[sane]

Når du har angst-så indebærer det vel også at du lige netop undertrykker dine impulser som du opfatter som negative, eller som igen du mener at andre vil opfatte som negative...? De er måske slet ikke negative, de er bare menneskelige. Jeg vil anbefale dig at tillade(og jeg mener tillade) dig selv tænke på en anden måde, hvis du kan overskue det. Tillad dig selv at tænke "hvad rager det mig-hvis du tror dårligt om mig fordi jeg har stoppet en bil(eksempel), hvis mit hjem roder(kan være svært at tænke sådan når man har børn),hvis jeg ser ud til at ikke kunne klare noget, hvis jeg er ved græde midt på gaden alene, hvis jeg ikke svarer overhovedet til dig eller ikke svarer pænt, hvis du synes at det er mærkeligt eller for meget at jeg ikke kan komme ud blandt mennesker(uden at du egentligt ikke ved om de vil eller ikke vil acceptere mig som jeg er), hvis du synes at jeg skal bare tage mig sammen, eller hvis alt mit bare ser ud til at være på en måde der ikke er acceptabelt, jeg er jo xx antal år gammel nu og levet og overlevet uden at jeg har mødt dig/den fremmede på gaden eller havde brug for dig tidligere-og hvem er du faktisk til at dømme mig "hvis" du nu dømmer mig eller ser ned på mig? ..."Skrub af-selv om det er mig som har stoppet en bil, og ikke dig som stoppede mig"... Næste gang-når du oplever dig selv tænke "negativt/dårligt/sindsygt/er helt nede"-tillad dig selv at føle den følelse som du har i øjeblikket næsten fuldt ud(man skal bare lære at stoppe før man gør en handling med noget helt forkert, som går ud over andre eller dig selv-ellers kommer man til at bryde et eller andet lovgivning). Man har behov for at også fortælle det til andre- men at det bliver accepteret, og at man ikke bliver dømt pga en selv, eller at der bliver kigget ned på en. Du har måske ikke brug for de gode råd og de gode løsninger- fordi de ikke er dig eller fra dig. Det kan være meget irriterende at andre mener de har opfundet en kvik-løsning eller kvik-helbredende virkning for dig. Der kan være noget selvmodsigende i denne tilstand, og derfor er det svært at arbejde med det, især når man er alene. Du skal bare have lov til at være. Ikke andet. Det skal ud af systemmet på et eller andet måde(derfor mener jeg ikke at piller hjælper altid). Det kræver meget selvobservation, derfor hjælper ensomheden, og det at være alene, især fordi det er jo reelt at samfundet ikke kan acceptere hvis vi er anderledes. Man har også meget brug for ubetinget kærlighed fra andre...Når man ikke er blandt andre, er det også nemmere at skjule at man er anderledes(selv om man har brugt hele sit liv på ikke være det). Hvis man er anderledes, og dette har man undertrykt(sine reaktioner, meninger, følelser)i lang tid-så benægter man jo sig selv og sin væren.Og det er jo ikke mening med livet generelt og slet ikke med dit liv og din sjæl. Verden er meget materialistisk og fysisk- og det andet som er usynligt, ikke håndgribeligt, og menneskeligt -bliver vi bare ved at benægte os. Man bliver jo opflasket i dette land via medierne, om hvad samfundet forventer af os- værsgo og indret dig efter det, hvis du vil være med... Uanset om det er en almindelig tv-avis, reportage om den kommende lovgivning, eller noget andet- så lærer de dig om hvordan du forventes at være...Jeg har personligt slukket TV-og læser nyt kun meget sjældent...Kan ikke længere tåle at andre skal "fortælle mig" hvordan jeg skal være når jeg går ud af døren...Tillad dig selv at være "tosset,mærkelig,sjov" med dine tanker på en måde... Det kræver at man har nok indsigt i sig selv(og at man vil have indsigt i en selv), og at man bagefter accepterer sig selv uanset hvad man måtte mene... Du stoppede en bil-så what?! Hvad er der faktisk galt i at kræve noget fra sine medmennesker? De kan jo bare sige nej. Det er faktisk en meget almindelig ting-menneskeligt- og accepteret, i mange andre lande stadigvæk, at stoppe en bil-selv om man måtte mene at de tider er forbi alle steder...Du har ikke lavet en væbnet røveri mod en bil... Det er vigtigt at lære at tænke at man ikke skal være på en måde som omverden vil have os til at se ud, vil have os til føle os som- med kun de "tilladte" måder/værdier/udseende. Jeg var selv så flov over en situation hvor jeg stod i kø i Netto på en af mine dårlige dage, og kunne simpelthen ikke løfte den indkøbs kurv, stod op et øjeblik for at trække vejret, og så var der en dame bagved mig, som tog mit kurv selv og lagde den op. Meget betænksomt, meget kærligt. Jeg kiggede på hende- og det dejlige var at der var ingen bedømmelse af mig i hendes ansigt, ingen medlidenhed, ikke ser ned på mig, ingen mening om det hele, hun gjorde det bare. Det pinlige var at hun var ældre end mig, og jeg er trods alt ung, og man kan slet ikke se at jeg fejler noget. Der kom den tanke- gud-hun har nok set at jeg virkeligt ikke kan- hvor pinligt, især hvis jeg har set ud til at have det dårligt igennem hele Netto og alle kunne se det...Bagefter-tænkte jeg om hvor det føltes godt at nogen tog hensyn til mig, hun gjorde det selv, uden at jeg har spurgt om det, hun kunne selv indleve sig i min situation-meget menneskeligt. Så forestillede jeg mig at hvad så hvis i den situation jeg var en gammel dame allerede(selv om jeg føler mig meeeget gammel også nu), -så vil de andre ikke tænke så meget over det hvis de så hvad hun gjorde for mig. Så jeg forestillede mig selv som en gråhåret, gammel dame med en stok i en kø- og så kunne jeg alligevel senere "smile" lidt af det...Jeg tænkte -jeg håber man er så betænksom også når jeg virkeligt bliver gammel-det betyder meget...Jeg accepterer så meget jeg kan de situationer -hvor det åbenlyst viser sig at jeg ikke kan...Trods alt-så må det nogle gange være min skytsengel et eller andet der ved at jeg har også tidligere været der meget for andre...Det er bare nemmere når der er nogen der er der for en... Du er ikke alene med de tanker-vi er flere som dig...Og du vil nok aldrig kunne se på mig hvis du mødte mig på gaden-at jeg har det ligesom dig-fordi jeg også gør alt hvad jeg kan for at andre ikke skal kunne se det...Psykolog hjælp er ok- man skal bare ikke have en for stor forventning om en lyn-kur, fordi det er een selv som skal arbejde med sit sind, og alligevel ikke bare acceptere alt hvad andre siger at man skal gøre-da det handler om dig...Og det tager laaang tid... Men jeg er faktisk sikker på at der findes hjemmesider hvor man kan ringe til, jeg ved at der er noget som hedder Angst linien-ved ikke hvad de kan hjælpe med hvis man ringer...Knuz...