....enig med Jess i, at en krise er noget vi herinde kan se frem til med glæde, desværre, for det burde jo ikke være hverken krise eller opsving der bestemte hvordan syge og svage borgere bliver behandlet. Syge og svage borgere, den gruppe er der vist ingen der ønsker at høre til. Heller ikke os, der sidder midt i den, det er ikke og har aldrig været en fed fidus at være på overførselsindkomst, og det bliver det såmen ej heller i fremtiden.
Vi sidder her fordi omstændighederne tvinger os til det, ikke fordi vi ønsker det. Men som Jess siger, og som jeg selv har set og følt på egen krop og eget liv, så er det høj- og lavkonjukturer der bestemmer hvordan vi bliver opfattet og behandlet af omverdenen og systemet. Og det er ravruskende forkert, man er så syg eller svag, som man nu er, uanset hvordan konjukturerne bevæger sig, opad eller nedad.
Endnu er krisen mest noget vi læser om i aviserne, og endnu er den mest noget fra det store udland, jo der er nogen der allerede har mistet deres arbejdsplads, men det er endnu fåtal, ikke noget man rigtig har kunnet måle endnu. Derfor kan CHF roligt kører fremad med sin politik lidt endnu, mens han kan sidde og håbe på at den går Danmark ram forbi.
Der dog allerede røster fremme om at vi kan forvente at langt flere vil stille sig i ledighedskøen i løbet af 2009 og 2010, og efterhånden som køen vokser, så vokser "medmenneskeligheden" også, jeg sætter "medmenneskeligheden" i citationstegn, da det ikke er den der egentlig vokser, men bekymringen for at hytte eget skind. Så bliver de syge og svage i samfundet en trussel mod de arbejdsledige "The selfish gene - af Richard Dawkins", og hvis regeringen, med CHF i spidsen, til den tid stadig, forsøger at presse syge og svage ud på arbejdsmarkedet, så vil protesterne komme helt af sig selv, men ikke fordi man ønsker en mere fair behandling af de syge og svage, det må man ikke tro, men fordi det har med overlevelse at gøre.
Jeg husker midten af 90erne, hvor arbejdsløsheden lå et godt stykke over de 200.000, dengang blev der brugt mange resourcer og meget energi på at fortælle os syge, der dengang søgte eller blev instillet til pension, at man sagtens kunne have et godt og værdigt liv væk fra arbejdsmarkedet, at der var mange måder hvorpå man stadig kunne have værdi for samfundet, at man stadig var et ligeværdigt menneske selvom man ikke kunne arbejde, så var der jo så mange andre måder man kunne bidrage til fællesskabet på. Sjovt som ordene kan drejes alt efter om vi står midt i høj- eller lavkonjuktur.
Dengang brugte man førtidspensionen til at gøre ledighedskøen kortere. Ikke bare syge blev sat på førtidspension, men også alkoholikere, narkomaner og dem med socialt dårlige tilpasningsevner. Derfor havde man det der hed "almindelig forhøjet førtidspension" (det var med den at begrebet "socialpension" blev vakt til live), den var beregnet for disse grupper, med den i hånden, kunne kommunerne frasige sig ansvaret overfor disse borgere, selvom det hed sig at det var for at de kunne få en vis form for fred, så blev det fred til at fortsætte i deres misbrug, og kommunerne kunne sige når en dukkede op på kommunekontoret, du har jo fået pension, vi kan ikke give dig mere.
At også disse grupper kunne få førtidspension, istedet for blot at være på kontanthjælp, gav også begrebet "førtidspension" en dårlig smag i munden, da når nogen spurgte, hvad man lavede, og man svarede "Jeg er på førtidspension", så kunne man næsten høre andre tænke, "Nåh, er du så alkoholiker eller stofmisbruger". Derfor var det vigtigt for de der var syge, ikke bare at komme på førtidspension, men at komme på "mellemste" eller "højeste" førtidspension, for at komme væk fra stigmaet, misbruger eller social taber.
Det var også dengang tilladt for en førtidspensionist at arbejde ved siden af førtidspensionen, begrænset, og selv om der ikke eksisterede en direkte lov om det, så var det ilde set hvis en førtidspensionist, indgik i et arbejdsforhold der kunne skubbe andre ud af arbejdsmarkedet.
Så jo jeg mener også at hvis vi får en stigende arbejdsløshed igen, så vil der også blive et behov for og et krav om, at give det arbejde der er og de stillinger der bliver skabt til de arbejdsløse, og ikke til syge og svage borgere.
Men det vil tage tid før det sker, der kommer ingen forandringer i morgen, næste måned eller sågar næste år, vi skal nok op og runde de 100.000 - 150.000 arbejdsløse før der kommer nogle ændringer i forhold til os.
Men der er s'gu trist at det er noget sådant som en krise der skal til før vi kan forvente at få en ordentlig behandling, før vi kan få lov til at beholde vores selvrespekt og værdighed, det er såmen svært nok uden det galematias der lige nu hersker.
Mange venlige julehilsener &
Hrefna
PS. Hvis der er nogen der har nogen ideer til fora og debatsider, hvor jeg kan postere det jeg lige har skrevet til. Så må i gerne lige skrive det her, jeg skal selfølgelig nok fjerne Jess' navn, selvom jeg ved at han ikke er bange for at stå ved det han siger, og det har han min dybeste respekt for.