Det er ganske almindelig høflighed at hilse på den man snakker med. I f.eks. Frankrig er det kindkys, i andre lande næsegnideri, og her i landet trykker vi hånd. Mig bekendt er der ingen, der endnu har taget skade af at udvise høvisk adfærd.
Jeg kan og vil ikke sætte grænser for andre (ud over ungerne
), men jeg kan og vil sætte grænser for mig selv.
Jeg vil under ingen omstændigheder indlede et samarbejde med en sagsbehandler, der ikke vil udvise den mindste smule respekt og høflighed i form af et håndtryk, og da slet ikke en, jeg ikke kan se og aflæse pga en burka. Hvis jeg stikker poten frem til en imødekommende hilsen, og den bare bliver ignoreret, opfatter jeg det som at personen er ubehøvlet, og det tolererer jeg ikke.
Den samme situation opstår jo, hvis man søger job i en virksomhed med dress-code. Vil man have et job der, må man affinde sig med ”kravet” eller ”tvangen” om en bestemt påklædning, og vil man ikke det, er det bare ikke der, man skal jobbe. Hvis jeg ikke vil iføre mig f.eks. politiets uniform, er det bare ikke der, jeg skal arbejde. Længere er den ikke
Hører jo selv til den gammeldaws type forælder, der ikke tolererer, at børn gratter rundt med deres aftensmad. Det er muligt, at jeg dermed griber ind i ungernes ”personlige frihed”, og at det efter nogens mening er ”pædagogisk korrekt” og lade dem gøre det, men jeg synes, det er noget forbistret svineri, og jeg vil ikke tolerere det. Altså: ”hvis du vil spise her, så spis pænt.” Længere er den ikke.
Efter min mening handler det om opdragelse til at indgå i det samfund, man befinder sig i. Det er trist, at noget så småt som et håndtryk ender så højt oppe i hierarkiet, blot fordi der er nogle, der ikke vil indrette sig efter gældende opførsel. ”Skik følge eller land fly” ligegyldigt hvem man er.
Jeg giver hånd, når jeg hilser på nogen – selv Hjorten. Er hamrende uenig med hans politik og mener stadig den er skrupskør, men han har krav på respekt for sin person – nøjagtigt som alle vi andre.
Knus
Trylle