Hold da op, denne tråd er blevet lang siden jeg så den sidst
Det er da bare dejligt.
Nu kommer I så til at høre lidt om mig. I har da ret med de der forventninger, men når man ser ens far være mere glad for min brors børn end for mine, hvilket min svigerinde også kunne så og mine børn kunne mærke så bliver man sku gal.
Jeg har boet 20 år i den landsdel hvor min familie og far bor og 20 år i stor Kbh. (dog med et år i U.S.A som mellemrum). Først da jeg flyttede hjemmefra begyndte jeg at føle at jeg var forkert, mine forældre så ikke glædeligt på at jeg skulle have kærester, det må jeg kunne have mærket for jeg fik ikke nogle før jeg fandt min mand som 23 årig og som jeg blev skilt fra for ca. 3 år siden. Mine forældre så ikke med gode øjne må min mand, og end heller ikke på mine unger da de kom til verden for 11 og 13 år siden. Jeg troede at de ville rulle rundt nede på gulvet og lege bedste forældre, men de sad såmænd ofte bare og så fjernsyn og selv da jeg var gravid for første gang måtte jeg slå i bordet bare for at få deres opmærksomhed til at se scanningsbillederne af min søn i min mave.
Jeg er ikke den type at jeg ønskede putte nuttede opførende bedste forældre, men her var der bare slet ingen kontakt, men når endelig der var så var det min mor der syntes at de ting jeg gjorde var mærkelige og mon nu barnet blev mæt at min amning, og var det nu naturligt at han sked grønt i nogle af ugerne. Det var ulideligt og jeg stoppede tidligt med at tage i den anden ende af landet for at besøge "mormor og morfar".
Det samme overgik min datter, så vi kom bare ikke på besøg eller talt meget med mine forældre. Min mor fik så da mine børn var hhv. 1½ og 0 år konstateret strubekraft og hun døde ca, ½ år efter. Jeg nåede ikke ned til hendes dødsleje, min bror og min far valgte ikke at sidde ved hende, for som min far sagde så kan "de" jo høre at hvad man siger. Ja var mere rationel, jeg kunne ikke nå det, men jeg syntes da at det var ærgerligt at min mor skulle dø alene. Jeg kom til hende begravelse og så hende også død, jeg var nok den eneste der ikke græd ved hendes begravelse for jeg syntes at hun fik fred fra et meget hårdt og liv. Hun havde lidt af depression en stor del af sit liv, uden at være i behandling, og en del alkoholisme til sidst og så kom kræften og tog hende.
Efterflg. "forventede" jeg at min far ville vise flaget, men tvært i mod. Jeg husker et år hvor min datter villle fortælle om sine fødselsdags gaver til en, det sagde hun så ved den ene " den har jeg fået af en der hedder "morfar"", det siger vidst bare det hele. For ca. 3 år siden da jeg så røg ned med flaget, men depression, angst, skilsmisse og fyret fra arbejde og et hus til salg, der tænkte jeg, at nu hjælper han, for han har penge og jeg havde ikke nogen. Jeg skulle jo betalte min andel af budgettet indtil huset var solgt og det var mere end jeg tjente, samtidig havde jeg fået et lejet række hus, så økonomien holdt hårdt indtil huset var solgt. Da jeg så tog fat i ham om økonomien og om at låne lidt penge til jeg igen selv fik ( der var en del friværdi i vores hus), så sagde han bare at han da kunne tale med vores bank om en kasse kredit. !!! Jeg var rystet, jeg ville jo betale pengene tilbage, hvordag kunne han gøre det til et problem. Han har og havde masser af penge, og netop han har altid sagt at vi skal hjælpe hinanden .!!
Jeg "sladrede" til min svigerinde (som han fordyrer, hun er dygtigt uddannet og har en formidabel familie i hans øjne). Min svigeringe og jeg har det godt sammen og hun kan godt se hans forskelsbehandling på min bror og jeg. Derefter tog hun åbenbart kontakt til min far, for pludselig kom der penge på kontoen, jeg var rystet at han kunne yde hjælp når min svigerinde sådan kom på banen og ikke jeg som skreg i smerte !! ??
Jeg skrev ham et langt og inderligt brev, men store sandheder og skuffelser og jeg er meget velformuleret og direkte så der var ingen tvivl om at han næppe kunne se sandheden i øjnene. Jeg sendte brevet, men hørte ikke lige fra ham. Kort efter ringede jeg selv til ham og han sagde at nu skulle jeg også tænke på at han havde mistet sin kone (10 år før, som han egentlig aldrig havde skænket en tanke andet end når han skulle have mad), det var så min mor måtte jeg så minde ham om, men der var mange dårlige undskyldninger også omkring hvorfor han så lige reagerede på min svigerindes opfordringer. Jeg skrev også meget om den forskels behandling han udføre overfor mine børn, mine brors børn bor tættere på ham og selvfølgelig ser han dem mere, men jeg vil ikke acceptere at han direkte overser mine når vi er "dernede", det er ulideligt.
Ja det var så lidt om forhistorien for mine følelser og formodentlig årsagen til at jeg startede dette indlæg, det gentagne skuffelse over ens eget kød og blod. Jeg har ofte tænkt på at cutte min far, men jeg tror at jeg beholder ham for pengenes skyld !!!!
Kh. EE