hele min arbejdsskademappe med alle de speciel læger og ryg specialister jeg har været hos, og forklare hende alt hvad jeg har været igennem.
Men hun siger gudhjælpende, at mine lægepapir er for gammel, senest jeg har været hos speciellæge er 4 måneder siden, syntes jeg da ikke er for gammelt ;-)

Det ender med at jeg har bliver sendt til en nerulog og derefter til scanning.
Diagnosen lyder på at jeg har slidgigt og nogle lændehveriler er skæve.

Men lægekonsulenten, skriver bl.a at jeg ikke har slidgigt og jeg faktisk ikke fejler noget, så bliver hr Casper tæmmelig sur, så jeg skriver frem og tilbage med nerulogen, hvor hun oversætter til Dansk at de "Degenerative forandringer" er det samme som slidgigt osv osv.
de papir sender jeg så til sagsbehandleren og derefter til lægekonsulenten, det bliver det ikke meget bedre af.

Det gider jeg så ikke lige at bruge mere tid på lige nu, men jeg kommer så i arbejdsprøvning, hvor smerterne kun bliver være, den længeste dag jeg har i arbejdsprøvningen er en time.
Så det er ikke meget jeg har været der, og jeg har næsten ikke kunnet lave noget, de fleste dag kørte jeg derned lå i 20 min og kørte hjem, og det var enda mere end hvad jeg kunne klare.

Nå men efter endt arbejdsprøvning, tager jeg og lederen fra arbejdsprøvningen op til min sagsbehandler og aflevere papir og snakker om arbejsprøvningen.

Lederen har skrevet en resurus profil, som vi aflevere og han fortæller hvordan det er gået i arbejdsprøvningen, han siger bl.a at det står fast at jeg ikke kan komme ud på arbejdsmarket igen, med de meget få resurser jeg har tilbage jeg kan bidrage med.

Sagsbehandleren spøger så mig om hvad jeg vil ha der skal ske, og jeg siger at der er ikke mere jeg kan gøre, jeg har prøvet alt på at komme tilbage, men det bliver jo bare være og være.

Og da jeg er ved at miste mit livsmod, siger jeg til hende at jeg godt snart vil have en afklaring på min fremtid, så virker hun truende og siger gentagende gange med forhøjet stemme

"VIL DU HAVE EN AFKLARING NU, KAN DU BLIVE RASKMELDT FRA PÅ MANDAG AF"

Og siger hun at lægerne skriver at jeg kan raskmelde dig, så siger jeg at det vil jeg da gerne se at de skriver, og så begynder hun at trække lidt i land, og det får jeg ikke lov at se, for jeg ved hvad de skriver, alle speciel lægerne + nerulogen skriver at det er kronisk og livsvarigt.

Jeg siger så til hende:
Tror du arbejdsskadestyrelsen vil godkende min arbejdsskade med varig men og erhversevnetab hvis de ikke havde undersøgt mig grundigt, og til det havde hun ikke rigtig noget at sige.

Jeg mener at have læst et sted, at en lægekonsulent ikke må nedgøre hvad speciellæger skriver og kun må oversætte direkte hvad de skriver, han gør jo lige det stik modsatte.

Hun sagde også, at jeg kun er 31 år, så der er jo mange år på arbejdsmarket endnu.
Der drejede jeg den også om, og sagde at: ja det er mange år, jeg skal leve i et smertehelved når smerterne kun bliver være og være, så sidder jeg i en kørestol som 40 årig.

Jeg tror hun har dømt mig på forehånd.

Jeg havde så meget i tankerne jeg vil skrive men pga. min situation, er min hukommelse lige 0, så i må endelig skrive hvis der er noget mere i vil vide.


Men hvad gør jeg i sådan en situation?

Jeg har selv tænkt på at skrive til borgmestern eller gå til medierne.

For sådan en behandling af mennesker skal sku ikke finde sted nogle som helst steder, vi er lavet af kød og blod, og er ikke maskiner.


MVH Casper