....det var utroligt svært at sige fra, fra jeg var 6 år gammel, lagde min mor ansvaret for sin lykke mere eller mindre i mine hænder, fra da af ved jeg ikke hvor mange nætter jeg sad og lyttede til min mors sorger, og jo større sorgene var, jo mere ansvar fik jeg, og medfølgende skyldfølelse over at jeg ikke kunne gøre hende lykkelig.
Det tog mig indtil en måned før jeg blev 40 at sige fra, at acceptere at jeg ikke havde ansvaret for min mors liv og lykke, og ligegyldigt hvad jeg gjorde ville jeg aldrig kunne leve op til de forventninger hun havde, og ej heller kunne opfylde de forventninger hun havde til andre.
Bruddet var hårdt, både for hende og for mig selv. Jeg var fyldt med had til hende som ødelagde mig indefra, men efterhånden begyndte jeg at forstå at hun også var et offer. Som trettenårig da hendes mor blev syg med blodkræft, og sengeliggende, måtte hun de næste ti år frem til hendes moders død, overtage rollen som husmoder og ansvarlig for sine yngre søskende, samtidig med at hun måtte pleje sin syge mor. Hun måtte passe og pleje hende, og som alle der har haft en kræftsyg i familien ved, så kommer hele familiens liv til at dreje sig om den syge, som en vis person engang sagde, "Når man har en kræftsyg i en familie så er hele familien syg"
Da hun selv fik døtre forventede hun det samme fra dem, nu var hun moren der skulle være i familiens centrum og om hvis alt drejede sig, og til hvem alle hensyn skulle tages. Det var det hun var opvokset med, og derfor de forventninger hun havde. Gudskelov lykkedes det mig at bryde den onde cirkel. Hadet forsvandt, og tilgivelse og empati trådte i stedet. Og jeg lærte aldrig at forvente noget af andre, og derfor modtager jeg kun glæder og aldrig skuffelser.
Ragdoll