Se enkelt indlæg
Gammel 11-06-2009, 21:41   #4
Gadefejer
Udmeldt af K10
 
Tilmeldingsdato: 29-12 2008
Indlæg: 122
Styrke: 16
Gadefejer er ny på vejen
Tilbage i det lidt ironiske år 1984, blev jeg tvangsindlagt som en anden forsøgsrotte og for første gang fodret med medicinalindustriens standard buffet af kulørte piller, desserter af bivirkningsmedicin og kradse sager i form af usmageligt kanyleindhold.

Indimellem lykkedes det for nogen at gemme dagsrationen af piller i hånden og lade som om det blev skyllet ned, men blev man opdaget, risikerede man at blive sat op i dosis eller blive fastholdt og få et ekstra skud i ballen.

Behandlingen på koldbøttefabrikken, hvis man kan tale om en sådan i lægelig forstand - var eksperimentel og rent medicinsk, som den nok stadig er det, og med et ”plejepersonale”, der konstant befandt sig i køkken eller på kontor bag lukkede døre. De var nu heller ikke sjove at bide skeer med, skal jeg hilse og sige. Ved et tilfælde oplevede jeg, at de mandlige aftenvagter bankede mit hoved ind i væggen, fordi jeg ikke ville skrubbe i seng, så de kunne få fred .

Med hensyn til forplejningen, så havde nogle af pillerne imod de andre piller, faktisk en rimelig behagelig virkning, som kunne forsøde lejr opholdet en smule, idet man kunne blive rimelig høj af en god dosis, så dem var der stor efterspørgsel på.

Men hensyn til resten af indtaget, så er fagkundskaben, så vidt jeg ved, i dag rimelig enige om, at doserne dengang var enorme. Og altså ikke noget særsyn, at jeg og mange andre af fangerne fik stærkt ubehagelige bivirkningerne oveni lidelserne fra sygdommene, såsom kramper, stemmer, fråde, ufrivillige groteske ansigtsbevægelser og den ondeste gnavende rastløshed, der gjorde at man ikke kunne side stille i 2 minutter ad gangen.

Nå, men det jeg ville frem til, er, at jeg siden har prøvet et par andre cocktails, men aldrig med noget rimeligt resultat, tværtimod. Har bl.a. fået pludselige smerter i hele kroppen som var jeg ved at føde en alien, og at oplevet at kæden til den normale verden hoppede af umiddelbart efter påbegyndelse af et pille eksperiment.

Skulle jeg få mistanke om, at nogen igen vil narre eller tvinge mere giftigt shit i mig eller udsætte mig for lignende nederdrægtig behandling i sundhedssystemet, så går jeg under jorden eller flygter til udlandet. Det er et hundrede procent sikkert. Til gengæld klarer jeg mig rimeligt på egen hånd trods diverse behandlingstraumer og uden flere af den kemiske industris hjernetransplantationer med sund kost, motion, mindfulness, meditation, musikterapi, simple living, anti stress og meget andet i samme boldgade. Men det kan der jo ikke tages patent på.

Sidst redigeret af Gadefejer; 11-06-2009 kl. 21:47.
Gadefejer er ikke logget ind   Besvar med citat