Se enkelt indlæg
Gammel 10-09-2008, 09:31   #1
Mella
Bruger
 
Mellas avatar
 
Tilmeldingsdato: 29-10 2005
Indlæg: 742
Styrke: 19
Mella er ny på vejen
Klart udspil fra DH

BESKÆFTIGELSE: Dansk Arbejdsgiverforening og flere politikere prøver med mere eller mindre ideologiske argumenter at skyde huller i fleksjobordningen. DH forsøger at få lydhørhed for saglige argumenter: Ordningen virker faktisk.

Af Stig Langvad, formand, og Karen W. Knudsen, konsulent i DH

Hvordan skal man forholde sig til den kendsgerning, at der er sket en stigning i antallet af mennesker i fleksjob? Skal man glædes over alle de mennesker, der dermed er fastholdt tæt på arbejdsmarkedet - i stedet for at komme på førtidspension? Eller skal man være bekymret for, at der er nedlagt en almindelig stilling for hvert fleksjob, der er oprettet? At arbejdsgiverne snyder sig til offentlige støttekroner?

Arbejdsgivernes egen organisation mener åbenbart, det sidste er tilfældet. Og så synes de, at fleksjobbers aflønning og vilkår er alt for attraktiv. Folk vil spekulere i at få tilkendt et fleksjob, mener de.

Debatten har kørt henover foråret og sommeren, sammen med forslaget om en tidsbegrænset førtidspension. Det er en debat, DH tager aktiv del i.

Seminaret og synspunkterne
Debatten blev igen aktuel efter et seminar, som Arbejdsmarkedskommissionen afholdt den 10. juni, hvor DH var blandt de inviterede. Overskriften for denne dag var: ”Fortsat vækst i offentligt forsørgede med problemer ud over ledighed. Kan udviklingen vendes - og hvordan?”.

Arbejdsmarkedskommissionen er nedsat af regeringen og har til opgave at komme med forslag til ”reformer, der varigt øger beskæftigelsen”. Målet er, at den offentlige økonomi forbedres med mindst 14 mia. kr. årligt. Når de store årgange i de kommende år trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, bliver det angiveligt nødvendigt for at fastholde vores velfærdssamfund.

En af vejene til at nå dette mål er at flytte mindst 50.000 mennesker fra varig, passiv forsørgelse til ustøttet beskæftigelse. Det var netop dette emne, der var i fokus på Arbejdsmarkedskommissionens seminar.

Flere fleksjobbere
Antallet af personer på fleksjob og ledighedsydelse er steget fra ca. 10.000 personer i 2000 til knap 60.000 i 2007. At så mange mennesker har fået - eller venter! - på et fleksjob, er flere end politisk forventet, da førtidspensionsreformen blev vedtaget.

DH mener, at det er positivt, at fleksjob-ordningen er blevet så udbredt. Det betyder, at der er mange mennesker, der er blevet fastholdt på arbejdsmarkedet. Men sådan ser Arbejdsmarkedskommissionen ikke på det. De vil gerne have nedbragt antallet, da det samfundsøkonomisk er dyrt at have mange mennesker i fleksjob.

Formand for Arbejdsmarkedskommissionen Jørgen Søndergaard (direktør for forskningsinstituttet SFI) indledte seminaret med at stille spørgsmålet, om de mange fleksjob har betydet, at der er nedlagt stillinger på normale vilkår.

Han stillede spørgsmålet sådan op: Enten er der blevet flere med nedsat arbejdsevne, eller også har fleksjobordningen fortrængt ustøttet beskæftigelse. Og han gav selv sit bud et svar: Fleksjobordningen bidrager til at få personer med nedsat arbejdsevne i beskæftigelse. Men den fortrænger formentlig også ustøttede job.

Dansk Arbejdsgiverforening var på seminaret stærkt kritisk over for udviklingen og anvendelsen af fleksjobordningen. DA finder ordningen alt for attraktiv, fordi en fleksjobber ofte modtager fuld løn, men arbejder på nedsat tid og/eller med nedsat arbejdsevne. Direktør Henrik Bach Mortensen fra DA sagde i sit indlæg, at man kun bør have løn for antallet af arbejdstimer. De resterende timer burde der f.eks. udbetales ledighedsydelse.

DH's synspunkter
DH finder kritikken af udviklingen i antallet af offentligt forsørgede - af både førtidspensionen og fleksjobordningen - uberettiget. Vi skrev derfor efterfølgende til Arbejdsmarkedskommissionen for at fremlægge vores syn på sagen.

I modsætning til kommissionens formand og DA, mener DH, at det er en stor succes, at fleksjobordningen er blevet så udbredt!

Fleksjobordningen har været i stand til at fastholde og inkludere mennesker med varig nedsat arbejdsevne på arbejdsmarkedet. Mennesker, som ellers var blevet skubbet ud af arbejdsmarkedet. At mennesker kan yde en aktiv indsats på arbejdsmarkedet, frem for at stå uden for arbejdsmarkedet, er til gavn for den enkelte, virksomheden og for samfundet som helhed.

Og så er det værd at huske på, at der forud for kommunens bevilling af et fleksjob oftest er foregået en længerevarende grundig vurdering af den enkeltes arbejdsevne. Det er jo ikke sådan, at det er et spørgsmål, der afgøres af hverken personen med nedsat arbejdsevne eller virksomheden, hvor vedkommende ansættes i fleksjob. Det er kun en beslutning, kommunerne kan træffe.

Det er muligt, at stigningen i antallet af fleksjob er højere end politisk forventet, men spørgsmålet er, om det ikke nærmere er forventningerne til udbredelsen af ordningen, der skal justeres, og ikke selve ordningen. Den har jo vist sig at være en succes.

DH finder det besynderligt, at en ordning, der sikrer fastholdelse, kan udsættes for så massiv og uberettiget kritik, som det opleves i forskellige sammenhænge. DH finder det også etisk kritisk, at DA går efter personen med nedsat arbejdsevne. Det er næppe hans/hendes skyld, at antallet af fleksjob er steget!

Eksperten er enig
DH står ikke alene med vores synspunkt om fleksjobordningens succes. Steen Bengtson, der er seniorforsker i SFI (hvor Jørgen Søndergaard er direktør) har igennem mange år forsket i livsvilkårene for mennesker med handicap. På Arbejdsmarkedskommissionens seminar fremlagde Steen Bengtson forskningsresultaterne fra en undersøgelse, der netop havde undersøgt mennesker med funktionsevnenedsættelser og deres beskæftigelsesmuligheder.

Steen Bengtson konkluderede at: ”Fleksjobordningen har været under anklage - men vi frikender den!”

Ifølge Steen Bengtson er fleksjobordningen attraktiv for både lønmodtager og arbejdsgiver, og ordningen har virket efter hensigten. På spørgsmålet om ordningen indebærer, at personer, som kunne være fastholdt på arbejdsmarkedet i et ordinært job, kommer i fleksjob, siger Steen Bengtson:

”Det tyder undersøgelsen ikke på, for hvis man sammenligner personer i fleksjob med personer med handicap, som er henholdsvis uden beskæftigelse og i beskæftigelse, viser det sig, at fleksjobberes funktionsevne svarer til funktionsevnen hos mennesker med handicap uden beskæftigelse. Det betyder, at ordningen bidrager til at få personer i beskæftigelse, som ellers ville være på overførselsindkomst.”

Færre på førtidspension
Siden indførelsen af førtidspensionsreformen har det årlige antal af nye førtidspensionister ligget nogenlunde konstant og det samlede antal førtidspensionister er ca. 240.000 personer. Arbejdsmarkedskommissionen vil begrænse antallet af personer, der kommer på førtidspension. Et af de midler, der blev foreslået på seminaret - af blandt andre DA - er at gøre førtidspensionen tidsbegrænset til to eller tre år.

Ligesom Arbejdsmarkedskommissionen, ser DH ser det som et mål, at færre mennesker udstødes fra arbejdsmarkedet og kommer på offentlig forsørgelse. DH mener dog ikke målet kan nås ved, at personer i fleksjob skal stilles økonomisk dårligere. Heller ikke ved at gøre førtidspensionen tidsbegrænset.

I brevet til Arbejdsmarkedskommissionen skriver DH om en tidsbegrænset førtidspension: ”Dette giver ingen mening i forhold til den gruppe af mennesker, der på grund af kronisk sygdom eller handicap er helt uden evne til at indgå på arbejdsmarkedet, og derfor er ude af stand til at opnå en indkomst, som giver dem mulighed for selvforsørgelse. Og for de mennesker, der muligvis vurderes til senere hen at kunne genvinde deres arbejdsevne, findes der allerede i dag mulighed for at tildele førtidspensionen midlertidigt.”

Invitation til dialog
DH mener, at løsningen skal findes i en langt tidligere og meget mere forebyggende og helhedsorienteret indsats for at undgå, at mennesker permanent udstødes fra arbejdsmarkedet.

Derfor har DH skrevet til Arbejdsmarkedskommissionen og inviteret dem til et møde, hvor vi vil drøfte vores forslag til en ny helhedsorienteret rehabiliteringsindsats og en ny rehabiliteringsydelse. DH har ved redaktionens afslutning endnu ikke hørt fra Arbejdsmarkedskommissionen.

Find DH's brev vedr. tidsbegrænset førtidspension og links til Arbejdsmarkedskommissionen på vores temaside om beskæftigelsespolitik: www.handicap.dk/politik/arbejdsmarked
Mella er ikke logget ind   Besvar med citat