|
Vasen, jeg forstår udmærket argumenterne for at skrive om hjælp i stedet for at ringe, men for mig virker det også som at skrive til 112 i stedet for at ringe.
Jeg hører ikke stemmer, og har kun gjort det efter indtagelse af medicin under en indlæggelse for mange år siden, hvor det kom som en af mange bivirkninger.
Mine problemer med sygdommen har først og fremmest karakter af angst, tankemylder, panik, søvnløshed, social isolation mm. Dvs sådan er det, når jeg har det godt, hvor det så nogle gange slår over i psykoser med paranoia, vrangforestillinger, rædsel etc, hvilket typisk sker, når jeg ikke længere kan klare udfordringerne alene.
Lige præcis psykose er for mig det værste der kan ske, og når jeg har panik over at bo her, så er det fordi der er mange praktiske forhold, jeg ikke kan overskue og fordi jeg føler mig meget mere angst end ellers. Jeg har ikke en knap jeg kan trykke på og slappe af med at alting flyder og der ikke er nogen løsninger på problemer - og dette oveni udsigt til fortsat isolation også social og uden mulighed for at foretage mig noget konstruktivt i forhold til mine problemer med sygdommen, bortset fra at eksperimentere med mere pinefuld medicin, hvilket jeg har forsøgt uden gode resultater.
Nej, det er ikke ideelt at stå på gaden. Jeg har tænkt, at hvis jeg kunne klare det, ville jeg trods alt være fri og ikke lænket til et sted, jeg ikke kan fungere i. Jeg har stort behov for ro, så det er desperat ønsketænkning, men det har egentligt hjælp fra systemet indtil nu også været. Heldigvis har min nye praktiserende læge givet sig god tid til at lytte og forstå, og jeg håber det gennem ham lykkes at opnå den rette hjælp i kommune eller lokalpsykiatri.
Jeg ønsker også alt det bedste for dig!
|